Læsetid: 5 min.

Idlib: Oprørernes sidste bastion i Syrien står over for nært forestående Assad-offensiv

Efter Assad-regimets generobring af de sidste oprørskontrollerede områder i det sydlige Syrien er øjnene rettet mod Idlib-provinsen – den sidste bastion for oppositionen. Eksperter advarer mod en humanitær katastrofe, hvis regimet indleder offensiv
»Vi skal enten skubbe terroristerne tilbage til Tyrkiet, hvor de jo kom fra til at starte med, eller også skal vi dræbe dem,« sagde Assad i sidste uge om en mulig offensiv i Idlib-provinsen.

»Vi skal enten skubbe terroristerne tilbage til Tyrkiet, hvor de jo kom fra til at starte med, eller også skal vi dræbe dem,« sagde Assad i sidste uge om en mulig offensiv i Idlib-provinsen.

Ritzau Scanpix

4. august 2018

Helt frem til den syriske borgerkrigs udbrud i 2011 var Idlib blandt syrerne kendt som den ’glemte provins’; et håbløst, underudviklet og provinsielt sted, som unge syrere migrerede væk fra i håb om at kunne opfylde deres ambitioner andre steder.

Under borgerkrigen har provinsen imidlertid været det mest ’tiltrækkende’ sted i hele Syrien. Over halvdelen af provinsens nuværende indbyggere er internt fordrevne fra andre krigshærgede syriske byer. I 2011 havde Idlib 1,5 millioner indbyggere. I dag bor der mere end 2,5 millioner mennesker.

»Idlib har været skånet for krigen sammenlignet med andre steder i Syrien. Det har været et refugium for mange. Men nu snakker alle om regimets nært forestående offensiv. Alle går og frygter det værste. Hvis bare regimet kunne glemme os igen,« siger Omar Bassam, ansat på et hospital i Idlib, over telefonen.

I sidste uge faldt Deraa – den syriske revolutions fødeby – tilbage i Assad-regimets hænder efter syv år under oprørernes kontrol. Over de seneste måneder er Assads tropper – med russisk og iransk støtte – gået fra den ene militære sejr til den næste.

Inden Deraa blev de sidste oprørskontrollerede lommer nær Homs genindtaget i maj. Ghouta blev generobret i april. Ud over de kurdiske områder i den nordøstlige del af landet, hvor kurderne stadig nyder amerikansk beskyttelse, er det nu kun Idlib-provinsen, som endnu ikke er under regimets kontrol.

De seneste dage har flere syriske embedsmænd givet udtryk for, at den syriske hær forbereder sig på en landoffensiv mod ’den glemte provins’. Bashar al-Assad har personligt sagt, at Idlib skal »renses for terrorister«.

»Vi skal enten skubbe terroristerne tilbage til Tyrkiet, hvor de jo kom fra til at starte med, eller også skal vi dræbe dem,« sagde Assad i sidste uge.

Om Assad vil gøre alvor af sine trusler om en offensiv, har imidlertid været genstand for heftige diskussioner blandt Syrien-eksperter. En offensiv mod den tætbefolkede Idlib-provins vil blive langt mere grum end tidligere militæroperationer som eksempelvis slaget om Aleppo.

»Den civile befolkning har valget mellem at gemme sig i bunkere, eller også kan de flygte over til den tyrkiske grænse,« skriver Human Rights Watchs direktør Kenneth Roth i sin seneste artikel.

Tyrkiet står i vejen

Problemet er, at den tyrkiske grænse har været lukket siden 2015, og tyrkerne har tilsyneladende ikke tænkt sig, at det skal være anderledes. Information har talt med flere kilder i Idlib, som fortæller, at den tyrkiske regering har udstationeret snigskytter langs grænsen. Og de viger ikke tilbage fra at skyde på flygtninge.

»Det sker stort set hver uge, at nogle bliver skudt og dræbt, mens de forsøger at krydse grænsen. Tyrkerne joker virkelig ikke længere. De vil bare ikke have flere syrere,« siger Omar Bassam fra hospitalet i Idlib.

3,5 millioner syriske flygtninge befinder sig allerede i Tyrkiet, og landet kan ikke håndtere flere. Ved den seneste tyrkiske valgkamp forsøgte flere tyrkiske præsidentkandidater at høste stemmer på tyrkernes vrede over antallet af syriske flygtninge i landet. Præsident Erdogan har ved flere lejligheder lovet sine vælgere, at syrerne snart vil vende hjem.

Erdogan har også forsøgt at gøre opmærksom på, at tingene ikke går som ønsket i Syrien for Tyrkiet. Over de seneste dage har den tyrkiske præsident forsøgt at overbevise russerne om at forhindre en militæroperation ved Idlib. Ved et pressemøde i Johannesburg sagde Erdogan, at han havde diskuteret Idlib-spørgsmålet med Putin.

»Jeg spurgte om en nødvendig intervention. Jeg håber, om Gud vil, at han vil gøre, hvad der er nødvendigt«, sagde Erdogan ved pressemødet.

Det er ikke bare frygten for en flygtningebølge, der skaber panderynker i Ankara. Kurdiske YPG er også blevet en pine på det seneste. Efter slaget om Aleppo i 2016 besluttede Rusland, Iran, Syrien og Tyrkiet at begynde fredforhandlingerne i Astana i Kasakhstan.

Her blev det besluttet at skabe fire såkaldte deeskaleringszoner (Deraa, Ghouta, Homs og Idlib) for at mindske sammenstødene mellem oprørsgrupperne og regimet.

Tyrkiets militær, som siden oktober 2017 har haft ansvaret for sikkerheden i Idlib, så det som en gylden mulighed for at stække kurdiske YPG i den nordlige del af Syrien. I den seneste uge har den kurdiske ledelse i YPG imidlertid offentligt givet udtryk for, at de ønsker at genforenes med Damaskus. Ankara frygter nu, at YPG kan få større fodfæste, hvis tyrkerne ender med at trække sig ud af Idlib.

»Hvis kurderne distancerer sig selv fra amerikanerne og udvikler en dialog med Damaskus, kan kurdisk autonomi opnå en juridisk blåstempling i Damaskus. Det skaber bekymring i Ankara,« skriver den velinformerende journalist Fehim Tastekin for al-Monitor.

Mange analytikere spekulerer derfor i, om Tyrkiet vil forsøge at slå en handel af med russerne. En af dem er den internationale Syrien-ekspert Kyle Orton.

»Måske vil Tyrkiet gå med til en russiskmæglet overdragelse af Idlib til assadisterne, som både kan forhindre flygtninge og holde YPG ude,« skriver Orton i Ahval News.

’Fredelige’ ad hoc-løsninger?

Selvom en aftale mellem Tyrkiet og Rusland kommer på plads, mener flere eksperter, at Idlib-spørgsmålet vil forblive en hovedpine for samtlige parter i konflikten. Over de seneste år er det ikke bare internt fordrevne, som har søgt tilflugt i Idlib, men også de mere hårdkogte jihadister, som enten er flygtet eller blevet forflyttet til Idlib under diverse overgivelsesaftaler. 

»Der er måske 70.000 krigere. Størstedelen af dem kæmper for Hayat Tahrir al-Sham (Al-Qaeda i Syrien, red.),« siger Omar Bassam fra Idlib.

Hverken det syriske regime, Iran, Rusland eller Tyrkiet kan tolerere jihadisternes tilstedeværelse i området, så det store spørgsmål er, hvad man stiller op imod dem, hvis en Idlib-offensiv afblæses for at tilgodese Tyrkiets bekymringer. Det er der ingen, der med sikkerhed ved i øjeblikket.

Men i arabiske medier nævnes flere ad hoc-løsninger som mulige scenarier. 

En af dem er, at man vil forsøge at tvinge oprørerne til overgive sig, hvorefter de kan integreres i Assads militær og politistyrker. Det er lykkedes ved flere tilfælde, senest under regimets offensiv i det sydlige Syrien, hvor dele af Den Frie Syriske Hær angiveligt kæmpede side om side med Assads tropper for at nedkæmpe IS’ sidste modstandslommer.

Hvorvidt det er muligt i Idlib, hvor jihadisterne betegnes som værende langt mere ideologiske og kompromisløse, er uvist på nuværende tidspunkt.

I andre arabiske medier rapporteres der om et andet scenarie, som går på, at tyrkerne vil forsøge at afvæbne de militante fraktioner i Idlib. En tyrkisk rådgiver i Ankara, som ønsker at være anonym af sikkerhedsmæssige årsager, bekræfter over for Information, at Tyrkiet muligvis har foreslået Rusland, at det tyrkiske militær kan presse nogle af Idlibs oprørsgrupper til at overdrage deres tunge våben.

»Erdogan foretrækker en udramatisk løsning på Idlib. Et af forslagene i Ankara hedder, at Tyrkiet vil få oprørsgrupperne til at overdrage deres tunge skyts til det tyrkiske militær«, siger rådgiveren.

Der er mange spørgsmål og meget få svar om Idlibs skæbne i øjeblikket. Det helt store spørgsmål er, om Rusland kan lægge en dæmper på Assads tørst efter at genvinde ’den glemte provins’ hurtigt, især efter de seneste måneders militære sejre i Syrien. 

»Det bliver ikke nemt fra et politisk og diplomatisk perspektiv,« skriver Maxim Sukhov i al-Monitor.

»Men Damaskus kan simpelthen ikke begynde en offensiv i et så tætbefolket område med så mange hårdkogte militante uden Ruslands militære støtte.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Oprørerne, frihedskæmperne eller blot modstanderne af styret i Syrien tabte borgerkrigen, - og det er jo set før i historien, så der er vel intet nyt i det.

Jeg er dødtræt af at høre hvad uidentificerede "eksperter" mener om noget som helst!

Touhami Bennour

Bachar Al Assad er den sidste Af en gammel epoke, han hører til Saddam Hussein og Kaddafi slags og epoke. Han var kun reddet af Russere, men for sent da de to andre (Saddam og Kaddafi) er væk. Derfor skal han ikke få lov at indtage "Idlib". hvis han fejler i Idlib, bliver en chance for arabere at begynde forfra næsten med klassisk politik "højre-venstre epoke". Assad epoke er hverken det eller dat, bare personkult og familiens politik.