Læsetid: 13 min.

»Min søn, Osama bin Laden, var en god og kærlig dreng«

17 år efter 9/11-angrebene taler Osama bin Ladens mor, Alia Ghanem, for første gang ud om sin berømte søn. Familien er fortsat en indflydelsesrig del af den saudiske elite – og en påmindelse om en af de grummeste aspekter af det islamiske kongerige. Kan Saudi-Arabien og familien undslippe Osamas arv af ideologisk fanatisme?
Alia Ghanem er Osama bin Ladens mor.

Alia Ghanem er Osama bin Ladens mor.

David Levene

10. august 2018

I hjørnet af den vældige og højloftede stue sidder en kvinde i en farvestrålende kappe. Hendes mine udtrykker nysgerrig forventning. Den røde hijab, der tildækker hendes hår, genspejles i et stort skab med glasfront.

Fotografier af hendes førstefødte søn indtager ærespladsen blandt opstillede nipsgenstande på kaminhylden: Den skæggede mand poserer, smiler og er iført militæruniform. Et måltid af saudiske meze-retter og citroncheesecake er stillet frem på et aflangt spisebord af træ.

Alia Ghanem er Osama bin Ladens mor, og hun nyder den fulde opmærksomhed blandt alle i stuen – på andre stole sidder to af hendes sønner, Ahmad og Hassan, og hendes anden mand, Mohammad al-Attas. Alle i familien har deres egen historie at fortælle om den mand, der i en årrække var klodens mest eftersøgte. Men det er Ghanem, der holder hof i dag. Og hende, der tager ordet for at berette om den mand, som for hende stadig er en elsket søn, der på en eller anden måde forvildede sig på afveje.

»Mit liv var svært, fordi han var så langt fra mig,« siger hun. »Han var en sød dreng og en kærlig søn«.

Ali Ghanem er midt i 70’erne, og helbredet skranter lidt. Hun peger på al-Attas, en radmager, veltrænet herre, der som sine to sønner er iklædt en ulastelig hvid, ankellang thawb-kappe. »Han tog sig af Osamas opdragelse. Fra treårsalderen. Han var god ved Osama.«

Familien tager imod i sit palæ i Jeddah, den saudi-arabiske by, hvor bin Laden-klanen har boet i generationer. De er stadig en af det islamiske kongeriges mest velstående familier. Deres bygherredynastier står bag en stor del af det moderne Saudi-Arabien og er flettet tæt ind i landets magtelite.

Bin Laden-familiens rigdom afspejler deres formue og indflydelse. En enorm spiralformet trappe fører fra hallen op til den ene imponerende luksuriøst indrettede sal efter den anden. Vi befinder os i Jeddahs ultimative overklasse hos byens mest berømte familie.

Tavshed brydes

I årevis har Ghanem nægtet at udtale sig offentligt om Osama. Det samme har den øvrige familie. Alle forholdt sig tavse under hans to årtier lange periode som al-Qaedas leder. Hverken angrebene imod New York og Washington den 11. september 2001 eller hans død, ni år senere i Pakistan, har de kommenteret.

Nu har Saudi-Arabiens nye ledelse, med den ambitiøse 32-årige tronarving, kronprins Mohammed bin Salman i spidsen, givet grønt lys for, at The Guardian kan tale med familien – som en af landets mest indflydelsesrige familier bliver dens bevægelser og relationer overvåget.

Osama bin Laden er en vedvarende kilde til skam – for kongeriget såvel som for familien. Men højtstående saudiske embedsmænd vurderer nu, at hvis bin Laden-familien fortæller sin historie nu, vil verden indse, at Osama var en sjælden afviger, der handlede på egen hånd og ikke var agent for styret.

Kritikere har længe hævdet, at Osama havde opbakning i dele af statsapparatet, og familier til en række af ofrene for 11/9-angrebene har anlagt retssager imod Saudi-Arabien. Retssager, der dog stadig venter på at komme i gang. 15 af ​​de 19 kaprere kom fra Saudi-Arabien.

Ikke overraskende var Osama bin Ladens familie forsigtig under vores indledende forhandlinger, usikre på, om en åbning af de gamle sår ville have nogen rensende effekt. Efter flere dages diskussion går de med til et interview. Da vi mødes på en varm dag i begyndelsen af ​​juni, sidder der en oppasser fra den saudiske regering i stuen, der dog ikke forsøger at påvirke samtalen. Til stede er også vores tolk.

En genert dreng

Som hun sidder der mellem Osamas halvbrødre, tænker Ghanem tilbage på sin førstefødte som en genert dreng, som var dygtig i skolen. Da han var først i 20’erne, blev han meget religiøs, fortæller hun – det var dengang, han læste økonomi ved King Abdulaziz-universitetet i Jeddah. »Han mødte folk på universitetet, der ændrede ham,« siger Ghanem. »Han blev en anden mand.«

En af de mænd, der radikaliserede den unge Osama, var Abdullah Azzam, et medlem af Det Muslimske Broderskab, som senere drog i eksil og længe var Osamas åndelige rådgiver.

»Osama var en god dreng, men i starten af 20’erne mødte han nogle mennesker, der nærmest hjernevaskede ham. Man kan godt kalde dem en sekt. Men de havde ikke svært ved at skaffe penge til deres missionsvirksomhed. Jeg sagde konstant, at han skulle holde sig fra dem, men han ville ikke indrømme over for mig, at han blev ved med at se dem, fordi han elskede mig så meget.«

I begyndelsen af ​​1980’erne rejste Osama til Afghanistan for at deltage i kampen mod den sovjetiske besættelsesmagt. »Alle, der mødte ham i de dage, respekterede ham,« siger hendes søn Hassan og tager tråden op. »I starten var vi meget stolte af ham. Selv vores regering behandlede ham på en ædel og respektfuld måde. Osama blev mujahid

En ubehagelig pause af tavshed følger, mens Hassan forsøger at sætte ord på sin halvbrors forvandling til global jihadist. »Jeg er stolt af ham i den forstand, at han var min ældste bror,« siger han til sidst. »Han lærte mig meget. Men jeg tror ikke, at jeg er stolt af ham som menneske. Han blev berømt i hele verden, men intet godt kom ud af det.«

Ghanem lytter opmærksomt og bliver ivrig, da samtalen vender tilbage til Osamas formative år. »Han var tænksom. Meget god i skolen. Han var glad for at studere. Han brugte alle sine penge på Afghanistan. Han påstod, at det havde noget at gøre med familiens forretninger.«

– Mistænkte du ham nogensinde for at ville være jihadist?

»Det faldt mig aldrig ind. Vi blev meget kede af det, da vi hørte det. Det var aldrig mit ønske, at noget af alt det her skulle ske. Hvorfor skulle han smide alting væk på den her måde?«

Festlig modtagelse

Familien fortæller, at de så Osama for sidste gang i Afghanistan i 1999. Det var et år, hvor de besøgte ham to gange på hans base ud for Kandahar.

»Det var et sted tæt på ​​lufthavnen, som de havde erobret fra russerne,« fortæller Ghanem. »Han var glad for at modtage os. Han viste os rundt alle de dage, vi var der. Han dræbte et dyr, og vi havde en fest, og han inviterede alle.«

Ghanem begynder at slappe af og fortælle os om sin egen barndom i den syriske kystby Latakia, hvor hun voksede op i en familie af alawitter. Det syriske køkken er bedre end det saudiske, siger hun, og det samme er vejret ved Middelhavet, hvor den varme, våde sommerluft står i skarp kontrast til Jeddahs knaldhede ørkenluft i juni.

Ghanem flyttede til Saudi-Arabien midt i ​​1950’erne, og Osama blev født i Riyadh i 1957. Hun blev skilt fra hans far tre år senere og giftede sig med al-Attas, dengang en administrator i det vidtspændende bin Laden-imperium. Osamas far fik siden 54 børn med sine 11 koner.

Ghanem rejser sig og går ind for at tage sig et hvil i rummet ved siden af. Osamas halvbrødre fortsætter samtalen. Det er vigtigt, siger de, at huske på, at en mor sjældent er et objektivt vidne.

»Det er gået 17 år (siden 11. september, red.), men hun er stadig i fornægtelse om Osama,« siger Ahmad. »Hun elskede ham så meget og kan ikke få sig selv til at bebrejde ham noget. I stedet beskylder hun alle dem, der var omkring ham. Hun kender kun de sider af ham som en god dreng, som vi alle så. Hun kom aldrig til at lære hans jihadistiske side at kende.«

»Jeg blev chokeret, lamslået,« siger han om de første meldinger fra New York. »Det var meget underligt. Vi vidste næsten med det samme, at det var Osama. Inden for to dage følte vi os sikre på det. Fra den yngste til den ældste skammede alle i vores familie sig over ham. Vi vidste, at det ville kunne få frygtelige konsekvenser for os. Vores familiemedlemmer i udlandet kom alle tilbage til Saudi-Arabien.«

I Osama bin Ladens år som teenager i 1970’ernes Jeddah var tidsånden relativt liberal. Det ændrede sig brat med den iranske revolution i 1979, som søgte at udbrede shiamuslimsk fanatisme til også den sunni-arabiske verden. Som reaktion gav kongerigets herskere sig atter til at håndhæve den rigide tolkning af sunniislam, som har været praktiseret på Den Arabiske Halvø siden 1700-talsprædikanten Muhammed ibn Abdul Wahhabs æra.

I 1744 indgik Abdul Wahhab en pagt med den daværende hersker Mohammed bin Saud, ifølge hvilken Saud-klanen skulle bestemme over statsanliggender, mens ultrakonservative præster skulle definere det nationale livs religiøse karakter.

Pagt med præsteskabet

Da det moderne Saudi-Arabien blev proklameret i 1932, var begge parter – præsteskabet og kongehuset – for magtfulde til at turde udfordre hinanden. Den gamle alliance har således holdt helt frem til i dag og låst kongerigets borgere inde i et samfund, der er defineret ved de samme gamle ærkekonservative normer, herunder streng adskillelse af familiebeslægtede mænd og kvinder, kompromisløs intolerance af andre trosretninger og en ufravigelig overholdelse af wahhabismens doktriner, det hele med huset Sauds velsignelse.

Mange mener, at denne alliance har været en direkte inspirator for den globale islamistiske terrorisme. Al-Qaedas verdensbillede – og dettes aflægger hos Islamisk Stat – bygger i høj grad på wahhabistiske forskrifter, og det saudiarabiske præsteskab anses i almindelighed for at have gjort sit til at nære den jihadistiske bevægelse, der voksede frem igennem 1990’erne, med Osama bin Laden i centrum.

I 2018 vil Saudi-Arabiens nye ledelse angiveligt bryde den gamle pagt og indføre, hvad kong Salman kalder ’en moderat islam’. En sådan udvikling ser han som afgørende for overlevelsen af ​​en stat, hvor en stor, rastløs og ofte oprørsk ung befolkning i fire årtier har døjet med ringe adgang til underholdningstilbud og et socialt liv med individuelle friheder. Saudi-Arabiens aktuelle herskere er efterhånden blevet overbevist om, at de stive samfundsnormer, som håndhæves af præsteskabet, er med til at gøde jorden for de ekstremister, der spiller på de unges frustration.

Reformerne er begyndt at gøre deres virkning i aspekter af det saudiske samfund. Blandt de mest synlige er den nylige ophævelse af forbuddet for kvinder mod at køre bil. Der er sket liberaliseringer på arbejdsmarkederne og i den oppustede offentlige sektor. Biografer er åbnet, og en antikorruptionskampagne er indledt mod den private sektor og dele af statsapparatet. Regimet hævder også at have stoppet al finansiering til wahhabistiske institutioner uden for kongeriget, hvis missionsvirksomhed i næsten fire årtier blev støttet med ildhu.

Chokterapi

En radikal chokterapi er langsomt ved at synke ind i hele landet, hvor lokalsamfund, der i årtier er blevet afrettet til at efterleve kompromisløse doktriner, ikke altid ved, hvordan de skal forholde sig til den. Samfundets indre modsætninger er grelle: Nogle embedsmænd og institutioner bryder så småt med konservatismen, mens andre stadig favner den helhjertet. Politiske frihedsrettigheder findes fortsat ikke, magten er fortsat centraliseret, og alle tilløb til dissens bliver rutinemæssigt knust.

Jeg møder prins Turki al-Faisal, leder af den saudiske efterretningstjeneste fra 1977 til den 1. september 2001 (ti dage før angrebene) i Jeddah. Den lærd udseende mand er i dag i midten af ​​70’erne og bærer grønne manchetknapper med det saudiske flag på ærmerne af sin kappe.

»Der er to Osama bin Ladener,« siger han. »En fra før slutningen af ​​den sovjetiske besættelse af Afghanistan og en efter. Først var han en idealistisk mujahid. Han var ikke en kriger. Han har selv fortalt, at han besvimede under sin ilddåb ved fronten.«

Da bin Laden flyttede fra Afghanistan til Sudan, og hans forbindelser til Saudi-Arabien blev problematiske, var det Turki, der talte med ham på vegne af kongeriget. Efter 9/11 blev disse direkte kontakter genstand for nøje opmærksomhed. Dengang – og 17 år senere – nægtede slægtninge til nogle af de 2.976 dræbte i New York og Washington DC at tro på, at et land, der har eksporteret en så ærkekonservativ form for islam, ikke kan holdes ansvarlig for ideologiens afledte konsekvenser.

Givet er det, at bin Laden rejste til Afghanistan med den saudiske stats viden og billigelse. Sammen med USA bevæbnede og støttede sauderne de grupper, der bekæmpede Sovjets besættelse. Den unge mujahid havde medbragt en del af familieformuen, som han brugte til at købe sig til lokal indflydelse. Da han vendte tilbage til Jeddah, opildnet af krigserfaringer og det sovjetiske nederlag, var han en anden mand, siger Turki.

»Han blev mere og mere politiseret fra omkring 1990. Han ville fordrive de sydyemenitiske marxister fra Yemen. Jeg opsøgte ham og sagde, at det var bedst, han ikke blandede sig.«

Pokeransigt

»Han havde pokeransigt,« fortsætter Turki. »Han smilte aldrig eller lavede grimasser.«

I 1992-1993 var der et stort møde i Peshawar, organiseret af den daværende pakistanske premierminister, Nawaz Sharifs, regering.

»Bin Laden havde på dette tidspunkt fundet ly hos afghanske stammeledere. Der blev opfordret til muslimsk solidaritet – til at presse den muslimske verdens ledere til at holde op med gå efter hinandens struber. Jeg så ham der. Vores øjne mødtes, men vi talte ikke sammen. Han kom ikke tilbage til Kongeriget. Han tog til Sudan, hvor han opbyggede en honningproduktion og finansierede et vejbyggeri.«

Bin Ladens politisering blev i eksilet mere intens.

»Han plejede at faxe sine analyser og synspunkter til alle. Han var meget kritisk. Der var bestræbelser fra familien på at tale ham væk fra den vej, han var slået ind på, men det glippede. Jeg tror, han var ærgerlig over, at han ikke blev taget alvorligt af regeringen.«

I 1996 var bin Laden tilbage i Afghanistan. Turki siger, at Saudi-Arabien vidste, at man stod over for et potentielt problem og ville have ham hjem. Turki fløj til Kandahar for at mødes med Talibans daværende leder, mullah Omar.

»Han sagde: ’Jeg er ikke så meget for at overtale ham – han har ydet det afghanske folk stor hjælp.’ Han sagde, at bin Laden stod under Talebans beskyttelse i overensstemmelse med islams forskrifter.«

To år senere, i september 1998, fløj Turki igen til Afghanistan. Denne gang blev han kontant afvist.

»Under det møde var han en forandret mand,« siger han om mullah Omar. »Meget mere reserveret. Han sagde: ’Hvordan kan du forfølge denne værdige mand, der har viet sit liv til at hjælpe muslimer?’«

Turki siger, at han advarede Omar om, at Talebans beskyttelse af Osama bin Laden ville ende med at skade Afghanistans befolkning.

Familiebesøg

Det sidste møde mellem Osama og familien i Kandahar fandt sted det følgende år og kom efter et amerikansk missilangreb imod en af bin Ladens baser – et hævnangreb som svar på al-Qaedas angreb på de amerikanske ambassader i Tanzania og Kenya. Det ser ud til, at hans nærmeste familie ikke havde svært ved at finde manden, som saudiske og vestlige efterretningstjenester forgæves ledte efter.

Ifølge regeringsembedsmænd i Riyadh, London og Washington D.C. var bin Laden opsat på at bruge saudiske borgere til at drive en kile ind mellem den muslimske og den vestlige civilisation.

»Der er ingen tvivl om, at han bevidst valgte saudiske borgere til 11/9-komplottet,« siger en britisk efterretningsofficer. »Han var overbevist om, at dette ville få Vesten til at falde over hans hjemland. Det lykkedes ham faktisk at fremprovokere en krig, men ikke den, han forventede.«

Turki hævder, at hans efterretningstjenester i månederne forud for 9/11 vidste, at noget bekymrende var i gære. »I sommeren 2001 gik jeg videre med vores advarsler til amerikanerne, briterne og franskmændene. Vi vidste ikke hvor, men vi vidste, at der var noget stort på vej.«

Bin Laden er stadig populær i dele af Saudi-Arabien, tilbedt af dem, der tror, ​​at han udrettede Guds arbejde. Hvor dybt det stikker, er svært at lodde. Hvad der er tilbage af hans nærmeste familie, har i mellemtiden fået lov at vende tilbage til kongeriget: Mindst to af Osamas hustruer (hvoraf den ene var med ham i Abbottabad, da han blev dræbt af amerikanske specialstyrker) og deres børn nu bor i Jeddah.

»Vi havde et godt forhold til Mohammed bin Nayef (den tidligere kronprins, red.),« siger Osamas halvbror Ahmad. »Han lod koner og børn vende tilbage.« Men selv om de har bevægelsesfrihed i Jeddah, kan de ikke forlade kongeriget.

Osamas mor slutter sig igen til samtalen. »De fleste uger taler jeg med hans harem,« siger hun. »De bor lige i nærheden.«

Jeg spørger familien om bin Ladens yngste søn, 29-årige Hamza, der menes stadig at befinde sig i Afghanistan. Sidste år blev han officielt udpeget som ’global terrorist’ af USA, og han ser ud til at søge at overtage stafetten efter sin far, dog stadig under al-Qaedas nye leder og Osamas tidligere stedfortræder, Ayman al-Zawahiri.

Søn er ny samlingsfigur

Hans onkler ryster på hovedet. »Vi troede, at alle var kommet hjem,« siger Hassan. »Og så skal vi høre på Hamza, der sværger, at han vil hævne sin far. Jeg har ikke lyst til at skulle igennem det her en gang til. Hvis Hamza stod foran mig nu, ville jeg sige til ham: ’Lad Gud lede dig. Tænk dig om to gange. Gentag ikke din faders fejl. Du er på vej ind i en forfærdelig del af din sjæl.’«

Hamza bin Ladens stigende appel som samlingsfigur kan vanskeliggøre familiens forsøg på at ryste fortiden af sig. Det kan også vanskeliggøre kronprinsens bestræbelser på at forme en ny æra, hvor bin Laden bliver fremstillet som en afviger. Og de rigide doktriner, der engang blev sanktioneret af kongeriget, legitimerer ikke længere ekstremisme. Forandringer er før forsøgt gennemført i Saudi-Arabien, men aldrig af så omfattende karakter som de nuværende.

I hvor høj grad, det vil lykkes for kronprins Mohammed bin Salman at flytte et samfund, der i den grad er blevet indoktrineret i et så kompromisløst verdensbillede, forbliver et åbent spørgsmål.

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steffen Gliese
  • Trond Meiring
  • David Zennaro
Steffen Gliese, Trond Meiring og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Niels Ivar Larsen

Hvornår blev artiklen trykt i The Guardian ??

Lovsyngningen af kronprins Mohammed bin Salman virker aldeles forældet, efter Saudiarabien startede konflikten med Canada.

Eva Schwanenflügel, Bjarne Bisgaard Jensen og Hans Larsen anbefalede denne kommentar
Matthias Smed Larsen

@Torben Lindegaard

Lovprisningen af MBS har altid været "forældet". Da han var rundt på charmetur var der masser af personer der kender til Saudisk indenrigspolitik som gjorde opmærksom på hvor grotesk han er. Hans image som moderne reformator er en facade.

Kasper Kjær, Torben Lindegaard og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Carsten Hansen

Hvad er det man siger.

"En søn kun en moder kan elske"

(+ en masse tosser selvfølgelig)

Bjarne Frederiksen, Niels Jakobs og Flemming Berger anbefalede denne kommentar

Hamza bin Laden, Osamas søn, har siden giftet sig med lederen af 9/11-terroristerne Mohammed Attas datter. Endnu en sød og kærlig Bin Laden-dreng.....eller....hold da op?