Bevægelsen Aufstehen får hug — og skaber tiltrængt debat om social sikkerhed og flygtningepolitik

»En fuser«, »Splittelsesbevægelsen« og »Wagenknechts ego-projekt«.

Den tyske Die Linke-politiker Sahra Wagenknechts venstreorienterede samlingsbevægelse Aufstehen høstede fra første øjeblik langt overvejende kritiske kommentarer og analyser i den tyske presse, efter den gik i luften ved en pressekonference i denne uge.

Der er mange gode grunde til kritikken.

Indholdsmæssigt flirter Aufstehen f.eks. med Putin, den er uklar i forhold til Europa, og socialpolitisk leverer den kun meget luftige venstreorienterede punkter så som mere retfærdige skatter, en stærkere socialstat og tilbagerulning af privatiseringsbølgen.

Magtpolitisk udstiller bevægelsen den tyske venstrefløjs splittelse langt mere, end den samler den. Som SDP-rebeller og omstridte figurer i Die Linke er netop Wagenknecht og hendes mand Oskar Lafontaine måske de mindst egnede personer til at skabe en samling af partierne SPD, De Grønne og Die Linke, der ser Aufstehen som konkurrent, lyder analysen i flere tyske medier.

Og Aufstehen svæver tilmed et sælsomt sted mellem at være en bevægelse drevet af sine godt 100.000 onlinestøtter og at være en forberedelsesmanøvre for, at Wagenknecht danner et nyt venstreorienteret parti med en langt strammere flygtningekurs end de øvrige partier på venstrefløjen. Selv bruger hun parolen om »ikke at overlade gaden til Pegida og de højreradikale«. Fra venstrefløjen lyder kritikken derimod, at Aufstehen blot er et lidt mere venstreorienteret Alternative für Deutschland.

Trods de mange indvendinger har Aufstehen allerede haft en tiltænkt effekt. Fra SPD’s generalsekretær Lars Klingbeil og Die Linkes forkvinde Katja Kipping har det i de sidste dage lydt, at man i stedet for omtågede onlinebevægelser måske skulle overveje, om venstrefløjspartierne atter kunne finde mere sammen parlamentarisk.

Også indholdsmæssigt får Aufstehen sporadisk en chance i de tyske medier. På lederplads roste avisen Tagesspiegel onsdag bevægelsen for i det mindste at gøre forsøget på en social samling i et stadig mere splittet Tyskland, hvor splittelsen fremmes af cocktailen af social og økonomisk usikkerhed på den ene side og migrationsudfordringen på den anden side.

»Aufstehen vover sig ud i et eksperiment, når bevægelsen vil vinde de usikre mennesker tilbage, som ellers tiltrækkes af højreradikale paroler. Der er mange SPD- og Die Linke-vælgere, der har valgt denne vej. Hverken i SPD, De Grønne eller Die Linke er der flertal for at række hånden ud mod — ikke de ideologiske indpiskere og voldsmænd — men mod de mange medløbere i Chemnitz, i stedet for at fordømme dem moralsk.«

Wagenknechts håndsrækning for at hente disse usikre og udgrænsede mennesker tilbage til den venstreliberale fløj med en solid social- og arbejdsmarkedspolitik er trods alle betænkeligheder ved ’Aufstehen’ et ædelt mål, mener avisen.

Har ramt rigtig nerve

Også Der Spiegel ser i princippet positivt på bevægelsen i et land, hvor lejere, pensionister og arbejdstagere i den nederste halvdel af lønspektret har et pessimistisk syn på fremtiden og nu tilmed føler sig presset af en ny underklasse: flygtningene.

»Wagenknecht og Lafontaine har indset, at hverken De Grønne eller SPD giver vælgerne et troværdigt socialt tilbud,« skriver Spiegel om de to partier med deres »strejf af neoliberalisme«.

Debatten viser, at Aufstehen har ramt en vigtig social- og migrationspolitisk nerve. Det gælder også på venstrefløjen, hvor især Die Linke, men også SPD og De Grønne er splittede i forhold til flygtningepolitikken.

Det udstilles af en af hjernerne bag Aufstehen, den stærkt venstreorienterede sociologiprofessor Wolfgang Streeck. I Die Zeit har han op til bevægelsens opstart spurgt:

»Er man fremmedfjendsk, fordi man ser indvandrere som konkurrenter til bolig-, arbejds- og børnehavepladser og derfor vil begrænse indvandringen? Eller hvis man har brug for velfungerende offentlige skoler, fordi man ikke vil eller kan flytte eller sætte sine børn i privatskole?«

Tiltrængt debat

Hans bidrag fik onsdag hårde prygl i avisen TAZ, der anklager Streeck for i bedste AfD-stil at spille de svageste, nemlig den nederste halvdel i det tyske samfund, ud mod de allersvageste, nemlig flygtninge.

»Migranter og flygtninge er ikke skyld i, at der er børnehave- og boligmangel i Tyskland. Den har været der længe. Ikke-fremmedfjendsk ville det være at sige: Vi har brug for flere sociale boliger, flere børnehaver, flere lærere,« lyder det i TAZ, der desuden hævder, at det ikke er middelklassen eller faglærte, som ukvalificerede flygtninge lønpresser og kæmper om job med, men derimod hinanden og den nederste bund af det tyske samfund.

Alligevel går usikkerheden på tværs af det sociale spektrum. Det er derfor på høje tid at skabe en større økonomisk og social lighed og tryghed, så samfundet kan modstå populismens fristelser og hadske budskaber, mener den venstreliberale avis, der kræver »en langt mere ambitiøs socialpolitik«.

»Millioner af tyske husholdninger ville profitere af en sådan politik — sammen med indvandrerne.«

Uden Aufstehen — og måske uden balladen i østtyske Chemnitz efter at en 35-årig mand den 26. august blev stukket ihjel med en kniv, angiveligt af en irakisk og en syrisk mand — ville denne essentielle debat næppe opstå nu. Hvis man skal tro den brede holdning i de tyske medier, er Aufstehen en døgnflue, der nærmere splitter end samler venstrefløjen. Men under alle omstændigheder rusker den op i venstrefløjen nu og her og skaber ifølge Tagesspiegel en tiltrængt debat om omfordeling og social- og arbejdsmarkedspolitik:

»Aufstehen vover i det mindste eksperimentet.«