Nyhed
Læsetid: 8 min.

John McCain var krigshelten, der skulle have været USA’s præsident

John McCain – den legendariske republikanske senator, der hudflettede Donald Trump – efterlader ved sin død et parti, der er blevet overtaget af nationalistiske og populistiske kræfter
John McCain blev 81 år. Han var medlem af Senatet i 30 år, valgt i staten Arizona.

John McCain blev 81 år. Han var medlem af Senatet i 30 år, valgt i staten Arizona.

Gerald Herbert

Udland
27. august 2018

Krigshelten og senatoren John McCain, der to gange prøvede at blive præsident, og som gang på gang kritiserede og fordømte Donald Trump, døde natten til lørdag på familiens ranch i Arizona. Årsagen var en kræftsvulst i hjernen, der blev opdaget i 2017. McCain blev 81.

John McCain hørte til en af de få amerikanske toppolitikere, som begge sider i et stærkt politisk polariseret land stadig lyttede til med respekt og veneration.

Det kan ikke alene tilskrives hans ubeskrivelige heltemod som krigsfange i Hanoi, Nordvietnam fra 1967 til 1971; McCain var også kendt og hyldet vidt og bredt for sit ry som en maverick-politiker, der nægtede at følge den republikanske partilinje, hvis det aktuelle stridsemne gik imod hans personlige overbevisning.

Men McCain kunne også optræde som en kynisk opportunist, når hans politiske ambitioner og overlevelse stod på spil. I sin hjemstat Arizona var han kendt for at benytte ufine metoder mod politiske modstandere og tålte sjældent kritik fra sine underordnede.

I den forstand var han et typisk produkt af en militær familie, i hvilken flere generationer af mænd havde tjent som højtstående officerer i USA’s væbnede styrker. Han havde været flyvepilot i den amerikanske flåde under Vietnamkrigen og nægtede under sit lange fangeskab at bryde med det militære æreskodeks og regler, som menige lærer at følge som krigsfanger.

Under vælgermøder i præsidentvalgkampene i 2000 og 2008 var det således kutyme, at McCain – hvis krop var forkrøblet af tortur og benbrud fra et flystyrt over Hanoi – altid stod på scenen med rank ryg og en mikrofon i hånden. Han opgav aldrig den gammeldags tiltalefacon – Yes, Sir og Yes, Madam – som de fleste andre politikere forlængst havde lagt bag sig.

Et karaktertræk, McCain især vil blive husket for, var den respekt, han nærede for sine politiske modstandere.

Ved en begivenhed i New York i efteråret 2008 – midt i den sidste fase af valgkampen – sagde han f.eks. om sin rival Barack Obama:

»Politiske modstandere har lidt svært ved at se det gode i den anden. Men jeg har fået nogle glimt af de bedste sider ved denne mand. Og jeg beundrer hans enorme kvalifikationer, hans energi og beslutsomhed.«

Måske McCains bedste øjeblik i valgkampen i 2008 var, da en vælger sagde til ham: »Jeg stoler ikke på Obama. Han er ikke … han er ikke … Han er en araber.«

Den republikanske præsidentkandidats svar skabte postyr blandt de tilstedeværende republikanske vælgere.

»Nej, madam. Han er et hæderligt familiemenneske, en statsborger, som jeg bare er uenig med om nogle vigtige emner, og det er, hvad en valgkamp bør handle om … De har intet at frygte, hvis han bliver præsident. Pointen er, at jeg tror, jeg vil være en bedre præsident. Jeg beundrer senator Obama og hans præstationer. Jeg nærer respekt for ham, som vi alle bør, fordi det er sådan, vi skal føre politik i Amerika.«

Valget af Sarah Palin

Så snart Obama var valgt, skiftede den politiske atmosfære i USA. Allerede inden stod det klart, at Det Republikanske Partis højrefløj nærede mistro og foragt for den nye sorte præsident, og McCain kunne delvist bebrejde sig selv for vendingen. Det var nemlig ham, der i et opportunistisk øjeblik havde besluttet at udvælge Alaska-guvernøren Sarah Palin til vicepræsidentkandidat for at tæmme den konservative og populistiske fløj i partiet.

Palins uvidenhed, vulgære sprogbrug, demagogiske talemåde og slet skjulte racisme ses i dag som en forløber til Donald Trumps valgkampagne i 2015-16. Hun blev over natten bannerfører for Tea Party-bevægelsen, mens John McCain måtte trække sig tilbage til arbejdet i Senatet, hvor han i nogle år førte en lav profil. Senere angrede han offentligt sit valg af Palin.

I Det Republikanske Parti var McCain kendt som en politiker, der havde et godt forhold til sine demokratiske kolleger. Det gjaldt f.eks. senator Edward Kennedy og Hillary Clinton. Et af hans mest kendte lovinitiativer var en reform af kampagnebidragsloven fra 1974, som han skrev med den demokratiske senator Russell Feingold. Loven blev vedtaget i 2002.

Det er den lov, præsident Trump angiveligt har overtrådt ved at udbetale bestikkelsespenge til to tidligere elskerinder under valgkampen i 2016.

På højrefløjen i Det Republikanske Parti blev McCain af nogle kaldt en senator i ’demokratiske klæder’. Således var McCain medlem af en tværpartisk gruppe af senatorer, der i 2014 fremlagde forslag til en immigrationsreform. Den blev vedtaget i Senatet, men nedstemt i Repræsentanternes Hus.

Men på andre områder førte han en typisk republikansk politik og støttede f.eks. skattelettelser for erhvervslivet. Selv om han lå i sygeseng og derfor ikke kunne stemme i Senatet, ytrede han sin opbakning til præsident Trumps skattereform, der blev vedtaget af Kongressen sidste år.

I 2010 havde han stemt imod præsident Obamas sundhedsreform. Men da Trump-regeringen og Det Republikanske Parti søgte at afmontere Obamas vigtigste bedrift i efteråret 2017, og McCains stemme var afgørende for udfaldet, vendte han tommelfingeren nedad. Hans afvisning blev af Trump og de republikanske partikammerater tolket som en hævnakt.

Allerede i valgkampen i 2016 havde McCain – ligesom tidligere præsidentkandidat Mitt Romney – taget afstand fra Trumps kandidatur og opfordret de republikanske vælgere til at stemme på en anden republikaner i primærvalgene.

I sommeren samme år turde Trump, som den første amerikanske politiker nogensinde, at fornærme og nedgøre den amerikanske krigshelts indsats under Vietnamkrigen – en krig, som Trump havde sluppet for at blive indkaldt til i 1967.

»Han er ikke en krigshelt. Han er en krigshelt, bare fordi han blev fanget. Jeg foretrækker folk, der ikke bliver fanget,« sagde Trump på et valgmøde i juli 2016.

I Trumps øjne kunne man m.a.o. kun være krigshelt, hvis man udfører heltegerninger på slagmarken uden at blive taget til fange af fjenden.

Krigsfange i Hanoi

Men beretningen om nedskydningen af McCain og hans lange fangenskab hører til en af de mest fejrede i nyere amerikansk krigshistorie. Som en flådepilot, der lod bomber regne ned over Hanoi, blev hans jager ramt af antiluftskyts i juli 1967.

I sin biografi Faith of My Fathers fortæller McCain, at han brækkede begge arme og et ben ved katapultens udløsning. Han mistede bevidstheden og vågnede op, da han med sin faldskærm landede i en sø midt i Hanoi.

Med sit tunge udstyr sank han fem meter ned i vandet, inden han ved hjælp af sit raske ben kunne sparke sig op til overfladen. Men uden arme kunne han ikke spile sin redningskrans op. Han sank igen. Efter to flere forsøg lykkedes det at udløse mekanismen med tænderne. Herefter blev han samlet op af nordvietnamesiske soldater, der i raseri straks begyndte at tæve ham.

Som krigsfange blev McCain slået og torteret af sine vogtere. Andre amerikanske krigsfanger gav ham ringe chance for at overleve. Efter nogen tid opdagede nordvietnameserne, at han var søn af den øverstkommanderende for USA’s flåde i Stillehavet.

Som et værdifuldt bytte kunne de benytte ham til antiamerikansk propaganda og tilbød McCain at sende ham hjem før de andre krigsfanger, hvis han blot offentligt tilstod sine »krigsforbrydelser«.

Typisk for den bramfri og hidsige McCain afviste han tilbuddet med en byge af eder sendt i retning af den nordvietnamesiske officer, der på stedet beordrede sine bødler til at brække ben og arme på McCain igen. I de efterfølgende år – i alt fem – blev han jævnligt udsat for tortur, indtil han til sidst brød sammen og tilstod sine »krigsforbrydelser«.

I McCains verden erkendte en soldat ingen skyld for at tjene sit land i krig. Men overset i den forbindelse er, at denne flådepilot under ingen omstændigheder ville tage imod tjenester tilbudt af fjenden, blot fordi han var søn af en berømt kommandant i den amerikanske flåde.

I militærets kodeks for krigsfanger lyder det, at krigsfangr skal frigives i den rækkefølge, de er blevet taget til fange. Så den 30-årige John McCain sagde også nej til tilbuddet, fordi det endnu ikke var hans tur. Det, til trods for at han havde desperat brug for sygepleje.

’Straight Talk Express’

I et essay i Rolling Stone Magazine i 2000 hæftede den amerikanske forfatter David Foster Wallace sig ved McCains selvopofrelse.

Forfatteren var af bladet blevet bedt om at skrive om senatorens præsidentvalgkamp, hvor han var Texas-guvernør George W. Bushs hovedmodstander i de republikanske primærvalg. Som samtlige journalister, der fulgte McCain inden primærvalgene i New Hampshire og South Carolina (herunder denne korrespondent), var Foster Wallace fascineret af kandidatens åbenhjertige stil.

McCain holdt hundredevis af town hall-vælgermøder, hvor folk havde mulighed for at stille spørgsmål om alt mellem himmel og jord. Kandidaten var tilsyneladende utrættelig og fortsatte altid, indtil der ikke var flere spørgsmål fra salen. Han talte med alle journalister – amerikanske og udenlandske. McCains valgslogan lød »Straight Talk Express«.

Foster Wallace forholdt sig først skeptisk til præsidentkandidatens budskab.

»Det lyder som marketing, når McCain siger: ’Jeg stiller ikke op for at blive berømt. Jeg stiller op for at udrette noget.’ Eller når han lover at ’inspirere unge amerikanere til at hellige sig til formål, der ligger hinsides deres egen selviske interesse’,« skrev forfatteren.

Men efter at have tilbragt en uge på ’valgstien’ kom Foster Wallace til samme konklusion som mange vælgere. Man kunne stole på McCains ord, netop fordi han havde sat fædreland og kammerater over sig selv, da han som ung mand stod ansigt til ansigt med tortur og et langt fangenskab.

I dag er en grim episode i McCains ihærdige forsøg på at vinde de republikanske primærvalg i 2000 formentlig glemt af de fleste. Efter at have slået Bush i New Hampshire gik slaget videre til South Carolina. Meningsmålingerne viste en svag føring for McCain. Så i de sidste dage modtog vælgere i nogle valgkredse opringninger fra en anonym kilde, der spredte et nederdrægtigt rygte.

Senatoren skulle have fået »et sort barn uden for ægteskab«, lød det i telefonopkaldet i en sydstat, hvor racismen stadig trivedes i nogle kredse. Den virkelige historie var en hel anden: McCain og hans hustru Cindy havde adopteret en pige fra et hjem for forældreløse børn i Bangladesh. Bush vandt primærvalget i South Carolina. Herefter mistede McCain fremdrift.

For et menneske og en politiker som John McCain var det formentlig en smertelig oplevelse at se Donald Trump blive valgt til USA’s præsident. Denne ejendomsmagnat, skørtejæger, reality-stjerne og narcissist inkarnerede alt, hvad McCain foragtede. Måske der var lidt jalousi og forfængelighed i hans kritik af Trump. Men stort set holdt senatoren fast ved idéen, at embedet er større end præsidenten. Han/hun skal tjene borgerne – ikke sig selv.

Fra sin sygeseng kunne han iagttage, hvorledes de republikanske politikere i Washington, D.C., rettede sig ind og lod Trump være Trump, mens partiet blev forvandlet til en nationalistisk og populistisk bevægelse, og præsidenten roste diktatorer og tyranner verden rundt og skosede USA’s allierede i Europa, Latinamerika og Asien.

Ved sin død fremstod senator John McCain som en republikaner fra en svunden æra.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Matthias Smed Larsen

»overtaget af nationalistiske og populistiske kræfter«

"Overtaget" er noget af en bøjning. Hans kampagne i 2006 fokuserede kraftigt på bygningen af et grænsehegn, hans karriere er fuld af opfordringer om at igangsætte en bombekampagne mod Iran, i 2001 påstod han at et miltbrand-angreb "kunne være kommet fra Iran", og han valgte Sarah Palin, velkendt fanatiker og Trump-supporter som sin vicepræsidentkandidat i 2008.

Fremstillingen af ham som en afviger er i bedste fald overdreven. Han brød partilinjen når det kunne betale sig, og typisk kun i symbolske sager. Det er deprimerende at se ellers velmenende progressive kræfter hvidvaske hans eftermæle.

Peter Tagesen, christen thomsen, Bo Carlsen, Peter Andersen, Torben K L Jensen, Henrik Leffers, Per Torbensen, Mogens Holme, John S. Hansen, Christina Petterson, Daniel Joelsen, Eigil Thomassen, Harald Strømberg og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar

Jeg vil primært huske ham for, at han som den eneste USA politiker med tyngde, angreb den lov, som også nævnes her, som muliggjorde, at kapitalstærke personer kunne købe politikere gennem bidrag, og som har korrumperet resterne af anstændighed ved landets politiske system.
Husker I da Søren Pind under USA-rejsen med Jakob Holdt blev klar over, hvor mange penge en senator (tror jeg) skulle skrabe sammen hver dag for at kunne føre valgkamp, så han kunne genvælges. Var det 80.000 kr - dagligt - eller var det dollar.

Thomas Bindesbøll, Eva Schwanenflügel og Erik Pedersen anbefalede denne kommentar
Erik Pedersen

Matthias Smed Larsen: Det at man forholder sig til Iran og til illegale indvandrere, er jo ikke i sig selv udtryk for nationalisme og populisme.

Torben Lindegaard

@Martin Burcharth

Det er en flor rune, du rister over John McCain, som i høj grad har fortjent det smukke mindeskrift.

Telefonopringningerne i South Caroline blev tilskrevet Karl Rove, der vel næppe havde vovet at igangsætte en sådan tilsviningskampagne uden i hvert fald stiltiende accept fra den senere præsident, George W Bush.

Du skriver, at "hvis krop var forkrøblet af tortur og benbrud fra et flystyrt over Hanoi".

Man så dette illustreret under det republikanske konvent i 2008, da han accepterede partiets nominering til præsidentkandidat.

Der er ved sådanne lejligheder en ufravigelig koreografi: kandidaten skal have begge arme hævet over hovedet i triumf og sejrsglæde. Det var et problem for John McCain, der ikke kunne løfte armene over hovedhøjde. Han klarede den ved, at holde fast i hustruens arm med højre hånd, så i hvert fald hans højre arm kom op over hovedhøjde, når hun løftede sin venstre arm op.

John Pilger

Verificeret konto
En hilsen fra John Pilger
@johnpilger
The Guardian describes the late John McCain as a "war hero". As a pilot in Vietnam, McCain cravenly bombed a mostly undefended country of civilians. When he was skilfully brought down, his life was saved by the very people he was trying to harm. A true American plastic hero.

Tine Andersen, christen thomsen, Mikkel Schou, Bo Carlsen, Peter Andersen, Michael W Pedersen, Mogens Holme, John S. Hansen og Lars Christensen anbefalede denne kommentar

Nok var McCain en særlig skikkelse hos Republikanerne, men han var også markant tilhænger af amerikanske interventioner i andre lande.
Ikke sært, at våbengiganten Lockheed Martin sender ham varme tanker i sine mindeord.

christen thomsen, Eva Schwanenflügel, Trond Meiring, Bo Carlsen, Peter Andersen, Michael W Pedersen, Per Torbensen, Mogens Holme og Diego Krogstrup anbefalede denne kommentar

Ingen kan betvivle hans mod, men gør det ham nødvendigvis til en 'helt'? Før han blev skudt ned over Nordvietman havde han som pilot på et bombefly medansvarlig for drab på civile nordvietnamesere. For mig er heltestatus uforenelig med drab på uskyldige

Eva Schwanenflügel, Per Torbensen, Trond Meiring, Arne Lund, Flemming Berger, Lars Bo Jensen, Lars Christensen, Peter Andersen, Michael W Pedersen og Nis Jørgensen anbefalede denne kommentar

Ser frem til Informations nekrolog over Georg W. Bush: Manden der ofrede sit liv i kampen mod terror.

Det er en vanvittig vurdering af "krigshelten", militaristen og krigsopvigleren. Vi må takke højere magter for, at hans indflydelse blev så beskeden, som tilfældet var, og at det ikke lykkedes ham at få republikanernes kernevælgere med på det liberale og konservative establishments krigs-Galej, selv om han formentlig var stærkt medvirkende til skærpelsen af sanktionerne mod Rusland og til den brede støtte, der er er blevet kup-regimet og fascisterne i Kiiev tiil del. Han var en gal militarist og en smilende imperialist, og det er beskæmmede at se, hvorledes medierne incl. Information og Politiken har mistet enhver orienteringsevne. Fred være med ham!

christen thomsen, Per Torbensen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Erik Pedersen

Mener I, at USA/Vesten altid skal overlade alle andre lande til at løse deres problemer selv? I så fald er Trump selvfølgelig en langt større politiker end McCain.

Jeg har kun sat spørgsmåltegn ved McCain's heltestatus, ikke ved hans egnethed som præsident. Næsten en hvilken somhelst anden person vil være at foretrække på den post i stedet for den nuværende katastrofe

Tine Andersen, Eva Schwanenflügel og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Thomas Bindesbøll

Man kan af gode grunde mene meget om McCain.

Men han var dog en mand, der altid var selvstændig, og vist virkeligt selv lærte noget af både egen og USA's historie. Også den beskidte del...

Her taler vi bl.a. Vietnam, og hvor vi andre dengang - og af gode grunde(!) - var anti-Vietnams-demonstranter mod denne svinske krig,

Se dette link - om også her en ener og foregangsmand for "forsoning og fred med Vietnam", langt før det fandt sted, officielt. Det er da ikke så dårligt for en gl. pilot og krigsveteran:

Many in Vietnam mourn former war prisoner McCain’s death, recall reconciliation
https://www.dailysabah.com/asia/2018/08/26/many-in-vietnam-mourn-former-...

Vi andre troede da ikke et øjeblik på,, at nordvietnameserne selv torturerede krigsfanger og nedskudte piloter på samme vis som deres modstandere, USA og Sydvietnam, selv gjorde, bl.a. med deres "Tigerbure"
Men det gjorde de jo, på begge sider.. Desværre !!

Derfor bør man også lige koble fremad i historien og huske torturerede mand McCains egen aktive afsky overfor de svinske overgreb sidenhen i Irak, i bl.a Abu Ghraib... Det siger da lidt om mandens integritet OG læren om egen fortid.

Inklusive, at han også i 2008 i egen valgkamp for at blive præsident tog mikrofonen fra en uvidende vælger, der nedladende og uvidende kaldte Obama for en "araber"...
McCain sagde fornemt (til "buuuh-råb fra en mob af republikanere ofg frit citeret) at 'Obama er et ordentligt menneske, med hvem jeg blot ikke er enig'...

Det var da format af almindelig, menneskelig anstændighed, plus demokratisk respekt overfor en modstander, selvom han skød sig selv i foden ved at Republikanerne (vi ved jo ikke om det i øvrigt var Mc Cains eget ønske??) satte forfærdelige Sarah Palin ind som vicepræsident...

Så godt de tabte det valg til Obama. Selvom også Obama sidenhen skuffede store dele af eget "bagland". Suk igen, hvad angår USA, volume 117....

McCain gik dog fornemt i graven med navlig sidste års flotte fight mod alt dét, en hetzer og populist - for ikke at sige løgner(!!) - som Trump & Co. repræsenterer.
Det er jo bare så deprimerende at en sådan flok kynikere og ignoranter nu regerer USA.

Husk derfor lige bl.a. McCains afgørende og modige stemme, bla. FOR ObamaCare, men også i så mange andre sager hvor han holdt på både integritet og almindelig respekt for "ret og rimelighed".

Også McCains skarpe kritik mod Putin & Co, inklusive nuv. præsident Trumps egen omgang med samme mafiosi-typer fortjener derfor respekt, uanset alle mandens mange egne synder. Det fortjener anerkendelse:
- At lære af egen historie,
- at være sig selv
- at holde fast i visse og vigtige principper, uanset partifarve og alt muligt "pres" fra omgivelserne.

En type og selvstændig personlighed som McCain kan derfor hurtigt blive savnet i det nuværende "establishment" i både Washington og New York. Der ikke så mange afløsere af hans format. Men vi kan håbe !