»Vi vil jage dem. Vi vil tage vores land og vores folk tilbage.«
Jubelbrølet breder sig i Alternative für Deutschlands valglokale. De tilstedeværende ved godt, at det er Merkel og den tyske regering, der skal jages. Den ru stemme bag truslen tilhører den 77-årige partileder Alexander Gauland fra partiets højrefløj, som vil gå i spidsen for denne jagt, der skal give AfD-vælgerne det, de eftertragter.
Scenen er fra den 24. september 2017 – på aftenen for det tyske valg, der med AfD’s indtog i forbundsdagen skabte det største nybrud i det tyske partilandskab siden Anden Verdenskrig.
Intet mindre end 13 procent af vælgerne havde sat deres kryds ved det højreradikale protestparti. Og fredag overhalede AfD ligefrem socialdemokratiske SPD og blev landets næststørste parti i en måling foretaget af det anerkendte institut Infratest dimap.
Højreradikalt kan man roligt kalde AfD, mener den tidligere AfD-funktionær, Franziska Schreiber, da Information et år senere spørger til partiet og hendes nye bog Inside AfD, der har været med til at udløse den aktuelle tyske regeringskrise.
»Der er desværre al mulig grund til at være bange for AfD. Partiet er ikke blevet tæmmet af det sidste år i forbundsdagen. Tværtimod. Det radikaliserer sig fortsat længere ud mod højre. Højrefløjen i partiet fantaserer direkte om en revolution i Tyskland, og partileder Gauland taler om en omstyrtelse af det nuværende ’system’,« siger den 28-årige Franziska Schreiber.
»Men AfD er allerede en del af ’systemet’ i Tyskland og har en stor indflydelse på hele det politiske klima. Prøv at se på vores indenrigsminister (Horst Seehofer, red.), der omtaler indvandring som alle problemers moder og fryder sig over kriminelle indvandrere. Eller på forbundsdagen, der konstant er beskæftiget med AfD, så kvaliteten af det parlamentariske arbejde falder,« siger hun.
»AfD har desværre stor succes.«
Terrorlængsel og frygt
Franziska Schreiber bruger ofte begrebet ’desværre’. Både når hun taler om AfD og de sidste fem år af sit liv, der har været flettet tæt sammen med partiets udvikling.
Efter grundlæggelsen som et liberalt og eurokritisk ’professorparti’ i 2013 meldte hun sig prompte ind i AfD.
Bare ét år senere blev hun leder af partiets ungdomsorganisation Junge Alternative (JA) i den østtyske delstat Sachsen, og de følgende år bed hun sig så succesrigt fast i partiet, at hun i begyndelsen af 2017 fik en plads i partibestyrelsen på forbundstysk niveau.
»Jeg lod mig klart drive med af partiet, også i dets radikalisering og propaganda,« indrømmer hun.
Franziska Schreiber: Inside AfD.
Selv har Franziska Schreiber som JA-leder været med til at holde frygten i kog på de sociale medier. Hun beskriver indgående, hvordan de manipulerede meningsmålinger og lavede truende slagord og grafikker om tyskernes enorme og forståelige frygt, der udelukkende skyldes indvandring.
»Der er en masse ’sandheder’, der gentages til hudløshed internt i partiet, så man til sidst faktisk tror på dem – og er overbevist om, at man selv repræsenterer et tavst flertal i den tyske befolkning. Det er ikke en undskyldning for mig personligt, men en forklaring,« siger Schreiber.
I sin bog beskriver hun, hvordan partiet i sin kommunikation målrettet bryder tabuer og sproglige grænser – først i de interne fora, derefter i den digitale offentlighed og til sidst i den politiske offentlighed.
I hendes tid i partiet herskede der endda »en direkte længsel efter et terrorangreb«, der kunne bekræfte partiets verdenssyn og drive flere vælgere mod højre. Da der faktisk kom et angreb på tysk jord i Berlin i december 2016, måtte partiet tøjle sin kommunikation udadtil for ikke at svømme over i skadefro kommentarer, der kunne give bagslag.
Nødbremsen
2017 blev et skæbneår for både AfD, Franziska Schreiber og den daværende partileder Frauke Petry, som Schreiber åbent indrømmer, at hun dengang »vist nok var lidt forelsket i«.
Frauke Petry, der selv havde kuppet det liberale parti med sin langt mere nationalkonservative profil, blev på den lettere kaotiske partidag i marts 2017 overhalet højre om.
Pludselig stod den langt mere nationalistiske og reaktionære fløj i spidsen med folk som Alexander Gauland og rabiate stemmer som Björn Höcke, AfD-formanden i den østtyske delstat Thüringen, som Frauke Petry forgæves havde prøvet at ekskludere fra partiet.
I sin forargelse over radikaliseringen af AfD kæmpede Franziska Schreiber på Frauke Petrys side. De tabte, og Franziska Schreiber tog en tænkepause.
En uge før valget den 24. september trak hun i nødbremsen. Hun meldte sig ud af partiet og opfordrede offentligt til at stemme på det liberale FDP. Og gik i gang med at skrive Inside AfD.
Allerede før bogen landede i boghandlernes vinduer i august, havde den trukket overskrifter i den tyske presse. Ud over insiderbeskrivelserne af AfD beretter Franziska Schreiber nemlig om, at AfD-ledelsen flere gange havde møder med den nu forflyttede chef for den øverste efterretningstjeneste, Hans-Georg Maassen.
Både Maassen og Petry benægter hårdnakket Franziska Schreibers gengivelse af, at efterretningschefen gav AfD gode råd om, hvordan partiet skulle undgå at blive overvåget. Men selv efterretningschefen kunne ikke benægte, at møderne havde fundet sted.
Dermed var grundlaget for den nuværende tyske regeringskrise om efterretningschefen lagt – en krise, hvor ikke bare den tyske regerings overlevelse står på spil, men også søsterforholdet mellem Merkels CDU og bayerske CSU, hvor partileder og indenrigsminister Horst Seehofer hårdnakket har bakket op om Maassen.
En politisk sekt
Franziska Schreiber tager det åbenlyst helt køligt, at hun er konfronteret med flere sagsanlæg fra AfD-funktionærer, som omtales i bogen, og at figurer som den højreradikale forlægger Götz Kubitschek forgæves har forsøgt at stoppe salget af bogen.
Når man læser hendes bog, får man ofte fornemmelsen af, at hun går lige til grænsen i sin beskrivelse af partiet, og hvordan det lykkedes hende at bryde med det. Men over for Information forsvarer hun med næb og kløer, at der faktisk er tale om »en slags politisk sekt«.
»Især i øst er de fleste partiaktive meget systemfjendtlige mennesker, der tænker konspirationsteoretisk. De tror på, at staten, medierne og domstolene udgør et lukket, topstyret system. På den anden side er de ekstremt autoritetstro og adlyder hierarkiet internt i partiet,« siger hun.
Indenrigsminister nægter at fyre efterretningschef trods tysk regeringskrise
- Striden mellem de tyske regeringspartier CDU, CSU og SPD om den omstridte efterretningschef Hangs-Georg Maassen gik i weekenden ind i en ny fase. Selvom de tre partiledere tirsdag forhandlede sig frem til et kompromis, hvor Maassen blev forflyttet og forfremmet til statssekretær i Horst Seehofers indenrigsministerium med en klækkelig lønforhøjelse, krævede SPD’s leder, Andrea Nahles, i fredags en genforhandling efter en partiintern storm af protester.
- CDU’s generalsekretær Annegret Kramp-Karrenbauer medgav samme dag, at forhandlingerne handler om regeringens fremtid. SPD har insisteret på, at Maassen skulle fyres, mens Seehofer i søndagens Bild Zeitung udtalte, at han fortsat nægter at fyre medarbejdere som Maassen, »bare fordi den politiske og off entlige stemning er imod dem«.
- Søndag aften mødtes partilederne. Ved denne avis’ deadline stod Maassen ikke til at blive statssekretær i indenrigsministeriet, men til en anden stilling til sin gamle løn.
»En figur som Björn Höcke fremstiller sig selv som modstandskæmper, som den gode David mod det onde system, Goliath. Her kræver han sit baglands fulde loyalitet, og han får den på grund af denne fortælling.«
En andet sekterisk træk i AfD er – set med Franziska Schreiber øjne – at det for partifunktionærer er sin sag at forlade eller bare kritisere partiet.
»Det medfører en absurd psykoterror. Der blev spredt rygter om min person: at jeg havde så og så mange aborter bag mig, at jeg har været psykiatrisk patient, at jeg ikke har en ren straffeattest – frit opfundne påstande, som lammer én socialt, hvis man har sin vennekreds i partiet,« fortæller Franziska Schreiber.
»På skrift blev jeg blandt andet ønsket, at jeg måtte rådne op af kræft eller blive voldtaget af flygtninge. Det er dybt emotionelt, som man kender det fra sekter. Jeg formoder ikke, at det er gængs praksis i andre partier.«
Nationalsocialisme
Det første bud i AfD-biblen lyder ifølge Franziska Schreiber, at alle må sige alt. I en ytringsfrihedens rus vil partiet kæmpe mod den politiske korrektheds diktatur. Følgen er ikke bare, at rabiate stemmer erobrer partiets bagland, der er dybt sammenflettet med grupper som Pegida og De Identitære. Det medfølger samtidig, at partiledelsen konstant arbejder med dobbelte standarder, mener Franziska Schreiber.
I sin bog refererer hun seriøse debatter i ungdomsorganisationen JA om, hvordan Østprøjsen atter kan »vende hjem til Tyskland«, eller hvorvidt Stauffenberg-attentatet mod Hitler i 1944 var forræderi. Den slags dementeres godt nok som ungdommelig og uvidende snak i AfD-ledelsen, siger Franziska Schreiber.
»Men se på ledelsens egen retorik: Når Höcke affejer Holocaust-mindesmærket (i Berlin, red.) som et ’skændslens mindesmærke’, eller når Gauland kalder Det Tredje Rige for ’en fugleklat i den tyske historie’, så er det ikke bare en uhyggelig historisk revisionisme, men også målrettede skandaleudsagn, der skal rykke grænser og skabe opmærksomhed. De skal vise AfD-klientellet, at ledelsen har modet til at lægge sig ud med establishmentet,« siger Franziska Schreiber.
I sin bog skriver hun ligefrem, at »nazisternes forbrydelser er ubærlige for AfD’s højrefløj, fordi tyskernes entydige udløsning af Anden Verdenskrig og Holocaust står i vejen for deres drømme om en national socialisme i nye klæder«.
At Franziska Schreiber med den slags formuleringer er meget tæt på at kalde AfD for et nynazistisk parti, får hende ikke til at trække i land. Tværtimod.
»Höckes fløj adskiller sig kun fra NPD (det højreekstremistiske Nationaldemokratische Partei Deutschlands, red.) i form af deres begreber. De siger ikke race, men kultur, de siger ikke blandingsægteskaber, men kulturovergribende ægteskaber osv. Men ideologien bag er den samme.«
Eufori i øst
Derfor er Björn Höcke absolut heller ikke en isoleret figur i partiet.
»I dag er det højrefløjen, der svinger taktstokken i AfD,« hævder hun.
»Det betyder ikke, at flertallet af medlemmer er højreradikale, men at den største, mest professionelle og mest effektive samarbejdsfraktion i partiet består af højreradikale. Hvis man vil arbejde sig til tops i AfD, er der ingen vej uden om denne højrefløj. Gauland (AfD’s ene partileder, red.) er kun formand på Höckes nåde. Alice Weidel (AfD’s anden partileder, red.) var de liberales store håb, men det første, hun gjorde som nyvalgt partiformand, var at kræve, at ekskluderingen af Björn Höcke blev droppet.«
Blå bog: Franziska Schreiber
- Født 1990 i Dresden. Efter jurastudier blev hun i 2013 medlem af Alternative für Deutschland, hvor hun blev leder af partiets ungdomsorganisation i Sachsen.
- I 2017 blev hun medlem af AfD’s hovedbstyrelse, men valgte kort før det tyske valg den 24. september 2017 at forlade partiet og skrive bogen ’Inside AfD – Der Bericht einer Aussteigerin’.
Således er det de stadig mere radikale forbund i øst, der fører pennen i partiet, mener Schreiber, der selv bor i Dresden i Sachsen – af sikkerhedsgrunde uden navn på døren og ikke på den adresse, hvor hun er registreret, men dog kun med lejlighedsvis politibeskyttelse.
»I hele AfD, også i vest, er der eufori over partiets fantastiske meningsmålinger i de østlige delstater. AfD kan blive det største parti! Derfor får forbundene i øst også enormt meget plads og taletid, selvom både partiforbundene og vælgermassen er mindre i øst end i vest.«
Statskup
Franziska Schreiber ser mange grunde til den aktuelle regeringskrise her et år efter valget, og hun er ikke fan af den store koalition. Men hun anser det for en streng nødvendighed, at efterretningschefen Hans-Georg Maassen blev fjernet fra posten, og hun ser det som indlysende, at AfD i fremtiden bør overvåges af det såkaldte Verfassungsschutz.
»Gauland kalder Tyskland i dag for et system, der minder ham om DDR’s sidste dage, og som bør omstyrtes. Han har i øvrigt kaldt Sachsen for hjertet af modstanden ligesom i 1989. Det er jo en antydning af et statskup,« siger hun.
»Den sidste store march gennem institutionerne blev foretaget af 68’erne. Nu drømmer AfD om at gøre det samme, at skabe en reaktionær tilbagerulning af hele det tyske samfund. Det gælder også at få mødrene tilbage til kødgryderne.«
I den vedvarende regeringskrise ville et sammenbrud i Merkels GroKo-regering og et nyvalg i Franziska Schreibers øjne være en »gave fra himlen for AfD«.
»Den tyske regering burde regere, som om AfD ikke eksisterede. Det er nemmere sagt end gjort, for alle partiets provokationer gør det næsten umuligt at ignorere partiet, både for de øvrige partier og for medierne. Det er deres succesformel.«
Ud af mørket
For sig selv, men også for Tyskland, er den helt store opgave ifølge Franziska Schreiber derfor at vise fordelene og indrømme ambivalenserne ved et åbent, liberalt samfund.
»Efter årene i AfD skulle jeg selv genopdage, at vi ikke lever i et lukket system styret af onde magter, men i et relativt frit samfund, selvom det langtfra er perfekt.«
Ny tysk meningsmåling
Valget den 24. september 2017:
- Konservative CDU/CSU 32,9 pct.
- Socialdemokratiske SPD 20,5 pct.
- Højrefløjspartiet AfD 12,5 pct.
Meningsmåling den 20. september 2018:
- Konservative CDU/CSU 28 pct. (– 4,9 pct.)
- Socialdemokratiske SPD 17 pct. (– 3,5 pct.)
- Højrefløjspartiet AfD 18 pct. (+ 5,5 pct.)
I slutningen af sin bog kan Franziska Schreiber ikke dy sig for at give læserne en beskrivelse af sin personlige befrielse fra AfD. Hvordan hun atter fik et godt forhold til sin søster, der er venstrefløjsaktivist, og hvordan hun atter fik et afslappet forhold til sine uforstående forældre og tidligere venner. Men først og fremmest, hvordan hun atter kan se på sin hverdag og på Tyskland uden det dystre blik, som frygtpropagandaen i AfD havde prentet ind i hende.
Hun vil ikke være partipolitisk aktiv foreløbig, heller ikke i et eventuelt samarbejde med Frauke Petry. Men hun vil absolut heller ikke være hverken ukritisk eller upolitisk. Lige nu – ét år efter det tyske jordskredsvalg – er hendes hovedmission at vise, at der er al mulig grund til at advare mod AfD.
»Det folk, som AfD vil regere, findes ikke. Og det land, som AfD-medlemmerne vil leve i, findes heller ikke,« skriver hun i sin bog.
Det kommenterer hun ikke med et desværre, men med et »heldigvis – lad det aldrig ske«.
"Især i øst er de fleste partiaktive meget systemfjendtlige mennesker, der tænker konspirationsteoretisk. De tror på, at staten, medierne og domstolene udgør et lukket, topstyret system. På den anden side er de ekstremt autoritetstro og adlyder hierarkiet internt i partiet,« siger hun. (Franziska Schreiber)
I det forhenværende DDR har man ikke haft lejlighed til at gøre op med den nazistiske fortid på samme måde som det skete i vest.
Efter det ene diktatur fulgte det andet, og hemmeligheder og løgne forblev en overlevelsesmekanisme.
Det samme ses i andre østlande såsom især Polen og Ungarn.
Her er det nemmest at spille på folks frygt for det ukendte, og generere mærkværdige konspirationsteorier.
Desuden er der en hård kerne af nazister i Tysklands overklasse, der bare venter på at rulle tiden tilbage til trediverne.
PS. I øst har man også i meget høj grad været i den tunge ende af sparepolitikken.
Uligheden skaber som altid grobund for højrepopulismens idéer om 'de tyvagtige fremmede' der stjæler velfærden.
I østtyskland har man ikke haft nær så mange flygtninge eller muslimske indvandrere, som man har i vesttyskland. Så fjendtlighederne kan ikke være erfaringsbaserede...
i Danmark ser man den modsatte tendens. I vest, hvor der ikke er nær så mange muslimer som i øst, ser vi det muslim-fjendtlige DF's højborge. Så det er nok samme problematikker som gør sig gældende i Danmark som i Tyskland - bare med kompasnålen vendt 180 grader....
Torben:
Min svigerfar kommer fra en lille landsby i Thüringen. Jeg - og mine sønner med de nordiske navne - er vist det mest eksotiske indslag i dén landsby.
Men tro ikke, tro aldrig, at folkene i den del af Eichsfeld aldrig har været uden for deres dal. Der skal sgutte mange timer i Neukölln eller, dele af Kreuzberg til for at de, at det her - det er altså ikke skidefedt. Hvad nu, hvis de bare har set, hvad indvandringen har betydet for byer som Duisburg, Hamborg eller Berlin??
Så sent som i går talte jeg med en dreng, jeg har kendt siden han var lille. Han går nu på i en klasse i Berlin, hvor han er den eneste kartoffel. De historier, han kan fortælle om sin hverdag i skolen, er fuldkommen hårrejsende. Kanonslag i klassen. Lektier, der aldrig bliver lavet. Osv. Osv. (Og det er de godt fungerende 3. g´ere, som går her.)
Hvorfor flytter han ikke skole: Ifølge ham er det her den nemmeste måde at sikre sig et "einser-abi", altså en studentereksamen med topkarakterer.
Men når det så gælder AfD er der en detalje, som burde få alarmklokkerne til at ringe i Danmark. En af partiets absolutte topfigurer er Beatrix von Storch - født hertuginde af Oldeburg. Man skal ikke kende meget til historie for at vide, at lige netop denne slægt af nordtyske adelsmænd, har haft en lang tradition for at tage til Danmark - og det var ikke på ferie i 14 dage. Deres fjendlighed overfor Danmark - og for resten også det danske mindretal - er legendarisk. Og skræmmende.
Hørte et foredrag i ex Østtyskland, hvor taleren fortalte, at de allierede og russerne havde befriet dem for nazismen! Aha, nå sådan! Gad vide, hvad de fik istedet; stasi og KGB, samt flyttet landets værdier til Rusland/skadeserstatning. Vesttyskerne fik Marshall-hjælp og kollektiv skyld, for det passerede. Holdningsmæssigt er der stor forskel på øst- og vesttyskland, sikkert også derfor, disse ekstreme holdninger i øst, samt lave flygtningetilstrømning.
Der er ingen tvivl om hvem der smadrede naziernes kampevne. 75% af Nazi-Tyskland kampenheder invaderede Rusland, hvor ca. 27 millioner russere døde mod ca. 6 mill. tyskere. Det siger en del, at Vestmagterne tilsammen kun mistede ca. 1 million mand. I sommeren `42, så stod Hitler på toppen af sin magt—to år senere var nazierne færdige og i taktisk tilbagetrækning over alt. Så uanset, hvad der siden skete, så er der ingen tvivl om, at vi skylder Sovjet-Rusland æren her, sådan er det bare! Det andet er historieforfalskning.
"Vesttyskerne fik Marshall-hjælp og kollektiv skyld,"
Du glemmer vist lige et par ting.....og titusindvis af gamle nazister på den nye republiks topposter.
"samt flyttet landets værdier til Rusland/skadeserstatning".
Hvor meget var det nu vesttyskerne betalte i krigsskadeserstatning til f.eks. Danmark?
https://www.dr.dk/nyheder/indland/tyskland-betalte-aldrig-krigsgaeld-til...
Ps. Jeg begår selv noget sprogforbistring herover. Jeg skulle have brugt Sovjetunionen, som det rettelig hed og var dengang.
Yalta konferencen er iøvrigt også et godt bevis på, hvordan magten i Europa var fordelt i `45, Stalin fik, med politisk snilde, alting, som han ville have det.
Jakob Trägårdh De 1 million allierede tab dækker også stillehavskrigen.
niels astrup. Jeg citerer egentlig Mark Blyths foredrag om sagen. Han belyser Tysklands problemer gennem økonomi og statistik i et foredrag om, hvorfor folk vælger de forkerte politikere.
Niels, når du skriver: "Man skal ikke kende meget til historie for at vide, at lige netop denne slægt af nordtyske adelsmænd, har haft en lang tradition for at tage til Danmark - og det var ikke på ferie i 14 dage. Deres fjendlighed overfor Danmark - og for resten også det danske mindretal - er legendarisk. Og skræmmende." - henviser du så til de oldenburgere osv, der har siddet på den danske trone ra og med Christian 1. i 1448?
Torben Skov, ja, det er rigtig. Og men, jeg bliver sgu harm, når jeg hører det fremført, at vi i Vesten vandt krigen over nazierne, jeg hørte udsagnet fra højeste sted, den åbenlyst historiske ignorant, Udenrigsminister Anders Samuelsen, for ikke så længe siden—helt utroligt?! Det er dybt utaknemligt og en hån mod det land (idag Rusland), der frelste os andre for et nazi-fascistisk regime udbredt i hele Europa, sikkert i mange år, hvem ved? Jeg synes, at propagandaen går for langt, meget kan man sige om Putin-Rusland, men historieforfalskning ud af munden på vores Udenrigsminister, det er at gå for langt.
At det så er rimelig, at sige at USA vandt Vesteuropa (minus Franco-Spanien) for det liberale, kapitalistiske demokrati, der en også sandt, men idag ved vi, at den verden rummer kimen til en ny slags totalitarisme, den der føres af de globale virksomheder og investeringsfonde etc., der er dybt udemokratiske eller ligefrem anti-demokratiske, typisk ledet, som de er af ofte én stærk mand og bestyrelser, ligeledes overvejende mænd, der mødes i lukkede kredse og rum, hvor de beslutter verdens gang uden noget statsligt eller folkeligt mandat. Ja, de er konspirerer mod os, befolkningerne og har kun et motiv: Profit.
AK ja, den kære forbrødring efter kommunismens fald i 1989 for genforening af Vest - og Østtyskland, der alligevel udeblev - vist nok under Kohl som regeringschef.
Østtyskland der var "folkeeje(ha ha)" blev i Vesttyskland erklæret for "ingens eje" og overladt til den nystiftede institution "Treuhandanstalt", som på den ene måde skulle sikre en udviklingen i Østtyskland via salg af værdier til vestlige interesser for fastholdelse og udbygning samt udvikling af arbejdspladser i Øst, så det private skulle være drivende for udviklingen - og ikke statskassen der blot skulle finansiere det alene.
Sådan gik det imidlertid slet ikke, fordi "Treuhandanstalts" forvaltning af de Østtyske værdier - læs virksomheder, nogle helt uden forhåbninger om overlevelse, og andre med gode betingelser herfor, blev solgt for en slik, og ofte til tvivlsomme og dubiøse liberalister, hvis mål alene lå i nærheden af "ren plyndring" ved salg af værdierne i virksomheden, i stedet for udvikling og arbejdspladser.
Den vesttyske regering fra Bonn der var flyttet til den gamle hovedstad Berlin, tjente på det "treuhandanstalt" forvaltede, - men gav ikke meget fra sig for udviklingen i Østtyskland til gengæld, og samtidig høstede de liberale de dejlige "modne jordbær" der trods alt fandtes i Østtyskland i stedet for at skabe udvikling med arbejdspladser til følge.
Østtyskerne endte som en økonomisk udgiftskrævende klientkommune under Vesttyskland regering, og hvor kun de liberale skummede fløden, men regeringen høstede den Østtyske bitterhed for vestens svigt af egne værdier, og de vragede mennesker med tabt selvværd i deres ledighed.
Tysk - Vesttysk, politik ligger som der politisk blev redt dengang, og nu kommer så "oprøret" om man vil, - ud af affaldspladsens morads som de fik ved genforeningen, - der reelt ikke var nogen genforening, men derimod en affaldskommune med klienter skabt af en politik der ikke sikrede en ordentlig genforening for den Østtyske befolkning,
Kenneth Hacobsen, jeg tror niels astrup refererer til hendes farfar, Lutz Graf Schwerin von Krosigk, som var Hitlers finansminister, og som nedstammede fra Frederik den I. Han var ikke medlem af nazistpartiet, men man behøver ikke papir på, at man er nazist.
von Krosigk stod for konfiskationen af jødiske værdier og ejendom, som i lang tid dækkede de underskud, den tyske rustningsindustri genererede. Det fik han ti års fængsel for i Nürnberg, men han sad kun i fire år.
Der er ingen grund til at tro, at hans barnebarn er blevet et mere tilgivende menneske. Tværtimod synes hun fast besluttet på at videreføre sin bedstefars afbrudte arbejde, nu er det blot flygtninge og indvandrere, det skal gå ud over - jøderne er fredede (indtil videre, deres tid kommer, når magten er konsolideret).
I det tidligere DDR fejrer man i disse dage 50- for Olsenbanden. Man syntes den var sjov og finurlig og har ved gud fanklubber endnu. Især i Sachsen, hvor man ikke kunne vesttysk tv i hine tider. Det er forhåbentlig ikke derfor Pediga og AfD har det godt i øst. Er det ikke snarere trætheden over stadig at være b-tyskere her snart 30 år efter die Wende, der flytter folk mod højre?
Espen Bøgh, Treuhandanstalt er et rigtig godt eksempel på, hvorfor privatisering er en dårlig ide.
Russerne har det lidt på samme måde efter at have oplevet salget af de fælles værdier i 90'erne, hvilket i Rusland førte til hungersnød og et drastisk fald i levealderen. Russerne har så valgt en stærk mand, Putin, som heldigvis er rimelig moderat i sin autoritarisme. Vi må endelig ikke håbe, at tyskerne vælger skabsnazisterne fra AfD, de er kun moderate for et syns skyld, indtil de får magten.
Pinligt iøvrigt at den amerikanske ambassadør fik skæld us af Mutti for offentligt at støtte op om AfD, jeg troede ikke at man måtte blande sig i andre landes interne anliggender, men det gælder måske ikke for amerikanere (og danskere, jf. den danske ambassadørs skideballe i det iranske udenrigsministerium)?
Hej hvor det går, det er sgu snart svært at finde en grimasse, der kan passe!
Niels Duus Nielsen, 24. september, 2018 - 15:31
ideen med "Treuhandanstalt" var grundlæggende i orden, - men forvaltningen var derimod elendig og helt uden kontrol - og alene overladt til liberalismen under Kohls ledelse.
Tåbeligheden i liberalismen som Kohl troede på var, at liberalismen har samme mål som staten for borgerne, - men sådan ser liberalismen slet ikke på det, så Kohl var en naiv liberalist.
jens peter hansen 24. september, 2018 - 15:23
Helt rigtigt benævnt - "b-tyskere", og som jeg skriver om hele Østtyskland - en efterladt klientkommune i Tysklands - efterladt af Vesttysk politik fra Bonn.
Jakob Trägård ja det er korrekt at vi skylder Sovjet æren for at have nedkæmpet nazisterne men vi skal heller ikke glemme at der ikke var tale om befrielse men genbesættelse. Alt andet ville være historieforfalskning som du selv siger.
I tillæg kandet nævnes at Sovjet var kun i stand til at nedkæmpe nazisterne pga. det materiel og den støtte de fik fra vestmagterne. Russerne havde det vestmagterne ikke havde, horder af unge mænd der kunne kommanderes i krig. Vestmagter havde det russerne ikke havde, materiel og penge. Det kunne kun lade sig gøre fordi Stalin var en totalitær diktator der ikke skulle stå til ansvar for sine handlinger ved et demokratisk valg. Derfor tolerancen overfor Stalin til trods for at han i brutalitet var sammenlignelig med Hitler.
Bassim Walid, det er godt nok en lang debat du vil åbne der om "befrielse" eller "genbesættelse", som ikke har ret meget med østtyske neonazier at gøre, så den vil jeg ikke føre. Og din anden teori er simpelthen forkert (Stalin/Sovietunionen havde i og efter `43 nok verdens på den tid største mobilisering og produktion af krigsmateriel, de sprøjtede bogstaveligt talt f.eks T34ere ud) og heller ikke debat relevant her. Sorry.
Glem heller ikke den russiske vinter, der var medvirkende til at de tyske tropper simpelthen frøs ihjel.
Sammen med 'den brændte jords taktik', der udvirkede at de ikke kunne finde føde og andet på vejen i indledningen af invasionen.
Ingen tvivl om, at det russiske folk kæmpede indædt og utroligt modigt.
Men det var ikke Stalins evner som militær strateg, der gjorde udslaget til fordel for russerne, snarere tværtimod.
Frank Rasmussen og Eva Schwanenflügel
Der er meget I ikke ved om den Anden Verdenskrig, det er helt tydeligt. Sæt jer ind i det. Jeg skulle mindst skrive et par sider for at rydde op i de misforståelser i præsterer på et par linjer. Og det har jeg ikke tænkt mig her.
Hæ hæ, Jakob Trägårdh, det er jo en nem måde at affeje folks argumenter på ;-)
Jakob Trägård der er meget der pludselig er "irrelevant" når du bliver modsagt.
Genbesættelse er et fint ord for det Stalin foretog sig i Centraleuropa i de sidste år af krigen og efterfølgende igennem mere end 40 år under den kolde krig. Vi var selv lige ved at miste Bornholm da øen blev "befriet".
Det var ikke den russiske vinter, der slog tyskerne ihjel, men det tyske overmod, der forventede at have erobret Moskva inden vinteren satte ind, hvorfor militærcheferne ikke mente det skulle være nødvendigt med vinterudstyr.
Stalin lavede nogle helt gevaldige brølere i starten af krigen, men efter 1942 havde han lært lektien, og var blevet en stor strateg. Bl. a. havde han lært, at det betaler sig at lade fagfolk (Zhukov m. fl.) udarbejde strategiske planer, som han så kunne vælge imellem. I modsætning til Hitler, som ville bestemme alting selv, helt ned på batallionsniveau, og skød skylden for alle tilbageslag på tyskernes "manglende vilje".
Den sovjetiske "genbesættelse" var en reaktion på den netop overståede krig: Sovjetunionen ønskede en bufferzone, som kunne opsuge det indledende slag, næste gang vestmagterne fik blod på tanden.
Og at påstå, at østtyskerne ikke fik taget det nødvendige opgør med nazismen er helt forkert, tværtimod blev de fleste nazister sendt til Sibirien, i modsætning til i Vesttyskland, hvor mange af dem blev ansat i den amerikansk og britisk ledede civiladministration (franskmændenes tilgang ved jeg for lidt om til at kunne sige noget om).
For egen regning vil jeg foreslå, at østtyskerne oplevede på egen krop, hvordan deres land gik fra at være en mønsterstat i sovjetblokken til at være en tredjerangs nation i EU, og at det er denne oplevelse, kombineret med en mangeårig tilvænning til ideen om et stærkt, centralt styre, der får dem til at stemme på AfD.
Racismen er os alle iboende, en naturlig reaktion ved mødet med noget nyt og ukendt, men hvor progressive politikere forsøger at bekæmpe de negative sider af denne tendens og fremelske den ligeså naturlige nysgerrighed, der også opstår i mødet med det/de fremmede, udnytter reaktionære politikere fremmedangsten til at få opbakning. Del og hersk!
Ja, og i 30érne og 40érne udnyttede Hitler racismen til angrebet på Sovjetunionen og Polen, Churchill og franskmændene mod kolonierne og amerikanerne mod de sorte i deres eget samfund, som levede et apartheid-liv. Racismen skal holdes i ave - koste hvad det vil....
Hvis man vil vide noget om 2.Verdenskrig i kort og præcis form, så kan man med fordel læse Aage Trommers Politik og Strategi, Aschehoug, 1982
Politk og Strategi, 2.Verdenskrig af Aage Trommer, Aschehoug, 1982
Er vort demokratiske samfund i opbrud? Til eftertanke!
Stadig flere kræfter i det vi ynder at kalde den vestlige verden udfordrer vores demokratiske samfund. Senest i går hørte jeg et ønske fra visse ungarske og italienske politikeres ønske om at forbyde venstreorienterede politikere.
Dansk Folkeparti var fremme med et ønske om forbud af visse ventreorienterede grupper i artikel i Information af 2016.12.19:
https://www.information.dk/indland/2016/12/df-forbyd-voldelige-venstreor...
Samtidig udfordres Danmarks sikkerhedspolitik af Brexit, Trump, Putin og Kinas ekspansionistiske kræfter.
Står vi over for en udvikling, som kendes fra 1930'erne og hvilke problemer vil det føre til?
Min forståelse for problemets rækkevidde forøgedes væsentligt, da jeg for nogle år siden læste en enestående bog ”En tysker historie - erindringer 1914-1933”, som efter min opfattelse bør være obligatorisk læsestof i folkeskolen eller gymnasiet, da den kan skabe opmærksomhed om risikoen ved at tillade udvikling af et overvågningssamfund sideløbende med at borgene hensættes i frygt for terror og mishag ved særlige befolkningsfraktioner.
Intet er sikkert, hvis vi ikke forstår at værdsætte og løbende arbejde for at bevare og om muligt forbedre vores frihed og demokrati.
Bogen er skrevet af Sebastian Haffner og er hans helt personlige tidsbillede af det forliste kejserdømme Tyskland og landets udvikling (afvikling) op til årene lige før 2. Verdenskrig. Bogen afslører tankerne hos en prøjsisk embedsmands søn, som fra krigsbegejstret 10-årig dreng i 1914 bevæger mod et Nazistisk rædselskabinet mod sin vilje.
Efterhånden som Nazisterne fik magt som de havde agt, gled dele af den tyske befolkning over i et uhørt medløberi, som efterhånden førte til, at alle blev det enkelte individs værste fjende. Ingen turde tro på nogen og det gjaldt langt ind i familierne.
Det er forfatterens opfattelse at Tyskland fra udbruddet af 1. Verdenskrig langsomt men sikkert bevægede sig mod Nazisternes overtagelse af magten i 1933. I den forbindelse er det værd at huske, at Nazisterne med parlamentariske midler indførte det ultimative diktatur. Under hele processen forholdt de afgørende demokratiske kræfter sig passive. Tilsyneladende håbede alle demokratisk sindede, at der var tale om en ond drøm. Når demokareterne var vågne, håbede de på, at andre udefra ville gøre en ende på uhyrlighederne. Det skete som bekendt ikke og verdenen bevægede sig ind i en ny verdenskrig.
Forfatteren beskriver det chokerende skred, der skete i det tyske folks humanisme og kultur. Vi kender alle slagtningen af den jødiske del af befolkningen. Jøderne var blot en befolkningsgruppe ud af mange, som Nazityskland ville udrydde og rent faktisk så godt som udryddede.
Forfatteren beskriver, hvordan Nazismen greb ind i den dommeruddannelse, som han var i gang med og hvorledes han for en tid måtte sælge sin sjæl for at kunne færdiggøre sin uddannelse.
På s. 189 skriver han således om konsekvenserne af Nazisternes magtovertagelse:
”Den situation, de ikke-nazistiske tyskere i sommeren 1933 befandt sig i, er givetvis en af de værste, noget menneske kan komme ud for: nemlig at være blevet løbet over ende, kombineret med eftervirkninger af det chok, det var at blive overrumplet så eftertrykkeligt. Nazisterne havde os, på nåde og unåde, i deres hule hånd. Alle forsvarsværker var faldet, enhver kollektiv modstand var blevet umulig, individuel modstand var blot en anden form for selvmord. Vi var forfulgt langt ind i vores privatlivs kringelkroge, på livsområder herskede der deroute, en spredt flugt ingen vidste hvor ville ende. Samtidig blev man dagligt opfordret til: ikke at overgive sig, men: at skifte side. En lille pagt med djævlen og man ville ikke længere høre til de tilfangetagne og jagede, men til de sejrende og forfølgende. Det var den enkleste og groveste fristelse. Mange faldt for den”.
I Nazityskland var det ikke tilstrækkeligt for Nazisterne at have magten. Man ønskede også at eje den enkelte borgers sjæl. Sebastian Haffner flygtede i 1938 til England, som at undgå at blive aktiv deltager i den kommende krig.
Forfatteren gav manuskriptet til sin familie kort før sin død med besked om, at familien måtte bestemme, hvad der skulle ske med det.
Bogen udkom for første gang i 2000 og i Danmark: 2002.
https://www.saxo.com/dk/en-tyskers-historie_sebastian-haffner_haeftet_97...
Læs også gerne Paula Larrains artikel på Altinget "Ord skaber sygdom":
https://www.altinget.dk/artikel/paula-larrain-ord-skaber-sygdom-og-splid
Ja, så passer det altså! Når man når en vis alder begynder man pludselig at interessere sig for 2. verdenskrig! :)
Niels Duus Nielsen, 25. september, 2018 - 07:24
Omkring "genbesættelse" og "bufferzone" efter krigens afslutning, så skal det måske ses i de lys, at England, men især Amerika ikke trak sig ud af Europa men anlagde baser i Vesttyskland, s å her var vel omvendt også tale om en "bufferzone"?
Generelt var alle mistænksomme på hinanden indbyrdes, og jeg tror ikke nogen afslog en mulighed i "fredens tjeneste" for at fastholde - en eller anden form for "bufferzone".
DDR var ganske rigtigt en mønsterstat for Rusland, men da de ikke gad forsørge DDR længere sank DDR ned i mørket, og med armod for folket.
Tredjerangs opfattelsen af DDR borgerne skabte først "Bonn" Tyskland selv ved genforeningen, og EU lod det alene være et tysk problem.
Det gennemgående træk vi ser i flere af de gamle Østeuropæiske lande er valget af stærke ledere,
- der gennemfører hvad de siger indenfor en overskuelig tid, - og det rækker længere end til de gamle Østeuropæiske lande, - se bare på Trump.
- Det rykker ser folket, - ikke noget af det der valne "konsensus" der tager 30 års debat, og så sker der alligevel ikke en skid!
@ Kurt Loftkjær
Mange tak for dit i høj grad tankevækkende indlæg, som bekræfter hvad jeg længe har frygtet er ved at indfinde sig i vesten, nemlig sindelagskontrol og overvågning helt ind i folkesjælen, samt spirende fascisme i demokratierne.
Det lyder som en 'mus read' bog du anbefaler.
* must read bog.
Stavekontrollen tager også magten..
Stort set enig, Espen Bøgh, bortset fra to ting: Der var ikke tale om at Sovjetunionen ikke "gad" støtte DDR, men om at Sovjet var ved at gå op i liminingen, og derfor ikke kunne støtte DDR, selv hvis de gerne ville.
Og så er bufferzonen noget mere retfærdiggjort set fra russernes synspunkt; vestlige krigsførende lande har med ca. hundrede års mellemrum forsøgt at erobre Rusland: Sverige, Frankrig, Tyskland, og jeg kunne sikkert finde flere, hvis jeg kigger efter. For russerne er det en dyrekøbt historisk erfaring, at man ikke skal stoke på vestmagterne.
Omvendt har vestmagterne ikke rigtig brug for en bufferzone mod øst, russerne har aldrig invaderet Vesteuropa; de gange, det er sket, har være som led i en alliance med andre vestmagter, med det formål at vælte en europæisk krigsherre - Napoleon fx.
Men angsten mod "faren fra øst" stikker dybt i den vesteuropæiske folkesjæl, jeg gætter på at det er en kollektiv erindring om mongolerne og hunnerne, der stadig sætter sindene i kog. For helt ærligt, hvornår har Rusland sidst erobret et vesteuropæisk land?
Russernes imperiale tilbøjeligheder har alle dage været vendt mod øst, og som vi ser, er det også den vej, de retter opmærksomheden i disse år.
Hele russerskrækken er et panisk forsøg på at aflede vores opmærksomhed fra, at det faktisk er højrefløjen og ikke russerne, der har mest held med at overtage Vesten indefra, fordi de etablerede magthavere ikke kan finde ud af at levere løsninger, som kommer almindelige mennesker til gode - senest eksemplificeret af fru Bramsen: Hvad hjælper det almindelige mennesker, at en asylansøger vil blive smidt ud af landet, hvis vedkommende snyder med bussen?
Men det er nok et dårligt eksempel, der snarere viser, at det er den slags ikke-løsninger, som højrefløjen vinder stemmer på.
For tiden er det en farce, men jeg frygter, at det vil ende i en tragedie.
"Det hændte paa et Teater, at der gik Ild i Kulisserne. Bajads kom for at underrette Publikum derom. Man troede, det var en Vittighed og applauderede; han gentog det; man jublede endnu mere. Saaledes tænker jeg, at Verden vil gaa til Grunde under almindelig Jubel af vittige Hoveder, der tro, at det er en Vits". (Kierkegaard)
Jan Skovgaard Jensen, var den til mig?
"Ja, så passer det altså! Når man når en vis alder begynder man pludselig at interessere sig for 2. verdenskrig! :)"
Så vil jeg bare sige, det har jeg gjort siden engang i 70erne. Aage Trommers bog er skrevet til min generation og er et udmærket eller godt sted at få viden.
Jakob, jeg vil tjekke Aage Trommer bog.
Jeg tænkte på mig selv! For mig startede med Geert Mak´s In Europe, bog og doku-film på DR2. Og så Claude Lanzmann´s Shoah.
Eva Schwanenflügel, du skriver: "Ingen tvivl om, at det russiske folk kæmpede indædt og utroligt modigt. Men det var ikke Stalins evner som militær strateg, der gjorde udslaget til fordel for russerne, snarere tværtimod." Havde det ikke været for Stalins strategiske evner, så havde Sovjetunionen nok måttet forsvare sig med samme slags våben som Polen måtte mod nazierne. Kavaleri mod tanks. Høtyve mod maskingeværer. Han så meget vel, hvor bagude russerne var på alle måder (et middelalderligt samfund, bønder med træplove) og hvor elendig en fred der var skabt efter 1.Verdenskrig, der var en komplet ydmygelse af Tyskland, en fred der aldrig ville holde. Moderniseringen, Industrialiseringen etc. skete på få årtier og var umådelig brutal, men helt nødvendig, hvis Sovjetunionen skulle kunne konkurrere med omverdenen og stormagterne. 2.Verdenskrig var reelt en fortsættelse af den 1. og ikke-angrebspagten et forsøg på at vinde tid, før et angreb Stalin vidste ville komme kom, hadet mod slaverne stod klart. Angrebet kom et år før ventet, men efter, at det var lykkedes med at flytte store dele af industrierne fra bl.a. Ukraine til Ural, udenfor rækkevidde af Luftwaffe. Strategisk var udrensningen af officerer i trediverne et stort problem i starten af krigen, som man snart kom efter.
+ Man lærte at modstå Blitzkrieg og de gigantiske kedelslag fra Operation Barbarossa (1941).
@ Jakob Trägårdh
Du skriver selv helt øverst, at 27 millioner russere døde i forhold til 6 millioner russere.
Det er da en tydelig understregning af at de russiske mænd - og kvinder, for de kæmpede også - blev brugt som kanonføde.
* Der skulle have stået "... i forhold til 6 millioner tyskere".
Sovjetunionen præsterede vel en af verdenshistoriens største mobiliseringer. "Kanonføde"? Hvad stiller man op mod 270 divisioner hadske nazier armeret til tænderne med det spitzenklasse nyeste militære isenkram og fortrinlig kampform, fast besluttede på at udrydde så mange slaver som muligt, en fjende, der mere eller mindre pludseligt vælter ind over grænserne og i de første døgn ødelægger det meste af ens luftvåben og nedbryder enhver struktur i ens grænseforsvar, man er løbet over ende på 6000 km fronter. Stalin gik jo bogstavelig talt i sort, forsvandt i to uger. Hvad gør man? Kaster alt hvad man har af soldater i retningen af fjenden?
Ja Jakob, selvfølgelig var de russiske tropper trængt enormt i defensiven i starten af invasionen.
Der er ingen tvivl om at den tyske oprustning langt overgik den russiske.
Men Stalin var så paranoid, at han udrensede sine egne kapable generaler eller forflyttede dem, hvis de blev for populære hos tropperne. Det i sig selv førte til milliontab.
Ikke at Hitler var bedre.
Vedr. tab på østfronten. Der døde ca. 6 millioner tyske soldater. Der døde ca. 10 millioner russiske soldater. De totale russiske tab var ca. 27 millioner - soldater som civile.
Højrepopulismen er med AFD kommet til Tyskland. Tyskland begynder dermed at ligne andre europæiske lande, hvor den samme tendens er slået igennem de sidste mange år inklusiv Danmark.
Der er ligesom 3 overskrifter, som driver denne her udvikling.
1. Globaliseringens tabere, de borgere som føler sig svigtet med mere eller mindre rette, af at de ikke har fået gavn af den økonomiske udvikling, men tvært imod oplever, at deres lokale område er efterladt i voksende relativt fattigdom og med færre og færre arbejdspladser.
2. Indvandringen og specielt Flygtningekrisen i Europa, som er en konsekvens af den langvarige syriske borgerkrig, og at et naboland til Europa nu er fuldstændig ødelagt. De mange nyankomne med fremmed baggrund ses som en fornyet kulturel og social trussel, der imødegås med ønsket om afvisning og udvisning.
3. Anti establissement. Det er en udefinerbar størrelse. Til alle tider har der været en kamp mellem samfundets elite og samfundets brede lag. Nu er der ligesom ved at samle sig en gruppe temmelig højtråbende politikere, som forefægter at de er talsmænd for dem som er imod eliten. For mig fremstår det her meget diffust. For det har til alle tider været eliter i vores samfund lige siden den græske oldtid. At forestille sig et samfund uden eliter er for mig meget utopisk.
De 3 protestpunkter suger det ene protestparti efter det andet til sig herunder AFD.
Ja der er grund til at holde øje med AFD, hvorfor ?
For mig at se så har AFD ikke taget klart og tydeligt afstand fra de voldelige grupperinger, som har overfaldet flygtninge, indvandrer og fremmede udseende mennesker senest i Chemnitz.
Dem som går i demonstration sammen med mennesker der heiler, og som dyrker den nationalsocialistiske fortid i Tyskland, de gør sig selv til nyttige idioter i værste fald bliver de en del af den basis, som udgør hoben der fremmer had og vold i samfundet.
For et par dage siden marcherede nationalsocialistiske ballademagere rundt i Dortmund udstyret med det tyske kejserflag, et symbol på et autoritært Tyskland. De råbte slagord vendt mod jøderne og blev ikke antastet af Politiet. Det har skabt ængstelse og utryghed i blandt byens almindelige indbyggere, at en sådan demonstration tolereres af myndighederne. Politiets passive optræden er nu kommet i politisk fokus.
Schwarz - Rot - Gold. Vort tyske flag har stor symbolsk betydning i denne sag, fordi det er Weimar Republikkens flag (1919-1933). Det tyske flags historie går tilbage til de liberale revolutioner omkring 1848, hvor borgere i de tyske småstater gik til oprør mod fyrsterne og krævede demokratiske reformer. Det blev set første gang ved folkemødet på Schloss Hambach i 1832, hvor borgerne drog i optog for demokratiske reformer. Det vajede i Paulskirche i Frankfurt am Main i 1848. Her var den første demokratiske Forbundsdag indkaldt til et stiftende møde med henblik på at skabe en demokratisk forsamling for de tyske småstater. Det mislykkedes demokratiet blev knægtet af Preussen og Kejseriget tog over.
Den Sorte - Hvide - Røde farve er i Tyskland forbundet med perioderne med Kejsertiden det wilhelminske kejserrige og Hagekorsflaget er i de samme farver. Igen den symbolske betydning tag ikke fejl af den. Hvis Tyskland skifter til et sort hvidt og rødt flag, så er det et tydeligt tegn på, at landet vender ryggen til det liberale demokrati.
I Chemnitz så vi det samme sceneri for et par uger siden, hvor tilfældige fremmede udseende personer blev overfaldet af hoben af ballademagere. Denne episode har givet anledning til en politisk krise i den tyske regering med Verfassungsschutz Präsident Maassens forflyttelse til et andet embede.
For en måned siden blev det oplyst, at en ældgammel traditionsrig jødisk ejet restaurant i Chemnitz var blevet overfaldet med stenkast og lignende.
Der er desværre flere og flere eksempler på overfald på jøder i hele Tyskland.
Det er selvfølgelig ikke AFD`s skyld alene, men det hadefulde klima er med til at vække andre højreekstreme grupperinger, som nu griber chancen til at gøre sig synlige i tysk politik.
Det er på høje tid, at AFD melder klart ud, at de tager utvetydigt afstand fra enhver form for vold og chikane vendt såvel mod flygtninge, indvandrer, muslimer som især mod jøder og mod tyske borgere, der har kontakt med disse grupper.
Ja der er grund til bekymring over AFD og det følgeskab af højreekstreme bevægelser, som trækkes med i kølvandet på denne udvikling.
Vi har jo vores hjemlige kandidater udi samme disciplin. Danskernes Parti, Den Nordiske Front, og i den mere moderate udgave Rasmus Paludan Stram Kurs. Nye Borgerlige, hvor står de egentlig henne i dette spørgsmål om radikalisering på højrefløjen ?
Link til Schloss Hambach 1832
https://de.wikipedia.org/wiki/Hambacher_Schloss
Link til Paulskirche og Frankfurter Nationalversammlung 1848
https://de.wikipedia.org/wiki/Frankfurter_Nationalversammlung
Kære Kurt Loftkjær 25. September 2018 kl 15:30
Et fint og fremragende indlæg af Dig, som sætter Nationalsocialismen ind i den helt personlige sammenhæng. Hvordan forholdet mellem mennesker forgiftes af en hæslig ideologi.
Nationalsocialismen er samfundets kræft. Det breder sig i det skjulte det bliver åbenlyst og jo mere det er spredt rundt i samfundet dets mere rådner samfundet og demokratiet op indefra på grund af ødelæggelsen af forholdet mellem mennesker.
Victor Klemperer den jødiske tyske professor i Dresden har beskrevet denne udvikling ligeså indgående i hans Tagebücher (1933-1945), som kan anbefales. Victor Klemperer og hans Hustru Eva Klemperer levede i Det 3. Rige til sidst i skjul og overlevede Holocaust og forfølgelsen af jøderne.
Tak for Dit ualmindeligt gode indlæg.
Link til Wikipedia DE Victor Klemperer (1881-1960):
https://de.wikipedia.org/wiki/Victor_Klemperer
Kære Eva 24. September 2018 kl 09:16.
Fuldstændig præcis beskrivelse fra Dig af forholdene i DDR.
Det var det kommunistiske regime, som gerne yndede at fremstå som antifascistisk, men mentaliteten i samfundet var fortsat gennemsyret af blind autoritetstro, og forfølgelse af anderledes tænkende. Hele STASI apparatet smagte med al tydelighed af forgængeren GESTAPO´s virksomhed. Begge organisationer levede af afpresning udspionering mistillid og angiveri mellem borgerne, hvor de selv brugte de mest raffinerede metoder til at rekruttere og undertrykke.
Omfanget af forfølgelsen i DDR nåede dog ikke de grusomme højder fra den nationalsocialistiske periode 1933-1945. Jeg mener, at Günther Grass har beskrevet dette opgør med fascismen i DDR, som en slags kulisse en slags teater, medens at lokale partifunktionærer, der tidligere havde gjort karriere i NSDAP pludselig skiftede ham og blev medlem af SED. Fortiden blev med et slag gemt væk og det røde flag med hagekors erstattet af Hammer og Segl.
Forholdet til Polen fremstod i DDR som rosenrødt og løgnagtigt hele vejen igennem. Grænsen blev kaldt for en venskabsgrænse og en fredsgrænse, medens ingen af de to folkeslag tålte synet af hinanden med mindre der var personlige relationer, som fik hadet tøet op. DDR benyttede sig af staffage det opstyltede ideal om et fredselskende samfund, men virkeligheden indefra så helt anderledes dyster ud.
For god ordens skyld. Jeg mener ikke, at DDR kan sammenlignes med Det Tredje Rige og Nationalsocialismen. Det Tredje Rige var et epokegørende Helvede her på Jord hele vejen igennem, Djævelens værk.
DDR var en tysk overgangs stat, som reelt var under russisk besættelse indtil 1989. Borgerne i DDR har også gode minder fra tiden før, at Demokratiet blev indført i denne del af Tyskland.
Kim Folke Knudsen
"1. Globaliseringens tabere, de borgere som føler sig svigtet med mere eller mindre rette, af at de ikke har fået gavn af den økonomiske udvikling, men tvært imod oplever, at deres lokale område er efterladt i voksende relativt fattigdom og med færre og færre arbejdspladser."
Er det ikke i virkeligheden, snart sagt, os allesamen? De ekstremt fattige i verden er der blevet færre af i de sidste fyrre år, hvad der er en sejr for Liberalismen, men samtidig så er uligheden i økonomi for resten af menneskeheden blevet ekstremt forstørret, på en måde, hvor enorme formuer er placeret på meget få hænder, der sidder på (fortrinsvis) mænd i magtfulde positioner i det private erhvervsliv, i fonde, i banker etc. og som efterhånden har bestukket vores demokratier (i forskellig grad afhængig af land), opkøbt eller infiltreret vores institutioner, og forblændet folk i millionvis. CEOs, bestyrelser og ejere (aktieindehaver) der svindler og unddrager sig skat for milliarder og atter milliarder årligt til skade for samfundene. Stater er blevet de små. Politikerne lakajer. Hvor meget reel demokrati er det vi har?
Espen Bøgh hvis du vil vide hvem der havde bufferzone først skal du bare kigge på de allierede hæres tilstand ved afslutningen af den Anden Verdenskrig. Sovjetunionens massive invasion af Østpreussen, Polen, Tjekkoslovakiet, Ungarn osv. er ikke til at tage fejl af.
Sider