Informations møde med kampvogne i Prags gader i 1968

Det skræmmende var soldaterne med skarpladte våben. Det stærke, opmuntrende og bevægende var mennesker, som oprejst, modigt og ubevæbnet afviste magtens ret.

Det var både heldigt og tilfældigt, at Informations journalistelev Morten Sørensen og jeg kom til at skrive fra Prag kort efter den sovjetiske indmarch den 21. august 1968.

På 50 års afstand er det både en røverhistorie fra Den kolde Krigs koldeste tid og en lærerig fortælling om dengang, journalister ikke havde mobiltelefon eller computer, men sprang på cyklen, tog et utal af chancer og lærte noget ved at gøre noget. Lærte af både samarbejdet og konkurrencen mellem journalister og med daglige refleksioner om journalisten som aktør eller observatør, som stadig ikke er afsluttede.

Optakten var det tilfældige møde uden for Landstingssalen på Christiansborg. Forhenværende statsminister Jens Otto Krag var vært for Socialistisk Internationales møde med socialdemokratiske partiledere fra det meste af Europa. Tavse fulgte de tragedien på et par ekstraordinært opstillede tv-apparater.

Min gode ven fra det socialdemokratiske ungdomsarbejde, Jan Hækkerup, var der også. Han var netop blevet fyret fra posten som generalsekretær i Socialistisk Internationales ungdom, IUSY, og skulle på Christiansborg sige farvel til mange samarbejdspartnere. Derefter skulle vi til hans kontor og bolig i Wien og hente hans ting.

»Vi kører nu,« sagde jeg.

»Må jeg køre med,« sagde Morten Sørensen, der stod ved siden af.

Han fulgte socialistmødet og den højspændte situation som journalistelev på Information. Vi havde aldrig mødt hinanden før, men to kan mere end én, så Morten sprang på cyklen, hentede sit pas og fik vistnok tilladelse fra Information til at tage med. Jeg havde ferie fra dagbladet Demokraten i Aarhus og havde planlagt turen til Wien og skulle derfor ikke spørge så meget.

Skarpe skud i Prag

Ved syvtiden næste morgen havde vi forgæves forsøgt at komme ind i det besatte land gennem en af de mange grænseovergange på vejen fra Wien mod Bratislava eller Prag. Vi havde sat den forhenværende generalsekretær af i Wien og lånt hans bil. Nu gjaldt det en meget lille grænseovergang, vistnok ved Slavonice, kun en enkelt lokal grænsebetjent. Hun spurgte, hvad vi skulle, og vi svarede, at vi var journalister på vej til Prag.

»Journalister har ingen adgang til Tjekkoslovakiet,« lød hendes næste replik. Det vidste vi godt, for det havde vi hørt ved de første to-tre forsøg, men så rankede hun ryggen, vinkede os igennem med ordene: »Gør jeres arbejde. Dem i den grønne bil bagved til højre er russerne. Kør pænt.« Uforglemmeligt. Lærerig civilcourage.

Vi kørte direkte til centrum i Prag, Wenceslas Plads med de store hoteller og Nationalmuseet, stillede bilen i en sidegade og så vantro på kampvogne, soldater og de hundreder af mennesker, der stille samlede sig ved Saint Wenceslas-statuen. Når den tavse demonstration blev for stor begyndte de sovjetiske soldater at skyde op i luften.

Langsomt blev de aktive geværer og maskinpistoler sænket fra lodret til vandret. Når de var nede i rammehøjde var pladsen tom. Det skete flere gang i vores første timer i Prag, nærmest rituelt. Så havde vi lært det.

Pressens kampzone

Krigskorrespondenter er ret ligegyldige, hvis de ikke kan sende stoffet hjem. Af samme grund havde besættelsesmagten lukket alle telefonlinjer, og mange af de store danske aviser havde valgt at beholde deres korrespondenter i Wien, hvorfra man med sikkerhed uafbrudt kunne sende stoffet.

Vi begyndte på Hotel Jalta på selve Wenceslas Plads. Her boede de først ankomne journalister; alt udsolgt, men Ekstra Bladets erfarne, dygtige og venlige Erik Dreyer gav de bedst tænkelige råd. Der var ikke telefon, men en enkelt telex-maskine, et elektrisk apparat på størrelse med en stor skrivemaskine, der kunne sende tekst til redaktioner, hvor der også stod en maskine.

Telefaxen var ikke opfundet. På Hotel Jalta var der omkring 300 journalister, der delte døgnets 1.440 minutter. Dreyer havde 5 minutter klokken 03:55, og kunne retfærdigvis kun anbefale de unge himmelstormere at »få noget på blokken, tag tilbage til Wien og send en stor historie til weekendudgaven«. Fair nok.

Det var Morten Sørensen, der havde æren for det næste træk, som betød, at vi overhalede Dreyer uden at fortælle ham det. Vi gik ned ad Wenceslas, kiggede på et hotel under ombygning, helt afskærmet udefra.

»Det er sgu da ikke noget,« sagde jeg.

»Vi prøver,« sagde Morten.

Hotellet var intakt, og i den følgende uge delte vi en fjernskriver med tre engelske og en hollandsk journalist. Vi kunne skrive døgnet rundt og ramme redaktionen helt op mod deadline, og vi aflagde musketered på, at vi holdt mund om vores gode arbejdsmuligheder. Så begyndte den praktiske undervisning, som vi ikke havde fået på Danmarks Journalisthøjskole.

Vi var seks mennesker, der kunne se og høre, lytte og gå i hver sin retning. Vi puljede hver en sætning, vi havde opstøvet, og skrev om det som egne iagttagelser. Tillid. Give and take. Vi splejsede til to eller tre stringere, lokale hjælpere som kan sproget og kender nogen, der kender nogen.

I historisk tid har de været kendt som en kinamand eller en neger, titlen ufortalt, så er hjælpere, mellemmænd og fiksere uundværlige i krigszoner og områder, hvor en tolk ikke kan løse opgaven. I Prag lyttede de til de sidste nyhedsudsendelser fra illegale stationer og kom med de sidste flyveblade og uautoriserede blade, der afløste de lukkede aviser.

August 1968.

Ritzau Scanpix

Mod og modstand

Når man uforberedt er landet i en kampzone, er samarbejdet med kolleger og stringere vejen frem, ledsaget af egne iagttagelser, stemningsbeskrivelser, sådan som Morten Sørensens beretning på Informations bagside den 27. august havde fat i den stemning, jeg husker så godt. Det var modet i modstanden, der var så inspirerende: 

»Czekerne lægger ikke fingrene imellem, når det drejer sig om at provokere besættelsestropperne. På forretningernes vinduer er der opklæbet store billeder af krisens første dødsofre. Et billede af [den østtyske statsleder] Walter Ulbricht bærer teksten Adolf Ulbricht. På et af de mondæne forretningsvinduer på Prahas hovedstrøg blev der i dag slået en plakat op med telefonnumrene på det hemmelige politi, på hærens efterretningstjeneste, og der blev advaret mod en lang række mennesker. Tilsyneladende står czekerne hundrede procent sammen. Alle deltager i demonstrationer, alle har billeder af [Alexander] Dubcek på bilvinduerne, alle råber med i kor, alle provokerer de russiske soldater.« 

Informations forside den 28. august 1968.

Onsdag den 28. august kaprede Morten Sørensen Informations forside med en fornem stemningsreportage, der primært baserede sig på den legendariske langdistanceløber Emil Zatopek, som vandt både 5.000 meter, 10.000 meter og maratonløbet ved De Olympiske Lege i Helsingfors 1952, en tjekkisk helt på flere felter. Han var, som Morten skrev, »i hvert fald indtil besættelsen oberst i den tjekkiske hær«. Zatopek havde stået i spidsen for en demonstration, og nu talte han med journalister i Jaltas vestibule:

»Vi har vundet en stor moralsk sejr. Russerne kom med tanks. Czekiske mænd og kvinder frygtede dem ikke.«

Få dage havde artiklerne også lidt politisk analyse om forholdene i den kommunistiske centralkomité og forholdet til Moskva. Genlæsningen viser, at Morten havde været den kvikkeste elev.

Det er journalistens lod at være iagttager, observatør på sidelinjen, ikke deltager, men der var dage og nætter, hvor vi gik med og ikke vidste, om vi deltog eller bare var på arbejde. Det var især den aften, hvor studenterne marcherede fra Wenceslas Plads til Nationalforsamlingen; talerne på taget opfordrede til værdighed i kampen og fik forsamlingens bifald til udsagnet om, at selv en million mennesker ikke kan besejre en kampvognsdivision og de 500.000 soldater, der var rykket ind. Pludselig kom advarslen om at gå hjem nu.

»Jeg ved, I skal gå hjem nu,« sagde et medlem af Nationalforsamlingen, og det gjorde alle. Men først blev de stående og sang nationalsangen. Gåsehuden prikkede over hele kroppen, og vi følte os som en del af det uendeligt store nej til de militære undertrykkere.

Røverhistorien

Morten Sørensen valgte en mere direkte vej hjem end tilbagevejen over Wien, hvor jeg skulle hente Jan Hækkerup. Jeg genlæste forleden i Demokraten, at vi drog afsted, da besættelsesstyrkerne truede med at drive alle vestlige journalister ud. På vejen mod Wien var der utallige russiske vejspærringer, og i dag er jeg glad for, at den digitale overvågning endnu lå årtier forude.

Jan Hækkerup havde mistet sin post som generalsekretær, fordi han i stort omfang havde drevet IUSY’s kontor i Wien for amerikanske penge.

Amerikanernes assistance til den socialdemokratiske ungdom blev klarlagt i 1967, og det var ikke i sig selv et problem, at amerikanerne satsede på den socialdemokratiske ungdom i kampen mod de unge kommunister, der via partikasserne havde midler fra Moskva.

Det var et ideologisk opgør efter klare linjer, men da nogle af de flinke amerikanske fonde viste sig at være dækorganisationer for den centrale efterretningstjeneste, CIA, krakelerede den socialdemokratiske facade. Slut med CIA-finansieringen, lød ordren, som Jan Hækkerup var for langsom til at efterkomme, fordi der ikke var andre penge. Så blev han fyret.

Det var i hans bil, jeg nu var på vej ud af krigszonen. Og helt ærligt, det var først, da jeg nærmede mig grænsekontrollen, at jeg fik ondt i maven. Hvad kunne man ikke finde på, hvis man efterså nummerplader, navne, personkredsen og hvad ved jeg. På et tidspunkt blev bilen endevendt af 15 soldater. Det var våben, de ledte efter. Løbesedler og satiretegninger lå under bilens gulvmåtter, og de var bestemt ikke venlige over for besætterne, men dem fandt de slet ikke.

Poul Smidt er journalist og arbejdede efter Demokraten på Politiken og i DR, og en årrække bidrog han til Informations EU-dækning.

Morten Sørensen var journalist på Dagbladet Information frem tll sin død i 1977.