Læsetid: 9 min.

Det værste ved at være journalist i Tyrkiet er selvcensuren. Den ændrer dig

Tyrkiets største avis, Hürriyet, var et symbol på uafhængighed, indtil præsident Erdoğans håndlanger Demirören to måneder inden præsidentvalget købte avisen og dermed sikrede præsidenten total kontrol over alle landets store medier. Jeg arbejdede på avisen, da den sidste rest af journalistisk frihed forsvandt
I april sagde Tyrkiets største avis Hürriyet farvel til sin ejer gennem fyrre år: Milliardæren Aydin Dogan. Han fik tre afskedsceremonier. Og rosenblade, der dalede ned over ham og hans datter. I samme ombæring mistede avisen sin sidste uafhængighed. 

I april sagde Tyrkiets største avis Hürriyet farvel til sin ejer gennem fyrre år: Milliardæren Aydin Dogan. Han fik tre afskedsceremonier. Og rosenblade, der dalede ned over ham og hans datter. I samme ombæring mistede avisen sin sidste uafhængighed. 

Anadolu Agency

13. august 2018

Til afskedsreceptioner er der kram og kindkys. Man spiser lette snacks og uddeler blomsterbuketter. En tale og en passende afskedsgave er forventet.

Og så er der de afskedsreceptioner, hvor det hele er større. Hvor det er mere end bare en medarbejder, man siger farvel til. Hvor det er symbolet på frihed, der går ud ad døren.

Hvor tusindvis af rosenblade falder fra loftet, mens hundredvis af medarbejdere skiftevis jubler og græder. Jubler for at hylde den afgående. Græder for at sørge over en tabt æra og en usikker, truende fremtid.

Sådan var afskedsreceptionen for Aydin Dogan og hans datter Vuslat Doğan Sabancı.

Jeg var der, da Tyrkiets største avis, Hürriyet, i april sagde farvel til sin ejer gennem fyrre år: Milliardæren Aydin Doğan og hans datter, der de seneste år havde stået i spidsen for avisen.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Espen Bøgh
  • Trond Meiring
  • Jens J. Pedersen
  • Eva Schwanenflügel
  • Katrine Damm
  • Troels Ken Pedersen
Espen Bøgh, Trond Meiring, Jens J. Pedersen, Eva Schwanenflügel, Katrine Damm og Troels Ken Pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jens J. Pedersen

Der er den store fordel ved en presse, der kun gør det autokraten sige. Landet kan gå ned i stilhed, der er kun landene omkring, der registrerer, at det bliver meget stille.
Erdogan: Jeg er ligeglad, vi har Alla og ?

Michael Friis

Alle er vores fjerder. Det er uhyggeligt og minder alt for meget om Tyskland i 1930+40'erne og Rusland under Stalin, og delvis nogle lande idag. Den helt store udfordring for folk i politik, er at sikre, at den dag ikke kommer i vores del af venden. Det kan være svært at huske blandt andre mere banale udfordringer.
Frihed er underligt. Det er muligvis kun den dag, vi mister den, at vi rigtigt kan alderkende betydningen.
De totalitære systemer er lettere at administrere, og ja der er dage, hvor man kan tænke "Ordnung muss sein" eller "Arbeit macht frei" men historien viser, at det ikke duer i længden. Mennesker er uheldigvis for onde ved og bange for hinanden.

Touhami Bennour

Jeg var selv overrrasket da jeg i dag læste politiken. Og hvad læste jeg:At Frankrig indfører censur og 13 musiker i 2017 sidde bag tremmer i Spanien. Journalister har meget at lave nu, i Vest som i Øst

Det er ikke noget nyt at "rigdommen" flokkes om diktatorerne..
Det er heller ikke noget nyt at den samme "rigdom" ikke er for demokrati.

Desværre ser vi atter opblomstringen af diktatorer flere steder i verden, - og desværre også indenfor "freden projekt(EU)" i EU's rammer.

Demokrati er for godt til at lide den samme skæbne igen og igen, og med de følger der altid er i kølvandet på diktaturer, - som oftest er af helt umenneskelig art, og desuden tager eugenik med i diktaturenes fjendebilleder, og hvor let det sker.

Michael Friis

Bjørn Pedersen.
Indledningsvis er skrevet i traktaten:
"They (dvs deltagerlandende) are determined to safeguard the freedom, common heritage and civilisation of their peoples, founded on the principles of democracy, individual liberty and the rule of
law. They seek to promote stability and well-being in the North Atlantic area."

Bjørn Pedersen

Noget siger mig at man skider højt og flot på den slags idealer iblandt NATO ledere. Lyder også som om Ungarn er på vej væk fra demokrati..