Læsetid: 5 min.

USA er stadig stærkest i Asien, lidt endnu

Magtbalancen i Asien tipper i retning mod Kina, og Donald Trump er godt i gang med at mindske USA’s magt i regionen, vurderer forfatter bag ny rapport. Spændinger i regionen bliver afgørende for, om vi får krig eller fred i det 21. århundrede
9. august 2018

Hvad er stærkest: Krudt og kugler eller økonomiske muskler?

Svaret afhænger af timing, siger Hervé Lemahieu fra den australske tænketank Lowy Institute. Hvis der udbryder krig i morgen, er militær styrke af enormt stor betydning, mens handelsaftaler kan være vigtigere, hvis der ikke gør.

Hervé Lemahieu er forfatter til en ny og omfattende magtanalyse af de 25 nationer, der har størst indflydelse i Asien – inklusive lande med betydelig tilstedeværelse som USA og Rusland. Asia Power Index bygger på otte overordnede temaer, 27 underemner og 114 indikatorer og placerer USA og Kina i toppen langt foran Japan, Indien og Rusland på de efterfølgende pladser i topfem.

Siden Anden Verdenskrig har USA med sin militære tilstedeværelse og sit finmaskede net af alliancer været dominerende i regionen. Men den position er udfordret af Kina.

Kina topper kategorien ’fremtidige trends’, der ser på økonomiske, militære og demografiske ressourcer frem mod 2030. Og så har folkerepublikken allerede de mest omfattende økonomiske relationer. Høj og uafbrudt vækst over fire årtier har trukket de andre asiatiske lande tættere på Kina og gjort truslen om økonomiske sanktioner til et magtfuldt redskab for kommunistpartiet.

Til gengæld er Folkets Befrielseshær endnu ikke den mest frygtindgydende krigsmaskine i Asien.

»Kina er mindst ti år bagefter USA i forhold til militær formåen. Kina har gjort meget store fremskridt i forhold til landets flåde og evne til at afvise angreb, så prisen for at gå i krig med Kina tæt på Kina er øget markant. Men opstår der en konflikt længere væk fra Kina, er det at kunne flytte tropper rundt over lange afstande, antallet af hangarskibe og logistik over tid utroligt vigtigt, og her er Kina langt efter USA. Men prisen for krig stiger for hvert år, og den pris er også politisk, så spørgsmålet er ikke kun, om USA ville vinde i den sidste ende, men også om man er villig til at betale den høje menneskelige og økonomiske pris,« siger Hervé Lemahieu.

Han peger på, at det kinesiske militærbudget fortsat kun udgør en tredjedel af det amerikanske, men at forskellen bliver mindre. I de tidlige 1990’ere brugte amerikanerne 20 gange mere på deres forsvar end kineserne.

I dag udgør Kinas udgifter til militæret 1,9 procent af BNP mod 3,6 procent i USA. Det er muligt, at den kinesiske ledelse vælger at skrue på den procentsats, men noget tyder på, at niveauet kommer til at følge den økonomiske udvikling. Muligvis af frygt for konsekvenserne ved at indgå i et våbenkapløb, hvor det ikke lykkes at matche modparten.

»Sovjetunionens kollaps skyldtes i høj grad, at økonomien ikke kunne følge med de enorme militærudgifter, fordi man forsøgte at holde trit med USA i våbenkapløbet. Noget lignende kan man sige om det britiske imperie,« vurderer Hervé Lemahieu.

De fem mest indflydelsesrige i Asien

Forskere ved den uafhængige australske tænketank Lowy Institute har undersøgt, hvilke nationer der er de mest indflydelsesrige i Asien. Landene har fået point ud fra otte overordnede temaer, 27 underemner og 114 indikatorer.

De otte overordnede temaer er: økonomiske ressourcer, militær styrke, modstandsdygtighed, fremtidige trends, diplomatisk indflydelse, økonomiske forbindelser, forsvarsalliancer og kulturel indflydelse.

Her ses de fem mest indflydelsesrige lande, og hvor stor indflydelse de har i forhold til hinanden. 

Usikre alliancer

Målt i skibstonnage, våbenteknologi og evnen til at føre krig bliver den amerikanske føring ikke indhentet foreløbig. Derimod kan magtbalancen i Asien tippe i kinesisk favør, hvis USA forsømmer sine alliancer.

De tætte bånd mellem Washington og regeringerne i lande som Sydkorea, Japan og Australien er en afgørende faktor for den amerikanske styrkeposition i Asien. Men mange af tiltagene under præsident Donald Trump har vist en amerikansk vilje til at gå enegang og se stort på skrevne og uskrevne regler mellem alliancepartnere.

»Hvis Trump har i sinde at efterleve sit slogan ’Make America great again’, er det utroligt dumt at tro, at han kan gøre det alene. Hvis én ting gælder for magtforskydningerne i verden og i særdeleshed i Asien, så er det, at ingen har ressourcerne til at stå alene. Hvis USA trækker sine soldater hjem fra Sydkorea som resultat af forhandlingerne med Kim Jong-un, vil Kina kunne overtage placeringen som den mest magtfulde nation i Asien inden for fem år,« siger Hervé Lemahieu.

Mødet mellem Trump og den nordkoreanske leder blev gennemført på en måde, der gav bange anelser i Tokyo og Seoul.

»Mødet mellem Trump og Kim Jong-un var en stor sejr for Nordkorea, fordi det hævede landet op på niveau med andre atommagter. Det kan muligvis resultere i, at Nordkorea går med til at begrænse truslen mod USA ved at afskaffe sine interkontinentale missiler, men det er ikke det samme som at sige, at Nordkorea så ikke ville udgøre en regional trussel. Så har vi en situation, hvor Japan og Sydkorea ser trusselsbilledet i Asien på en anden måde, end USA gør. Selv hvis det ikke blev sagt eksplicit fra Washington, ville det føre til, at lande i Asien ville være nødt til at tænke i nye måder at beskytte sig selv på. En alliance er ikke meget værd, hvis ingen tror på den,« lyder det fra Hervé Lemahieu.

Svækket handel

På handelsområdet er den amerikanske ageren også med til at styrke Kinas sag. Ved at trække sig ud af en stor regional frihandelsaftale har USA åbnet for, at Kinas i forvejen stærke økonomiske indflydelse vil stige. Samtidig er Trumps kinesiske handelskrig ikke populær i regionen.

»Den lovbaserede verdensorden, USA historisk set har været med til at opretholde, har sikret et frit og åbent handelssystem i Asien. Hvis den eskalerende handelskonflikt fortsætter, bliver de første ofre hverken USA eller Kina, men mindre lande i Asien, hvor udenrigshandel udgør en langt større andel af økonomien. Kina og USA har begge store, hjemlige markeder. Sydkorea og Singapore vil blive ramt hårdt, hvilket vil udhule tilliden til USA som en pålidelig alliancepartner yderligere,« siger Hervé Lemahieu.

Den kinesiske ledelse i Beijing har ikke været sen til at udnytte det amerikanske kursskifte og positionere sig som fortaler for frihandel og internationalt samarbejde. Regionalt lyder kommunistpartiets argument, at fordelene ved økonomisk samarbejde er større end ulemperne ved Kinas militære oprustning og dominans.

Det er alt sammen med til at underminere status quo i Asien og skabe en ny magtbalance, der har betydning langt ud over kontinentets grænser.

»Mange af de internationale institutioner, der kan siges at være med til at sikre orden og fred globalt, har rod i en æra, hvor Vesten stadig var den dominerende region med USA i spidsen. I Asien er netværket mellem stater langt løsere end i for eksempel Europa. Nationalstaten betyder mere, og det samme gør konkurrencen mellem dem. Det er en kilde til bekymring i takt med, at Asiens betydning i verden vokser,« siger Hervé Lemahieu.

De amerikanske landmænd som disse fra Texas er nogle af præsident Trumps kernevælgere og blandt dem, der kan blive ramt af EU’s modreaktion på Trumps straftold. 
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Aleksander Laursen
Aleksander Laursen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Lasse Karner

"Problemet" er, at præsident Trump er ret ligeglad med USA's indflydelse i Asien og andre steder.

Selvfølgelig kunne Trump se, at USA's indflydelse i Asien ville være vigende, hvis han trak USA ud af TTP - men han gjorde det ikke desto mindre alligevel.
På sin første hele arbejdsdag som præsident trak han endvidere USA ud af TTIP, hvilket selvfølgelig svækkede USA's indflydelse overfor EU.

Alle tilhængere af en liberal, regelbaseret verdensorden med frihandel kan hurtigt blive enige om, at Trump har begået en stor fejl - men hans kernevælgere er bare bedøvende ligeglade.
De er godt tilfredse med hans isolationistiske "America first".

Interessante tider, vi lever i. Min vurdering er, at en æra er slut. I 500 år har et agressivt Europa gennem en brutal koloniseringspolitik sat verdens dagsordenen. Det er os og vore koloniale knupskud, der er klodens overklasse.
Andre folkeslag fra andre kontinenter vokser sig stærke og overtager langsomt, men sikkert vore magtpositioner inden for videnskab og kunst, og nu også militært. Det skræmme os naturligvis, for vil de vise os den samme forståelse og tillid, som vi har vis dem, bliver det ikke sjovt for den hvide mand.
På det er Trump blot et symptom, ikke en årsag.

Flemming Berger, Alvin Jensen, Torben K L Jensen, Bettina Jensen, Jens Bryndum og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

Knopskud! Undskyld til de skriftkloge. Jeg gør mit bedste, men evnerne står ikke altid mål med ambitionerne.

Flemming Berger, Eva Schwanenflügel, Alvin Jensen, Bjarne Bisgaard Jensen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Sören Tolsgaard

Rolig nu. Et lille flertal af tumper har for en tid stemt Trump ind i Det hvide Hus, men det er vist kun en overgang, indtil en mere kompetent kandidat tager over. For de demokratiske regler er endnu så intakte, at ingen - ligesom i østlige stormagter - kan gøre sig selv til diktator på livstid.

Europa har haft en magtposition, bygget på krigskunst, som også blev praktiseret af alle andre, blot med mindre succes. Siden overtog USA denne magtposition, og nu kandiderer Kina. Kulturelt må alle dog fortsat se tilbage på "Antikkens Europa" hvorfra den moderne civilisation har sit udspring.

Kineserne suger til sig, fra oldtidens billedkunst til Mozart og Beatles. Bevares, vi kan da også lære af fjernøsten, bl.a. om meditation, og teknisk set er de sikkert i gang med at overhale os, men mht. politisk, åndelig og kunstnerisk frihed, der synes Europas position stadig central.

Bettina Jensen

"Alle tilhængere af en liberal, regelbaseret verdensorden med frihandel kan hurtigt blive enige om, at Trump har begået en stor fejl"

Men alle tilhængere af at kapitalfonde, multinationale selskaber og de superrige ikke kommer til at befæste deres magtpositioner formelt via de reaktionære frihandelsaftale-systemer, kan for en stund ånde lettet op, selvom både Trump og frihandelsapologeterne repræsenterer klare trusler mod fredelig sameksistens og udvikling af social retfærdighed på kloden.

Anders Graae, Trond Meiring, Jens Bryndum og Lars Bo Jensen anbefalede denne kommentar

"Rolig nu. Et lille flertal af tumper har for en tid stemt Trump ind i Det hvide Hus, men det er vist kun en overgang, indtil en mere kompetent kandidat tager over. "

Han bliver genvalgt til en periode mere.

Det virker lidt underligt når alle danske medier og politikere opfordre USA til at vise magt når det er disputser om hvem diverse vandområder i Det Sydkinesiske hav tilhører. Kina skal holdes ude og USA, der ikke har eget territorier lige i nærheden, sejler rundt med sin flåde for at vise styrke, med 800 militære baser rundt omkring på kloden til hjælp. Egentlig skulle de vel selv finde ud af det landene indbyrdes, og ja, Det er ofte den stærkes ret, som så kommer til at gælde. Men sådan har vi andre vel også løst vores territoriale problematikker.

Dennis Tomsen

@ Men sådan har vi andre vel også løst vores territoriale problematikker.

Såsom 1. og 2. Verdenskrig?

Flemming Berger og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

3. verdenskrig vil involvere Kina mod USA, ikke Kina mod Vietnam. Derfor skal USA ikke blande sig.

USA har allerede stået for dette århundredes største menneskelige katastrofe, nemlig Irakkrigen med dens op til 1 million døde og 5 millioner flygtninge.