Læsetid: 6 min.

Ruslands civilsamfund står stærkere end nogensinde – så længe man holder sig fra politik

Den politiske frihed er under pres i Rusland, men på nogle områder blomstrer civilsamfundet som aldrig før. Så længe de frivillige bevægelser holder sig til enkeltsager og politisk ufarligt humanitært arbejde, kan de leve i fred
Meget tyder på, at det går den gale vej med hensyn til kårene for politisk aktivisme i Rusland. Her er det billeder fra en uautoriseret anti-Putin-demonstration i Moskva i maj måned

Meget tyder på, at det går den gale vej med hensyn til kårene for politisk aktivisme i Rusland. Her er det billeder fra en uautoriseret anti-Putin-demonstration i Moskva i maj måned

Victor Kruchinin

13. august 2018

Det er ikke ufarligt at demonstrere uanmeldt i Rusland. Men da det russiske underhus var ved at gøre det ulovligt for amerikanske par at adoptere russiske børnehjemsbørn, valgte ansatte på værestedet Marias Børn at møde op som privatpersoner.

»Vi stod med børnetegninger. Vi måtte jo ikke stå med plakater, fordi det var et uanmeldt møde. Når folk rullede bannere ud, blev de ført væk af politiet. Men os rørte de ikke,« husker fundraiser Natalja Khamsonova fra Marias Børn.

Rusland scorer dårligt på indeks over friheder og åbenhed. Landet er over de sidste ti år kravlet ti pladser ned på Freedom Houses opgørelser og ligger nu mellem Vietnam og Iran. I Cato Institutes frihedsindeks er Rusland fra 2014 til 2017 rykket fjorten pladser ned og deler nu pladsen som nummer 126 med Oman.

Alligevel har russerne ikke vendt samfundet ryggen. Tværtimod spirer frivilligheden i Rusland.

Ifølge tal fra det russiske meningsmålingsinstitut FOM har 5 pct. af russerne erfaring med arbejde i ikkestatslige organisationer (ngo’er), 30 procent er engageret i lokale spørgsmål, mens 29 procent af russerne ifølge sociologerne er »hjælpere«, der inden for det sidste år har hjulpet mennesker, de ikke kender eller givet penge til velgørenhed.

Det er en stigning på ti procent i forhold til 2007.

Udviklingen kommer blandt andet beboerne på psyko-neurologisk internat nr. 16 til gode, når de som denne fredag slår vejen forbi værestedet Marias Børn for at få et kreativt afbræk i deres hverdag.

Rundt omkring i værestedets lokaler bliver der tegnet, malet, sunget, arbejdet med ler og strikket. Viktor på 40 år hækler. Han har boet på institution hele sit liv. På internatet bor han på værelse med syv andre, fortæller han.

»Det er en banegård,« siger han om sin sovesal på internatet og fortæller, at han har købt en hængelås for sine egne penge og sat på sit skab.

Fundraiser i Marias Børn, Natalja Khamsonova, forklarer, at lokalerne midt i Moskva er stillet til rådighed af bystyret. Ellers er værestedets aktiviteter udelukkende finansieret af private donationer fra firmaer og privatpersoner.

Stifteren af værestedet, Maria Jeliseeva, besøgte ved et tilfælde et børnehjem først i halvfemserne. Da hun så, hvordan børnene blev stillet op på rad og række og sat til at læse digte op for udenlandske gæster, følte hun, at de ligesom andre børn burde omgås almindelige frie mennesker, der kommer og besøger dem, fordi de har lyst, og ikke fordi de skal.

Det er nu over tyve år siden, og i dag står 25 ansatte og næsten lige så mange frivillige klar, når fysisk og psykisk handicappede fra byens internater kommer forbi.

Også søsterorganisationen Pelikan baserer næsten udelukkende sit arbejde på private donationer. Her hjælper man de unge, der kan forlade internaterne og flytte i egen lejlighed, når de bliver myndige. Leder af Pelikan, Anna Drosdova, forklarer, at mange unge på internaterne uanset diagnose og muligheder havner i én kasse, i ét uddannelsessystem. Mange har for eksempel ikke haft engelsk og kemi.

»Der er nogle, der ikke engang får niende klasse. Nogle gør, men vil gerne have 11. klasse, og for at få det, skal de gå i aftenskole,« siger Drosdova.

Hun forklarer, at brugerne med sig fra internaterne typisk har et eller to ret primitive specialer – eksempelvis madlavning eller syværksted – men hvis de vil uddanne sig videre, skal de supplere på aftenskole.

Det kan være en stor mundfuld, når man samtidigt lige er flyttet for sig selv og skal lære at stå på egne ben. Det støtter værestedet dem i. Nogle kobler af i værestedets værksted, andre kommer mest for at få sig en snak og en portion aftensmad doneret af en stor vegetarisk fastfoodkæde.

Det gælder for eksempel Sasja, der sidder i køkkenet. Han fortæller, at det har været en møgdag og en møguge.

»Da jeg var 14, var der nogen, der traf en beslutning om mit liv på mine vegne. Nu er jeg 17 år og skal til at rette op på det hele,« siger den unge mand. En halv time senere sidder han og griner med en af de frivillige.

Tre civilsamfund

At der er sket store ting med det russiske civilsamfund, kan Julija Sjeveleva tale med om. Hun har beskæftiget sig med velgørenhed og sociale projekter siden først i 1990’erne. Hun har især arbejdet med teater som terapeutisk redskab og delte i en årrække lokaler med Marias Børn.

Ifølge hende er der sket store fremskridt inden for frivilligheden, både hvad angår antallet af folk, der involverer sig, hvordan fundraising udvikler sig, og hvordan folk i dag anser det som normen at deltage i velgørenhed hele tiden.

»Det var det, vi drømte om; at der var permanente donorer. Det, at en organisation kan regne med at have et vist budget, fordi den ved, at for eksempel 100 mennesker vil overføre penge. Det er en kolossal udvikling,« siger Sjeveleva over en skypeforbindelse.

Når det gælder den mere politiske frivillighed, er billedet imidlertid mindre rosenrødt, vurderer Sjeveleva.

Hun mener, at man kan dele det russiske samfund op i tre: frivillighed, decideret politisk aktivisme og aktivisme, der opstår, når folk går sammen om en enkelt sag eller for at løse et lokalt problem, som når lokale protesterer mod nye lossepladser, forbrændingsanlæg eller som tilfældet var i sommeren 2017, byfornyelse.

»Der er nogen, der vil rive dit hus ned, og så går du sammen med andre om at forhindre det og så opstår denne lille del af civilsamfundet. Men om det lever videre efter problemet er løst – det er et stort spørgsmål,« siger Sjeveleva.

Hvad angår den decideret politiske aktivisme, mener Sjeveleva, at udviklingen går den forkerte vej.

»Folk er bange. Folk føler ikke, at noget afhænger af dem. Det er det mest fortvivlende af det hele, fordi det rent faktisk kan have konsekvenser at engagere sig,« forklarer Julija Sjeveleva.

Russisk lovgivning giver mulighed for at straffe bloggere som medier, hvis de har mere end 5.000 følgere, og der er eksempler på, at folk har fået fængselsstraffe for at linke til artikler eller udtalelser, som de russiske myndigheder fandt ekstremistiske.

Udenlandske agenter

En anden faktor, der begrænser frivilligheden og civilsamfundet i Rusland, er lovgivning, der gør det muligt at stemple organisationer som »udenlandske agenter«, hvis de forsøger at påvirke russisk lovgivning og samtidig modtager midler fra udlandet.

Den skæbne overgik i 2013 ngo’en Golos, der uddanner valgobservatører. Organisationen blev erklæret »udenlandsk agent« og fik en bøde på 300.000 rubler for året forinden at have modtaget Helsinki-komiteens Sakharov-præmie.

Direktør i Golos, Grigorij Melkonjants, fortæller, at man bad banken tilbageføre pengepræmien på omkring 40.000 kroner til Helsinki-komiteen netop for at undgå at komme i karambolage med lovgivningen.

Under retssagen argumenterede det russiske justitsministerium imidlertid for, at man ved at afvise disse penge havde disponeret over dem og alligevel kunne dømmes efter loven om udenlandske agenter.

Golos ankede sagen i den russiske forfatningsdomstol, fik medhold og fik tilbagebetalt bøden, som man donerede til partnerorganisationer i Ural-området. Det bragte imidlertid fem af disse organisationer i fedtefadet. Foreløbigt har tre måttet lukke, opsummerer Melkonjants.

Det politiske civilsamfunds sørgelige forfatning kan ikke kun tilskrives repressiv lovgivning, mener Julija Sjeveleja og refererer til den gamle forestilling om de onde adelige bojarer, der gang på gang fører den gode tsar bag lyset.

»Så længe problemer i flertallets bevidsthed bliver løst af en tsar, så længe der i flertallets bevidsthed er en god tsar og onde bojarer, har de intet incitament til at udvikle civilsamfundet. For så er det jo kun tsaren, der kan stille noget op med bojarerne. Det har ikke noget med civilsamfund at gøre, for civilsamfundet har rod i os alle,« siger Julija Sjeveleva.

I stedet for at legitimere sin magt gennem frie valg har Putin gjort det gennem resultater. Først øgede han russernes velstandsniveau som aldrig før, så gav han dem noget, som måske  betyder endnu mere: stolthed
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Christian Skoubye
Christian Skoubye anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ete Forchhammer

Interessant læsning! Men gør lidt af samme politiske apati sig ikke også gældende i Vesten? Hvordan ellers kan populistiske partier ellers få vind i sejlene?

Torben K L Jensen

Hvad gør et folk der ingen erfaringer har med demokrati - og de får de har er negative.
De gør som de russiske folk - finder sig en stærk man som faderfigur. Som Stalin og Putin.

Karsten Nielsen

I Danmark skal man også anmelde demonstrationer i forvejen - og man er i stor "fare" for at blive straffet, hvis man ikke anmelder. Sådan kan man "puste" tilstande op med sproget - ligesom man nemt kan udtrykke konklusioner som her: "Så længe de frivillige bevægelser holder sig til enkeltsager og politisk ufarligt humanitært arbejde, kan de leve i fred". Jeg vil hellere vide, hvilke kendsgerninger, der ligger bag sådanne formuleringer - end jeg vil se så generalisere konklusioner. Jeg tror simpelt hen ikke på dem. Endvidere kunne det være meget interessant at få at vide, hvem der står bag de nævnte "frihedsindexer" og hvilke frihedsidealer, der dybest set er tale om. Når der fx indgår "økonomisk frihed" som parameter - så er det jo ikke sikkert, at friheden for multinationale selskaber til ejendomsret i fattige lande medfører "frihed" for det store flertal i befolkningen.

Bjarne Bisgaard Jensen, Harald Strømberg og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar

At lade sig registrere som lobbyister for udenlandske magter er ingenlunde en russisk opfindelse:

- The Foreign Agents Registration Act (FARA) is a United States law passed in 1938 requiring that agents representing the interests of foreign powers in a "political or quasi-political capacity" disclose their relationship with the foreign government and information about related activities and finances.

https://en.wikipedia.org/wiki/Foreign_Agents_Registration_Act

Jeg tænker det kun er et spørgsmål om tid, man skal ikke undervurdere det russiske folk, det har en revolutionær sjæl, og den reagere ikke undervejs som vi andre gør via valg og udskiftning af ledere, nej den reagere som en vulkan der pludselig og uventet går i udbrud.