Læsetid: 11 min.

»Sverige er i splid med sig selv«

En uge med bilbrande har sat yderligere i gang i debatten om det svenske valgs vigtigste tema: udlændingepolitikken. Alligevel er det trods politikernes omfattende stramninger lykkedes aktivister at få politikerne til at give amnesti til unge, uledsagede flygtninge og splitte den borgerlige blok. Det viser, at mange svenskere har svært ved at opgive billedet af sig selv som åbne og tolerante
Sibghataullha Amini er en af de unge afghanske flygtninge, der har fået afslag på asyl og nu som tusindvis af andre uregistrerede lever i en gråzone i det svenske samfund. Politikerne har imidlertid besluttet at give en betinget amnesti til 9.000 uledsagede flygtningebørn- og unge. Men om det bliver Aminis mulighed for at blive i Sverige er dog langtfra sikkert.

Sibghataullha Amini er en af de unge afghanske flygtninge, der har fået afslag på asyl og nu som tusindvis af andre uregistrerede lever i en gråzone i det svenske samfund. Politikerne har imidlertid besluttet at give en betinget amnesti til 9.000 uledsagede flygtningebørn- og unge. Men om det bliver Aminis mulighed for at blive i Sverige er dog langtfra sikkert.

Peter Nygaard Christensen

18. august 2018

Røntgenbillederne af Sibghataullha Aminis knæ viste, at han var under 18 år. Men billederne af hans tænder bestemte hans skæbne. De svenske asylmyndigheder mente, at tandsættet afslørede, at han var over 18 år, og så fik den uledsagede flygtningedreng fra Afghanistan afslag på asyl.

»De tog mig med ind i en bus og tog billeder af mine knæ. Det var lidt ligesom menneskesmuglerne. Men bagefter sagde de til mig, at de havde bestemt, at jeg var over 18. Jeg har dog to gange endnu til at prøve at få genoptaget min asylsag,« siger Sibghataullha Amini, der sammen med de 35.369 uledsagede flygtningebørn, som kom til Sverige under flygtningekrisen i 2015, er blevet et af den svenske valgkamps hedeste emner.

Indvandring topper vælgernes liste over vigtige spørgsmål. De store partier har fremlagt nye forslag til stramninger, og efter 80 bilafbrændinger på bare én nat i den forgangne uge er debatten om indvandrere i udsatte boligområder, hvor mange af bilafbrandingerne foregik, intensiveret. 

Sibghataullha Amini er en del af det svenske skyggesamfund. Han er afvist og har ingen papirer. Tusindvis lever som ham i de udsatte boligområder, som nu er på alles læber efter bilafbrandingerne. Og det til trods for, at politiet endnu ikke har afsløret de anholdtes etnicitet. 

I skyggesamfundet arbejder man sort og betaler sort for at få et sted at bo. Udlændingemyndighederne anslog i 2010, at der opholdt sig mellem 10.000 og 35.000 såkaldt papirløse personer i Sverige – heriblandt 2-3.000 børn. Antallet af personer, der har fået afslag på asyl, forventes at komme op på godt 12.000 i 2018.

»Det er ikke noget alternativ for mig at rejse tilbage. Jeg ved ikke, hvad min familie og min landsby vil sige, hvis jeg vendte tilbage. Jeg vil hellere prøve at komme til et andet land, for eksempel Tyskland, Danmark eller Frankrig, hvis jeg ikke kan blive her,« fortæller Sibghataullha Amini på hakkende svensk over en kop te på en café på Linköpings hovedstrøg.

I begyndelsen boede Sibghataullha Amini på et asylcenter for uledsagede flygtningebørn. Men de seneste måneder har han boet hos forskellige venner. For tiden i Linköping, Sveriges femtestørste by. Derfor kan vi ikke komme hjem og besøge ham, siger den unge afghaner, der ligesom de fleste unge jævnaldrene er klædt i stramme jeans, hættetrøje og sneakers.

Han siger, at han var 17 år, da han kom til Sverige. Men i Sverige er man begyndt at tale om voksne mænd med begyndende grå hår og rynker omkring øjnene, der kalder sig flygtningebørn, og som i virkeligheden burde sendes tilbage til Afghanistan. Andre forsøger at holde fast i de humanitære værdier, som har kendetegnet landet indtil flygtningekrisen i 2015. De taler om medmenneskelighed og frygten for, at unge afghanere bliver sendt tilbage til død eller forfølgelse i deres hjemland.

Og derfor kan selv Sibghataullha Aminis tøj blive et spørgsmål om troværdighed, efter de svenske asylmyndigheder i 2017 indførte en metode til medicinsk aldersbedømmelse af led og tænder som en del af deres vurderinger af, hvem der skal have asyl i Sverige.

Gråzone

Sibghataullha Amini er bange for at skabe for meget opmærksomhed i det svenske skyggesamfund, han er havnet i. For på den ene side har Sibghataullha Amini lov til at gå i skole og modtage lægehjælp. Og han modtager nogle få tusinde svenske kroner hver måned til mad, bolig og andre fornødenheder. Men han er også papirløs, og de store svenske partier signalerer, at de helst vil af med hans slags.

Det problem er bare ikke så nemt at løse i Sverige.

»Sverige forsøger at føre en stram udlændingepolitik. Men det er som om, at de ikke tør hive plastret af i en hurtig bevægelse og sende de uledsagede, der har fået afslag, hjem. Sverige er i splid med sig selv,« siger Mustafa Panshiri, der kom med sin familie til Sverige fra Afghanistan, da han var 11 år.

Mustafa Panshiri har gennem sit arbejde som politimand i Linköping mødt mange andre som Sibghataullha Amini. Det fik ham til at sige sit job op for at lave sit eget konsulentfirma, der arbejder med integration. Senest har han sammen med aktivisten og forfatteren Jens Ganman skrevet bogen Det lilla land som kunde, hvor de bl.a. stiller spørgsmålet, hvorvidt Sverige er verdens bedste eller dårligste til integration.

Med billedet af plastret henviser Panshiri til den amnesti til 9.000 uledsagede flygtningebørn et flertal af partierne i Riksdagen vedtog i forsommeren, fordi sagsbehandlingstiden hos de svenske asylmyndigheder, Migrationsverket, var trukket ud i månedsvis, og de uledsagede flygtningebørn derfor nåede at blive 18 år, inden deres sag kunne behandles. Med loven ønsker partierne at give de unge en chance til for at få prøvet deres sag igen.

De to store svenske partier, konservative Moderaterna og Socialdemokraterna, er ellers fulgt i kølvandet på det indvandrerkritiske parti Sverigedemokraterna og har fremlagt forslag til nye udlændingepolitiske stramninger efter dem, der blev indført under flygtningekrisen. Antallet af migranter, der søger asyl i Sverige, er siden rekordåret i 2015 faldet betydeligt. Men amnestien viser, at den tidligere humanistiske stormagt ikke er klar til at hive plastret af i en hurtig og konsekvent bevægelse, mener Mustafa Panshiri.

Sibghataullha Amini.

Peter Nygaard Christensen

Aktivistisk sejr

Sådan ser Sveriges undervisningsminister, Gustav Fridolin fra Miljöpartiet de Grønne, der i fire år har dannet regering med Socialdemokraterna, imidlertid ikke på det.

I april sendte han en SMS til Fatemeh Khavari, en ung afghansk kvinde, der sammen med tusindvis af andre afghanske flygtninge og svenske aktivister havde demonstreret på Medborgarplatsen i Stockholm i månedsvis under parolen: »Stop udvisninger til Afghanistan.«

Det borgerlige Centerpartiet havde netop meddelt, at de ville stemme for regeringens lovforslag om amnestien, og dermed splittede partiet den borgerlige Alliance i udlændingespørgsmålet, der er blevet et af valgets vigtigste. Fridolin ville ifølge den svenske avis Expressen takke Fatemeh Khavari for hendes engagement og lederskab, som ministeren var »dybt imponeret« over.

»Politik behøver mennesker som brænder. Jeg forsøger at holde kontakt med unge mennesker, som en dag måske kommer til at bestemme over os. Med den drivkraft Fatemeh har, kan vi ikke udelukke, at hun en dag måske bliver statsminiser eller FN’s generalsekretær,« sagde han ifølge avisen.

Den sit down-strejke Fatemeh Khavari havde stillet sig i spidsen for, gav spørgsmålet om de uledsagede flygtningebørns skæbne gennemslagskraft i medierne og har tiltrukket tusindvis af svenskere, som ønsker at markere, at de ikke bakker op om den opbremsning, de store partier har foretaget i Sverige.

En af dem er 76-årige Ingrid Eckerman, der dannede facebookgruppen Stop udvisninger af afghanske unge, der hurtigt fik 20.000 medlemmer.

»Det er ganske fantastisk, hvor mange mennesker der er engagerede. At regeringen komplicerer tingene, gør bare at endnu flere bliver engagerede. Modstanden vokser. Der var nogen, som sagde til mig: Det her den største bevægelse siden antiatomkraft-bevægelsen i 1980’erne. Det passer nok,« sagde hun til avisen Expressen.

Den 7. juni vedtog Riksdagen amnestien, som 54 procent af svenskerne ifølge en meningsmåling foretaget af Demoskop synes er »dårlig«. Expressen har efterfølgende lavet en afdækning af, hvem de 9.000 uledsagede flygtningebørn er. 99,4 procent er mænd. Ingen havde gyldigt ID, da de kom til Sverige. 49 procent har lige som Sibghataullha Amini selv opgivet, at de har boet i Iran i mindst et år, før de flygtede videre til Sverige. 78 procent har ifølge avisen allerede fået deres alder opskrevet til 18 år af Migrationsverket.

I Danmark fastholder regeringen og Socialdemokratiet, at cirka 90 børn af afviste asylansøgere og deres familier skal være anbragt på ubestemt tid på Udrejsecenter Sjælsmark under stærke begrænsninger.

Men i Sverige har humanismen igen vundet over Socialdemokraternas og de borgerliges forsøg på at stramme udlændingepolitikken helt til, noterer den politiske kommentator ved Expressen, Torbjörn Nilsson.

Deres banemand hedder Gustav Fridolin. Atter engang, noterer Nilsson. I 2005 lavede den dengang 22-årige Fridolin samme politiske manøvre og fik indført en amnesti.

Den socialdemokratiske statsminister hed på det tidspunkt Göran Persson. Han var ikke meget for den unge miljøpartists forslag om at hjælpe de »apatiske flygtningebørn«, som blev beskyldt for at manipulere sig til opholdstilladelse.

Persson frygtede, at vælgerne ville flygte til højre. Men Persson måtte give op. I 2005 tillod han at flygtninge, der levede under jorden, skulle have en ny chance – en amnesti. Og den »jernring«, som de to partier havde arbejdet på at smede for at nedbringe antallet af migranter og flygtninge, blev brudt.

»Hvis man vil forstå, hvad der foregår for tiden i svensk migrationspolitik, må man fordybe sig i den jernring, hvordan den smedes og hvilke reaktioner, den medfører,« forklarer Torbjörn Nilsson.

Det var nemlig først da den indvandringspositive Frederik Reinfeldt fra Nya Moderaterna blev statsminister, at Sverige begyndte at føre ’de åbne hjerters politik’. Dels mente Reinfeldt, at Sveriges arbejdsmarked behøvede arbejdskraft. Dels havde Reinfeldt brug for de indvandringsliberale miljøpartisters støtte for at kunne danne regering.

I det klima er en hel generation unge politikere vokset op. Også blandt socialdemokraterne. Og langt fra alle i det socialdemokratiske bagland er enige i partiets udlændingestramninger. Dermed er den nuværende statsminister Stefan Löfven (S) blevet stillet over for valget, om han vil splitte sit parti i indvandringsspørgsmålet, mener Torbjörn Nilsson.

»Vil du møde vælgerne, mens 9.000 mennesker udvises af Sverige,« er der blevet spurgt.

Og så længe der er kaos i svensk politik, og de politiske blokke ikke er stabile, konkluderer Torbjörn Nilsson med henvisning til Centerpartiets enegang i det borgerlige Alliancen, er det svært at smede en hård jernring i udlændingepolitikken.

Risikoen med en amnesti, som Göran Persson sagde i 2005, er, at den udløser krav om en ny.

20-årige Ehsan Hosejni (yderst th.) spiller sammen med andre afghanske flygtningeunge med i »Den lilla pojken med papperslappen« i medborgerhuset i Linköping. Ehsan Hosejni kom alene til Sverige. Han tilhører den forfulgte befolkningsgruppe hazaraerne i Afghanistan og har fået asyl i Sverige. I dag er han i gang med en uddannelse på byens gymnasium.

Peter Nygaard Christensen

Svensk godhed

Mustafa Panshiri er på linje med den gamle socialdemokrat. Han er som uddannet politimand nødt til at insistere på at love, der først er vedtaget, skal holdes, forklarer han. Amnestier går imod det princip.

»Hvad skal jeg sige til unge mænd som Sibghataullha. De tror, at bare de opfører sig ordentligt og går i skole, får de lov at blive. Jeg er jo nødt til at sige til Sibghataullha, at sådan hænger det ikke nødvendigvis sammen. For amnestien kommer jo ikke til at gælde alle, og meget få unge afghanere har gennemført en gymnasieuddannelse, viser tallene,« siger Mustafa Panshiri.

Det er de unge afghaneres overlevelsesinstinkt, der er har bragt dem til Sverige. Han ville selv have forsøgt det samme, siger Mustafa Panshiri. Hans familie havde også drømmen om Europa. Men da de kom i 1990’erne, havde Sverige ikke taget så mange indvandrere og flygtninge. Derfor var det nemmere at blive integreret.

»Nu bliver de her børn og unge fanget i midten af en politisk strid. Det er dem, der må tage al balladen. De ved ikke, om de er købt eller solgt. De mødes af højreekstremister, der demonstrerer imod dem, mens svenske aktivister tager dem som gidsler i deres egen sag. Svenskerne vil have, at andre skal tænke om Sverige, at vi er et åbent og tolerant land. Det er den svenske mentalitet, og det ligger meget dybt,« siger Mustafa Panshiri, der i sin bog har en beskrivelse af et ældre svensk ægtepar, der huser et af de uledsagede flygtningebørn. Panshiri er ikke i tvivl om, at drengen er en mand oppe i 30’erne. Men det ældre ægtepar er så opfyldt at deres egen godhed, at de ikke vil indse, at drengen er en mand, hedder det i Panshiris udlægning.

Et eksempel på den svenske godhed oplever vi senere, da vi bliver inviteret til teaterforestilling i Linköpings kunst- og kulturhus. En af de første afghanske unge, Mustafa Panshiri mødte i sit arbejde som politimand, hedder Ehsan Hosejni og spiller med i stykket Den lilla pojken med papperslappen.

Ehsan Hosejni kom også alene til Sverige. Han tilhører den forfulgte befolkningsgruppe hazaraerne i Afghanistan, og fik asyl i Sverige. I dag er den 20-årige unge mand i gang med en uddannelse på byens gymnasium.

Tilskuerne til stykket, som udelukkende spilles af afghanske flygtninge, er en blanding af ældre svenskere med gråt hår og rygsæk og yngre studerende med piercinger og rastahår.

»Det er et stykke af Sverige, der er meget tiltalende. Godhedsignalering kalder jeg det, selv om jeg ikke kan lide det ord. For det er jo sødt, men det er også dumt,« siger Panshiri, da der bliver klappet efter det 30 minutter lange stykke, hvor musik, skuespil og få ord på det afghanske sprog dari, har udgjort fortællingen.

Debatten om debatten

Uden for kulturhuset ligger et lille torv, hvor den svenske valgkamp er godt i gang. I den lokale afdeling af Centerpartiet holder en ti-15 mennesker valgmøde. Vinduet ind til lokalerne fyldes af et kæmpe billede af formanden, Anni Lööf, der tidligere har ment, at der ikke var grænser for, hvor mange migranter Sverige kunne tage. Nu fører hun valgkamp på en amnesti.

»Fremad. Lokalproduceret politik,« står der med store bogstaver på valgplakaten.

På vej hen over pladsen afspiller Mustafa Panshiri en lille bid af et radioprogram, som blev sendt live tidligere på dagen i Sveriges Radio. Det er Jens Ganman, som han har skrevet bogen sammen med, der er i studiet. Men interviewet bliver kun to minutter langt. Så stopper udsendelsen pludselig, og Ganman bliver fysisk hevet ud af studiet. Han ville nemlig slet ikke tale om bogen, men forlanger i stedet at få svar på, hvorfor et tidligere interview med Ganman og Panshiri optaget af Sveriges Radio ikke er blevet sendt. Det vil journalisten ikke svare på. Han spørger Ganman tre gange, hver gang mere hidsigt, om han vil interviewes om sin bog, hvilket Ganman nægter. Ifølge Ganman skyldes skrotningen af det første interview, at journalisten ikke gik hårdt nok til bogen, der er kritisk over for svensk integrationspolitik.

»Sådan er det i Sverige. Det kommer ofte til at handle om debatten om debatten. Aldrig om substansen. Og om hvordan vi får en bedre integration,« siger Mustafa Panshiri.

Da det er blevet sen aften, har unge studenter samlet sig i Linköping på åbne barer på byens centrale torv. Ved et bord sidder en gruppe piger, og de synes også, det er svært med indvandrerdebatten.

»Man risikerer at blive sat i bås, hvis man udtrykker nogle holdninger om udlændinge,« siger en af dem. Lidt væk sidder en anden gruppe unge fra Åtvidaberg, en by lidt syd for Linköping. De forstår godt, at deres unge afghanske jævnaldrene vil blive i Sverige. Men flygtningene kender ikke nok til reglerne i Sverige, mener de.

»Det er jo ikke deres skyld. De har andre traditioner og her er mange uskrevne regler,« siger en af de unge, Ivan Markovic, mens pigerne fortæller om en venindes søster, som blev omringet af en gruppe unge uledsagede flygtninge og tvunget til at tage stoffer. Det er lidt svært at få styr på den historie.

»Men det handler jo om, at vi er feminister her i Sverige,« fastslår en af pigerne i gruppen, Stina Nilsson.

»Sveriges integrationspolitik er som en fodboldkamp, hvor ingen har fortalt den nye spiller, at der er noget, der hedder off-side. Og når dommen falder over den nye spiller, siger han: ’Jeg kendte ikke reglerne, ingen fortalte mig om dem’. Vi er nødt til at være meget tydelige i svensk integrationspolitik i stedet for bare at sige, at mangfoldighed er godt,« siger Mustafa Panshiri.

Peter Nygaard Christensen

Serie

Valg i Sverige

Sverige er et radikalt politisk eksperiment, hvor multikultur, statsfeminisme og hyperindividualisme er et ideal for nogle, men et skræmmebillede for andre. Sverige er også et land, hvor en polariserende kulturkamp er på sit højeste, og Riksdagsvalget den 9. september bliver en afgørende test på, hvilket land Sverige vil være i fremtiden. Information undersøger eksperimentet og de idealistiske svenskere i en ny serie op til valgdagen.

Seneste artikler

  • På den svenske valgdag flyttede vi til byen, hvor hele Sverige bor

    15. september 2018
    Der ligger 89 steder i Sverige, der hedder Fagerhult. På den svenske valgdag flyttede Information til én af dem og mødte drømme om jordskredsvalg, en klimaprædikant og en motorgal makker på en crosser
  • Sverigedemokraterna gled i deres egen jordskredssejr

    13. september 2018
    At den forventede og meget omtalte jordskredssejr til Sverigedemokraterna udeblev, har også en mindre omtalt årsag. Meningsmålingerne overvurderede partiet voldsomt, og var med til at gøre det, der er en klar sejr, til en lunken fornøjelse
  • Svensk historiker: Valget kræver, at de svenske politikere viser mod og tænker nyt

    11. september 2018
    Flygtningekrisen, bilafbrændinger og en valgkamp, der mest handlede om indvandring, sikrede ikke Sverigedemokraterna den jordskredssejr, mange havde spået. Grunden er, at kun få svenskere ønsker sig en så stram indvandringspolitik, at Sverige ikke kan konkurrere i den åbne, globale økonomi, vurderer den svenske historiker Lars Trägårdh
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ingemaje lange
  • Eva Schwanenflügel
  • Hans Aagaard
  • Kim Folke Knudsen
  • David Zennaro
ingemaje lange, Eva Schwanenflügel, Hans Aagaard, Kim Folke Knudsen og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Brøndum

Hvad er det der forhindrer Sibghataullha Aminis i at tage til Afghanistan og slås for ordentlige forhold i sit eget land?

Kim Houmøller, Georg Kallehauge, Hans Aagaard, Erik Jakobsen og Kim Folke Knudsen anbefalede denne kommentar
Kim Folke Knudsen

Kære Henrik Brøndum

Enig i dit standpunkt. Man skal ikke kunne lyve sig til asyl ved at lade som om, at du er under 18 år.

Men bemærk dillemaet vi skal leve med ved udvisningen af den unge mand fra Afghanistan.

»Det er ikke noget alternativ for mig at rejse tilbage. Jeg ved ikke, hvad min familie og min landsby vil sige, hvis jeg vendte tilbage. Jeg vil hellere prøve at komme til et andet land, for eksempel Tyskland, Danmark eller Frankrig, hvis jeg ikke kan blive her,« fortæller Sibghataullha Amini på hakkende svensk over en kop te på en café på Linköpings hovedstrøg. Citat slut.

Det valg må vi så leve med mener jeg. Ret skal være ret og asyl skal søges på et sandfærdigt grundlag.

Den danske dækning af den svenske valgkamp virker nærmest som om Danmark og danskerne skal retfærdiggøres sig selv og vores restriktive udlændingepolitik. Der er ingen oprigtig interesse for at dykke ned i de svenske partiers debat og se på nuancerne. Det smitter også af på den iøvrigt gode artikel her, hvor hovedkilden er en politisk kommentator Torbjörn Nilsson ved Expressen. Som om Expressen og en politisk kommentator alene var et sandhedsvidne i Sverige ?. Kan danske journalister ikke finde ud af at tage hinsidas og opsøge forskellige kilder i Sverige ? altså leve med svenskerne for at blive kloge på, hvad der er så anderledes end her i det konforme Danmark, hvor vi for længst har lukket af for alt syd for Middelhavet.

Den danske dækning af den svenske valgkamp afslører, hvor forskellige vi er Danmark og Sverige, danskerne og svenskerne.

Følg med i vores Grannlands valgkamp også i spørgsmål, som ikke handler om Integration.

https://sverigesradio.se/sida/gruppsida.aspx?programid=4657&grupp=24115

Henrik Brøndum

Kære Kim Folke Knudsen

Jeg tror nu ikke afghanere er mere hjerteløse end alle andre folkeslag, vil en familie eller en landsby ikke tilgive en ung mand en bommert, måske ikke i dag så i morgen?

Kim Folke Knudsen

Kære Henrik Brøndum

Ja jeg er helt enig med dig. Den unge mand bliver ikke modtaget hjemme med en lukket dør. Det tror jeg ikke vil ske. Han skal nok falde til i det hjemland, som han kommer fra.

Eva Schwanenflügel

@ Henrik Brøndum og Kim Folke Knudsen

Der findes mangfoldige skæbner hos de afghanske flygtninge. En af dem er fx denne :
"Ehsan Hosejni kom også alene til Sverige. Han tilhører den forfulgte befolkningsgruppe hazaraerne i Afghanistan, og fik asyl i Sverige."

Udover at der er ildesete og forfulgte mindretal i Afghanistan, som lever fra hånden til munden i illegale lejre udenfor byerne, hvor de hvert sekund risikerer at blive overfaldet, bestjålet, voldtaget eller dræbt, er Afghanistan et klan-samfund.
Over 70% af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen.
Her er du intet uden en familie med en patriark i spidsen, der sørger for din sikkerhed.
Er du af en eller anden grund blevet sparket ud eller truet med æresdrab, er der ingen kære mor længere.
Du kan ikke vende tilbage til landet, for det første du bliver spurgt om i lufthavnen er : "Hvem er din familie". Alle kender alle.
Og din familie vil slå dig ihjel ved stening uden at tøve et sekund, hvis du har vanæret dem.
For eksempel ved at nægte at gifte dig med én, din far har udpeget til dig.
Du kan ikke gemme dig eller forsvinde nogen steder.
Alle byer, landsbyer, ørkenområder og bjerge er kontrolleret af en klan-leder eller af taliban.

Og afghanerne vil slet ikke have flygtningene retur. Medmindre de da kompenseres i stor stil økonomisk. Men en regering kan jo ikke gå med til at betale korrupte krigsherrer for at komme af med sine flygtninge..

Problemet er stort, for de afghanske flygtninge har brændt alle broer, da de forlod landet.
Nogle var tvunget, idet de var truet på livet.
Men for de der måtte vende tilbage ved tvangsudsendelser, er der kun et kort liv med den visse død i sigte.
Det er derfor, de afghanske flygtninge finder sig i de "umenneskelige forhold" (Inger Støjbergs egne ord), på udrejsecenter Sjælsmark.
Og derfor de afghanske flygtninge i Sverige ligeledes er desperate.

Peter Beck-Lauritzen, Karsten Aaen, Kim Folke Knudsen, Ole Frank, Christel Gruner-Olesen, Steffen Gliese og Rikke Nielsen anbefalede denne kommentar
Henrik Brøndum

@Eva Schwanenflügel

Så må flygtningene jo slå sig sammen og kæmpe for deres rettigheder i Afghanistan, de kan starte med at lave deres egen klan.

Rikke Nielsen

Jeg tror nogle danskeres behov for at sammenligne sig med svenskerne beror sig på skam; et behov for at finde en ydre undskyldning for, at de skammer sig over det, de er blevet. Og det synes jeg egentlig er positivt ift. alternativet, hvor der er lukket helt ned for evnen til selvrefleksion og følelse - for
når vi når dertil, er vi virkelig fucked.

Ole Frank, Steffen Gliese og Hans Larsen anbefalede denne kommentar

"Jeg tror nogle danskeres behov for at sammenligne sig med svenskerne beror sig på skam; et behov for at finde en ydre undskyldning for, at de skammer sig over det"

Jeg synes virkeligt at det er synd for dem at de har behov for at føle skam. Heldigvis er det ikke os alle der har det behov.

Michael Boe, Hans Aagaard og Georg Kallehauge anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

@ Henrik Brøndum
18. august, 2018 - 14:21:
"Så må flygtningene jo slå sig sammen og kæmpe for deres rettigheder i Afghanistan, de kan starte med at lave deres egen klan."

Rejs du selv til Afghanistan og lav en højskole, Henrik.
Hvor svært kan det være at civilisere barbarerne ?!?

Peter Beck-Lauritzen, David Joelsen, Kim Folke Knudsen, Ole Frank, Rikke Nielsen, Christel Gruner-Olesen og Hans Larsen anbefalede denne kommentar
Carsten Hansen

Har folk ikke tit skrevet at Afghanerne selv skal klare deres problemer ?
Vesten skal i hvert fald ikke blande sig.

Så nytter det ikke at man samtidig mener at folk skal flygte derfra; Så løser man jo ingen problemer.

Eller forstiller man sig at de har ressourcerne skal flygte fra afghanistan og samtidig skal Vesten sende penge og eksperter ned til barbarerne ?

Der findes ingen lette løsninger; Hverken åbne porte for alle, eller naive forestillinger om at penge til det korrupte styre i Kabul vil løse noget.

CH det samme kunne man sige om de jødiske flygtninge fra Østereuropa og Tyskland. Hvilket man jo også gjorde i udstrakt grad.

Kim Folke Knudsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Carsten Hansen

Folk der flygter fra sindsyge regimer så som teokratier, har min fulde forståelse.
Jeg ville gøre det samme.

Afghanistan har været i kaos stort set siden 1919 hvor landet opnåede selvstændighed. Under Talibans terrorregime, hvor sportstadions kun blev brugt til steninger og andre former for henrettelser, hvor kvinder blev fornægtet alt og tvunget i Burka, var det et rent helvede.

Så intervenere Vesten efter 9/11,, hvilket medførte enorm kritik. Afghanerne skal selv have lov til at løse deres problemer, blev der naivt sagt.

Afghanerne flygter stadig da religiøse galninge og korrupte klanledere styrer med hård hånd.
Det med at de selv kan løse problemerne tror ikke mange på mere.

Men skulle man stadig tro på at"barbarerne" vil afgive magten, så dur det ikke at modtage de ressourcestærke afghanere i Vesten.

Rikke Nielsen

@ Henrik Brøndum
18. august, 2018 - 14:21:
"Så må flygtningene jo slå sig sammen og kæmpe for deres rettigheder i Afghanistan, de kan starte med at lave deres egen klan."

Naiviteten i din udtalelse minder mig om Marie Antoinettes påståede udtalelse om, at folket jo bare kan spise kage, når nu de mangler brød.

Ole Frank, Eva Schwanenflügel og Jens Erik Starup anbefalede denne kommentar
Carsten Hansen

Rikke Nielsen.

Betyder det så at du har opgivet håbet for Afghanistan ?
At Vesten skal optage alle de afghanere der har ressourcerne til at kæmpe sig vej hertil ?

Kim Folke Knudsen

Kære Eva

19 August 2018 kl 14:08

Tak for at du deler din omfangsrige information om de unge afghanske drenge og piger, som kommer til Europa som uledsagede flygtningebørn.

Jeg anfægter ikke din viden og troværdigheden af denne.

Men et eller andet sted er vi nød til at have asylregler i det her land. Hvis vi vælger at give alle ophold af humanitære hensyn, så går der ikke lang tid inden DF og Nye Borgerlige har over 40% af stemmerne måske absolut flertal.

Se lige syd for grænsen, hvor AFD nu for alvor er ved at få vinde i sejlene og hvis de kommer til magten, så ser Forbundsrepublikken Tyskland ikke ud som det demokrati der er nu fra 1949-2018.

Se til Sverige hvor den nyttige danske presse jubler over Sverigesdemokraternes fremgang. De kan næsten ikke få hænderne ned i bare vild jubel over, at nu ser Sverige ud til at lære af LEX DANMARK. Bare luk hele landet af for alle udlændinge og sørg for at udskamme dem, så de resterende af sig selv rejser hjem, hvis de kan rejse hjem og hvor er hjem, når du har brune øjne palæstinensiske forældre og er født i Danmark.

Ethvert parti er nød til at tage bestik af denne udvikling og på en eller anden måde skabe sikkerhed for at landets befolkning ikke føler sig overladt til en ukontrolleret og ureguleret strøm af fremmede, som med mere og mindre tydeligt asylgrundlag ønsker at tage ophold her i landet.

Det er en balancegang, som optager alle i det her land borgere og partier. Det er det som vi strides om i de her spalter. Er Socialdemokraterne gået for vidt med deres åbning overfor DF i denne sag ?

Det Radikale Venstre støtter ikke uhæmmet indvandring og ureguleret asyltilstrømning, men vi vil gerne have renset asylpolitikken for de mest nedrige og nedværdigende forslag, som kun har et formål at skræmme andre mennesker væk fra Danmark for bestandig.

Derfor væk med følgende bl.a.

Smykkeloven.
Danmarks nej til at modtage kvoteflygtninge.
De lave integrationsydelser.
Ghettoplaner, hvor mennesker trues med nedrivning af deres bolig og tvangsforflytning.

Der er sikkert flere forslag, som der skal ryddes op i end nævnt her, hvis vi kan få et andet lidt mere humanitært indstillet flertal.

Carsten Hansen

Rikke Nielsen.

Hvis Afghanistan skal have en chance, så må de ressourcestærke blive og kæmpe for det.
Vesten må jo ikke blande sig.

Mener man dog at Afghanistan er fortabt, så bør alle der kan, flygte til vesten hvor vi bør tage imod dem.
Helt uden regler om asyl.
Det er ikke holdbart.

Carsten Hansen

Vi har hørt sangen mange gange.

"Libyerne skal selv løse deres problemer og selv ønske demokrati"
"Syrerne skal selv løse deres problemer og selv ønske demokrati"
"Irakerne skal selv løse deres problemer og selv ønske demokrati"
"Afghanerne skal selv løse deres problemer og selv ønske demokrati"

Og dette er da også at foretrække i stedet for Vestlig indblanding.
Desværre er det en lang sej kamp der ikke løses ved at folk flygter ud af landet.

Og forøvrigt er jeg enig med Kim Folke i at der skal optages kvoteflygtninge igen og at en del af de tåbelige stramninger bør fjernes.
Men asylregler er et must. De facto-flygtninge bør vi hjælpe men antallet er af betydning.. Så bekvemmeligheds- og fattigdimsflygtninge kan vi desværre ikke lukke ind. Et signal om at gøre dette, vil betyde 0 chancer for "Røde" regeringer i al fremtid.

Carsten Hansen

http://nyheder.tv2.dk/udland/2018-08-22-svensk-tv-fremlaegger-tabubelagt...

Hvad skal man oplyse om Og hvor stort er omfanget ?
Er tallene store eller er det blot et mindre problem ?

Et splittet Sverige går til valg, præget at usikkerhed , Tager politikerne problemerne alvorligt eller .skruer nogen problemerne i vejret ? Skjules der ting for at vildlede og forgøgle befolkningen fred og harmoni eller forsøges det dramatisere unødigt ?

58 % voldtægtsforbrydelser begået at 10 % af en befolkningsgruppe; Er det en korrekt måde at opgive tal på ?.