Læsetid: 7 min.

’Min stedmor, min onkel, min tante, min kusine, min nevø, min bror. De sidder alle sammen i Kinas interneringslejre’

Politisk indoktrinering når nye højder i Kinas Xinjiang-provins. Antallet af indespærrede muslimske uighurer kan være over en million, lyder det fra FN-komité
Børn leger omkring en lokal politibetjent i den gamle bydel i Kashgar, der ligger i den fjerneste vestlige del af Xinjiang-provinsen tæt ved Kirgisistan. Den lokale muslimske uighurerbefolkning bliver truet og opdraget til at opgive dets kulturelle rødder.

Børn leger omkring en lokal politibetjent i den gamle bydel i Kashgar, der ligger i den fjerneste vestlige del af Xinjiang-provinsen tæt ved Kirgisistan. Den lokale muslimske uighurerbefolkning bliver truet og opdraget til at opgive dets kulturelle rødder.

Kevin Frayer

15. august 2018

36-årige Tahir Imin har ikke hørt fra sine slægtninge siden juni sidste år. Han bor i USA, men er kinesisk statsborger opvokset i Kinas vestlige Xinjiang-provins og tilhører den hovedsageligt muslimske minoritetsgruppe uighurerne.

Ligesom tusindvis af andre uighurer uden for landets grænser aner han ikke, hvor hans familiemedlemmer hjemme i Kina befinder sig. De er forsvundet ind i interneringslejre drevet af den kinesiske stat.

»Min stedmor, min onkel, min tante, min kusine, min nevø, min bror. I alt har jeg 12 familiemedlemmer i lejrene. De er helt normale og ordinære og ikke specielt religiøse eller indflydelsesrige. De er gode og ærlige mennesker, der ingen fjender har. Det handler ikke om ideologi, men om, at den kinesiske regering har faste mål for, hvor mange fra hver landsby eller egn, der skal i lejrene. Det er helt tilfældigt. Det kan ske for alle, der ikke har kontakter, der kan beskytte dem,« siger Tahir Imin.

Hans slægtninges skæbne er tæt forbundet med det kinesiske kommunistpartis seneste forsøg på at opnå total kontrol over uighurerne og andre muslimske mindretal i Vestkina.

Lejrene er en del af partiets kampagne mod separatisme og muslimsk ekstremisme og kaldes for »transformation ved uddannelse«. De er baseret på en kinesisk tradition for politisk indoktrinering i arbejds- og genopdragelseslejre, der kan føres tilbage til folkerepublikkens tidlige år.

Antallet af lejre er skudt voldsomt i vejret over det seneste år, men hvor mange indsatte, de i dag indeholder, vides ikke med sikkerhed. Konservative skøn lyder på flere hundrede tusinder, mens et menneskerettighedspanel ved FN sidste uge vurderede, at tallet er langt højere.

Baseret på, hvad panelet beskrev som troværdige kilder, estimerede medlemmer af FN’s komité for udryddelse af racediskrimination i fredags, at én million uighurer bliver tilbageholdt i »omfattende interneringslejre omgærdet af hemmelighedskræmmeri«.

Mandag svarede Kina igen ved at benægte lejrenes eksistens.

»Der er ingen vilkårlige tilbageholdelser eller mangel på religionsfrihed. Synspunktet, at Xinjiang skulle være en slags ingenmandsland for rettigheder, går fuldstændig imod fakta,« lød det fra den kinesiske delegation.

Øjenvidner 

Hvad der sker inde bag murerne i lejrene, er baseret på øjenvidneberetninger fra forholdsvis få personer, der er sluppet ud, og som tør fortælle deres historie.

En af dem er 42-årige Omir Bekali. Til nyhedsbureauet AP har han beskrevet, hvordan han delte celle med 40 andre indsatte.

De begyndte dagen klokken halv syv om morgenen med en flaghejsningsceremoni efterfulgt af fællessange fra Kinas kommunistiske sangkatalog. Efter morgenmaden var det tid til at takke partiet og råbe slagord i kor.

Et gennemgående tema i de timelange sessioner, som det meste af dagen gik med, var fortællingen om, hvordan uighurerne var et fattigt og underudviklet folk før den kommunistiske befrielse i 1950. Men det værste var selvkritikken, fortæller Omir Bekali. Her skulle de indsatte kritisere deres egen religiøse fortid og recitere partijargon foran hinanden.

»Det psykologiske pres er enormt, når man skal kritisere sig selv, fordømme sine egne holdninger og sin egen etniske gruppe,« fortæller Omir Bekali, der kalder metoden for hjernevask.

At han i dag er fri til at kunne fortælle sin historie, skyldes sandsynligvis hans kasakhiske rødder. Xinjiang er hjemsted for halvanden million etniske kasakher, hvoraf mange driver forretning på tværs af grænsen mellem de to lande.

Omar Bekali fik kasakhisk statsborgerskab for over ti år siden og er bosat i Kasakhstan, men hans forældre er stadig i Xinjiang. Det var under et besøg hos dem, at han blev pågrebet og siden sendt til en af lejrene.

Antiradikaliseringslejre

Xinjiang breder sig over en sjettedel af Kinas samlede areal, er rig på naturressourcer og strategisk vigtigt placeret på grænsen til Centralasien, hvor olie og gas strømmer ind fra nabolandene. Regionens religiøse mindretal har altid udgjort en udfordring for Kinas ledelse.

Uighurerne udgør en befolkningsgruppe på omkring 11 millioner. Mange af dem føler sig marginaliserede og mener, at deres kultur og religion bliver undertrykt. Over årene har det ført til utallige og ofte meget blodige sammenstød.

Fra kinesisk side ser man det som et udtryk for islamistisk radikalisering og separatisme anført af fjendtlige militante grupper med base i Pakistan og Afghanistan.

Regeringen i Beijing har gjort det til en topprioritet at slå hårdt ned på enhver form for oprør i regionen, og her har de nye opdragelseslejre fået en nøglerolle.

Der har i årevis eksisteret interneringslejre, der havde til formål at antiradikalisere lokale muslimer. I begyndelsen var de fysiske rammer eksisterende detentionscentre. Da de var fyldte, begyndte byggeriet af nye faciliteter med høje mure, pigtråd og bevæbnede vagter.

Graden af overvågning og kontrol med Xinjiangs borgere er øget markant, efter provinsen fik ny partisekretær for to år siden. Han hedder Chen Quanguo og kom fra en lignende stilling i Tibet. Siden er milliarder blevet brugt på overvågningsudstyr, sikkerhedscheckpoints, internetkontrol, på at udbygge regionens politistyrke – og at sende folk i politiske opdragelseslejre.

Der skal ikke meget til for at havne i en af lejrene.

Det kan være handlinger af religiøs karakter som at gå i moskeen for ofte, have indhold liggende på sin mobiltelefon, der ikke er sanktioneret af myndighederne, eller at besøge forbudte hjemmesider. Det kan også være helt andre årsager som at ringe til slægtninge i udlandet eller at have opholdt sig i længere tid i udlandet.

Størstedelen af de indsatte stammer fra den sydlige del af Xinjiang, hvor koncentrationen af uighurer er højest. Uighurer bosat i andre dele af Kina eller i udlandet er siden sidste år blevet beordret hjem til deres hjemby. De fleste er siden endt i interneringslejrene.

»Alle er væk«

Den amerikanske forsker Gene Bunin har i de sidste mange år studeret uighurernes sprog både i Xinjiang og i resten af Kina. På feltstudier i løbet af det sidste halvanden år har han observeret resultaterne af den igangværende kampagne.

Af frygt for mulige repressalier tør de færreste uighurer i dag tale med udlændinge. At nævne lejrene bliver anset som direkte farligt. I stedet italesætter uighurerne det mere indirekte, når venner, bekendte eller kolleger forsvinder, forklarer Gene Bunin.

På uighursk betyder yoc, at nogen eller noget er væk. Sætningen adem yoc kan oversættes til »alle er væk« og er en udtalelse, der bliver nævnt igen og igen.

I Xinjiang har han gjort det til en regel ikke at tale med nogen i mere end fem minutter ad gangen for ikke at bringe andre i fare. Det er heller ikke nødvendigt for at fornemme situationens alvor.

»Man kan føle depressionen og frygten og manglen på ægte glæde. Der er den her horrible dysterhed, hvilket står i kontrast til de kinesiske turister, der går rundt og smiler og er glade. Når man ved, hvad der finder sted med forsvindingerne og lejrene, er det svært at se på. For mig fik det konsekvenser i form af paniksymptomer. Det påvirkede mig stærkt rent psykisk,« siger Gene Bunin.

Går efter eliten

Den igangværende kampagne kan deles op i to, mener Rune Steenberg, der er antropolog ved Københavns Universitet med speciale i uigurerne. Den ene del handler om lejrene og bunder i et ønske om at tvinge den brede befolkning til at indordne sig. Den anden del er målrettet eliten blandt uighurerne.

»Hvis man er uighur og har klaret sig godt og er kommet højt op i samfundet, så bliver man fældet af den her kampagne,« siger han og nævner forskeren Rahile Dawut som eksempel.

Både blandt kinesiske kolleger og i udlandet er hun anerkendt som en førende ekspert i uighurernes kultur og traditioner. Hun forsvandt tilbage i december. Men i modsætning til de mange indsatte i lejrene blev den 52-årige forsker stillet for en dommer og idømt en lang fængselsstraf.

»Det er enormt trist, for der er ganske mange som Rahile Dawut, der er enormt velintegrerede og overhovedet ikke fjendtligsindede over for kineserne. De har endda tilgivet regeringen alle de skrækkelige ting, den allerede har gjort mod uighurerne, og som gerne ville være en del af det moderne kinesiske samfund. Nu sidder hun i fængsel de næste ti år,« siger Rune Steenberg.

Han vurderer, at den uighurske elite risikerer at blive udryddet, og at uighurerne som folk kommer til at indtage en plads som den absolutte bund i det kinesiske samfund.

Tahir Imin har opgivet at vende tilbage til Xinjiang og har i stedet søgt om asyl i USA. Han frygter, at uighurernes sprog, kultur og historie er ved at blive udvisket af en blanding af propaganda, tvangsuddannelse og forbud.

»Den kinesiske ledelse ønsker at gøre uighurerne 100 procent kinesiske og få dem til at gå i det samme tøj, tale det samme sprog, tage de samme uddannelser og have den samme livsstil. På alle tænkelige måder. Målet er at udrydde uighurernes nationale selvforståelse. Og hvorfor skulle de ikke lykkes? Alle vores unge under 18 har ikke de tidligere generationers viden om vores historie. De ved ikke, at vi har været en uafhængig nation, der først blev besat af Kommunistpartiet i 1949.«

I Urumqi er selv gadehandlen opdelt mellem han-kinesere og uighurer. Alle skal igennem sikkerhedstjek for at komme ind på det han-kinesiske marked. Omvendt er der fri adgang på bazaren, hvor byens uighurer handler ind.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Randi Christiansen
  • David Zennaro
Eva Schwanenflügel, Randi Christiansen og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Randi Christiansen

Den monokulturelle tankegang breder sig. Gid kineserne ville forstå, hvor ødelæggende den er - også for dem selv. Kina ville uden tvivl kunne klare sig udmærket uden at behøve at undertrykke tibet og uighurerne.

Desværre har den imperalistiske praksis så længe været en slange ved verdenssamfundets bryst. Mere eller mindre skjulte interventioner og magtovertagelser af suveræne stater hærger og kan også tilskrives andre stormagter end kina. Dette indskrænkede livssyn gøder jorden for vores undergang.

Bjarne Bisgaard Jensen, Torben K L Jensen, Eva Schwanenflügel og Svend Erik Sokkelund anbefalede denne kommentar
Svend Erik Sokkelund

Diktatorer forstår kun magtens sprog; kontrol, frygt, undertrykkelse & vold. De forstår åbenbart ikke rigdommen i den kulturelle mangfoldighed.

Bjarne Bisgaard Jensen, Torben K L Jensen, Eva Schwanenflügel og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Jørgen Wind-Willassen

Der er vist ret mange gode grunde til at have et vågent øje med muslimske separatister.
Måske er det blot rettidig omhu.
Nabolandenes ragnarok skræmmer.
Kulturel mangfoldighed -ja tak - men det er vist ikke kultur at sprede død og ødelæggelse.

Anders Olesen

Jørgen Wind-Willassen, skal din kommentar forståes således, at du mener, det er i orden at undertrykke præventivt på baggrund af religion? Det lyder ret uhyrligt i mine ører.

@Jørgen

Jamen du må være ekspert på forholdene, ”enlighten” os endelig…
”Terror”kortet er efterhånden ret slidt, skal vi ikke hellere belyse den kinesiske stats undertrykkelse og voldelige forsøg på at ændre demografi og kultur i Xinjiang, som årsag til urolighederne?

Randi Christiansen

Kina - too big to nail - vestens egen imperialistiske, grådige, udbyttende, selviske, intervenerende adfærd og paranoide militære oprustning rammer os lige i nakken - kan ikke pege ad nogen uden at fremstå totalt hyklerisk. Hvad er der blevet af fredsaktivismen?