Læsetid: 2 min.

Paven anklages for at have dækket over seksuelle overgreb

Paven anklages for at tie om sexmisbrug i den katolske kirke. Angrebet ses som konservative kredses forsøg på at vælte ham
Torsdag eftermiddag kollapsede taget på den katolske kirke San Giuseppe dei Falegnami i det centrale Rom. Sammenstyrtningen er på sociale medier i Italien blevet set som et symbol på den katolske kirkes forfatning, efter at pave Frans er lbevet anklaget for at dække over sexmisbrug af mindreårige.

Torsdag eftermiddag kollapsede taget på den katolske kirke San Giuseppe dei Falegnami i det centrale Rom. Sammenstyrtningen er på sociale medier i Italien blevet set som et symbol på den katolske kirkes forfatning, efter at pave Frans er lbevet anklaget for at dække over sexmisbrug af mindreårige.

Ritzau Scanpix

1. september 2018

Torsdag eftermiddag kollapsede taget på den katolske kirke San Giuseppe dei Falegnami i det centrale Rom. Træbjælker og terracottafliser lå spredte på kirkegulvet. Ingen kom til skade. Men hurtigt blev sammenstyrtningen på sociale medier i Italien set som et symbol på den katolske kirkes forfatning, efter en skandale den sidste uge er ramlet ned over pavestolen.

Under et besøg i Irland sidste weekend beskrev pave Frans katolske præsters sexmisbrug af børn – og kirkens forsøg på at dække over det – som »afskyelige forbrydelser«. Men den 81-årige argentinske pave anklages nu selv for at have dækket over seksuelle overgreb. Paven skulle i årevis have kendt til beskyldninger om en amerikansk kardinals overgreb mod børn helt ned til 11-årsalderen. Og alligevel skulle han have omstødt sanktioner indført mod kardinalen, fejet anklagerne ind under gulvtæppet og oven i købet ophøjet ham til »betroet rådgiver«.

Anklagerne kommer i et åbent brev fra ærkebiskop Carlo Maria Viganò, der tidligere var Vatikanets ambassadør i USA. Han skriver, at han personligt fortalte paven om sexmisbruget begået af kardinal Theodore McCarrick, en af de mest prominente figurer i USA’s katolske kirke, men det til trods dækkede paven over ham »til den bitre ende«.

McCarrick fik i juli i år frataget sin røde kardinalhat og titel på grund af sexmisbruget.

Som konsekvens af, at han har dækket over misbruget, bør paven »træde tilbage«, skriver Vigano.

Pave Frans har blot reageret på ærkebiskoppens anklager ved at sige, at han »ikke vil sige et eneste ord« om dem.

Utallige anklager om sexmisbrug begået af præster over hele verden har rystet den katolske kirke og tiltroen til den. I 2014 meldte Vatikanet, at der de foregående ti år havde været 3.420 såkaldte troværdige beskyldninger mod præster om seksuelt misbrug. Siden er mange flere skandaler dog kommet for dagens lys. En kommission i Australien har fastslået, at der fra 1980 til 2015 blev rapporteret 4.444 tilfælde af sexmisbrug; i perioden 1950 til 2010 blev syv procent af alle katolske præster i landet anklaget for misbrug.

Og i den amerikanske delstat Pennsylvania er det blevet afsløret, hvordan kirken systematisk har forsøgt at dække over mindst 300 præsters misbrug af flere end 1.000 børn.

At den relativt liberale pave Frans nu også angribes i en sag om sexmisbrug, bliver af analytikere set som del af kirkens konservative kredses forsøg på at vælte ham.

»Det lader til at være et åbenlyst træk fra de konservative på at miskreditere Frans,« siger David Gibson fra Fordham University i New York til Reuters. »Det hele var nøje planlagt og tilrettelagt med konservative katolske medier.«

Konservative har bl.a. været utilfredse med pavens mere åbne holdning over for homoseksuelle.

Blandt pavens største kritikere er den stærkt konservative amerikanske kardinal Raymond Burke. Til avisen La Repubblica siger han, at anklagerne mod paven er »meget alvorlige«, og det er »legitimt« at kræve hans afgang, hvis han har begået »alvorlige fejl«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Oluf Husted
Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu