Læsetid: 7 min.

Man siger, at alle, der møder Emmanuel Macron, bliver en lille smule forelsket i ham

Man kan få den tanke, at Emmanuel Macron er den første vellykkede cyborg-prototype, der forsøgsvis er blevet lukket ud i samfundet for at se, hvordan det nu ville spænde af. Og så er maskinen simpelthen blevet Frankrigs præsident
Den franske præsident Emmanuel Macron og statsminister Lars Løkke Rasmussen i Den Sorte Diamant.

Den franske præsident Emmanuel Macron og statsminister Lars Løkke Rasmussen i Den Sorte Diamant.

Philip Davali/Ritzau Scanpix

29. august 2018

Journalisterne strækker hals og får øje på de første blitzlys og et par småløbende sikkerhedsvagter, der tilsammen indvarsler hans komme. Og så genkender de hans blå øjne og det ulastelige blå jakkesæt, som han altid har på, og som vist nok slet ikke er sååå dyrt igen.

Og så er han der pludselig, solbrændt og med et smil, der spontant får alle til at smile igen. Et kort øjeblik stopper han op på marmorgulvet under lyskronen, hvor tv-kameraerne står.

Han stikker hånden frem til den danske statsminister Lars Løkke Rasmussen, svarer kort på et spørgsmål, og så glider han videre op ad den højblanke trappe med det tykke røde tæppe. Efter ham vandrer en lang hale af blå jakkesæt.

Statsbesøg er teater, det ved vi godt. Opstillede håndtryk og helikopterbilleder af sorte biler, der kører i kortege. Også på en grå tirsdag i København, hvor Frankrigs præsident er på visit. Form og indhold smelter sammen på sådan en dag – showet er showet, som man siger. Men det er alligevel anderledes med ham: Emmanuel Macron.

Ikke fordi den 40-årige præsident er særligt ægte eller naturlig – nej, fordi Macron i forvejen virker som et væsen fra en stor fortælling. »En karakter fra en roman,« som den franske forfatter Philippe Besson har sagt om ham. Alt det kunstige – fotograferne, vagterne, de 600 spændte publikummer, der venter på Den Sorte Diamant lidt væk – virker som en ganske naturlig kulisse. Sådan må det jo naturligvis være, når Emmanuel Macron er tilstede.

»Moderne politik skal genopdage fornemmelsen for symbolik,« har Macron sagt.

»Vi skal udvikle en ny form for politisk heroisme.«

Og han mener det. Han holdt sin sejrstale foran Louvre-pyramiderne til tonerne af Beethoven. Han modtog Vladimir Putin på Versailles-slottet. Han talte foran Akropolis i Athen, mens aftensolen sank ned bag bjergsiderne.

Macron forstår sig på politisk teater. Han forstår, at en moderne politiker ikke får sin autoritet fra partier eller lokalsamfund, men fra sin personlige karisma. Macron er ikke en »normal« præsident, som hans forgænger, François Hollande. Han er Jupiter, en olympisk ophøjet leder. Han er le boss, som hans medarbejdere kalder ham – og han kalder dem les enfant.

Med Macron kan man ikke skille personen fra parti og politik. Det er ikke tilfældigt, at hans bevægelse ’En Marche !’ bærer hans initialer, for uden Macrons politiske teater er der ingenting. Han er det hele på én gang – og det er både hans største styrke og hans største svaghed.

En forførelsesmaskine?

Det er blevet godt varmt i salen på Den Sorte Diamant, før Macron endelig trasker ned af den slukkede rulletrappe sammen med Kronprins Frederik og Lars Løkke Rasmussen.

Han går med armene sådan lidt slapt ned langs siden, ikke på en sløv måde – mere som en kæk fyr. Han ser glad ud, knapper jakken op med en hånd og vinker til gruppen af mennesker, der er kommet for at se giraffen. Og så smiler han igen – sådan et smil, som man let kan blive afhængig af, fornemmer man.

Man siger, at alle, der møder Macron, bliver en lille smule forelsket i ham: Putin, Trump, journalister, vælgere, kolleger.

»Når du taler med ham, har du indtrykket af, at han er oprigtigt interesseret i samtalen,« forklarer Sophie Pedder, der er chef for The Economists redaktion i Paris. Han er en »netværksmaskine«, som hun skriver i sin nye bog om Macron, Révolution Française. En »forførelsesmaskine«.

Og når man ser ham slentre ned ad trappen på vej på scenen, kindkysse med Margrethe Vestager og give hånd til de mange studerende, der har fået plads på scenen, mens salen jubler og hujer som til en fodboldkamp, forstår man det godt.

Der er noget på én gang overmenneskeligt og maskinelt over ham.

Han sover kun fire timer om natten, siger man. Han har klæbehjerne (historien går, at han som studerende besøgte den franske nationalforsamling og kunne huske hver eneste af de 577 medlemmer og alle deres valgkredse).

Han har læst filosofi og politik på universitetet samtidig og skrevet tre skønlitterære romaner, som aldrig er blevet udgivet – siger man.

Han har både været investment banker, assistent for en af Europas største filosoffer og minister i en regering – før han fyldte 40 år. Og nå ja, så er der hans krop, som altid er trimmet og veltrænet. Så sent som i denne uge kunne man se den folde sig ud på et par paparazzibilleder fra ferien ved Rivieraen.

Det kan nærmest ikke passe, tænker man. Og så begynder man at lede efter fejl. Er han faktisk bare »blablabla«, som præsidentkandidat Benoît Hamon engang har sagt? Bluffer han? Eller er det, som hans fysik- og kemilærer fra gymnasiet har sagt:

»Det, han er bedst til, er at få folk til at tro på, at han er genial.«

Man kan også få den tanke, at Macron simpelthen er den første vellykkede AI-robot-prototype, der forsøgsvis er blevet lukket ud i samfundet for at se, hvordan det nu ville spænde af. Og så er maskinen simpelthen blevet Frankrigs præsident. »En mutant,« som forfatteren Michel Houellebecq har sagt om Macron.

Anti-Trump og anti-Brexit

Man siger, at Napoleon altid spurgte om én ting, når han skulle udvælge en officer: ’Er han heldig?’ Og det er Macron.

Tænk bare på valget i 2017: Hollande var så upopulær, at han ikke engang orkede at genopstille. Den konservative stjernekandidat, François Fillon, blev fældet af en skandale. Og for første gang nogensinde holdt de franske partier primærvalg, hvilket bragte den ufarlige Benoît Hamon til fadet hos socialisterne.

Alt flaskede sig, og Macron fik 24 procent af stemmerne i første valgrunde. Han gik videre til anden runde mod Marine Le Pen, og så imploderede hun i den afgørende tv-debat, hvor hun ikke rigtig kunne forklare, om Frankrig i fremtiden skulle have én eller to valutaer.

»Man kunne stemme på ham som en protest imod det bestående, men stadig være sikker på, at han forstod, hvordan den politiske maskine fungerede,« skriver Sophie Pedder i sin bog.

Macron havde stillet op én gang og til ét hverv i sit liv, og nu var han hele Vestens hvide ridder. Manden, der stoppede den højrepopulistiske bølge. Anti-Trump og anti-Brexit.

En bedstefar

Han rør ret meget ved sin næse, når han taler. Springer fra ét emne til et andet: globaliseringens krise, Afrikas demografi, klimakrisen, kunstig intelligens ... Han knytter hænderne og bumper dem sammen foran maven, når han virkelig vil understrege en pointe: At Francis Fukuyamas tese om historiens afslutning er forkert, eller at ideen om en særlig national identitet er for simpel til Europa.

Emmanuel Jean-Michel Frédéric Macron er født og opvokset i Amiens, en postindustriby i Nordfrankrig, hvor Marine Le Pen i dag høster stemmer. Begge forældre var læger og boede på en af byens finere gader, med klaver i stuen, skiferier og tennistimer. Far lærte ham græsk, og mor gik ned i tid for at være mere sammen med ungerne.

Han var ikke ligefrem en rebel. Nærmere »sådan en elev, man kun har i sin klasse én gang i løbet af livet«, som fysik- og kemilæreren har fortalt.

Og nå ja, så kender de fleste efterhånden historien om Brigitte: Hun var dramalærer, han var 15 år, og at de blev forelskede, da de mødtes efter skole for at sætte et skuespil op. Nu er hun sammen med ham i København, i rød kjole og sorte stilletter.

Hun er 24 år ældre end han, og det er i sig selv en revolution i fransk politik. François Hollande kører på tredje ægteskab (plus det løse) – lige nu med en 18 år yngre skuespiller.

På den borgerlige fløj danner Sarkozy par med en 13 år yngre model, mens Alain Juppé har en 16 år yngre kæreste. Brigittes børn er derimod på Macrons alder, ja, en af dem gik faktisk i hans klasse på gymnasiet. Alligevel kalder han sig selv for bedstefar.

Nå, men efter gymnasiet flyttede Macron til Paris for at læse på Science Po og ENA. Han skrev afhandling om Hegel, blev assistent for filosoffen Paul Ricœur, fik job som investeringsbankmand hos Rothschild og blev økonomiminister. Et voilà.

Så er arrangementet slut. Flokken af jakkesæt siver ud af salen, og på vej ud skriver Macron et par hurtige autografer med en sort sprittusch til nogle asiatiske turister, der har printet et foto af ham på A4-papir. Han virker lige så frisk, som da dagen begyndte.

Flokken går langs havnen omgivet af politifolk og tager vandbussen tilbage til Amalienborg, hvor Macron og Brigitte skal nette sig inden aftenens gallemiddag med Dronningen.

I efteråret spurgte forfatteren Emmanuel Carrère i et stort portræt i The Guardian Macron til et vedholdene rygte: at den politiske netværker, som kender alle, og som alle kender, ikke har nogen rigtige venner. Jo, et par venner, svarede Macron. Men hans bedste ven, var hans kone.

Én hovedperson

Siden valget er Macron blevet mindre populær – kun cirka hver tredje franskmand synes nu, at han gør det godt. Mange kalder ham arrogant og ’de riges præsident’.

Men Macron er på mange måder Frankrigs sidste chance. Socialistpartiet er de facto gået i opløsning, og Republikanerne ligger i ruiner. Hvis Macron ikke lykkes med sine reformer, er der kun det yderste venstre og det yderste højre tilbage – Jean-Luc Mélenchon og Marine Le Pen – der står klar i kulissen, hvis Macrons politiske teater skulle slutte. De to fløje vil trække landet delvist ud af både EU og NATO.

Det paradoksale er, at meget af det, der har gjort Macron unik, også er det, der gør ham sårbar: Han har ikke noget stort partiapparat i ryggen eller lokalpolitikere, der vil tage en kugle for ham, når tingene går skævt.

Det er hans parti, og det er hans bevægelse. Man kan ikke dele karismatisk autoritet. Og der kan kun være plads til én hovedperson i det store politiske teaterstykke.

Macron er alene.

Det er tre ben i præsident Emmanuel Macrons forsøg på at revolutionere det franske jobmarked: Det skal være lettere at fyre folk. Der skal være mere omskoling. Og der skal være mere kontrol. Macron besøger Danmark for at blive inspireret til nye reformer.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Toke Kåre Wagener
Toke Kåre Wagener anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dorte Sørensen

Billedet med Løkke Rasmussens ansigtsfolder lever godt op til artiklens overskrift. - "Man siger, at alle, der møder Emmanuel Macron, bliver en lille smule forelsket i ham"

Torben K L Jensen

Jeg synes han ligner en ung skrothandler der er i gang med at sælge Eiffeltårnet til .... det franske folk ??

Trond Meiring, Mogens Holme, Berith Skovbo, Eva Schwanenflügel, Grethe Preisler, Bettina Jensen, Bjarne Bisgaard Jensen, John S. Hansen, Dorte Sørensen, Per Torbensen, Claus Kristoffersen og Hans Larsen anbefalede denne kommentar
Morten Hjerl-Hansen

Frankrig er det eneste land i verden, der er kommet for skade at få tidens idealmenneske som præsident.

David Joelsen, Eva Schwanenflügel og Bettina Jensen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Kromprinsen fortsatte le etablissement, til fordel for Ervervsstyrelsen på Billund bakke..
La France overmandede la Danimarce med flere tilsyneladende handelsfordele.
Ganske som vi plejer..