Nyhed
Læsetid: 5 min.

Migranter stormede hegn og holdt spansk politi på afstand ved at kaste sten og ’plastikbeholdere med ekskrementer’

I sidste uge stormede godt 800 unge afrikanere de høje hegn omkring den spanske enklave Ceuta i Afrika. Med hjemmelavede flammekastere, læsket kalk og afføring i plastikbeholdere holdt de politiet væk. 602 slap ind i Europa, hvor de løb lykkelige rundt i gaderne. Spanien har netop overhalet Italien som det land i Europa, der tager imod flest migranter. Alligevel har indvandrerdebatten ikke splittet landet. Men det kan være på vej
Enklavebyen Ceuta ligger som en spansk klat ved Middelhavet i det nordlige Marokko, og sammen med den anden enklave, Melilla, er det EU’s eneste landegrænse til Afrika. Her bliver Europas migrationsspørgsmål sat på spidsen.

Enklavebyen Ceuta ligger som en spansk klat ved Middelhavet i det nordlige Marokko, og sammen med den anden enklave, Melilla, er det EU’s eneste landegrænse til Afrika. Her bliver Europas migrationsspørgsmål sat på spidsen.

Reduan/Ritzau Scanpix

Udland
2. august 2018

Mens solen langsomt stod op over den spanske enklave Ceuta, greb forundrede lokale ud efter deres mobiltelefoner for at optage det sælsomme syn: Hundredvis af unge afrikanske mænd i bar overkrop løb jublende gennem gaderne. De sang og kastede håndtegn, lagde sig fladt på asfalten og kyssede jorden og råbte »Bosa! Bosa!« – frihed, frihed.

Enklavebyen Ceuta ligger som en underlig spansk klat ved Middelhavet i det nordlige Marokko, og sammen med den anden enklave, Melilla, er det EU’s eneste landegrænse til Afrika. Her bliver Europas migrationsspørgsmål sat på spidsen: Uden for det seks meter høje dobbelthegn med pigtråd, bevægelsessensorer, videokameraer og vagttårne har de unge afrikanere ingen rettigheder – men så snart de rør jorden på den anden side, er de beskyttet af konventioner og love, de får mad, husly og lægehjælp, og de får behandlet deres asylsag.

Det har fået tusindvis af håbefulde unge mænd til at bygge lejre af presenninger i de tørre skove omkring byerne, hvor de planlægger at forcere hegnene med stiger og reb. Eller at betale for at blive smuglet ind i det forjættede land i en rullekuffert eller i et udhulet instrumentbræt på en bil – begge dele er rent faktisk sket.

Der er jævnlige stormløb på hegnet i Ceuta, men angrebet torsdag var i særklasse.

Klokken 6.45 løb mere end 800 mænd frem på én gang og angreb hegnet fra forskellige punkter. De bar hamre, boltsakse og save og holdt politiet på afstand ved at kaste med sten, poser med læsket kalk og »plastikbeholdere med ekskrementer«, som politiet har formuleret det. De havde endda lavet flammekastere af trykluftdåser. Det hele endte »ualmindelig voldeligt«, som politiet fortalte – 15 betjente og 16 migranter endte på hospitalet. 602 migranter slap ind i Ceuta.

Venstrepopulismen

Episoden skete samtidig med, at Spanien har overhalet Italien som det land i Europa, der modtager flest migranter. Siden 1. januar er der ifølge FN ankommet godt 23.000 migranter til landet. Alligevel er Spanien et af de få lande i Europa, hvor flygtningedebatten endnu ikke har rystet det politiske system, og hvor der endnu ikke er et stærkt højrepopulistisk parti.

»Flygtningediskussionen har ikke fyldt lige så meget i Spanien som i resten af Europa,« siger Hans Lauge Hansen, der er professor i spansk ved Institut for Kommunikation og Kultur på Aarhus Universitet.

»Ligesom det venstreorienterede Syriza har taget brodden af Gyldent Daggry i Grækenland, har Podemos samlet op på den sociale utilfredshed i Spanien i kølvandet på krisen.«

Den hollandske populismeforsker, Cas Mudde, har tidligere forklaret i Information, at forskellen mellem Syd- og Nordeuropa, når det gælder fremgangen af venstrepopulistiske partier, er, at den materielle nød har været så meget større i syd.

»Venstrepopulismen opstår, når folk virkelig lider afsavn – når økonomiske problemer er det eneste, man bekymrer sig om,« sagde han.

Desuden har de værdipolitiske slagsmål i Spanien især handlet om den regionale nationalisme – i Catalonien, Baskerlandet og Galicien. Og det antændte en ny form for spansk nationalisme, fortæller Hans Lauge Hansen

»Det er den varmeste kartoffel i spansk politik,« siger han.

»Jeg har været i Spanien flere gange i år, og jeg har aldrig set så mange flag på balkonerne. Det er en klar markering.«

Og nå ja, så er der også en drivhusindustri i Valencia- og Alicante-området, der »slet ikke kan eksistere uden de illegale immigranter«, som Hans Lauge Hansen siger.

Vi har brug for nyt blod

Men måske er indvandringen ved at kravle op på den politiske prioriteringsliste. I dagene efter Ceuta-episoden ankom den ene spanske politiker efter den anden i hvert fald til byen for at diskutere migration:

Mandag stillede formanden for det centrumliberale parti Ciudadanos, Albert Rivera, sig op foran grænsehegnet i nydelig hvid skjorte og fortalte den spanske presse, at Europa altså skal beskytte sin ydre grænse.

»Hvis vi ikke behandler irregulær immigration som et problem, ender vi med at have populister i regeringen, som det er sket i Italien,« sagde han.

Og den nye boss i det gamle konservative regeringsparti, Partido Popular, Pablo Casado, trykkede onsdag nogle migranter i hånden på havnen i Ceuta. Han har sagt at »velfærdsstaten ikke kan absorbere millioner af migranter«, og at der et sted i Afrika sidder »50 millioner migranter«, som er ved at samle penge sammen for at kunne rejse mod Spanien.

Det lille højreradikale parti, VOX, der knap nok kan fremvise én procent i meningsmålingerne, er hårdest: Det var »en invasion«, lød det fra formand Santiago Abascal Conde.

Det begynder næsten at lyder som noget, vi kender. Og så skulle man måske tro, at den nye premierminister Pedro Sánchez og hans socialistregering ville føle sig presset. Men det virker ikke sådan.

»Vi har tager omkring 20.000 (migranter, red.) i år, og vi er et land med 40 millioner indbyggere,« sagde udenrigsminister Josep Borrell køligt.

»Det er ikke massemigration.«

Ja, Europa har faktisk brug flere friske unge mænd, hvis vi ikke skal blive et kontinent af oldinge, sagde han.

»Vi har brug for nyt blod.«

Pedro Sánchez, der også selv har annonceret et besøg i Ceuta, har allerede én gang luftet sin flygtningevenlige politik, da han i sidste måned lod skibet Aquarius med 629 migranter lægge til i havnen i Valencia, efter at det var blevet afvist i Italien.

Deres hænder og deres styrke

Da roen igen lagde sig over den lille enklave, uploadede politiet en video og nogle billeder deres hjemmeside, der viser området under grænsehegnene: Betonen er plettet af blod, og migranterne har efterladt tøj, sko og en masse hjemmelavede redskaber – kroge og underlige plastikflasker viklet ind i klude.

Det er uklart, hvordan det hele egentlig er foregået. Har mere end 800 afrikanske mænd mødtes på en tør skrænt uden for den lille by og planlagt det hele:

»I løber derhen. Vi fylder afføring i de her poser. I skaffer noget læsket kalk. Hvem har boltsaksene?«

Talsmanden for det spanske indenrigsministerium siger til Information, at de endnu ikke kender alle omstændighederne, men intet tyder på, at gruppen havde en decideret leder i spidsen.

»Det er mennesker, som intet har,« skriver journalist Patricia Ortega Dolz, der har dækket episoden for avisen El País, i en e-mail til Information.

»De har kun deres hænder og deres styrke.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Claus E. Petersen

"800 unge afrikanere"

Mit gæt er at samtlige var af hankøn, et mønster der går igen overalt hvor klanerne i Mellemøsten og Nordafrika sender deres unge mænd ud i verden for at skaffe penge og fordele til familien/klanen.

Godt 'gættet' Claus E. Petersen - der står 'mænd' op til flere gange i artiklen.

Eva Schwanenflügel, P Bagok, Hans Larsen og Anders Sørensen anbefalede denne kommentar
Helle Walther

Det går jo ikke, man må samarbejde med de afrikanske stater, hvor de kommer fra, så de kan komme i gang med arbejde/ uddannelse osv. De skal hjem igen. Man skal tage mod kvoteflygtninge og syriske flygtninge, hvis de får ophold i et land I EU, men migranter, hvor sørgeligt det end er, må hjælpes, hvor de bor.

Else Marie Arevad

Hvorfor sender spanierne dem ikke tilbage?

Thomas Poulsen

Det er problematisk, at Spanien ikke forsvarer deres og EUs ydre grænser. Det skal ikke være muligt med magt at komme ind i EU

Majbritt Nielsen

Hvorfor sender spanierne dem ikke tilbage?

Hvor skulle de sende dem hen og hvem vil modtage dem? Hvordan kan de vide hvor de kommer fra, når de ikke vil oplyse det?