Læsetid: 10 min.

Teknokrater i USA reddede Europa ved at opfinde et hemmeligt pengesystem, som verden aldrig før havde set

Europa var ikke et sagesløst offer for en finanskrise, der begyndte i USA. De europæiske banker druknede i gæld og blev kun reddet, fordi en flok amerikanske teknokrater i al hemmelighed opfandt et nyt globalt pengesystem, som overførte billioner af dollar til Europas banker. Det konkluderer den britiske økonomihistoriker Adam Tooze i ny bog om krisen
Bølgerne gik højt på børsen på Wall Street i USA, efter at finanskrisen var brudt ud i september 2008. Før 2008 frygtede analytikere, at den næste finanskrise ville komme fra Kina eller fra USA’s offentlige gæld – men den kom fra europæiske og amerikanske banker, der havde lånt en masse dollar og investeret dem alt for risikabelt.

Bølgerne gik højt på børsen på Wall Street i USA, efter at finanskrisen var brudt ud i september 2008. Før 2008 frygtede analytikere, at den næste finanskrise ville komme fra Kina eller fra USA’s offentlige gæld – men den kom fra europæiske og amerikanske banker, der havde lånt en masse dollar og investeret dem alt for risikabelt.

Chang W. Lee

24. august 2018

Det var en lun efterårsmorgen i New York, og en gruppe jakkesætsklædte økonomer satte sig til rette om et blankt bord i et højloftet mødelokale i den amerikanske centralbank. Det var den 16. september 2008 – under et døgn efter ’the Lehman moment’, som havde rystet finansverden – og nu skulle de hurtigt lægge en plan, der kunne styre nationen igennem det, deres chef, Ben Bernanke, kaldte »den værste finanskrise i verdenshistorien«.

Men underligt nok indledte de hverken mødet med at diskutere renten eller forsikringsbanken AIG, der var på vej mod samme skæbne som Lehman Brothers. Nej, første punkt på dagsorden i USA’s centralbank var Europas banker.

Hvis man havde set ud ad vinduet den morgen, ville man ikke have forstået, hvad der var i gang. Folk gik på arbejde som altid, og der var ingen køer foran byens banker; ingen vrede borgere, der krævede deres sparepenge udbetalt, som det skete i 1930’erne.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
  • Ivan Breinholt Leth
  • Eva Schwanenflügel
  • Morten Lind
  • Christian Skoubye
  • Jørn Andersen
  • Torben K L Jensen
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Søren Lystlund
  • Ib Christensen
  • Espen Bøgh
  • Mikael Velschow-Rasmussen
  • David Zennaro
  • Trond Meiring
  • Troels Holm
  • Michael Skaarup
  • Grethe Preisler
Kurt Nielsen, Ivan Breinholt Leth, Eva Schwanenflügel, Morten Lind, Christian Skoubye, Jørn Andersen, Torben K L Jensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Søren Lystlund, Ib Christensen, Espen Bøgh, Mikael Velschow-Rasmussen, David Zennaro, Trond Meiring, Troels Holm, Michael Skaarup og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Grethe Preisler

Brother can you spare a dime?

Mere gammel vin på nye flasker fra God's own Country United Bluff til benefice for nye læsere af 'den mindst ringe' på det danske mediemarked.

Flemming Berger, John Andersen, Bjarne Bisgaard Jensen, Bettina Jensen, morten rosendahl larsen, Espen Bøgh, Anne Eriksen, Eva Schwanenflügel og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Tjaah - nu har vi jo fået en bølge af anti-globalisering så er DET cash-flow system virkelig på skideren - der er også andre ting der gør historien mere ulden. Feks. har Kina (der er verdens næststørste økonomi) oprettet et modstykke til IMF for at finansiere deres nye silkevej "Belt and Road" og infrastrukturprojekter i Afrika - så at "The Fed" har reddet (og stadig garanterer) hele verdens privatbanker er vist noget af en tilsnigelse - Hvis ikke det bare en and der hedder "Donald Duck" En anden ting han ikke tager med i ligningen er blockchain teknologien og en mulig krypto-valuta der kan overtage Dollars rolle som verdensvaluta - som en helt nødvendig ting for at stabilisere verdenshandlen.

Flemming Berger, Eva Schwanenflügel, Morten Lind, John Andersen, Bettina Jensen, Espen Bøgh og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar

Umiddelbart har jeg meget meget svært ved at tro på historien, - og havde det været 1. april ville jeg have troet det var en aprilsnar.

Min næste tanke var, - har manden drukket af natpotten eller taget LSD, for meget lidt tyder på hensynet til de Europæiske banker overlevelse stod øverst på ønskelisten i redningsforsøget, men genopretning af tilliden til det amerikanske finanssystem, - der jo reelt var brudt sammen.

Fra 1987 - 2006 var Alan Greenspan direktør for den amerikanske centralbank, og i den periode liberaliserede han meget i den finansielle sektor i Amerika.

Herunder også om - eller rettere opskrivningen af "junk-bonds" til sikre lånebeviser, hvilket skaber Freddie Mac og Fanny May for fast ejendom i Amerika.

" I 2008 garanterede Fannie Mae og Freddie Mac omkring halvdelen af det $12.000 mia. store marked for lån i fast ejendom".(Wikipedia)

Det var og er her krisen begynder, for det viser sig det ikke er garanti for størstedelen af de bonds som er udstedt af disse to selskabet, -Fanny May og Freddie Mac.

Her brød tilliden til det finansielle system sammen, som sendte chokbølger ud overalt i alle verden finansielle systemer, for tilliden til det amerikanske system og garantier for værdierne var pludselig væk.

Såvel Lehman som Fanny May og Freddie Mac og heraf de sidste to havde udsted gældbeviser(bonds) til mange boligejere uden sikkerhed, og det viste sig at store dele lånerne ikke var i stand til at betale, og det endte med disse tre selskaber måtte lukke, men tilbage stod tilliden til det amerikanske finansielle system i Amerika, som skulle genoprettes internationalt.

Det betød også at de mange med disse lån ikke kunne betale deres lån, så for at råde bod på dette blev seddelpressen sat til at køre på højtryk, og det blev udsted - sendt omkring 85 mia. nye dollars ud hver måned.

Heraf gik mange til at betale husleje med til bankerne, for valget hos familierne stod mellem, enten at sulte eller ikke betale husleje, og i stedet flytte ud i skoven og bo det.

Staten garanterede altså for alle pengene, og betalte således for genopretning af tilliden til det amerikanske finansielle system og statens vilje til at det skete.

Det betød igen, at tilliden vendte langsomt tilbage, og man fortsatte med at lade seddelpressen køre på højtryk, og i dag er den pengemængde af nye sollars der udstedes af centralbanken langsomt gået nedad, så det seneste tal for de udstedte mia. af dollars ligger på omkring 60 mia. pr. måned.

- Dollarsedlen er altså efterhånden ikke mere værd en det papir jeg har på mit toilet, for i gennemsnit er det udstedt omkring 70 mia. nye dollarsedler hver måned i hele perioden indtil dato, og regner man på det ser det således ud: siden 2009 - 2017 = 8 år gange 12 måneder gange 70 mia. = 6.700 bill. dollars der er udsted, som der ikke er produktionsmæssig dækning for i værdier der er skabt, som der økonomisk er dæknings for, så der er tale om rene "Matador-penge"!

Det lyder da bedre at Amerika atter frelse verden fra økonomisk sammenbrud, - men virkeligheden er "De satte den økonomiske verden i brand, og vil nu have vi skal tro på de i stedet var brandmændene der slukkede branden" - halleluja!

Historien hører vist til langt ude på landet i "det vilde vesten"!

Kurt Nielsen, Peter Tagesen, Flemming Berger, Anders Graae, Trond Meiring, Søren Knudsen, Benjamin Bach, Morten Lind, John Andersen, Steen K Petersen, Per Torbensen, Olav Bo Hessellund, Torben Bruhn Andersen, Claus Nielsen, Torben K L Jensen, Jakob Trägårdh, Jørgen Tryggestad, Thomas Andersen, Bjarne Bisgaard Jensen, Bettina Jensen og Niels K. Nielsen anbefalede denne kommentar

Adam Tooze vist en skarpsindig herre med en formidabel viden. Hans analyser og betragtninger om et stofområde, som han har stor indsigt i, er værd at lytte til.

Torben Skov, Jan August og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Henrik holm hansen

God Artikel og desværre kan vi ikke råbe højt nok eller tit nok at mere regulering af bankerne og det kan kun gå for langsomt Interessant var igår at at andelskassen i københavn er politiandmeldt og skal undersøges for hvidvask. Men der blev intet nævnt om den danske banks hvidvask selvom omfanget sikkert er større målt mia. men måske ikke i procent . er det ikke påfaldende de store går fri gang på gang på gang

John Andersen, Flemming Berger, Eva Schwanenflügel, Trond Meiring, Hans Larsen, Benny Larsen, Espen Bøgh, Morten Lind, Per Torbensen, Torben K L Jensen og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

En anden ting er hvorfor kommer den først nu ? Et så gennemgribende indgreb i verdensøkonomien bliver skjult i ti år uden at det økonomiske præsteskab offentliggør det ?

Det er simpelthen for indviklet for mig at forstå denne mærkelige forekomst mellem os mennesker: Penge.
Det er det nok også for mange andre - og dermed udenfor demokratisk kontrol.
Vi har vel brug for solid folkeoplysning her.
Er det mon "Gode Penge" vi skal have fat i?
https://www.godepenge.dk/

En meget lang forklaring på det fænomen der normalt kaldes: Tryk flere penge, og endnu flere og endnu flere. Det er lige så lidt bæredygtigt nu som dengang.

Det vigtigste først: markederne kan ikke finde ud af det (fx komme i ligevægt eller den rette pris), som
Tooze fremhæver. Husk det nu!
Det som blev beskrevet går teoretisk tilbage til Georg Friederich Knapp (ca 1920) og kaldes Statsfinansering ved hjælp af Nationalbanken. 2008 var den europæiske centralbank(ECB) befolket med ledere under indflydelse af Tyskland, som anså denne statsfinancering som farlig og ulovlig. Derfor gjorde man heller ikke det, som ECB skulle have gjort i Grækenlands tilfælde - nemlig at give dette lands banker alle de pengemidler, som behøvedes. Grækenland havde som medlemaf valutaunionen kun ECB'en som "lender of last resort". Ved ikke at gøre det begik ECB'en en ulovlighed, set i lyset af dens opgave. Grækenland gik ned.
Foran denne baggrund er det desværre nok sandsynligt at the FED også reddede de europæiske banker og overtog dermed ECB'en egentlige opgave. Skulle man have ladet de europæiske banker sejle deres egen sø? Nej, naturligvis ikke, da det havde revet de amerikanske banken med ned.
Mr, Draghi, den nuværende præsident af ECB'en har i mellemtiden heldigvis lært leksionen. Tyskerne har stadig ikke.
Hvad ville være sket, hvis ECB'en havde udgivet alle de Euro, som skulle have været nødvenige for at redde de europæiske banker? - Det er relativt enkelt at besvare: den kunne have udgivet Euro og disse Euro ville have stået i forhold til dollar i en relevant vækselkurs, formentligt ikke langt fra den, der var eksisterende på det tidspunkt, måske lidt i favør for Euroen, da USA var krisens centrum.

Torben K L Jensen

Peter Voss - det lyder som et realistisk scenario - tysk ordo-liberalisme + ECB og den forsinkelse af den kvantitative lettelse der blev indført 6 år efter "The Fed" gjorde det under Ben Bernanke.

Peter Voss, 24. august, 2018 - 22:37

Lånene til Grækenland var en slag pseudolån, da de skulle betale gælden til - primært de tyske banker, og resten skulle inddrives via et forbedret skattesystem, og frasalg af græske statsværdier til markedspris, - resten var smalkost til grækerne i årtier.

Efter sigende var Mario Draghi med ved bordet dengang Grækenland fik omlagt sin massive gæld, ved et særligt arrangement og konstruktion, - så det så ud som om Grækenland økonomisk havde ret til indtræden i EU, - men gælden var blot blevet skjult midlertidig.

Her for omkring 3 år siden udstedte ECB (Mario Draghi) obligationer for 6.000 mia. EURO til markedspris og en rimelig lav rente, idet krisen fortsat kradsede især omkring skabelsen af arbejdsplader.

Det lyder næsten som om der falder penge ned fra himlen, når det sker som obligationer. men virkeligheden er disse skal indløses igen og med renter og evt. renters rente afhængig af hvorledes det er skruet sammen.

En anden ting ved denne konstruktion er tilbagebetalingen forudsætter indtægter i form af skatter til folket, - eller sagt mere kontant, obligationerne er en slag pålagt merarbejde, en slag arbejdsveksel til folket, som de skal betale tilbage i form af merarbejde, uden forbedring af velstand, velfærd og heller ikke nogen forbedring i pensioner.

Man må formode, - og vel ikke med urette, at de selv hæver bonusser for deres "kunststykke" - jeg mener fine arbejde for at redde Europas økonomi.

PS: Amerikanerne tænker altid først og fremmest på dem selv, alle andre er dem komplet ligegyldige, og EU undergang ville de bestemt ikke finde uheldig, så skulle de ikke forhandle med en blok, men med de enkelte lande i stedet for, og det ville være langt lettere at få dem til at acceptere de amerikanske krav.

PPS: Eu ville så blive det 21ende århundredes "bananrepublikker" lige så stille og roligt!

Ivan Breinholt Leth

Espen Bøgh
24. august, 2018 - 01:24
Dollaren er - ligesom de fleste andre valutaer - ikke andet end papir og elektroniske tal. Sådan har det været lige siden Nixon løste dollaren fra guldet i 1971, og de fleste andre valutaer løste deres binding til dollaren. Dollaren har ikke nogen ”produktionsmæssig dækning”, og dens værdi bestemmes ikke af USA's produktive kapacitet. USA's produktive kapacitet har været støt faldende siden slutningen af 60erne, og dollaren er steget og faldet i den periode uafhængigt af USA's produktion. Dollaren er 'fiat money', og det har den været lige siden 1971, men de fleste tænker som om dollarens værdi stadigvæk bunder i en eller anden af konkret værdi.

Hvad vi ved er, at Lehman Brothers havde en gearing på 31, da investeringsselskabet gik bankerot. Da Danske Bank modtog de første statslån havde banken en gearing på 32. Deutsche Bank havde da en gearing på 51, og BNP Paribas havde også en gearing langt højere end Lehman Brothers. De store europæiske banker havde brugt store summer på opkøb af amerikanske CDOs. Ingen Wall St. bank kunne matche de store europæiske banker mht. størrelse – og formentlig heller ikke mht. beholdning af CDOs? Op til krisen ekspederede Wall St. masser af disse finansielle instrumenter videre til Europa i et omfang så at man holdt op med at kalde dem CDOs. I Wall St. gik de under betegnelsen ”stupid German money”.

Vi ved også, at egentlige bank runs ikke fandt sted. I perifere omrtåder som Grækenland og Cypern var der noget der lignede bank runs. Men i resten af verden var det interbank markedet der frøs – helt i overensstemmelse med Adam Tooze's påstand.

Ifølge den australske økonom William Mitchell, startede liberaliseringen af den finansielle sektor i Europa – ikke i USA. (William Mitchell, Thomas Fazi - Reclaiming the State) Wall St. banker følte sig i 80erne så hårdt pressede af konkurrencen fra Europa, at de optrappede deres lobby aktiviter for at få afskaffet Glass-Steagal Act. Det lykkedes som bekendt i 1999 (Bill Clinton).

Hvem der er 'skyld' i hvad er formentlig umuligt at fastslå, men fortællingen om, at finanskrisen var en amerikansk ulykke som kom væltende ned over det 'uskyldige' Europa holder ikke vand. Selv hvis Adam Tooze's fortælling passer, handler den ikke om, at USA 'reddede' Europa fra en mulig depression. Den handler om, at den finansielle sektor ikke har nogen nationalitet, og at USA skød penge ind i denne sektor for at undgå et kollaps, som måske ville have været begyndelsen til enden på det amerikanske monetære imperium.

Kurt Nielsen, Mikkel ---, Torben K L Jensen, Espen Bøgh og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Ivan Breinholt Leth

Peter Voss
Ifølge Maastricht Traktaten må ECB ikke fungere som 'lender of last resort'. Det ville jo indebære en næsten reel union med en centralbank, som opkøber statsobligationer fra medlemslandene. Så vidt jeg ved opkøbte ECB græske statsobligatgioner o.a. på det sekundære marked. Hvilket ikke strider mod Maastricht Traktaten.

Espen Bøgh
ECB udsteder ikke obligationer. Mario Draghi's 'bazooka' bestod i opkøb af værdipapirer fra europæiske banker. Det er normalt sådan QE fungerer.

Ivan Breinholt Leth, 25. august, 2018 - 01:49

Ang. ECBs udstedelse af obligationer, er det noget som jeg refererer fra datidens medier, så der stammer min erindring herom.

For at opkøbe græske statsobligationer skal ECB være i besiddelse af penge, og det finder jeg tvivlsomt netop under krisen, - den kan jeg ikke få til at hænge sammen.

Udstedelsen af obligationer er lidt det samme som at trykke penge, - bare på en anden måde.

Ivan Breinholt Leth, 25. august, 2018 - 00:51

Din omtale vedr. valutabindingerne her jeg ingen erindring om, - kun det seneste fra Obamas tid som præsident, hvor et af disse ratings bureauer var på vej med offentlig - en nedgradering af den amerikanske dollars værdi fra AAA til en lavere status.

Den talte Obama ned omgående ned til rating bureauet med ordene; "Amerika vil altid være et AAA land"!

Hvis jeg ikke husker galt, så blev netop rating bureauerne liberaliseret mange år tidligere, og var ikke længere uafhængige, som tidligere.

Tak for jeres indlæg herom - og hav en god dag.

Ivan Breinholt Leth

Espen Bøgh
ECB mangler aldrig euros, og kan aldrig komme til det. Den skaber euros.

Rating bureauerne vurderer ikke valutaer. Det var USA's kreditværdighed, som blev nedgraderet. I praksis har det ingen betydning. USA låner nemlig ikke penge for at dække sit underskud, sådan som mange amerikanere åbenbart tror. The Fed skaber penge, og The Fed skabte penge til TARP og andre redningsprogrammer for banker. Eftersom dollaren er en verdensvaluta, kan USA skabe dollars næsten ubegrænset. Skabelsen af dollars har meget begrænset inflationær virkning.

Kai Erland Pedersen

Hvis nogen virkelig forstår det, ville det være venligt at lave en forklarende kort tekst med en tegning ligesom DR forklarede tyveriet af skattemilliarderne

Ivan Breinholt Leth,

Det står selvfølgelig de ansvarlige nationer - herunder EU, frit at trykke flere penge, - men det er at sammenligne med inflation, da værdien af valutaen bliver forringet handelsmæssigt.

Efter Obamas "irettesættelse" af det pågældende rating bureau, blev der ikke talt mere om den sag, men det ændrer ikke ved handelsværdien af dollars, heller ikke selv om det er en afregningsvaluta internationalt.

Jeg syntes TARP er et dårligt eksempel, - det er staten der skal dække "næsten tomme aktiver" så investorerne ikke taber for mange penge, - og det kommer kun investorerne til gode, og pengene kommer i sidste ende fra statskassens skatter og afgifter.

Javist kan seddelpressen køre til den bliver rødglødende, men det er fortsat en form for inflation af dollarens markedsværdi, der ikke længere har den samme afregningsværdi som tidligere - omkring kr. 7,50 pr. dollar, men i dag ligger pænt under kr. 7,00 pr. dollar.

- Jo.., mon ikke Amerika låner penge, ganske som jeg beskrev i eksemplet med EU og obligationerne der blev udstedt, - det samme gør Amerika når de låner penge og sælger nye friske obligationer for at dække underskuddet i statsregnskabet.

Den amerikanske gæld er i dag "astronomisk", og salget af deres statsobligationer - "lån" har kineserne købt ganske mange af, også selv om kineserne låner mange penge på helt samme måde for udviklingen skyld i Kina.

Der er kun produktion som værdiskabende enheder for ethvert samfund, - industri- eller landbrugsproduktion, som kan sælges enten indenlands og eller udenlands, og et godt hjemmemarked for produktionen er som regel en god begyndelse, og det gælder både i EU og i Amerika.

Under krisen oplevede vi netop at fast ejendom ikke var så fast en værdimåler, som det ellers betegnes som, - priserne på såvel ejerboliger og landbrugsjord fald voldsomt.

Finn Årup Nielsen

Jeg forstår ikke: Artiklen får det til at lyde som om Swap Lines-systemet blev skabt i september 2008, men udfra en pressemeddelelse fra december 2007 "Federal Reserve and other central banks announce measures designed to address elevated pressures in short-term funding markets" https://www.federalreserve.gov/newsevents/pressreleases/monetary20071212... lyder det som om at systemet allerede var på plads måneder før?

Som jeg forstår det var initiativet i september 2008 "blot" en udvidelse af lånerammen, se https://www.federalreserve.gov/newsevents/pressreleases/monetary20080918...

Se også: https://www.federalreserve.gov/monetarypolicy/bst_liquidityswaps.htm

Der tales stadig, bortset fra nogle få, som om penge stadig er gulddækket. Det er penge ikke; de er a) en statslig institution og b) dækket af en stats indre økonomiske forhold (for nu ikke at sige noget forkert). En nationalbank, enten den danske, ECB eller Fed kan og skal lægge ubegrænsede beløb med vedhængte nuller ind på konti hos hhv.de nationale danske, de europæiske eurovaluta og de amerikanske dollarbanker, således at betalingstrafiken uanset en evt. faktisk bankerot ikke afskæres. Denne betalingstrafik er den primære bankopgave. Derfor bør dens såkaldte investerings- (rettere kaldt spekulations-)aktivitet også skilles ud og gøres selvstændig. På den led ville spekulanterne også kunne gøres medansvarlige for spekulationsbankernes tab. Dette
er vanskeligt at gennemføre, når man har begge bankformer som et firma. Det er nok også derfor, at de økonomisk ledende kredse gerne vil have, at det fortsætter sådan.
Da der sjældent kommer en mulighed for følgende forklaringer, vil jeg kort nævne nogle ting, som
nok er ukendt for de fleste:
Nationalbankerne skal i den neoliberale kontekst være uafhængige, da man så kan lave en streg over en regerings anstrengelser for at skabe fuld beskæftigelse, evt. parret med større lønstigningerer end pengefolkene med samme neoliberale forestillingsverden kan ønske sig.
Derfor skal nationalbankerne gerne underlægges staten direkte elle som en afdeling i finansministeriet. I de anfaldende problemstillinger vil jeg stole hellere på tjenestemænds
end på pengefolkenes agtværdighed og ikke kun det; også vil jeg tro, at et over for en demokrati ansvarlig nationalbank er et sikrere sted end et, der føler sig forpligtet på pengefolkenes profitmotiv.
Da lønmodtagernes sparepenge ikke tjener til videreformidling af lån til virksomhederne, men faktisk altid ender på en samlekonto på nationalbanken indgår de ikke i bankdriften og således
principielt ikke i bankerotten af en bank. Alt andet ville være ulovligt.
Når der indbetales penge til staten såsom skat eller bøder og andet, så ophører disse penge med at eksistere. Statens udbetalinger derimod bliver på anvisning fra finansministeriet af nationalbanken
skabt og videreformidlet gennem det private forretningsbanksystem. Derfor er det muligt, som antydet af en af mine foranstående meddebattører skriver, at staten via nationalbanken kan skabe penge i ubegrænsde mængder. Staten skal selvfølgeligt bestræbe sig på ikke at sende flere penge ud i omløb end der kan varer af landets produktion stilles til rådighed for befolkningen: et mere ville kunne skabe inflation. Inflation skabes nemlig ikke af for mange penge som sådan, hvilket jo er så tydeligt er blevet afsløret af den kvantitative pengeudgivelse (QE) af FED og ECB de senere år. Det eneste der skete var, at renten for penge i overflod faldt til nul og derunder.
Denne vældige pengestrøm medførte bl.a. at virksomheder, men også som følge af skattelettelser,
kunne blive sparere. Private og virksomheder som sparere ved en udlignet ydelsebalance med udlandet betød imdidlertid, at der manglede nogen, der kunne være skydner.
Opsparing og gæld i en stat skal regnskabmæssigt gå op i nul. For at kunne gå op i nul, bliver staten under de førnænvte forhold den naturlige modpart, dvs statsgælden stiger som et residual. Denne statsgæld kan og skal ikke tilbagebetales! Hvis staten gjorde, skulle sparerne tvinges til at aflevere det opsparede eller skatterne skulle hæves. En anden vej for at få gang i økonomien og få flere penge hjem kan så være, at staten køber for skabte penge indenlandske ydelser i form af investeringer, der kan få folk fra arbejdsløshed i bekæftigelse til en korrekt betaling hos indenlandske foretagender, hovr begge parter kommer til at betale skatter.
Når man nu tænker, at staten skal betale renter på statsgælden, så er også det en sandhed med modifikationer. Det er nemlig sådan, at staten tvinger bankerne til at optage lån i nationalbanken og disse lån skal til gengæld lægges tilbage på konti i nationalbanken. Dette kan godt blive en udgift for forretningsbankerne.
Så passer regnskabet i det store og hele og statsgælden er knap så ildevarslende.

Peter Voss

Vi kan være enige et langt stykke hen ad vejen, men når staten sætter økonomiske ramme for stigningen i indkomsterne for folk, f.eks. + 2 % over de næste par år, så er det jo en samfundsbegrænsning af økonomisk natur.

Det samme burde gælde for udlån fra bankerne, således at man styrer udviklingen - og ikke som det er nu, hvor bankerne reelt set trykker deres egne penge, når de låner til Per, Poul og Susanne og Lis til deres ejerbolig efter markedsprisen, for så er det markedet der pludselig bestemmer udviklingen i pengemængden - på markedet betingelser udenom de politiske betingelser for hele samfundet som førnævnt.

Vi har set det med boligpriserne tilbage fra før krisen, hvor stigningerne alene var bestemt af "udbud og efterspørgsel" - eller retter i fri flugt - og næsten hurtigere end rumfærgen på vej op i himmelrummet, så når bankerne siger Ok til boligkøbet er det helt som at trykke egne penge, som samfundet har ansvaret for - men bare ikke har truffet beslutningen herom.

Vist har men truffet beslutningen om det frie marked, - men det er jo ikke selvregulerende på anden måde en ved overbud, som der tjenes mest på for bankerne, boligmæglerne osv., - men i den sidste ende er det staten der står til ansvar for pengemængden, - inkl. gæld stiftet i fast ejendom, og som vi så ikke var værdifast alligevel da krisen indtrådte, men staten stod til ansvar for denne pengemængde(inkl. gælden i ejendom) som var blevet skabt af de finansielle institutioner.

Det er dette frie marked vi skal beskæftige os med at begrænse, så den uhæmmede vækst ikke skaber flere penge i samfundet når staterne alligevel i den sidste ende skal stå til ansvar for pengemængde(inkl. gælden i ikke værdifaste enheder), og som er afhængig af markedet når det bevæger sig i modsat retning - "efter gælden er stiftet i højsæsonen, men er langt mindre i lavsæsonen".

Ivan Breinholt Leth

Espen Bøgh

Jeg burde måske have tilføjet, at om skabelse af dollars har en inflationær virkning eller ikke, afhænger af, hvad disse dollars bliver brugt til. De mange billioner af dollars, som blev skabt til QE og til TARP havde ingen inflationær virkning. De dollars, som bliver skabt til at købe f.eks. kinesiske varer, har ingen inflationær virkning. Mange amerikanere tror, at USA's gæld til Kina (ca. $2 billioner) er en enorm byrde for amerikanske skatteydere. Man tror åbenbart at staten, ligesom en privat husholdning, betaler af på denne gæld med renter i passende rater. Sådan foregår det ikke. Denne såkaldte gæld er blot et indestående, som den kinesiske centralbank har på en konto i The Fed. Der er ikke udstedt amerikanske statsobligationer, som er blevet solgt til Kina, for at opbygge denne gæld. Hvis Kina ønsker amerikanske statsobligationer for disse indeståender, flytter The Fed blot de kinesiske indeståender til en anden konto, som kaldes statsobligationer. Når obligationerne udløber flytter The Fed disse penge tilbage med renter. Denne såkaldte gæld er elektroniske penge, som The Fed har skabt, og de er ikke mere en byrde for USA, end de er for Kina. Faktisk kan disse indeståender vise sig at være et større problem for Kina, hvis dollaren falder eller hvis olieprisen eller priserne på andre varer, som handles i dollars, stiger.

At pengene til TARP er skatteyderpenge er en anden udbredt misforståelse. Disse ca. $800 mia var elektroniske penge som The Fed skabte. Hør blot daværende præsident for The Fed – Ben Bernanke's – forklaring: https://www.youtube.com/watch?v=U_bjDAZazWU

Penge til bail outs af de amerikanske banker var ikke skatteydernes penge, og TARP har ikke skabt en fremtidig gældsbyrde for amerikanske skatteydere. Det er vigtigt at forstå, at dollaren er en verdensvaluta, som den amerikanske stat suverænt råder over. Den amerikanske stat skaber penge, når den dækker sine udgifter, og når den pumper penge ind i økonomien – herunder verdensøkonomien. Der findes ikke nogen statskasse, som amerikanske skatteyderes penge flyder ind og ud af, for den amerikanek stat opkræver ikke skatter og afgifter for at dække sine udgifter, men for at styre infaltionen. Og den amerikanske stat udsteder heller ikke obligationer for at dække sine udgifter, men for at influere renten på interbank markedet. Hvorfor skulle en stat, som kan skabe sine egne penge gå ud på markedet for at låne de penge, som den selv har skabt? Det gælder for enhver stat, som råder over sin egen valuta. Også Danmark, selvom vi har visse begrænsninger, fordi vi har underlagt os diverse EU aftaler. Heller ikke i Danmark findes der nogen statskasse. Det gør der i eurolandene, fordi disse lande ikke har deres egen valuta.

I øvrigt er dollarens værdi steget i perioden 2007 til 2017 til trods for at USA har opbygget en gæld på næsten $20 billioner. De enorme mængder af dollars, som The Fed har skabt i perioden har ikke haft nogen indflydelse på dollarens værdi. Man er nødt til konstant at minde sig selv om, at dollaren er en verdensvaluta. Alle verdens stater efterspørger dollars, for hvis man ikke har dollars, kan man ikke deltage i verdenshandlen. USA skaber dollars til hele verden, og når der er krise tigger hele verden USA (som Adam Tooze siger) om at skabe flere dollars. Denne pengeskabelse har ingen negativ effekt haft på amerikansk økonomi. USA kom hurtigere ud af finanskrisen end Europa, og arbejdsløsheden er mindre i USA i dag. (selvom mange af de nye jobs er prekære jobs, men det er de også i Europa).

USA kan derfor skabe dollars næsten ubegrænset, og det har USA gjort siden USA blev en underskudsnation i slutningen af 60erne, og især efter at dollaren gik fra guldet i 1971. Som Peter Voss påpeger ovenfor er dollaren ikke bundet til noget. USA skaber penge, og for disse penge sender verden gladeligt varer til USA. I dag foregår det således, at The Fed har en computer, som genererer tal. Foran disse tal står der et dollar-tegn. Disse tegn sender USA ud i verden, og til gengæld sender verden varer til USA. Det er det privilegium, som er forbundet med at besidde en verdensvaluta. Den engelske økonom – John Maynard Keynes – advarede mod disse forhold på Bretton Woods konferencen i 1944, da dollarens status som verdensvaluta blev fastlagt. Ingen lyttede til Keynes, og derfor er USA i dag reelt et monetært verdensimperium. USA kan stort set blæse på, at den amerikanske stats underskud stiger år for år. Den eneste reelle trussel, som USA kan stå overfor, er truslen om, at dollaren mister sin status som verdensvaluta, for så falder den amerikanske økonomi sammen som et korthus. USA har derfor et enormt militært apparat, hvis primære opgave er at opretholde USA's status som verdens førende økonomi.

Ivan Breinholt Leth

Jeg noterer mig vi står noget fra hinanden i opfattelsen, og jeg tvivler på vi kommer det meget nærmere ved lange indlæg frem og tilbage.

Jeg noterer mig især det sidste afsnit og delsætningen; " er truslen om, at dollaren mister sin status som verdensvaluta, for så falder den amerikanske økonomi sammen som et korthus", og den medfølgende afslutnings passus, - der lyder meget truende.

Tak for debatten og hav en god weekend.

Ivan Breinholt Leth

Espen Bøgh
Tak selv.
Jeg har stort set ikke gjort andet end at fremlægge nogle hovedpunkter i Modern Monetary Theory. Klar, enkel og logisk - til forskel fra mainstream økonomiens forvirrende snak.

Tll Esben Bøgh,
Tingene er ikke så let at forstå. Jeg hørte sidst en af foregangsfolkene i Tyskland, Dr.Dirk Ehnts,om NMT sige, at han brugte 10 år for at komme til fulde at forstå den. Du kan stole på Brejholdt fremstilling, hvordan det med statsgælden fungerer.
Dertil vil jeg føje. at statsgældens størrelse bestemmes af alle mulige andre end af staten selv.
Lad os iøvrigt være glade for, at der findes et totrinsbanksystem, da det ved at kunne skabe penge
i den situation, at nogen har gjort en vigtig opfindelse, kan bevilje lån til at gennemføre denne. Skulle du nu stå fast på (vrang-)forstillingen, at banken så ville være nødt til at opsige nogle andre kreditter for at have penge nok til at give kreditten...... - Du kan godt se, at det har sine fordele. Dog skal bankerene gøre et forsvarligt stykke kreditvurdering. Og det mangler det jo tit på, fordi
også bankdirektører og endda deres bestyerelser kan lade sig forføre af luftkasteller. Tænk på Nordisk fjer eller endnu tidligere ØK ! - Og, ja jeg vil være enig med dig i, at bankerne må udskille deres spekulationsafdelinger til at blive selvstændige, så betalingsdelen og sektoren for kreditgivning til virklige virksomheder er det som bliver tilbage som den bank, som man almindeligvis forstår den blive tilbage. Denne bank skal i så fald holde sig til de statsligt givne regler, og kunne derfor også sagtens være en statslig bank, hvor tjenestemænd udfører de regelbestemte kreditvurderinger - sikkert en usædvanlig tanke, men bedre end den synes umiddelbart.
Og det med de ca 2% årlige lønstigninger gælder for hele EVU, den euopæiske valutaunion, som Danmark ganske vist ikke er medlem af, men som det har "tilsluttet" sig til ved at følge dens regler.
Og den eneste regel, som staterne i en valutaunion skal holde sig til er, at man skal have den samme inflation i hvert enkelt land. Den opnår man ved at give den tilsvarende årlige forhøjelse af grundlønen plus den tendensielle produktivitetsfremskrivning, som kan være forskelligt fra land til land, da landene jo er på forskellige trin og og forskelligt rig. Det sidste kan man godt være i en valutaunion. Samtidig kan man ikke have de samme regler for gældsætning, da de tilbagestående lande ellers aldrig ville kunne komme ud af deres tabersituation. Kun ved at øge et lands produktivitet kan dette land under iøvrigt lige forhold indhente de øvrige i en valutaunion.
Altså: hvis man er medlem af en Valutaunion er det uundgåeligt nødvendigt, at man overholder den "ene EU-aftale", for ellers kan en valutaunion ikke finde sted. Derfor er visse landes bestræbelse - og at forsvare denne med næb og klør for ikke at skulle overholde denne 1;92%-regel det eksplosivum, der nok skal sørge for, at valutaunionen eksploderer om ørerne på os.
Til slut: man valgte i 1999 den årlige lønstigning for derved at forhindre, at man i EU skulle komme ind i en deflation. At man til tider siden kriseåret 2008 ikke har kunnet undgå deflationen skyldes de lande, som systematisk siden 1999 har skaffet sig økonomiske handelsfordele ved ikke at følge EU's inflationsmål.
Det vil nok overraske, at inflationen, som en bestemt teori siger det og stadig propageres, ikke er afhængigt af pengemængden, selv om enhver jo kan se, at vi nærmest har deflation til trods for de enorme pengemængdeforøgelser. Mere vil det overraske at kun lønfremgangen bestemmer inflationen og også muligheden for at et lands økonomi realt kan vokse, hvor lønnedgange modsat vil svække et lands økonomisk mulligheder, hvilket vi så tydeligt kan se på Danmarks eksempel, hvor lønstigninger i mange år ikke har fulgt reglen om at løn slal fastsættes som summen af EU's inflationmål plus landets produktionsfremgang. Hvis du deflaterer fx dette års lønoverenskomst, så vil du se, at vi er blevet langt fra hvor den skulle have ligget.
Nu er det alligevel ikke slut endnu. Et kort kig til en anden diskussion, den om konkurencestaten. Det er en opfiindelse af en person, som ved for lidt om makroøkonomi. Hvis staterne går i konkurence med hverandre, så ændrer de på regler, som skulle garantere ligevægt mellem staterne. Men staterne i konkurrence føler sig i så fald tvunget til allesammen at gøre det samme: at sænke virksomhedsskatterne, energipriser til virksomhederne, lønsænkning, sænkning af de sociale goder og af renterne og andre transferydelser: det er "race to the bottom". Samtidig får skatte- og andre ~lettelser til virksomhederne parret med reduktion af af løn- og transferyderlser ikke nogen investeringer til at ske med den nødvendige følge, at økonomien indlægger bakgær. Ser man på de europæiske hovedtal og hovedtallene for EU-landene, så er der intet, som tyder på fremgang; alt ser i bedste fald ud som stagnation.

Peter Voss
- og hvis Ivan Breinholt Leth

I har begge fine pointer i jeres indlæg, og en del heraf er tidligere trufne beslutninger, som ligger til grund for senere trufne økonomiske beslutninger, men det behøver naturligvis ikke nødvendigvis at være de rigtige beslutninger, såvel dengang som i nutiden, og som du selv afslutningsvis peger på; "så er der intet, som tyder på fremgang; alt ser i bedste fald ud som stagnation."

Mange af beslutningerne truffet i såvel fortid som nutid har været med en slagside til fordel for såvel den finansielle kapitals ønsker og hvor der er skelet - ikke så lidt mindre til borgernes udvikling i velstand og velfærd, - tværtimod må man sige!

En del af vor forskellighed i synsvinkel ligger vel også i, jeg "efterspørger" netop borgernes velstand og velfærd, som lige så berettiget som den finansielle og kapitalens interesser for samfundet EU, og sammenholder det med krisen tilbage i 2008, og hvor den finansielle del blev tilgodeset langt mere end berettiget i forhold til deres andel af og i krisen.

Omfordelingen Nord til Syd har EU i alle årene haft projekter til, - men ak, det hjælper så lidt når korruptionen æder disse penge op, og EU ikke forlanger enten pengene tilbage eller i det mindste stopper omfordelingen.

- Kald det - eller mig for "køkkenbordsøkonom" som jeg begiver mig ud i, men noget - hvis ikke meget skal ændres indenfor det eksisterende system i EU, så der kommer mere ligevægt i den politiske dagsorden, - det nytter ikke at kalde EU for demokratisk når lobbyister i hobetal konstant har adgang til parlamentet politikere og udvalg for deres sager for den finansielle gruppe og kapitalgruppen af producenter, så deres interesser kan opleve deres lobbyisme fungerer, - og dertil skal det tilføjes at disse mange mio. eller mia. som denne lobbyisme koster kommer netop fra produktionen, hvad enten det er i den finansielle sektor eller i den kapitale produktionssektor.

De sparede penge her kunne såvel den finansielle sektor og produktionssektoren i stede se som overskud i stedet for, - så behøvede de ikke hele tiden af underbyde("-grave") demokratiet, sådan som det sker.

Kun ved protesten i det offentlige rum kan noget ændres, elle ender det blot som kustodejob, at se det bestående som værende det gældende og rigtige, der ikke kan ændres.

Politisk ville vi ikke have nogen miljøpolitik i dag, med spildevandsrensning osv., hvis ikke nogen havde protesteret overfor staten og dens politikere.

Ligeledes tak til dig for debatten.