Læsetid: 5 min.

De tunesiske unge springer ud – bare ikke over for mor og far

Homoseksualitet er fortsat ulovligt at praktisere i Tunesien – men ikke at tale om. Siden revolutionen er to store LGBT+-foreninger blomstret op med aktioner, egen radiostation og queerfestival. Næste skridt er at gøre sig fri af LBGT+ som noget, Vesten har fundet på
20. august 2018

»Første gang der var én, der svinede mig til på universitetet, indledte jeg en samtale om, hvem jeg er, og hvor jeg kommer fra, som et voksent menneske. Det fungerede ikke. Anden gang tænkte jeg whatever. Jeg behøver ikke forklare eller undskylde, hvem jeg er, over for nogen.«

Dorsaf Balì er 21 år, tunesisk kvinde, biseksuel og bærer hijab. Hijabben begyndte hun at bruge som 15-årig. Den blev senere til en turban, som nu mere er en vanesag end af religiøs betydning.

Oplevelsen på universitetet afspejler et dilemma, som Dorsaf Balì ikke er alene om, siger Shams Abdi, som er professor i litteratur ved Institut Supérieur des Études Appliqués en Humanité (ISEAH) i den tunesiske by El Kef, og del af ledelsen i den tunesiske LGBT+-organisation Mawjoudin.

Shams Abdi er heteroseksuel, men ser sig selv som ally – en heteroseksuel, som er aktiv i LGBT+-bevægelsen.

»Vi debatterer altid, om vi skal overbevise folk, og gøre dem mere accepterende og tolerante, eller om vi skal skabe et stærkt fællesskab for vores egne, hvor der er sikkert, og hvor man kan komme, hvis man har brug for at snakke,« forklarer Shams Abdi.

»Jeg hælder mest til det sidste. Bevægelsen i Tunesien skal skabe alternative steder og undervise og støtte egne medlemmer, så de kan føle sig stolte af, hvem de er,« fortsætter hun. Og så handler det også om rettigheder.

Seksuel aktivitet imellem personer af samme køn er ulovligt i Tunesien og straffes med op til tre års fængsel. Men hvor et forbud i mange lande i regionen betyder, at man ikke kan diskutere LGBT+-spørgsmål eller argumentere for LGBT+-rettigheder, er det i Tunesien kun selve akten, der er ulovlig. Siden Tunesien i 2011 blev til et demokrati, er der derfor sket meget på græsrodsniveau.

LGBT+-organisering

Der findes to store, registrerede foreninger i Tunesien, der kæmper for LGBT+-rettigheder: Shams, ’sol’, og Mawjoudin, ’vi eksisterer’, som får økonomisk støtte af blandt andre Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram under det danske udenrigsministerium.

Organisationerne arrangerer jævnligt aktioner på offentlig veje. Shams stiftede i 2017 den arabiske verdens første LGBT+-radiostation, og Mawjoudin arrangerede i marts i år en fire dage lang queerfilmfestival.

Dorsaf Balì var med til at organisere den, og hun synes, udviklingen i Tunesien er gået hurtigt.

»Det var en lille uge med queerfilm, queerbegivenheder og queerfester. Det var første gang i Tunesien,« siger hun.

»For to eller tre år siden kunne vi ikke åbent gå ud at have det sjovt som en gruppe på for eksempel Yüka, Tunesiens homonatklub. Det kan vi nu. Prøv at forestille dig, hvor meget der kan ske på endnu tre år.«

Shams Abdi er mere skeptisk. Hun gør opmærksom på, at hverken det liberale parti eller det islamistiske parti, som i en besynderlig alliance deler regeringsmagten, er særligt interesserede i LGBT+-rettigheder. De partier, der bekymrer sig om den slags, ligger på den yderste venstrefløj. Men revolutionen har været god for miljøet, mener hun.

En tvetydig revolution

Det Arabiske Forår begyndte i Tunesien i 2011 med en sælger, der satte ild til sig selv. Det inspirerede omvæltninger i hele den arabiske verden. I Egypten organiserede også LGBT+-grupper sig på Tahrir-pladsen og krævede flere rettigheder. Men det var anderledes i Tunesien.

Det spirende demokrati gjorde LGBT+-miljøet synligt på godt og ondt, og splittede det i to grupper: De, som ville fortsætte deres hemmelige LGBT+-liv i ro og fred, og de, som Shams Abdi, der ville have rettigheder.

»Der er en stor gruppe i vores bevægelse, som altid siger, ’før 2011 havde vi et fredeligt liv, og I kom og ødelagde det for os, fordi I absolut skulle have det ud i offentligheden’. Sagen er, at førhen var det nok med tolerance,« forklarer hun. »Vi har for eksempel haft de flamboyante homoseksuelle mænd i fattige kvarterer, som bare har taget sig af sig selv og ikke er blevet generet af nogen. Det har altid eksisteret, men det blev et problem, da vi gik fra at kræve tolerance til at kræve rettigheder.«

»Jeg er ligeglad med, om I tolererer mig – jeg vil have mine rettigheder,« fortsætter hun.

Dorsaf Balì hører omvendt til dem, der ikke mener, revolutionen var positiv på trods af de seneste års udvikling. Den udvidede ytringsfrihed har betydet, at folk uden for miljøet har stærke holdninger til LGBT+-spørgsmål, og religiøse figurer er mere fremme i medierne.

»De seneste par år, og efter jeg har engageret mig i Mawjoudin, er det blevet meget nemmere for mig at være LGBT+, og jeg er blevet mere åben om min seksualitet. Men revolutionen gjorde mere skidt, end den gjorde godt. Nu mener alle, at de ved alt, og at det er deres ret at dømme andre. Vi har fået støtte fra nogle kendte rundt omkring, men der er også mange kendte religiøse i medierne, som nu taler åbent imod LGBT+-rettigheder, og det er hårdt.«

Men det at folk nu debatterer åbent, betyder ikke, at holdningerne har ændret sig, mener Tunesien-forsker Rikke Hostrup Haugbølle.

»Min opfattelse er, at folk til fulde udnytter den nye ytringsfrihed. At dette af nogle opleves som, at folk har mange flere meninger, skyldes efter min overbevisning, at Tunesien før var et diktatur under stærk kontrol af sikkerhedsstyrkerne. Ingen – udover menneskerettighedsaktivisterne – mente offentligt noget om noget som helst,« siger hun.

»Folk har ment en masse tidligere, de har bare ikke sagt det højt.«

En bevægelse påduttet af Vesten?

Et af problemerne er ifølge Shams Abdi, at meget af den information, folk får om LGBT+-spørgsmål kommer fra enten traditioner, religion og familien eller fra vestlige medier og tv-shows. Det kommer hurtigt til at virke, som om Vesten pådutter Mellemøsten synspunkter – ligesom da kolonimagterne i sin tid lovgav imod homoseksualitet. 

»De unge tunesere bliver ikke givet nogen alternative forklaringer, og samtidig producerer vi i LGBT+-bevægelsen ikke vores eget narrativ, som vi burde gøre,« mener Shams Abdi.

Hun og andre ledende medlemmer i Mawjoudin har sammen med den feministiske tunesiske organisation Choufthounna sat sig for at finde en vej til, at LGBT+-bevægelsen i Tunesien på én gang kan gøre sig fri af det traditionelle homofobiske narrativ og det vestlige LGBT+-narrativ.

»Vi vil i film og artikler bekæmpe patriarkalske, heteroseksuelle og ciskønsnarrativer. Det er noget, vi arbejder på,« siger Shams Abdi.

På trods af at LGBT+-grupperne i Tunesien endnu ikke har kontrol over deres egen fortælling, og fordommene endnu florerer, betyder bevægelsens styrkelse de senere år, at nye unge medlemmer har fået mere mod på livet, mener hun.

»Når jeg arbejder med 16-, 17- og 18-årige nu, er de mere åbne over for at lære og eksperimentere end de ældre i bevægelsen,« fortæller Shams Abdi.

Dorsaf Balì har samme opfattelse.

»Vores fællesskab bliver bare større og større, og hver dag får jeg beskeder på de sociale medier fra unge, der fortæller, at de er sprunget ud. Det føles fantastisk,« synes hun, selvom hun også modtager daglige hadebeskeder. »Jeg er selv meget åben nu, fordi jeg har lært, at der er så mange af os derude.«

Men hun er aldrig sprunget ud over for sine meget religiøse forældre.

»De er åbensindede til en vis grad, og jeg ved, at de vil elske mig uanset hvad. Men så modig bliver jeg aldrig. Det er for stort et skridt.«

Serie

En kamp for frihed i Mellemøsten

Det er svært at leve som homoseksuel i den arabiske verden. Seksuelle afvigere bliver krænket, banket og myrdet. Flere arabiske lande har direkte kriminaliseret homoseksualitet. Men selv i Mellemøsten sker en udvikling mod mere frihed for LGBT+-miljøet. I løbet af Copenhagen Pride-ugen fortæller vi i tre afsnit om det aktivistiske post-revolutionære Egypten, hvordan sociale medier både gavner og skader sagen i Jordan, og hvordan LGBT+-bevægelsen er ved at lære at navigere i Tunesiens unge demokrati.

Seneste artikler

  • I Jordan kan du lovligt være homo, men du skilter ikke med det

    17. august 2018
    Homoseksualitet har i mange år været lovligt i det lille kongerige Jordan og landet er vært for den arabiske verdens første og største LGBT+-medie. Men i en kultur, der endnu er præget af 70’ernes konservatisme, er det ikke nemt at afvige seksuelt
  • Det Arabiske Forår banede vej for Egyptens queerbevægelse

    14. august 2018
    Siden 52 homoseksuelle i 2001 blev hængt ud med navn og adresse for at have festet på en båd i Nilen, er rettighederne for LGBT+-personer bølget frem og tilbage i takt med de skiftende regeringer. Men trods udbredt homofobi i Egypten er LGBT+-bevægelsen blevet en del af revolutionen mod regeringen og for personlig frihed
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu