I denne italienske by får de også kage, når de har smidt udlændinge ud

SESTO SAN GIOVANNI – Der findes et andet sted i Europa, hvor en stram kurs over for udlændinge giver lyst til at bage kage. Bystyret i byen Sesto San Giovanni bagte tidligere i år en chokolade- og pistacienøddekage for at fejre, at 200 migranter var blevet smidt ud af byen.

»Vi har gjort vores gader rene,« jublede byrådsmedlemmet og kagebageren Claudio D’Amico fra det højrenationale parti Lega.

»Vi har befriet vores gader for 200 personer, hvoraf mange var tikkende tidsbomber med forbrydelser på samvittigheden,« sagde han ifølge avisen Il Giornale, da han sammen med borgmesteren, andre byrådspolitikere og repræsentanter fra politiet stillede op til fotos med kagen, der på toppen var prydet med tallet 200 skrevet med lysegrønt flødeskum.

For mange af byens nyere indbyggere, der er kommet hertil fra Mellemøsten og Afrika de sidste par årtier, virkede kagen dog ikke appetitvækkende.

»De fejrede, at de nu er begyndt at jage de personer væk, som, de mener, ikke hører hjemme her,« siger Mehdi Abdallah, en 43-årig salgsassistent i en elektronikbutik, der kom til byen i midten af 1990’erne fra Tunesien. »Det er en måde at fortælle os udefrakommende, at vi ikke længere er velkomne her.«

Kagen markerede et markant politisk skifte i byen med lige over 80.000 indbyggere, som ligger klos op ad Milano. Sesto San Giovanni blev tidligere kaldt for Italiens Stalingrad, da industribyen med sit store antal arbejderfamilier i samtlige syv årtier siden Anden Verdenskrig var blevet styret af venstrefløjspartier i skiftende nuancer af socialistrød.

Men da byens stålværker begyndte at lukke, og en voksende arbejdsløshed fik usikkerheden til at brede sig, og der samtidig kom et større indryk af migranter og flygtninge – mange af dem med muslimsk baggrund – begyndte højrefløjen at bide sig fast med advarsler om, at byen var ved at blive omdannet til Italiens Mekka, som ville tiltrække islamister.

Og sidste år faldt Stalingrad. Roberto Di Stefano fra den tidligere italienske premierminister Silvio Berlusconis parti Forza Italia vandt borgmesterposten og fik støtte fra Lega og det højreekstreme parti Fratelli d’Italia (Italiens brødre).

Di Stefano førte valgkamp med ét centralt løfte: At han ville gøre alt for at bekæmpe, at Sesto San Giovanni ville blive »en magnet for islamister fra hele Norditalien«.

Som borgmester har han blokeret opførslen af en moské, som allerede var blevet godkendt. Han har nægtet at give tilladelse til, at muslimske højtider bliver fejret i offentlige lokaler, som ellers var normal praksis.

Migranter er blevet smidt ud af socialt boligbyggeri, hvor italienere i stedet favoriseres. Kvinder i slør er forment adgang til kommunekontorerne. Politiet har fået besked på mere ihærdigt at tjekke ID på folk, som de mistænker for at være i Italien illegalt. Og så er migranter blevet smidt ud – hvis kagen skulle bages i dag, skulle flødeskumstallet på toppen vise 300.

Et eksempel for Italien

Di Stefano siger til italienske medier, at han er stolt over, »at meget har ændret sig i Sesto San Giovanni«, og han ser sin politik »som et eksempel til efterfølgelse« for resten af Italien.

Byen er da også blevet set som et varsel om, hvor resten af nationen bevæger sig hen.

Mens Sesto San Giovanni drejede skarpt til højre ved borgmestervalget sidste år, gjorde hele Italien det ved parlamentsvalget i marts. Og siden den nye regering bestående af Lega og Femstjernebevægelsen blev indsat 1. juni, har den ført en meget stram udlændingepolitik.

Den kontroversielle indenrigsminister og leder af Lega, Matteo Salvini, gik til valg på et løfte om at smide en halv million migranter ud af landet for at stoppe det, han beskriver som en organiseret invasion af udlændinge, der fører til etnisk udrensning af italienerne. Og som minister har han sat hårdt ind for at begrænse antallet af asylansøgere, der sætter fod på italiensk jord.

Over 600.000 er ankommet til landets kyst inden for de sidste fem år, og Salvini har gentagne gange sagt, at Italien »ikke længere vil være Europas flygtningelejr«.

Den kurs har vist sig populær i befolkningen. Regeringen – og især Lega – nyder stadig større opbakning. Salvinis parti har ifølge meningsmålinger næsten fordoblet sin tilslutning siden valget, fra 17 pct. i marts til nu lige over 30 pct. I alt 60 pct. af vælgerne bakker op om regeringspartierne, og yderligere ca. 10 pct. står bag højrefløjspartierne Forza Italia og Fratelli d’Italia.

Mens populariteten vokser i Italien, har Salvini bragt sig selv og sit land på kollisionskurs med nabolandene og resten af EU, som, han kræver, tager imod en større andel af migranterne. De seneste måneder har han nægtet ngo-skibe, som har samlet bådflygtninge op i Middelhavet, adgang til italienske havne. Og han har truet med at sende flygtninge og migranter tilbage til det Libyen, som de fleste er sejlet ud fra for at komme til Europa, hvis andre EU-lande ikke tager en større andel af byrden. Det på trods af, at flygtningene risikerer fængsling, tortur og slavearbejde i det borgerkrigshærgede Libyen.

»Hvis Europa ikke påtager sig sit ansvar, så kan bådene for min skyld vende tilbage til, hvor de kom fra,« siger Salvini, der alene i denne uge har nægtet 177 asylansøgere om bord på et italiensk kystvagtskib at komme i land, før andre EU-lande kommer med løfte om, at de vil tage imod dem.

Muslimsk frygt

I Italien har godt syv pct. af befolkningen indvandrerbaggrund. I Sesto San Giovanni lyder andelen på omkring 20 pct., og der er ca. 5.000 muslimer i byen.

»Det er ikke godt med alle de muslimer. De er ikke ligesom os, og det her er ikke Italien mere,« siger Giuseppe Costa, en pensioneret arbejder. Han peger over på en nærliggende legeplads, hvor der er et virvar af forældre og børn, der har rødder i Mellemøsten, Sydamerika og Østeuropa. »Hvorfor har vi fået ansvaret for at tage os af de fremmede, når vi har svært ved at tage os af os italienere først?«

I indvandrermiljøerne kan man mærke, at atmosfæren har ændret sig, specielt siden højrefløjen kom til magten med en skarp retorik.

»Der er meget mere mistillid end tidligere. Vi hører mange flere ukvemsord, og stemningen er trist,« siger Myriam, der sidder med fire andre mødre på legepladsen. De har alle slør på.

Den 39-årige mand Nour Abboud er frustreret over situationen. »De portrætterer os, som om vi er grunden til alt, der er dårligt. Men det er ikke vores skyld, at fabrikkerne er lukket,« siger han. »Når politikerne taler så grimt om os, så begynder alle de andre også at gøre det.«

I Sesto San Giovanni bærer byskiltene stadig vidne om byens kommunistiske arv. Der er 1. Maj-pladsen og Karl Marx Bibliotek. Tilbage i 1950’erne var mere end halvdelen af byens indbyggere medlemmer af Italiens kommunistparti, som også havde magten i byrådet i flere årtier. Det var dengang, fire store stålværker dominerede byen.

Men i 1990’erne begyndte det at gå ned ad bakke, og værkerne lukkede. Arbejdsløsheden voksede, det tyndede ud blandt arbejderfamilierne, og venstrefløjen mistede sin base. Specielt inden for de sidste par år har kombinationen af økonomisk krise og flygtningekrise skabt en storm, der har givet højrefløjen vind i sejlene – både med et budskab om, italienerne skal hjælpes før de fremmede, og med advarsler om voksende islamificering.

Det blev set som afgørende for borgmestervalget sidste år, at det netop var i Sesto San Giovanni, at tuneseren Anis Amri blev dræbt af politiet i december 2016. Det var ham, der var eftersøgt for at have kørt en lastbil ind i et julemarked i den tyske hovedstad Berlin nogle få dage forinden, hvor 12 personer blev dræbt.

Højrefløjen udnyttede politisk effektivt begivenheden til at advare om, at det måtte være et tegn på en farlig islamificering i Sesto San Giovanni, at det netop var her, en eftersøgt terrorist søgte midlertidig tilflugt.

Og der blev antydet tråde mellem terrorisme og en planlagt moské i byen, der ville være blevet den største i Italien, og som angiveligt skulle finansieres delvist af Qatar. Der blev advaret om, at »tusindvis af muslimer vil søge mod Sesto«, og højrefløjen har generelt beskrevet moskeer som »fjendebaser«, hvorfra der bliver »prædiket had«.

Som en af sine første gerninger som borgmester blokerede Roberto Di Stefano for opførslen af moskeen.

»Førhen var vi en stille og rolig del af samfundet her i Sesto San Giovanni,« siger Abdullah Jibril, der arbejder i nærliggende Milano. »Nu føles det, som om, det er blevet dem mod os.«