Læsetid: 5 min.

Tyskland tør langsomt det frosne forhold til Tyrkiet op – både af økonomiske og geostrategiske grunde

Bag kulisserne prøver Tyskland at bruge den tyrkiske krise til at binde Tyrkiet til Vesten. Økonomisk og politisk er det dog meget tvivlsomt, om og hvor meget europæisk hjælp kan bevæge i landets selvforskyldte krise
En statue af den tyrkiske leder Recep Tayyip Erdogan dukkede for nylig op til kunstbiennalen i Wiesbaden, hvor den delte byens befolkning, blev dækket af graffiti og til sidst måtte fjernes.

En statue af den tyrkiske leder Recep Tayyip Erdogan dukkede for nylig op til kunstbiennalen i Wiesbaden, hvor den delte byens befolkning, blev dækket af graffiti og til sidst måtte fjernes.

Armando Barbani

30. august 2018

Det er gået hedt for sig mellem Tyskland og Tyrkiet de seneste år.

Tyske smædedigte om Erdogan og tyrkiske anklager om tyske »nazimetoder« er fløjet gennem luften. Sidste efterår udråbte Erdogan endda Merkels CDU til at være »Tyrkiets fjende«, som de tre mio. tyrkere i Tyskland bitte schön burde holde sig fra.

Midt i den alvorlige tyrkiske valutakrise er der nu tegn på tøvejr i det iskolde udenrigspolitiske forhold mellem de to lande – bl.a. på baggrund af konfrontationen mellem Tyrkiet og USA.

Efter politiske krav om at støtte Tyrkiet, har den tyske regering godt nok betonet, at en direkte finanshjælp til Tyrkiet »aktuelt ikke er på tale« – med betoning på aktuelt. Alligevel er der mange stemmer, der mener, at det meget vel kan komme på tale.

Fra to af Tysklands mest renommerede økonomer, Marcel Fratzscher og Alexander Kriwoluzky fra det regeringsrådgivende DIW-institut, lyder det, at det truende sammenbrud i den tyrkiske økonomi kan blive »eksplosiv for Mellemøsten og Europa«, men at krisen netop derfor er den »måske sidste chance for at reformere Tyrkiet grundlæggende og muliggøre en tilnærmelse mellem Europa og Tyrkiet«. Underforstået: i kraft af økonomisk hjælp til gengæld for reformer.

Ifølge avisen Die Zeit har en række tyske ministerier »i månedsvis forsøgt at bruge den tyrkiske krise til en tilnærmelse mellem Tyskland og Tyrkiet«. I slutningen af september kommer autokraten Erdogan således på et officielt og omstridt statsbesøg i Berlin. Også finansminister Olaf Scholz, udenrigsminister Heiko Maas og økonomiminister Peter Altmaier skal møde deres respektive tyrkiske kolleger i september og oktober.

Sideløbende forgår der en tysk debat om, hvorvidt Tyskland eller EU bør bistå det økonomisk slagne Tyrkiet. Selvom 72 procent af tyskerne er lodret imod økonomisk hjælp til Tyrkiet, er der tre vægtige argumenter for. For det første den økonomiske: frygten for, at en alvorlig tyrkisk krise kan smitte af på eurozonen. For det andet, at Erdogan i en ukontrollerbar tyrkisk krise vil sløjfe flygtningeaftalen med EU, som er med til at holde millioner af flygtninge i Tyrkiet. Og for det tredje: Tyrkiets enorme geostrategiske vigtighed for Europa som NATO-partner.

Selvforskyldt krise

Med forrige uges finansindsprøjtning på 15 mia. dollars har staten Qatar for en stund stoppet den tyrkiske liras frie fald. Men blandt tyske kommentatorer er der generel enighed om, at krisen vil fortsætte, og at den er et selvforskyldt resultatet af autokraten Erdogans forfejlede politik.

I årtier har Tyrkiet drevet sin vækst med infrastrukturprojekter og med en enorm nettoimport, finansieret af lån i udlandet. Især de tyrkiske virksomheder er nu dybt forgældede i euro og dollars, som med liraens fald bliver endnu sværere at betale tilbage.

Efter kupforsøget i 2016 har Erdogans regering tilmed pumpet billige kreditter ud for at støtte den private sektor, mens den har holdt den tyrkiske centralbanks rente kunstigt i bund. At Erdogan har indsat sin svigersøn som finansminister giver her et praj om, at centralbankens uafhængighed ikke just er sikret. Med tvivlsomme forhold omkring retsstatslige principper føler udenlandske investorer sig tilmed stadig mere usikre i Tyrkiet.

I denne situation er det selvsagt en speget sag at give økonomisk støtte til et land, hvor støtten kan ende med at stabilisere styret, hvis det ikke lykkes at knytte bindende forpligtelser til lånene.

Putins kyshånd

Det økonomiske argument for en stabiliserende støtte – at krisen kan smitte af på eurozonen – er omstridt. Mens de tyske banker blot har ca. 21 mia. euro i udeståender med tyrkiske firmaer, sidder f.eks. de spanske banker med lån for ca. 69 mia. euro. Dermed kan tyrkiske konkurser få svære følger i eurozonen. Men med et europæisk BNP, der er ca. tyve gange så stort som det tyrkiske, er denne risiko alt i alt dog til at overse, vurderer tænketanken Bruegel.

Langt mere alvorligt vurderes de mulige geostrategiske følger af krisen.

Som følge af striden mellem Tyrkiet og USA har Trump-regeringen pålagt sanktioner og højere told på tyrkiske produkter. Det har været med til at presse liraen yderligere, hvilket Erdogan flittigt bruger som undskyldning for krisen. Tidligere på måneden har den tyrkiske præsident i en kommentar i New York Times ligefrem understreget, at den amerikanske politik tvinger Tyrkiet til »at lede efter nye venner og allierede«.

Han nævner ikke disse venner ved navn, men der ingen tvivl om, at Vladimir Putin med kyshånd ville tage imod muligheden for at så yderligere splid mellem NATO-partnerne ved at hjælpe Tyrkiet efter bedste evne. Med europæiske briller ville den geopolitiske totalskade således opstå, hvis Tyrkiet skulle gøre alvor af truslerne om at træde ud af NATO for at vende sig mod Rusland.

I Berlin har den amerikanske konfrontation overvejende udløst stille hovedrysten. Ikke mindst hos udenrigsminister Heiko Maas, der i disse dage turnerer med sine planer om et »afbalanceret europæisk partnerskab med USA« – altså et mere distanceret og jævnbyrdigt transatlantisk forhold.

Mere højlydt er den tidligere udenrigsminister Sigmar Gabriel, der har kritiseret USA skarpt for at destabilisere NATO-partneren Tyrkiet. Hvis det ikke lykkes at holde Tyrkiet i Vesten, kan vi i fremtiden opleve et »politisk isoleret og atomart udrustet Tyrkiet«, advarer han.

Farlig mission

Hjælp til Tyrkiet fra Den Internationale Valutafond, IMF, ser ud til at være udelukket, både fra amerikansk og tyrkisk side. Til gengæld for kreditter vil IMF nemlig kræve hårde reformer, som vil stække Erdogans magt, og ifølge Der Spiegel hævder selv tyrkiske økonomer som Hursit Günes, at Erdogan hellere vil risikere en statsbankerot end at indlade sig på IMF’s betingelser.

Det udgør baggrunden for overvejelserne om tysk eller europæisk hjælp. Men ud over en påmindelse om, at EU i praksis kun har meget begrænsede økonomiske værktøjer til at hjælpe uden for EU, formaner lederen af tænketanken Bruegel, Guntram B. Wolff, om, at et samlet EU først skal gøre sig klart, hvad en hjælp til Tyrkiet skal bruges til: til at drive demokratiske værdier frem med, eller – på linje med IMF – til at rette op på Tyrkiets løbske udgifter og på centralbankens uafhængighed. Hvor en økonomisk genopretning er mulig, kan demokratisering og retsstatslig genopretning være en direkte farlig mission, advarer Wollf.

»Dette krav kunne Erdogan bruge som argument for, at Vesten og EU er del af et komplot mod Tyrkiet. Derfor bør EU handle varsomt.«

Det er netop, hvad udenrigsminister Heiko Maas gør. Han taler ikke konkret om hjælpen, men henviser til betingelserne for, at den overhovedet kan komme på tale.

Her er økonomen Alexander Kriwoluzky fra DIW mere optimistisk og offensiv i forhold til chancen i krisen: en dag vil den blive så alvorlig, at Erdogan vil acceptere målbare betingelser som friere valg, større pressefrihed og en uafhængig centralbank. Håber han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben K L Jensen
  • Peter Beck-Lauritzen
  • Trond Meiring
Torben K L Jensen, Peter Beck-Lauritzen og Trond Meiring anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peter Beck-Lauritzen

Tyrkisk økonomi baserer sig på en fifty-fifty sort og hvid økonomi, så det er kun den hvide økonomi, der er dårlig. Nu har Erdogan, via et langt sejt træk, endelig blevet demokratisk "diktator" og den position vil han hellere dø for end slippe "tøjlerne"! Når Erdogan kommer til Tyskland, vil han sikkert nok engang fremsætte krav om et muslimsk universitet for de mange tyrkere i Tyskland! Mht. Nato og USA, så forholder det sig sådan, at F35 flyet får udstyr fra Tyrkiet, hvis levering derfor kunne blive problematisk. Trumps hovedpine!
Måske skulle Europa skrotte Nato og dermed slippe af med upålidelige partnere, som Trump og Erdogan, og så lave en europæisk forsvarsalliance i stedet. Europa har midlerne, teknologien og nogenlunde fælles interesse i fredelig sameksistens, qua det historiske forløb. Så, hvorfor ikke?