Læsetid: 9 min.

Det værste ved at være journalist i Tyrkiet er selvcensuren. Den ændrer dig

Tyrkiets største avis, Hürriyet, var et symbol på uafhængighed, indtil præsident Erdoğans håndlanger Demirören to måneder inden præsidentvalget købte avisen og dermed sikrede præsidenten total kontrol over alle landets store medier. Jeg arbejdede på avisen, da den sidste rest af journalistisk frihed forsvandt
I april sagde Tyrkiets største avis Hürriyet farvel til sin ejer gennem fyrre år: Milliardæren Aydin Dogan. Han fik tre afskedsceremonier. Og rosenblade, der dalede ned over ham og hans datter. I samme ombæring mistede avisen sin sidste uafhængighed. 

I april sagde Tyrkiets største avis Hürriyet farvel til sin ejer gennem fyrre år: Milliardæren Aydin Dogan. Han fik tre afskedsceremonier. Og rosenblade, der dalede ned over ham og hans datter. I samme ombæring mistede avisen sin sidste uafhængighed. 

Anadolu Agency

13. august 2018

Til afskedsreceptioner er der kram og kindkys. Man spiser lette snacks og uddeler blomsterbuketter. En tale og en passende afskedsgave er forventet.

Og så er der de afskedsreceptioner, hvor det hele er større. Hvor det er mere end bare en medarbejder, man siger farvel til. Hvor det er symbolet på frihed, der går ud ad døren.

Hvor tusindvis af rosenblade falder fra loftet, mens hundredvis af medarbejdere skiftevis jubler og græder. Jubler for at hylde den afgående. Græder for at sørge over en tabt æra og en usikker, truende fremtid.

Sådan var afskedsreceptionen for Aydin Dogan og hans datter Vuslat Doğan Sabancı.

Jeg var der, da Tyrkiets største avis, Hürriyet, i april sagde farvel til sin ejer gennem fyrre år: Milliardæren Aydin Doğan og hans datter, der de seneste år havde stået i spidsen for avisen.

Avisens navn betyder ’frihed’, og den blev betegnet som landets sidste uafhængige mainstreammedie. Men med Dogan-familiens farvel var det endegyldigt slut. Blot to måneder inden præsidents- og parlamentsvalget var avisen blevet købt af Erdoğan Demirören, der er kendt for sin tætte forbindelse til præsident Erdoğan. Og for at være en avisdræber.

Nyheden om salget kom på en almindelig onsdag på redaktionen. Jeg sad ved mit skrivebord, da kolleger omkring mig begyndte at rejse sig og samle sig i små grupper for at tjekke deres mobiltelefoner, mens de talte ophidset. En af dem kiggede på mig:

»Du har lige været vidne til årtiets største mediehistorie.«

Det usynlige pres

Jeg begyndte på Hürriyet i marts ved siden af mine studier i tyrkisk politik på universitetet i Istanbul. Selv inden salget var journalisterne på Hürriyet ikke frie.

For at komme på arbejde skal du igennem avisens fire meter høje jernport og forbi vagter med maskingevær. Du skal scannes og kropsvisiteres, din taske bliver gennemlyst.

Tankerne bliver ledt hen på landets voldelige historie med dræbte journalister, terrorangreb og kupforsøget for to år siden, hvor medier blev indtaget af væbnede soldater.

Sikkerhedsforanstaltningerne er det konkrete pres, du kan mærke og se. En evig trussel om vold. Men for journalisterne bag porten findes et langt voldsommere pres, som jeg først lærte at mærke med tiden. Censuren.

Før jeg ankom til Istanbul og på Hürriyet, havde jeg skrevet artikler for Information i halvandet år.

Jeg vinklede kritisk, og det prægede mine første ideer til artikler på den tyrkiske avis: Interviews med aktivister, der monitorerer skibsfarten i Bosporus-strædet for krigsskibe, det kristne samfunds manglende frihed til at købe og eje deres egne kirker, og undervisere på universitetet, der bliver fyret, fordi studerende har optaget dem, mens de udtrykte sig regeringskritisk.

Det gik op for mig, at jeg var naiv. Og at jeg godt kunne godt glemme alt om, at sådanne artikler ville blive trykt i avisen. Det var overflødigt at give mig en forklaring. Et opgivende blik og et træk på skuldrene var nok.

»Skriv hellere noget om livsstil eller kultur.«

I Tyrkiet er andre kriterier end væsentlighed blevet mere afgørende, fortæller en journalist fra avisen, der sagde op efter ejerskiftet.

»Det er blevet et automatisk instinkt ikke at lave kritiske historier længere. Presset og censuren er blevet en del af os selv. Man tænker altid på reaktionen fra regeringen eller bare inde fra avisen. Redaktøren over dig er ikke tryg ved at trykke kritiske historier. Og så bliver det som en kæde, hvor alle lærer at kende deres grænser. Og acceptere det,« siger den tidligere ansatte.

Ligesom de øvrige journalister, jeg har talt med til denne artikel, tør den tidligere medarbejder kun udtale sig anonymt af frygt for de tyrkiske myndigheder.

Min næste idé til en historie var mere blød, syntes jeg selv. Det var ikke nødvendigvis kritisk over for regeringen, og så handlede den endda om sport.

Midt i en verserende politisk strid mellem Tyskland og Tyrkiet skulle den tyrkiske by Izmir være vært for en turnering i undervandsrugby. Det var undervandsrugbys svar på finalen i Champions League, og det tyske hold Krefeld lå inden turneringen nummer to. Stadig med chance for at vinde det hele.

De tyske undervandsrugbyspillere valgte dog at boykotte turneringen, fordi de ikke ville støtte det tyrkiske styre, og fordi de var bange for at blive tilbageholdt.

Jeg tænkte, at historien kunne diskutere, hvordan sport og politik blev blandet sammen. At det konkrete eksempel kunne være et afsæt til at diskutere, hvordan civilsamfundet og sport skal navigere i et storpolitisk spil. Hvordan almindelige mennesker bliver fanget i en konflikt, de intet ansvar har for.

Og min redaktør syntes egentlig, historien var god.

»Men den fremstiller Tyrkiet som et farligt sted at tage hen. Skriv nu noget om livsstil.«

Jeg begyndte at forstå, at jeg måske var for forkælet som udefrakommende vesterlænding på gæstevisit, til for alvor at sætte mig ind i den balancegang, tyrkiske journalister må navigere efter.

Samtidig med at jeg foreslog historier med kritisk kant på Hürriyet, sad 15 kolleger fra avisen Cumhürriyet i fængsel, sigtet efter terrorparagraffen. Blot for at skrive artikler, regeringen ikke kunne lide. Hvem var jeg at komme anstigende og tro, at jeg bare kunne skrive historier, som jeg gjorde i Danmark?

Jeg tilpassede mig og begyndte at skrive rejsestof.

Copy-paste

Min tidligere kollega husker, hvordan vilkårene har ændret sig, siden vedkommende kom til Hürriyet i 2012.

Allerede i årene op til opkøbet havde Erdoğan strammet grebet om avisen og landets øvrige medier. Da Hürriyet i 2009 fik en skattebøde på mere end to milliarder dollar, blev det betragtet som en straf og en måde at knægte avisen på.

Men man kunne stadig rapportere nogenlunde frit fra store begivenheder.

I 2013 dækkede avisen en stor korruptionssag, der involverede Recep Erdogan. Og da demonstrationer i Gezi-parken i Istanbul samme år udviklede sig til nogle af de største folkelige protester i nyere tids Tyrkiet, var Hürriyet på pletten.

År for år kunne den nu tidligere medarbejder se situationen blive forværret. Flere medier blev lukket med magt. Journalister blev fængslet. Det var store historier, som avisen aldrig ville kunne dække i dag.

»De seneste år har det skabt overskrifter og forsideplads, hver gang Erdogan holder tale. Og man copy-paster bare, hvad han siger. Det definerer så nyhedsbilledet. Det er ikke god journalistik. Nu er der både emner, vi ikke kan skrive om, men også emner, vi skal skrive om. Der er en million emner, der fortjener mere opmærksomhed, end vi kan give dem,« siger journalisten.

I Tyrkiet er der nærmest ugentlig hændelser, der i Danmark ville være årets største skandale. Som da chefen for den militære generalstab og chefen for Tyrkiets efterretningstjeneste midt under valgkampen landede i en helikopter ved en mulig præsidentkandidats hjem for at snakke. Dagen efter trak kandidaten sig fra politik.

Sådanne historier drukner fuldstændig i den tyrkiske nyhedsstrøm til stor frustration for journalisterne. Bløde historier, der ikke kan gøre ondt på magten, bliver altid prioriteret først. Ingen medier kan give historien om militærbesøget den opmærksomhed, den helt åbenlyst har brug for. Og så bliver den glemt.

En anden journalist, der stadig er på avisen, forklarer, hvordan man nu kan se ejerskiftet manifestere sig visuelt. To-tre gange om ugen er der på forsiden fotos af Recep Erdoğan og hans svigersøn, finansministeren Berat Albayraks. Sådan ville avisen aldrig have prioriteret før, mener journalisten.

En tredje tyrkisk journalist trækker dagens Hürriyet frem for at illustrere samme pointe. Den bærende forsidehistorie på Tyrkiets største avis med et dagligt oplag på over 300.000 handler om en enkelt mand, der har mishandlet sin hund. Manden er blevet idømt en bøde og må aldrig eje et kæledyr igen.

»Er det virkelig vores førsteprioritet? Selvfølgelig er det synd, men er det vores førsteprioritet i Tyrkiet,« spørger journalisten.

Censur løber nedad

Det er ikke fordi, journalisterne på Hürriyet ikke vil lave kritisk journalistik. Men censur løber nedad. Alle på avisen ved, at deres øverste chef ikke er fri. Redaktørerne ved, at der er grænser for, hvilke historier de kan sætte i avisen.

Journalister kan se kolleger blive fængslet, og så stopper de med at foreslå kritiske historier.

Selvcensuren er den hårdeste for de tyrkiske journalister. Deres identitet forsvinder, forklarer en fjerde journalist.

»Selvcensur føles forfærdeligt. Ordene kommer op i din mund, men du stopper dig selv. Du skændes med dig selv og bliver frustreret, for du vil sige sandheden, men samtidig vil du beskytte dig selv og dine elskede. For konsekvensen er, at du kommer i fængsel. Det er et evigt skænderi med dig selv.«

Journalisten sukker.

»Selvcensur ændrer dig. Dine tanker og dit sind. Efter et stykke tid bliver du en person, du ikke vil være. Som du hader. Du begynder at tænke over alt, du gør. Du bliver nødt til at være opmærksom på det, for det værste er, når man rent faktisk begynder at tro på løgnen og lyve for sig selv.«

Tyrkiet har en streng injurieparagraf, der minder om majestætsfornærmelse. Der skal ikke siges mange grimme eller kritiske ord om præsident Erdoğan, før kunstnere, journalister og helt almindelige civilister kan ryge for en domstol bemandet af dommere, som præsidenten og regeringen har udpeget.

Selvcensuren begrænser sig ikke til journalister. Med stikkerlinjer i udlandet og et opsøgende politi i Tyrkiet må de fleste tyrkere konstant tænke over, hvordan de formulerer sig.

En aften sad jeg på en bar i Istanbul og talte om det kurdiske arbejderparti PKK, der af Tyrkiet og flere vestlige lande betegnes som en terrororganisation.

Jeg talte dansk, ingen forstod mig, men ordene PKK og Erdogans navn vakte genklang. Folk kiggede pludselig på mig. Som om jeg havde sagt noget forkert. Det havde jeg også. Generelt undgår folk helst at sige præsidentens navn. I stedet kalder de ham »manden«. Eller peger op i luften, når de taler om magten. Selv på Hürriyet.

Avisdræberen

Journalisterne på avisen vidste godt, hvad det betød, da Demirören Group købte Aydin Doğans medieimperium bestående af Hürriyet og TV-stationerne CNN-Türk og Kanal D.

Dogan Group havde allerede solgt to aviser til Demirören, efter Dogan Group fik den milliardstore skattebøde i 2009: Vatan og Milliyet. Aviserne blev på kort tid skåret ned til ingenting. Milliyet var kendt som en kritisk kvalitetsavis, og kunne sammenlignes med danske Weekendavisen, indtil Demirören fik vendt avisens profil i en regeringsvenlig retning. Oplagstallene og antallet af journalister raslede ned.

I en lækket telefonsamtale fra 2014 kan man høre præsident Erdoğan skælde Demirören ud over en artikel i Milliyet. Demirören måtte på knæ og undskylde.

»Har jeg gjort dig sur, chef?« græd han i telefonen.

Det var med den historik i tankerne, at en medarbejder vendte sig mod mig og slog ud med armene den onsdag, hvor redaktionen hørte om salget:

»Hvad kan vi gøre? Uanset hvad vi gør, bliver det værre og værre.«

Salget af Hürriyet var blevet offentliggjort af et andet medie, og de næste uger var det på alles læber i Istanbul. Hürriyet har en helt særlig status i Tyrkiet. Hver gang jeg præsenterede mig i byen, blev jeg udspurgt om situationen.

»Tør i stadig være der?«

Når jeg svarede, tog jeg mig selv i at kalde Erdogan for »manden«.

I tiden efter salget begyndte flere journalister at sige op. De unge flyttede til Europa, de ældre skiftede branche. »Jeg vil ikke arbejde for den ejer,« begrundede en sin afsked med.

Mandens gribbe

Aydin Dogan og hans familie fik tre afskedsceremonier. Og rosenblade, der dalede ned over ham og hans datter.

Men da rosenbladene var fejet op, kunne det ikke nødvendigvis ses, at avisen nu var kontrolleret af regeringen. Der var jo alligevel ikke meget journalistik tilbage, der var for kritisk til regeringens smag, pointerer flere. Andre mener dog, at flere ideer bliver skudt ned på redaktionsmøderne. Alle er enige om, at nederlaget er tungt i sin symbolske værdi.

Avisen fortsatte med at udkomme under sin nye ejer. Jeg skrev stadig mine rejseartikler. Min artikel om Iran kunne dog ikke indledes med at beskrive en by i landets kurdiske område. Den går ikke i Tyrkiet, som fører krig mod kurdere i den østlige del af landet og Syrien. Min artikel om Guatemala måtte ikke illustreres med det store kors, der er byen Antiguas kendetegn. »Det her er et muslimsk land.«

På gangene så vi fremmede mænd i sorte jakkesæt med attachétasker under armen. Demirörens advokater, på vej fra et af de mange møder om overdragelsen. En kollega nikkede:

»Se, der går ‘mandens’ gribbe.«

En udgiver, chefredaktør og undersøgende journalist er blandt de dømte fra den regeringskritiske tyrkiske avis Cumhuriyet. De er dømt for at hjælpe og bistå terrororganisationer uden at være medlem, men får dog lov til at være på fri fod, mens man afventer, om de appellerer.
Læs også
Recep Tayyip Erdogans politiske projekt er en tilbagerulning af Atatürks sekulære stat, som i hans optik er en vestlig anomali, fjendtlig overfor religionen og fremmed for tyrkisk historie og kultur. Han plejer et image som lederen, der ikke søger magten for magtens skyld, men i en højere sags tjeneste
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Espen Bøgh
  • Trond Meiring
  • Jens J. Pedersen
  • Eva Schwanenflügel
  • Katrine Damm
  • Troels Ken Pedersen
Espen Bøgh, Trond Meiring, Jens J. Pedersen, Eva Schwanenflügel, Katrine Damm og Troels Ken Pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jens J. Pedersen

Der er den store fordel ved en presse, der kun gør det autokraten sige. Landet kan gå ned i stilhed, der er kun landene omkring, der registrerer, at det bliver meget stille.
Erdogan: Jeg er ligeglad, vi har Alla og ?

Michael Friis

Alle er vores fjerder. Det er uhyggeligt og minder alt for meget om Tyskland i 1930+40'erne og Rusland under Stalin, og delvis nogle lande idag. Den helt store udfordring for folk i politik, er at sikre, at den dag ikke kommer i vores del af venden. Det kan være svært at huske blandt andre mere banale udfordringer.
Frihed er underligt. Det er muligvis kun den dag, vi mister den, at vi rigtigt kan alderkende betydningen.
De totalitære systemer er lettere at administrere, og ja der er dage, hvor man kan tænke "Ordnung muss sein" eller "Arbeit macht frei" men historien viser, at det ikke duer i længden. Mennesker er uheldigvis for onde ved og bange for hinanden.

Touhami Bennour

Jeg var selv overrrasket da jeg i dag læste politiken. Og hvad læste jeg:At Frankrig indfører censur og 13 musiker i 2017 sidde bag tremmer i Spanien. Journalister har meget at lave nu, i Vest som i Øst

Det er ikke noget nyt at "rigdommen" flokkes om diktatorerne..
Det er heller ikke noget nyt at den samme "rigdom" ikke er for demokrati.

Desværre ser vi atter opblomstringen af diktatorer flere steder i verden, - og desværre også indenfor "freden projekt(EU)" i EU's rammer.

Demokrati er for godt til at lide den samme skæbne igen og igen, og med de følger der altid er i kølvandet på diktaturer, - som oftest er af helt umenneskelig art, og desuden tager eugenik med i diktaturenes fjendebilleder, og hvor let det sker.

Michael Friis

Bjørn Pedersen.
Indledningsvis er skrevet i traktaten:
"They (dvs deltagerlandende) are determined to safeguard the freedom, common heritage and civilisation of their peoples, founded on the principles of democracy, individual liberty and the rule of
law. They seek to promote stability and well-being in the North Atlantic area."

Bjørn Pedersen

Noget siger mig at man skider højt og flot på den slags idealer iblandt NATO ledere. Lyder også som om Ungarn er på vej væk fra demokrati..