Læsetid: 7 min.

Der er tre blokke i svensk politik – og kaos

Med godt to uger tilbage af valgkampen ser én ting ud til at være sikkert. Der er nu tre blokke i svensk politik, og ingen af dem får tilsyneladende stemmer nok til at danne regering. Det kan føre til langvarig regeringskrise og nye regeringskonstellationer
Der er valg i Sverige den 9. september.

Der er valg i Sverige den 9. september.

10080 Fredrik Sandberg/TT

22. august 2018

Den svenske befolkning er godt i gang med at give en stor fuckfinger til det svenske establishment og de gamle magtpartier, Socialdemokraterna og Moderaterna, der ikke hidtil har kunnet bryde den nedadgående spiral i meningsmålingerne.

Samtidig vokser fløjene. Proppen er for alvor gået af ketchupflasken for det indvandrerkritiske Sverigedemokraterna, der står til næsten at fordoble deres stemmeantal og minimum blive Sveriges andet største parti ifølge meningsmålingerne. På den modsatte fløj stormer også Vänsterpartiet frem, og partiet står ligeledes til at fordoble deres andel af stemmerne efter fire år som den rødgrønne regerings støtteparti.

Sverige følger hermed en europæisk tendens, hvor det partisystem, der har præget efterkrigstiden, er under opbrud langs nye og især værdipolitiske skillelinjer.

Sverige har, indtil flygtningekrisen i 2015 tvang dem til udlændingestramninger, været duksen i klassen, hvad angik en humanistisk flygtningepolitik. Og helt usædvanligt i en europæisk sammenhæng har det været borgerlige partier, der har stået vagt om det åbne og liberale Sverige. Hvorimod det i andre lande som f.eks. Danmark er borgerlige regeringer, der har åbnet op for samarbejde med indvandrerkritiske partier.

Men det ser heller ikke ud til at ske i Sverige efter valget den 9. september. Selv efter fire år, hvor den borgerlige alliance (Liberalerna, Kristdemokraterna, Moderaterna, Liberalerna, red.) så let som ingenting kunne være spadseret ind i den svenske regeringsbygning Rosenbad og taget magten fra den socialdemokratisk ledede mindretalsregering, hvis de ville basere deres regering på Sverigedemokraternas stemmer.

Lederen af Alliancen, Moderaternas formand, Ulf Kristersson, har igen og igen gentaget, at han ikke vil samarbejde eller i dialog med Sverigedemokraterna (SD). Men der er konstant slinger i valsen, fordi partimedlemmer og Moderaternas lokalpolitikere i de kommuner, hvor SD står stærkest, presser på for samarbejde. Det har gjort spørgsmålet om SD yderst svært at håndtere for Moderatlederen i denne valgkamp. Men medmindre Ulf Kristersson eller andre partier, der støtter op om SD’s fortsatte pariastatus, bryder deres løfter, kommer SD ikke i nærheden af den politiske indflydelse, som en femtedel af den svenske befolkning tilsyneladende tiltror dem.

Tre blokke

Det betyder, at det gamle system med to blokke, der har præget svensk politik siden Anden Verdenskrig, reelt set bliver afløst af tre blokke. En rødgrøn med et alvorligt svækket arbejderparti, der i enkelte målinger står til at miste den position, de har haft som et af Europas stærkeste socialdemokratier og Sveriges største parti siden 1917. En borgerlig blok, der vil være under pres fra dele af baglandet for at samarbejde med SD, hvilket kan føre til splittelse og endda dannelse af nye partier. Samt en blok med ét parti, Sverigedemokraterna.

Med påsatte bilbrande, skove, der står i flammer, og bandekrigens skudofre kan det ellers så succesrige Sverige fremstå som et land på randen af kaos. Sådan ender det næppe. Politiet arbejder på at få styr på bandekonflikterne, de mange hjemvendte IS-krigere, og de socialt udsatte områder, som præges af fattigdom, mange afviste asylansøgere uden papirer – og fremtid – samt unge utilpassede indvandrerdrenge.

Til gengæld styrer Sverige mod et politisk kaos efter valget, hvor ingen af de tre blokke får stemmer nok til at danne regering. Det er ifølge valgforsker og professor i statsvidenskab ved Göteborgs Universitet, Jonas Hinnfors, fuldstændig unikt i Sverige, hvor man aldrig tidligere har haft så åbent et politisk landskab. Og det vil formentlig føre til langvarig regeringskrise og nye regeringskonstellationer efter valget.

Endelig må Socialdemokraterna indse, at deres forsøg på at få valget til at handle om økonomisk fremgang, velfærd frem for skattelettelser og færre privatiseringer i det offentlige, er slået fejl. Mens Moderaterna kan notere sig, at stram udlændingepolitik og hårdere straffe er en boldbane, SD spiller bedre på end dem, samtidig med at det indvandrerkritiske parti taler om sænkninger af indkomst såvel som kapitalskat, konservativ familiepolitik og bedre dyrevelfærd. Hverken Socialdemokraterna eller Moderaterna er lykkedes med at lokke SD-vælgere tilbage. 

Ifølge meningsmålingerne er det ikke sandsynligt, at den rød-grønne regering bestående af Socialdemokratiet og Miljöpartiet eller de borgerlige partier Moderaterna, Liberalerna, Centerpartiet og Kristdemokraterna vil kunne danne regering efter valget. De traditionelle blokke støttes af cirka 40 procent af vælgerne, hvilket betyder at ingen af dem kan få flertal. Og en regering skal have støtte fra mindst to af de tre største partier i Riksdagen.

Selv Sverigedemokraternas leder, Jimmie Åkesson, har trods overvældende sejrsstemning i partiet, før stemmerne overhovedet er afgivet, nok realitetssans til at indse, at han ikke kommer til at residere i Rosenbad i denne omgang.

Regeringskrise 

En gentagelse af den såkaldte Decemberöverenskommelse, som alle partierne i Riksdagen indgik i 2014 for at holde SD uden for indflydelse, virker ikke sandsynlig. Den var for upopulær i de borgerlige partiers bagland og gik dengang i opløsning efter knapt et år.

Derfor tegner der sig ifølge Jonas Hinnfors tre muligheder. Den første fører til, at partier med socialliberalismen tilfælles f.eks. Socialdemokraterna, Centerpartiet og Liberalerna, måske også Miljöpartiet og Moderaterna finder sammen i regeringssamarbejde hen over midten. Hvilke præcise regeringskonstellationer, det indebærer, er ikke til at sige.

Den anden mulighed er, at Moderaterna og Kristdemokraterna f.eks. indleder en form for uformelt samarbejde med SD om udlændingepolitikken ved, at man helt enkelt lægger forslag frem, der ligner SD’s politik. Det indebærer imidlertid et strategisk dilemma for SD at støtte sådanne forslag, fordi det kan ødelægge partiets unikke ’selling point’. Uanset hvad, så vil SD’s status som paria i svensk politik være uændret, selv om Socialdemokraterna og Moderaterna har nærmet sig partiet på spørgsmål om migration og lov og orden. Det skyldes ifølge Hinnfors for store ideologiske modsætninger. Og formentlig også udsigten til et kæmpe troværdighedstab særligt for Socialdemokraterna, der ikke lader en lejlighed gå fra sig til at kalde SD for racister.

Endelig kan der dannes en mindretalsregering, f.eks. kun bestående af Moderaterna, der forsøger at få sin politik igennem fra sag til sag, og hvor de politiske forhandlinger primært foregår i Riksdagen i stedet for inden for i en regering. Alle løsninger vil bringe nye vanskeligheder med sig. Derfor venter der formentlig svenskerne regeringskrise og en del komplicerede forhandlingsrunder efter et valg.

Socialdemokraterna (S):

Vil gerne regere med: Vänsterpartiet og Miljöpartiet og har sendt følere ud mod det borgerlige Centerpartiet.

Vil ikke regere med: Tre af de fire borgerlige partier i Alliancen: Moderaterna, Kristdemokraterna, Liberalerna. Og heller ikke det indvandrerkritiske Sverigedemokraterna.

Vänsterpartiet og Miljöpartiet indgår i den traditionelle venstreorienterede blok, men det er kun Miljöpartiet og Socialdemokraterna, der sidder i den nuværende regering. Socialdemokraterna har rakt hånden ud mod Centerpartiet, som de f.eks. har lavet en aftale om amnesti til 9.000 uledsagede flygtningebørn sammen med. Aftalen skabte splid i den borgerlige alliance. »Et samarbejde hen over midten må prøves,« skrev topsocialdemokrater i en debatartikel i Expressen. Centerpartiets leder, Annie Lööf svarede på Twitter: »S er velkomne til at støtte en Alliancen-regering og tage ansvar for landet.«

Moderaterna (M):

Vil gerne regere med: Liberalerna, Centerpartiet, Kristdemokraterna.

Vil ikke regere med: Socialdemokraterna, Vänsterpartiet, Miljöpartiet, Sverigedemokraterna.

Partiformand Ulf Kristersson satser på at lede en regering med støtte fra de øvrige tre borgerlige partier i Alliancen, selvom det i dag ikke ser ud til at blive en mulighed. Han siger, at han ikke vil samarbejde med Sverigedemokraterna.

»Jeg deler ikke værdier med Sverigedemokraterna. Jeg kommer ikke til at samarbejde, samtale eller regere sammen med SD,« har han udtalt til Aftonbladet i januar og gentaget i andre former siden.

Centerpartiet (C):

Vil gerne regere med: Liberalerna, Kristdemokraterna, Moderaterna. Har dog ikke lukket døren helt for Socialdemokraterna og Miljöpartiet.

Vil ikke regere med med: Vänsterpartiet, Sverigedemokraterna.

De fire partier i Alliancen (C, L, M, KD) går officielt til valg samlet, mens der også er åbninger i forhold til at samarbejde over midten.

»Har en Alliance-regering brug for mere støtte (efter valget, hvis Alliancen ikke har flertal, red.) må vi sætte os sammen over blokgrænsen med sosserne og Miljöpartiet. Vi skal finde et alternativ, som gør, at vi får en langsigtet og stabil regering, der kan sørge for en tryg ledelse af Sverige,« har partileder Annie Lööf udtalt til Dagens Nyheter.

Liberalerna (L):

Vil gerne regere med: Centerpartiet, Moderaterna, Kristdemokraterna. Har åbnet døren på klem for Socialdemokraternas støtte til en Alliance-regering for at holde Sverigedemokraterna (SD) uden for indflydelse

Vil ikke regere med: Vänsterpartiet, Miljöpartiet, Sverigedemokraterna.

Kristdemokraterna (KD):

Vil gerne regere med: Centerpartiet, Moderaterna, Liberalerna. Vil acceptere at Sverigedemokraterna støtter for at få Alliancens politik igennem.

Vil ikke regere med: Socialdemokraterna, Vänsterpartiet, Miljöpartiet. Kristdemokraterna vil ikke forhandle med Sverigedemokraterna, men gerne have partiets støtte til Alliancens regeringspolitik.

»Jeg synes, det er helt forkert, sådan som det har været i nogle år, hvor en del partier har sagt: ’Vi står for den og den politik, men hvis Sverigedemokraterna har tænkt sig at stemme for den, så vil vi alligevel ikke have, at vores politik går igennem,« har Ebba Busch Thor udtalt med henvisning til den politiske situation, der har været siden valget i 2014, hvor de borgerlige kunne have taget magten baseret på SD’s stemmer.

Sverigedemokraterna (SD):

Vil gerne regere med: Socialdemokraterna, Moderaterna, Liberalerna, Kristdemokraterna.

Vil ikke regere med: Miljöpartiet, Vänsterpartiet, Centerpartiet

Partileder Jimmie Åkesson har været meget tydelige omkring, at han foretrækker en ny Moderat-regering. Et absolut minimumskrav for at støtte en sådan regering er dog, at den stramme midlertidige asyllov, der løber til næste år, bliver permanent. Han er også åben for at regere med Socialdemokraterna, men mener, at Socialdemokraterna står tættere på Alliancen – undtagen Centerpartiet – i migrationspolitikken.

Vänsterpartiet (V):

Vil gerne regere med: Socialdemokraterna, Miljöpartiet.

Vil ikke regere med: Sverigedemokraterna, Moderaterna, Liberalerna, Kristdemokraterna, Centerpartiet.

Meget tyder på, at Vänsterpartiet helst vil danne regering med Sverigedemokraterna og Miljöpartiet.

Miljöpartiet (MP):

Vil gerne regere med: Socialdemokraterna, Miljöpartiet. Har også været åbne over for Centerpartiet, Liberalerna, Moderaterna og Kristdemokraterna. 

Vil ikke regere med: Sverigedemokraterna.

Kilde: Expressen

 

Serie

Valg i Sverige

Sverige er et radikalt politisk eksperiment, hvor multikultur, statsfeminisme og hyperindividualisme er et ideal for nogle, men et skræmmebillede for andre. Sverige er også et land, hvor en polariserende kulturkamp er på sit højeste, og Riksdagsvalget den 9. september bliver en afgørende test på, hvilket land Sverige vil være i fremtiden. Information undersøger eksperimentet og de idealistiske svenskere i en ny serie op til valgdagen.

Seneste artikler

  • På den svenske valgdag flyttede vi til byen, hvor hele Sverige bor

    15. september 2018
    Der ligger 89 steder i Sverige, der hedder Fagerhult. På den svenske valgdag flyttede Information til én af dem og mødte drømme om jordskredsvalg, en klimaprædikant og en motorgal makker på en crosser
  • Sverigedemokraterna gled i deres egen jordskredssejr

    13. september 2018
    At den forventede og meget omtalte jordskredssejr til Sverigedemokraterna udeblev, har også en mindre omtalt årsag. Meningsmålingerne overvurderede partiet voldsomt, og var med til at gøre det, der er en klar sejr, til en lunken fornøjelse
  • Svensk historiker: Valget kræver, at de svenske politikere viser mod og tænker nyt

    11. september 2018
    Flygtningekrisen, bilafbrændinger og en valgkamp, der mest handlede om indvandring, sikrede ikke Sverigedemokraterna den jordskredssejr, mange havde spået. Grunden er, at kun få svenskere ønsker sig en så stram indvandringspolitik, at Sverige ikke kan konkurrere i den åbne, globale økonomi, vurderer den svenske historiker Lars Trägårdh
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kim Folke Knudsen
  • John Hansen
Kim Folke Knudsen og John Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bo Stefan Nielsen

Kære Mette-Line Thorup/redaktion.

Vil I venligst rette denne sentens, som må være smuttet udenom korrekturen:

“Meget tyder på, at Vänsterpartiet helst vil danne regering med Sverigedemokraterna og Miljöpartiet”

Det socialistiske og antiracistiske Vänsterpartiet og Sverigedemokratarna er hinandens direkte modsætninger og de mindst sandsynlige regeringspartnere af alle.

Kim Folke Knudsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Kim Folke Knudsen

Se hvor forholdene i Sverige ligner Danmark.

Men en forskel: De gamle partier går ikke i sengen med højrefløjspopulisterne Sverigesdemokraterne (endnu).

Måske skulle vi lige vente og se om kaos bliver så stort som proklameret. Begge nordiske lande har gode traditioner for et velfungerende demokrati. Det der er brudt, er det forenklede og banale pressebillede af, at politik kan opdeles alene i en blå blok og rød blok.

Det giver ingen mening i dagens Danmark og i dagens Sverige.

Test din holdning og få mere at vide om de svenske Riksdagspartier på.

https://valkompassen.svt.se/