Læsetid: 8 min.

Lighedens Sverige er de superriges paradis

Sverige er sammen med Schweiz det land i Europa, der har flest superrige, og efterkrigstidens udligning af indkomster er nu helt forsvundet. Det svenske ideal er lighed, men i praksis øges kløfterne, siger tidligere erhvervsredaktør, der i sine bøger giver et sjældent indblik i den økonomiske elites koder og privilegier
»Til trods for at Sverige har været overvejende socialdemokratisk ledet, er det også et af de lande i den vestlige verden, hvor de rigeste har den største afstand ned til den almindelige svensker. Det svenske paradoks består i, at en lille elite har bevæget sig væk fra flertallet. Og præcis det samme fænomen ses i den politiske elite,« siger Bengt Ericson, hvis seneste bog handlede om netop den politiske elite i Sverige.

»Til trods for at Sverige har været overvejende socialdemokratisk ledet, er det også et af de lande i den vestlige verden, hvor de rigeste har den største afstand ned til den almindelige svensker. Det svenske paradoks består i, at en lille elite har bevæget sig væk fra flertallet. Og præcis det samme fænomen ses i den politiske elite,« siger Bengt Ericson, hvis seneste bog handlede om netop den politiske elite i Sverige.

Peter Nygaard Christensen

25. august 2018

»Det der med lighed, det kan man godt glemme alt om i Sverige,« siger Bengt Ericson, en ældre herre med markant gråt overskæg, jakkesæt og slips, som han bærer på trods af sommervejret. For Ericson er hverken socialist eller tilhører arbejderklassen. Han er forfatter og mangeårig erhvervsjournalist, der haft Sveriges rigeste som sit stofområde, siden han startede i faget i 1972.

Alligevel er han »forbandet.« Forestillingen om Sverige som et af de mest ligestillede lande gavner nemlig kun en økonomisk elite, der er stukket helt af fra den almindelige svensker. Imens prædiker samme elite om samfundsansvar og om, at succes forpligter, siger Bengt Ericson, da vi møder ham hos hans forlægger i en af Stockholm centrums fine, gamle højloftede lejligheder, hvor træpaneler og parketgulv minder om den overklasse, der engang boede her.

»Jeg bekender mig til liberale værdier. Men jeg mener, at det er livsfarligt med øgede klassekløfter i Sverige,« siger han med en indignation i stemmen, man ikke lige forestillede sig at finde hos en tidligere chefredaktør for erhvervsaviser, der svarer til danske Børsen.

Kapitalistisk paradis

I bogen Den nya överklassen, som udkom i årene efter finanskrisen, beskriver han Sveriges økonomiske elite, som på det tidspunkt bestod af en eksklusiv skare på 291 personer, der ikke engang kan fylde pladserne i den svenske Riksdag, og som hver især har formuer på over 100 millioner svenske kroner.

Denne eksklusive elite er i Sverige så meget rigere end gennemsnitsborgereb end i noget andet land i Vesten, fremgår det af undersøgelsen Luxenburg Wealth Study, der gengives i bogen. Billedet bekræftes af opdaterede tal, som netop er udkommet i en ny bog med titlen Kapitalet af Sveriges førende ulighedsforsker, Göran Therborn, professor emeritus i sociologi ved Cambridge Universitet.

Therborn viser i bogen, hvordan »finanskapitalen har kapret det svenske folkhem«, og medført en enorm akkumulering af rigdom hos et lille antal mennesker. Formuefordelingen i Sverige skiller sig markant ud fra resten af ​​Europa og Norden og er blevet »forvrænget« ligesom i USA, Brasilien og Sydafrika. Mellem 1983 og 1997 steg formuen hos den rigeste hundrededel med 81 procent, mens den faldt med 129 procent for de fattigste 40 procent af den svenske befolkning, der måtte stifte gæld for at holde forbruget oppe. 

Siden krisen i svensk økonomi i 1991-1993 er antallet af fattige frem til 2016 øget fra 7,3 til 14,4 procent. Imens er andelen af velhavere steget fra 3,5 til 6,9 procent. Det vil sige, at den udjævning af indkomster, der skete i efterkrigstiden i Sverige, er forsvundet, konstaterer Göran Therborn.

»Sveriges formuefordeling er ekstrem og er den mest ulige i Europa – hvis man undtager Rusland og Ukraine. Sverige er også sammen med Schweiz, det land med flest mest dollarmilliardærer i Europa. Udviklingen er sat i gang under 1990’ernes nyliberale reformer og accelereret af bl.a. svensk skattepolitik. Sverige er et af de få lande i Vesteuropa, som har afskaffet både formueskat og arveskat, hvilket er med til at skabe næste generationers klassesamfund,« forklarer Göran Therborn over telefonen, lige før hans nye bog udkommer.

To tredjedele af den øgede formueulighed skyldes ifølge beregningerne i bogen lovgivning. Som nævnt skattelovning men også sænkede sociale ydelser spiller en afgørende rolle.

Den svenske lighedsideologi har altså skabt et kapitalistisk paradis.

»Det svenske, socialdemokratiske ideal er lighed, men i praksis øges kløfterne. Det svenske paradoks består i, at en lille elite har bevæget sig væk fra resten,« siger Bengt Ericson.

Udviklingen er vel at mærke sket, mens svenske politikere over en bred kam har blæst til kamp mod den voksende indkomstulighed.

»Men udvikligen blev meget mere dramatisk, end hvad svenske politikere og til og med liberale økonomer havde nogen som helst anelse om,« siger Göran Therborn.

Usynlig magt

Men hvordan ser adgangsbilletten så ud til dette lille eksklusive reservat, som de rigeste svenskere har skabt i det lighedsfikserede Sverige? Jo, den er først og fremmest eksklusiv og usynlig. Og så bygger den på en forestilling om, at overklassen har påtaget sig et tungt ansvar, som de ikke selv har valgt. Deres talent og rigdom forpligter. Derfor trives den økonomisk elite så godt i det svenske folkhem.

Eksempelvis lyder den kendte rigmandsslægt Wallenbergs familiemotto: »At være uden at kunne ses«. Man skal være magtfuld, men magten skal også være usynlig.

Bengt Ericson er en af de få, der har været med i mange år. Og han har set og hørt meget. I bogen Den nya överklassen inviterer han indenfor hos en gruppe mennesker, hvis magt og privilegier, der ikke skiltes med, men som har et fast sæt af regler og koder, som man socialiseres ind i.

Det starter i de velhavende kvarterer som Djurgården og Östermalm i Stockholm, hvor børnene konkurrerer om at have de fineste cykler, det smarteste tøj, den nyeste elektronik og de bedste ferierejser.

Mange velhaverfamilier er således bevidste om, at socialiseringen ikke kan starte tidligt nok, bemærker Ericson. Og intet sted er finere end de svenske elitekostskoler som Lundsberg eller Sigtuna, hvor overklassen indprentes sit ansvar og placering på den grønne gren i samfundets top.

Den rituelle prægning skaber rammen om kostskolelivet. Frokosten tager for eksempel sin tid. Efter hver bid lægges bestikket over kors på tallerkenen, og eleverne drikker aldrig mere end en slurk vand ad gangen.

Skoleuniformerne bliver ofte udsat for inspektion, ligesom skolerne har praktiseret den gammeldags form for elevovervågning med dertilhørende straffelignende ritualer, som er velbeskrevet i Jan Guillous selvbiografiske roman Ondskab og i skandalesager i pressen. Skandalesager, man i øvrigt kan betale sig fra, hvis man skulle have drukket sig fra sans og samling og hærget på fine hoteller. Alt sammen noget der lagres i erfaringsbanken, skriver Bengt Ericson, når kammeraterne vandrer videre i livet ad de samme stier til de samme handels- og tekniske universiteter over udlandspraktikken i London eller New York, og ender i erhvervslivet, hvor netværk og gode kontakter fører til ansættelser og bestyrelsesposter.

»De følges ad, de unge mænd og kvinder med samme baggrund, interesser, politiske holdninger og værdier og de samme fremtidsplaner,« konstaterer Bengt Ericson.

Penge og ansvar

Familierne konkurrerer også på at have flest huse, og der gælder det om dels at have besiddelser sydpå, dels i tennisbyen Båstad, hvor det traditionsrige Swedish Open afholdes med særlige parkeringspladser til Mercedes-biler. Eller i Torekov, en anden lille Skagenslignende by ved Øresund.

Her deltager man i morgenprocessionen ned til havet iført badekåbe, »jo ældre og mere slidt, jo bedre«, hvorefter man dypper sig værdigt i bølgerne. Ikke noget med at solbade blandt folket på stranden med deres parasoller, solkremer og køletasker. Frokosten køber man på vejen tilbage. Man spiser dyrt. Og spiller golf eller går på jagt. Og selv på Torekovs campingplads er overklassens koder gengivet. Der findes billeder, som illustrerer hvilken længde shorts, der er velanset.

Eller også skaber man sit eget ferieparadis som H&M-milliardæren, Stefan Persson, Sveriges rigeste mand med en anslået formue på 160 milliarder svenske kroner, der placerer ham som nummer 43 på erhvervsmagasinet Forbes liste over verdens rigeste, og som på linje med den nu afdøde Ikea-grundlægger Ingvar Kamprad har skabt sin formue på at lave masseproduceret design til de lavere sociale klasser. Til sammenligning er den rigeste dansker, Bestseller-milliardæren Anders Holch Povlsen, nummer 207 i verden med en formue på 44,4 milliarder kroner.

På Värmdö, som Stefan Persson har arvet efter sin far, har han bygget en sommerresidens, hvor der ikke bare en villa til ham selv, men også til børn og børnebørn. På de 550 hektar med strand og skov i den svenske Skärgården ligger over ti huse, nogle i herrergårdsstørrelse, andre er strandvillaer og mere enkle træhuse.

Men der er ingen grund til misundelse. At have penge er hårdt arbejde, mener man i overklassen, hvor man irriteres, når selvopofrelsen forveksles med personlig ærgerrighed i offentligheden. En af Wallenbergerne yndede f.eks. at fortælle om, hvor hårdt hans arbejdsliv var, og lignende klageviser høres påfaldende ofte i overklassen, beretter Ericson. Til gengæld nævnes begrebet penge aldrig som en personlig drivkraft, og ordet magt er tabu. Mens ansvar er et centralt begreb.

»Det tunge og samfundsforpligtende ansvar er noget man foregiver at tage på sig uden selv at have valgt det. Det er med til at give ens formue en aura af legitimitet og af at evner forpligter, men det er alt sammen et opblæst selvbillede,« siger Bengt Ericson.

I Sverige er det ganske vist sådan, at hvis man har mange penge, udsættes man ofte for kritik. Men ikke de allerrigeste familieejede virksomheder. De slipper for den offentlige gabestok. Deres navne nævnes sjældent på avisernes ledersider eller i hidsige debatter om den usunde bonuskultur. En af undtagelserne var, da avisen Dagens Nyheter for nogle år siden undersøgte Kamprads skattespekulationer. Men efterfølgende var det i høj grad avisens afdækning og ikke Kamprad, der fik kritik.

Forklaringen er en direkte afspejling af svensk moral, mener Bengt Ericson. Disse familier, som bl.a. tæller H&M’s Persson og Ikeas Kamprad, har skabt deres formuer af egen kraft og i stor stil bidraget til den svenske statskasse i form af skatter. Desuden uddeler de rige familievirksomheder ofte en del af deres formuer til velgørenhed, hvilket også øger legitimiteten i befolkningen.

Klassesamfund

Konsekvensen af de voksende skel er ikke overraskende, at den svenske samfundskontrakt er i fare for at bryde sammen, mener erhvervsjournalisten.

Flere og flere lever fra månedsløn til månedsløn og har intet sikkerhedsnet i form af opsparing eller pensioner til trods for, at svenskernes gennemsnitslønninger ligger i den pæne ende sammenlignet med andre lande. 

»Spændingerne ses tydeligt i udkantsområderne. F.eks. oppe i Dalarna, hvor jeg bor, hvor industrijob er forsvundet og afstanden til vækstområderne i Stockholm og Göteborg vokser. Og i vores ghettoområder, hvor den sociale og etniske underklasse bor, mens det indvandrerkritiske parti Sverigedemokraterna bare vokser og vokser,« siger Bengt Ericson.

I slutningen af valgkampen har statsminister Stefan Löfven (S) da også talt om at øge beskatningen af de voksende formuer. Men under krydsild på tv-kanalen SVT tirsdag kunne han ikke svare på hvordan.

»Socialdemokraterna har opgivet deres sociale reformprojekt, der dominerede Sverige fra 1930’erne til 1980’erne. Derfor kommer migrationsspørgsmålet til at fylde så meget i valgkampen. Det er den eneste fortælling, der byder sig til. Der er tegn på, at Socialdemokraterna rykker til venstre i fordelingspolitikken. F.eks. i spørgsmålet om privatiseringer af velfærden. Men det er ikke dramatisk,« siger Göran Therborn.

Therborn viser også i bogen, at skattefusk i Sverige koster langt mere end indvandring, som ifølge visse beregninger skulle koste 40 milliarder svenske kroner, hvilket svarer til 0,9 procent af Sveriges BNP. Ifølge svenske forskere beløber skattefusk i den svenske overklasse sig på omkring 500 milliarder, svarende til 10 procent af BNP.

»Jeg mener ikke indvandring udgør alvorlige økonomiske eller kulturelle problemer. Det er et politisk og ideologisk spørgsmål,« siger Göran Therborn.

Serie

Valg i Sverige

Sverige er et radikalt politisk eksperiment, hvor multikultur, statsfeminisme og hyperindividualisme er et ideal for nogle, men et skræmmebillede for andre. Sverige er også et land, hvor en polariserende kulturkamp er på sit højeste, og Riksdagsvalget den 9. september bliver en afgørende test på, hvilket land Sverige vil være i fremtiden. Information undersøger eksperimentet og de idealistiske svenskere i en ny serie op til valgdagen.

Seneste artikler

  • På den svenske valgdag flyttede vi til byen, hvor hele Sverige bor

    15. september 2018
    Der ligger 89 steder i Sverige, der hedder Fagerhult. På den svenske valgdag flyttede Information til én af dem og mødte drømme om jordskredsvalg, en klimaprædikant og en motorgal makker på en crosser
  • Sverigedemokraterna gled i deres egen jordskredssejr

    13. september 2018
    At den forventede og meget omtalte jordskredssejr til Sverigedemokraterna udeblev, har også en mindre omtalt årsag. Meningsmålingerne overvurderede partiet voldsomt, og var med til at gøre det, der er en klar sejr, til en lunken fornøjelse
  • Svensk historiker: Valget kræver, at de svenske politikere viser mod og tænker nyt

    11. september 2018
    Flygtningekrisen, bilafbrændinger og en valgkamp, der mest handlede om indvandring, sikrede ikke Sverigedemokraterna den jordskredssejr, mange havde spået. Grunden er, at kun få svenskere ønsker sig en så stram indvandringspolitik, at Sverige ikke kan konkurrere i den åbne, globale økonomi, vurderer den svenske historiker Lars Trägårdh
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Morten Lind
  • David Breuer
  • Kurt Nielsen
  • Torben K L Jensen
  • Annemette Due
  • David Zennaro
  • Grethe Preisler
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Torben Bruhn Andersen
  • ingemaje lange
  • Anne Eriksen
  • Bettina Jensen
  • Erik Karlsen
  • Stig Bøg
  • Lars Bo Jensen
  • Eva Schwanenflügel
  • Trond Meiring
Morten Lind, David Breuer, Kurt Nielsen, Torben K L Jensen, Annemette Due, David Zennaro, Grethe Preisler, Bjarne Bisgaard Jensen, Torben Bruhn Andersen, ingemaje lange, Anne Eriksen, Bettina Jensen, Erik Karlsen, Stig Bøg, Lars Bo Jensen, Eva Schwanenflügel og Trond Meiring anbefalede denne artikel

Kommentarer

Særdeles oplysende artikel.
Det har åbenbart ikke skadet den superrige overklasse, at landet i mange årtier har haft socialdemokratiske regeringer.

Claus Nielsen, Arne Lund, Carsten Wienholtz, Randi Christiansen, David Zennaro, Mogens Holme, Steen K Petersen, Lise Lotte Rahbek, David Joelsen, Henrik Peter Bentzen, Torben Bruhn Andersen, ingemaje lange, Anne Eriksen, Bettina Jensen, Torben K L Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Det har det nu heller ikke i Danmark i de seneste dekader..

Claus Nielsen, Arne Lund, Randi Christiansen, David Zennaro, Mogens Holme, Jan Nielsen, Steen K Petersen, Bjarne Bisgaard Jensen, Henrik Peter Bentzen, Torben Bruhn Andersen, Anne Eriksen, patrick scholer, Torben K L Jensen, Steen Sohn og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
Leif Andersen

Høje skatter og afgifter (måske lige undtaget biler) har så ikke forhindret nogle svenskere i at akkumulere penge.
Der må DK så være anderledes, da vores hjemlige politikere med undtagelse af nogle få røde partier efterhånden hjernevasker os med sangen om, hvor skadeligt skatter og afgifter er for velstanden i DK.

:

Mogens Holme, Jan Nielsen og Henrik Peter Bentzen anbefalede denne kommentar
Jan Weber Fritsbøger

tjah jeg har så i mange år undret mig over, hvor få der har opdaget at borgerlige politikere lyver, hele tiden, for tiden har de travlt med at ødelægge danmark, og kalder det ansvarlig politik, nu må folk da opdage løgnene !

Mogens Holme, Jan Nielsen, John S. Hansen, Estermarie Mandelquist, Henrik Peter Bentzen, Torben Bruhn Andersen, Anne Eriksen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Det er mit indtryk, at der er opstået en slags kompromis mellem de borgerlige og Socialdemokraterne i Sverige. Socialdemokraterne har accepteret de borgerliges pres for en samfundsøkonomisk udvikling, der medfører større ulighed og mindre velfærd. Til gengæld har de borgerlige accepteret Socialdemokraternes ekstreme politiske korrekthed på køns- og indvandrerområdet. Dette blev for alvor tydeligt under Reinfeldt, der satte skub i nedbrydelsen af velfærdsstaten, men ikke anfægtede det gældende politisk korrekte værdigrundlag. Samlet set, har man fået det værste fra begge sider.

Claus Nielsen, Carsten Wienholtz, Per Torbensen, Benny Larsen, jens peter hansen, Bjarne Bisgaard Jensen, Henrik Peter Bentzen, Torben Bruhn Andersen, Anne Eriksen, Bettina Jensen, Erik Karlsen, Jens Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Anders Reinholdt

@Peter Jensen
Nej, det er i Danmark man har fået det værste fra begge sider.

Anne Eriksen, Mogens Holme, Benny Larsen, Eva Schwanenflügel, Carsten Nørgaard og Henrik Peter Bentzen anbefalede denne kommentar
Jørgen Wind-Willassen

"Mellem 1983 og 1997 steg formuen hos den rigeste hundrededel med 81 procent, mens den faldt med 129 procent for de fattigste 40 procent af den svenske befolkning"
Mystik.
Et fald på 129% må vel betyde at formuen er blevet negativ.
Måske korrekt.
Måske er der ikke helt styr på tallene.
Uheldigt i en artikel om økonomi.

Claus Nielsen, Randi Christiansen, Mogens Holme og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar
Jan Bisp Zarghami

Jørgen Wind-Willassen
Den sætning du citere afsluttes med “, der måtte stifte gæld for at holde forbruget oppe. “ Så faldet på 129% betyder at formuen er blevet negativ for den fattigste del af den svenske befolkning

Claus Nielsen, Janus Agerbo, Carsten Wienholtz, Randi Christiansen, Flemming Berger, Anne Eriksen, Steen K Petersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Det er lidt uldent med tallet om, at indvandringen mv. "koster" det svenske samfund ca. 40 mia SEK p.a. Omregnet til dansk mønt svarer det til ca. 32 mia kr. I en rapport fra Danmarks største holdningsministerium - Finansministeriet -sættes de årlige udgifter til "de fremmede" til ca. 36 mia kr.
SOm bekendt har svenskerne taget langt flere flygtninge - de har jo også en befolkning der er en halv gange større - end DK. Måske ligger forklaringen i, forskellige opgørelsesmetoder, eller at vi her til lands medtager noget, som svenskerne ikke medregner. Eller at den danske rapport er skrevet ad hensyn til Frikadellepartiet, mens den svenske er skrevet ud fra mere redelige motiver?
Hvem ved!

Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel og Claus Nielsen anbefalede denne kommentar