Læsetid: 9 min.

Informations møde med kampvogne i Prags gader i 1968

Da Den Røde Hær knuste det tjekkoslovakiske forår i august 1968, satte to unge journalistelever sig ind i en bil og kørte mod grænsen. »Journalister har ingen adgang til Tjekkoslovakiet,« sagde grænsevagten. Så rankede hun ryggen og vinkede os igennem: »Gør jeres arbejde. Dem i den grønne bil bagved til højre er russerne. Kør pænt«
»Vi har vundet en stor moralsk sejr. Russerne kom med tanks. Czekiske mænd og kvinder frygtede dem ikke,« sagde løbelegenden Zapotek til Informations udsendte under protesterne i Prag.

»Vi har vundet en stor moralsk sejr. Russerne kom med tanks. Czekiske mænd og kvinder frygtede dem ikke,« sagde løbelegenden Zapotek til Informations udsendte under protesterne i Prag.

Josef Koudelka

21. august 2018

Det skræmmende var soldaterne med skarpladte våben. Det stærke, opmuntrende og bevægende var mennesker, som oprejst, modigt og ubevæbnet afviste magtens ret.

Det var både heldigt og tilfældigt, at Informations journalistelev Morten Sørensen og jeg kom til at skrive fra Prag kort efter den sovjetiske indmarch den 21. august 1968.

På 50 års afstand er det både en røverhistorie fra Den kolde Krigs koldeste tid og en lærerig fortælling om dengang, journalister ikke havde mobiltelefon eller computer, men sprang på cyklen, tog et utal af chancer og lærte noget ved at gøre noget. Lærte af både samarbejdet og konkurrencen mellem journalister og med daglige refleksioner om journalisten som aktør eller observatør, som stadig ikke er afsluttede.

Optakten var det tilfældige møde uden for Landstingssalen på Christiansborg. Forhenværende statsminister Jens Otto Krag var vært for Socialistisk Internationales møde med socialdemokratiske partiledere fra det meste af Europa. Tavse fulgte de tragedien på et par ekstraordinært opstillede tv-apparater.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Oluf Husted
  • Lars Rasmussen
  • Steen Voigt
  • Jørn Vilvig
  • Trond Meiring
  • Eva Schwanenflügel
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Ejvind Larsen
  • Torben Lindegaard
  • David Zennaro
Oluf Husted, Lars Rasmussen, Steen Voigt, Jørn Vilvig, Trond Meiring, Eva Schwanenflügel, Bjarne Bisgaard Jensen, Ejvind Larsen, Torben Lindegaard og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Burde man som journalist ikke pröve at få navnet korrekt gengivet. Efter 1943 hed det ikke den Röde Här men Sovjetarmeen. Men der er jo flere grunde til at glemme den lille ändring. Ligesom der var et par grunde til at omdöbe i sin tid.

jens peter hansen

Mon ikke tjekker og slovakker var bedøvende ligeglade med om det var den Røde Hær eller Sovjetarmeen, der sammen med bl.a. østtyske tropper og DKP's velsignelse faldt ind i Tjekkoslovakiet ?

Jens Winther, Flemming Berger og Michael Friis anbefalede denne kommentar
David Joelsen

Korrekt. Så vidt jeg har fået det fortalt det, så var der soldater og materiel fra de andre østlande også med til at "falde ind i" i Prag.

Lars Rasmussen

Begivenhederne, som fandt sted i Prag for 50 år siden, er en glimrende illustration af, hvorfor de magtesløses magt aldrig kan nedbrydes med vold.

I hvert fald ikke uden at voldsudøveren også selv - med tiden - mister sin egen magt...

(...)

Magt og vold, selvom de er forskellige fænomener, optræder sædvanligvis sammen. Hvor som helst de er forbundne, er magt, som vi har set, den primære og fremherskende faktor. Situationen er imidlertid helt anderledes, når vi behandler dem i deres rene former, som fx ved fremmed invasion og okkupation. Vi så, at den aktuelle sætten lighedstegn mellem vold og magt hviler på, at regeringen underforstås som værende menneskets herredømme over mennesket ved hjælp af voldsmidler. Hvis en fremmed erobrer står over for en magtesløs regering og en nation, der er uvant med udøvelse af politisk magt, er det let for ham at opnå et sådant herredømme. I alle andre tilfælde er vanskelighederne sandelig store, og den indtrængende besættelsesmagt vil straks søge at oprette Quisling-regeringer, dvs. at finde et indfødt magtgrundlag til støtte for sit herredømme. Det frontale sammenstød mellem de russiske tanks og det tjekkoslovakiske folks helt ikke-voldelige modstand er et lærebogseksempel i en konfrontation mellem vold og magt i deres rene former. Men mens et herredømme i et sådant tilfælde er svært at opnå, er det ikke umuligt. Vi må huske på, at vold ikke er afhængig af antal og meninger, men af redskaber, og voldsredskaber, som jeg nævnte før, øger og mangedobler ligesom alt andet værktøj den menneskelige styrke. De, der modsætter sig vold med blot magt, vil snarere indse, at de ikke står overfor mennesker, men overfor menneskeskabte redskaber, hvis inhumanitet og destruktive effektivitet øges i forhold til den afstand, der adskiller modstanderne. Vold kan altid ødelægge magt; ud af et geværløb vokser den mest effektive befaling, der resulterer i den mest øjeblikkelige og mest fuldkomne lydighed. Hvad der aldrig kan vokse ud af et geværløb er magt.

I et frontalt sammenstød mellem vold og magt er der næppe tvivl om resultatet. Hvis Gandhis enormt magtfulde og fremgangsrige strategi for ikke-voldelig modstand var kommet ud for en anden fjende - Stalins Rusland, Hitlers Tyskland eller endog førkrigstidens Japan i stedet for England - ville resultatet ikke været blevet afkolonisering, men massakre og underkastelse. England i Indien og Frankrig i Algier havde imidlertid gode grunde til at vise tilbageholdenhed. Herredømme ved hjælp af åben vold bliver sat ind, hvor der tabes magt; det er netop den russiske regerings svindende indre og ydre magt, der kom til udtryk i dens »løsning« af det tjekkoslovakiske problem, netop som det var en europæiske imperialismes svindende magt, der kom til udtryk i alternativet: afkolonisering eller massakre. At erstatte magt med vold kan give sejr, men prisen er meget høj; thi den betales ikke blot af den besejrede, men også af sejrherren udtrykt i hans egen magt.

(...)

— Hannah Arendt, Om vold, tænkning og moral, side 42ff.

David Joelsen

Med al respekt for Hannah Arendt, så har hverken England eller Frankrig været tilbageholdene i deres anvendelse af magt rundt omkring i verden.

Lars Rasmussen

@ David Joelsen

Arendt undskylder hverken England eller Frankrig. Hun skriver jo netop (idet jeg retter en ærgerlig tastefejl i det ovenstående)

[at] det var den europæiske imperialismes svindende magt, der kom til udtryk i alternativet: afkolonisering eller massakre.

Man kunne endda tilføje: Alle imperialister, hvad enten de kalder sig England, Frankrig eller Rusland/Sovjetunionen, begår i reglen altid massakrer, før de til sidst ender med at afkolonisere deres kolonier.

Og her er det selvfølgelig interessant at bemærke sig, hvor fredeligt afkoloniseringen af Østeuropa kom til at foregå ca. 20 år efter “Foråret i Prag”. Mikhail Gorbatjov, ’hovedarkitekten’ bag det hele, var tilsyneladende dybt påvirket af netop dette forår:

(...)

In fact, no lesser figure than Mikhail Gorbachev identified the experience of the Prague Spring as that event which showed him the limitations of violence as a source of political power. This partly explains the puzzle of “the guns that didn’t smoke” in 1989, when the disintegration of the Soviet empire was not resisted by military means. While the Soviet Union still had the military capacity to prevent these developments from happening, its leaders no longer shared the conviction of their predecessors that their power could be maintained by violence.

(...)

(Citeret fra denne artikel.)

Med venlig hilsen
Lars Rasmussen

lars ulrik thomsen

Information har travlt med ungdomsoprøret i 1968 og Prag samme år, men 75-året for den 29. august 1943 forbigås i stilhed. Information som illegalt dagblad er en død sild!