Læsetid: 8 min.

Bill McKibben: »Vi kan ikke blive ved med at flyve et eller andet sted hen, bare fordi der er varmere og rarere. Tro mig, snart bliver det varmt, der hvor du er«

Den amerikanske klimaaktivist og forfatter Bill McKibben advarede for første gang om klimaforandringerne i 1989. Siden har hans globale bevægelse for at afvikle investeringer i kul, olie og gas vundet momentum, men kampen for at bevidstgøre folk om de forandringer, de selv skal foretage sig, er langtfra slut. I den proces har København og Danmark stadig en vigtig rolle at spille, mener han
»Om 75 år vil verden køre på sol og vind. Det eneste spørgsmål er: Vil det ske hurtigt nok? Alle her vil leve længe nok til at finde ud af det,« det sagde klimaaktivisten Bill McKibben i en tale, hvor han støttede aktivistgruppen Fossil Free Berlin.

»Om 75 år vil verden køre på sol og vind. Det eneste spørgsmål er: Vil det ske hurtigt nok? Alle her vil leve længe nok til at finde ud af det,« det sagde klimaaktivisten Bill McKibben i en tale, hvor han støttede aktivistgruppen Fossil Free Berlin.

Ritzau Scanpix

5. september 2018

På en knastør eftermiddag samles en håndfuld klimaaktivister på en gangbro i Berlins centrum. Omkring dem passerer turister og sommertravle berlinere. På byfloden Die Spree driver diesel-udstødende både forbi på vej mod den næste attraktion.

Der er ikke mange ud over de allerede omvendte, der genkender den prisbelønnede klimaaktivist Bill McKibben, da han dukker op.

Han er her for at støtte aktivistgruppen Fossil Free Berlin, som er en fraktion af hans egen globale klimabevægelse 350.org, der forsøger at få den tyske stat til at flytte sine aktier væk fra kul-, olie- og gasindustrien.

»At stoppe de lette penge til kul, olie og gasindustrien er som at lukke ned for ilten til en flamme, der er ved at brænde dit hus ned,« som Bill McKibben begynder sin tale på broen.

Men hans egentlige målgruppe er i virkeligheden alle de forbipasserende, som endnu ikke har taget stilling til – eller er klar over – det, de selv kan gøre for at modvirke klimaforandringerne:

»Om 75 år vil verden køre på sol og vind. Det eneste spørgsmål er: Vil det ske hurtigt nok? Alle her vil leve længe nok til at finde ud af det.«

Til en vis grad er det allerede lykkedes for den 58-årige Harvard-uddannede journalist og forfatter. Siden han i 2012 lancerede bevægelsen Go Fossil Free, er det lykkedes at overbevise universiteter, pensionskasser, kirker, virksomheder og institutioner over hele verden til at droppe deres aktier i fossil energi.

De kalder det divestment, som er det modsatte af investment.

Hvad der begyndte som en isoleret demonstration på Swarthmore College, Pennsylvania, har udviklet sig til en verdensomspændende bevægelse, der ofte er blevet sammenlignet med 1980’ernes ’Boykot Apartheid’-kampagne, og er den hurtigst voksende nogensinde.

Globalt set har 905 institutioner indtil videre sagt ja til afvikling af investeringer i fossile brændstoffer, heriblandt den irske stat, byerne New York, Oslo og så altså Berlin.

»Jeg tror, at Divestment-bevægelsen er blevet så udbredt, fordi de fleste mennesker – selvom de ikke bor ved siden af en kulmine eller har en rørledning løbende gennem deres nabolag – har en forbindelse til den store bunke penge, som driver den krise, vi står midt i. Om det er deres pensionspenge eller de penge, de betaler til deres uddannelse eller kirkefonde,« siger McKibben, da jeg møder ham på hans hotel nær Friedrichsbrücke i Berlin, hvor han opholder sig et enkelt døgn, inden turen går videre til Grønland.

Kampagnen har allerede begrænset den fossile industris evne til at udvinde nye energifelter, men en mindst lige så vigtig effekt er den, den har haft på folks bevidsthed, fortæller han.

»Det har været en af de bedste måder at fokusere opmærksomhed på klimaforandringer og at fjerne industriens ’sociale licens’. At få folk til at indse, at disse industrier er beskidte og farlige og ikke bør anses for normale virksomheder,« siger McKibben.

Selvom mange mennesker endnu ikke er deres individuelle ansvar bevidst, er McKibben optimistisk.

»Da vi begyndte for syv år siden, havde vi ikke troet, at bevægelsen ville vokse sig så stor, selvom vi drømte om det. Men normalniveauet og beredskabet bliver hele tiden højere,« siger han.

En march kan påvirke tidsånden

På lørdag den 8. september er der arrangeret klimamarcher i San Fransisco og i mindst 1.000 andre byer verden over, herunder København, Aarhus og Aalborg. Bill McKibben og 350.org deltager også.

Han håber, at marchen vil få samme effekt som massedemonstrationen i april sidste år, da Donald Trump annoncerede besparelser på klimaområdet og sundhedsområdet – nemlig at lokale ledere i højere grad forpligter sig på en indsats for klimaet.

»Den 8. september er den næste store chance for ikke mindst amerikanere til at vise, at de ikke er ligeglade med klimaforandringer. Donald Trump har stjålet rampelyset og monopoliseret verdens opmærksomhed. Derfor må vi gøre det klart for alle, at folk stadig går meget op i klimaforandringer, på trods af, at Trump trak USA ud af Parisaftalen,« siger han.

– Hvor stort et tilbageskridt er det for verden, at han gjorde det?

»På den ene side er det stort. Det land, som har bidraget med mest kulstof til atmosfæren, vil ikke engang lade som om, det forsøger at løse klimakrisen. Det er sygt. På den anden side var USA heller ikke i gang med at løse klimaproblemet før Trump. Vores grundliggende problem er kul-, olie- og gas-industrien. Vi ved nu fra undersøgende journalistik, at firmaerne har vidst alt, hvad der er at vide om klimaforandringer i årtier, og bare har løjet om det. Det er dem, der har gjort langt den største skade.«

– Hvad bør være målet for klimamarchen den 8. september?

»Målet med denne slags demonstrationer er altid at forsøge at ændre tidsånden. At bevidstgøre flere mennesker og styrke bevægelsen for en fossilfri verden. Jo flere mennesker, der insisterer på handling på klimafronten, jo større bliver presset på vores ledere for at vende ryggen til kul-, olie- og gasindustrien,« siger McKibben.

En af grundene til, at Divestment-kampagnen har vundet momentum er, at det har vist sig som en god forretning at afvikle sine ’sorte’ investeringer. Vind- og solenergi er blevet billigere, mens kul, olie og gasindustrien de sidste syv-otte år har skabt mindre profit end den vedvarende energi, selvom de stadig er blandt de rigeste og mest magtfulde industrier i verden.

En af de første store succeser for Divestment-kampagnen var, da den 860 millioner dollar rige Rockefeller-fond, hvis formue oprindeligt beror på olieindustrien, i 2014 forpligtede sig på at afvikle alle deres investeringer i fossil energi.

»Det var meget symbolsk, fordi Rockefeller-fonden var den første olieformue på planeten. De angav som grund, at det ikke længere gav økonomisk mening for dem at have investeringer i fossil energi, og at det er umoralsk. Nu tror jeg, at bølgen ruller,« siger McKibben.

København er fremtidens by

Også i Danmark har 20 kommuner bandlyst kul, olie og gas fra deres investeringsportefølje, og Københavns Universitet har besluttet at afvikle alle investeringer i fossil energi. De danske pensionskasser er flittige til at investere i grøn energi som vindmølleparker. De har dog endnu til gode helt at trække deres investeringer ud af fossile virksomheder.

Men der er andre årsager til, at McKibben er optimistisk på Danmarks vegne.

»København skulle have været det sted, hvor verden forenedes for at bekæmpe klimaforandringer, hvilket som bekendt ikke skete. Men det vigtigste resultat af klimatopmødet i København i 2009 var, at så mange mennesker fik chancen for at opleve byen og så, at det er fuldt ud muligt at have en moderne metropol med cykler. Det var et stærkt billede. Jeg talte kort efter med en masse borgmestre i Kina om byplanlægning – og jeg sagde: I skal ikke se på Los Angeles – fremtidens by er København,« siger McKibben.

– Men København er jo en lille storby. Kunne du forestille dig, at alle i for eksempel London begyndte at cykle?

»København er en lille by, men på den anden side ville man næppe umiddelbart forestille sig en by, hvor det sner og regner halvdelen af året som en cykelby. Og alle cykler glade alligevel. Skandinavien kommer ikke til at redde verden, men dets rolle som et sted, der tester ideer, som bliver hurtigt omsat, er meget brugbar for planeten. Derfor er det også vigtigt for Danmark at være på mærkerne med ideer og spørgsmål omkring klimaforandringer og ikke hvile på laurbærerne.«

I løbet af dette århundrede skal vi vænne os til at forstå miljøet som en linse, hvorigennem vi ser alle andre problemer – og ikke som et problem i sig selv, mener McKibben. Derfor finder han heller ikke Alternativets idé om en regeringsform, hvor alle relevante politiske tiltag skal godkendes i et grøn superministerium, særlig radikalt.

»I det 20. århundrede var nøglespørgsmålet økonomi, som vi forbandt alting med. Nu er vi nødt til at tage miljølinsen i brug – for planeten er ved at gå under. Selv hvis det eneste, du interesserer dig for er økonomi, er du nødt til at forstå, at den største trussel – også mod økonomien – er det, der sker med planeten. Nordsverige, som ligger i polarcirkelen, har stået i brand. Grønland kunne nemt få meterhøje stigninger i havvandstanden i vores levetid. Vi har passeret forestillingen om, at miljøet er en slags luksus – vi står ved en ny nedre grænse. Det, der er radikalt, er at trykke speederen i bund med det, vi gør nu – for det virker ikke.«

At rejse er en vidunderlig ting

Da McKibben besøgte København under klimatopmødet i 2009, stod en anden ting også klart for ham. Det at bygge byer og lande, så det er rart at være der, er vigtigt af flere årsager.

»At rejse er en vidunderlig ting. Men at flyve på ferie er en luksus og en af de vaner, vi nok bliver nødt til at ændre. I stedet for at tage på charterferier i tide og utide blot for at genskabe hyggen derhjemme i nogle varmere omgivelser, bør europæere bruge deres ’kvote’ af flyrejser på at tage til fjerne og anderledes destinationer og reflektere over, hvor godt de egentlig har det herhjemme,« siger han.

– Hvordan kompenserer du selv som berejst aktivist for dine mange flyveture over Atlanten?

»Man kan ikke kompensere direkte for det – det ville være som at skrifte i en middelalderlig kirke. Jeg flyver, fordi jeg har været nødt til at skabe en bevægelse. Jeg synes, det har været det værd. Men jeg tror ikke, at vi kan blive ved at flyve på ferie på den måde, vi har gjort det i lang tid – at flyve et eller andet sted hen, bare fordi det er varmere og rarere end der, hvor vi befinder os lige nu. Tro mig, snart vil det blive varmt, der hvor du er,« siger McKibben med et tørt grin.

Det næste store stræk for den globale Divestment-kampagne er den 12.-14. september, hvor politiske ledere, græsrodsorganisationer og engagerede borgere mødes til klimamøde i San Francisco. Her vil McKibben og hans allierede holde politikere op på at dedikere sig til den grønne omstilling.

På Friedrichsbrücke i Berlin sænker aftensolen sig over endnu en historisk varm sommerdag.

»Når jeg en gang i mellem bliver deprimeret, ser jeg på alle de demonstrationer rundt omkring i verden, hvor folk arbejder sammen. Klimaforandringer er det første globale problem nogensinde. Derfor er det også godt, at Divestment er den første globale bevægelse. For mig er det stort at være en del af en verdensomspændende fremmarch som denne,« siger McKibben til gruppen af tyske aktivister, mens latter og snak stiger op fra turistbådene på floden.

Han afslutter sin tale med et citat af Martin Luther King.

»Det kommer måske til at tage et stykke tid, men vi kommer til at sejre.«

Den amerikanske journalist, aktivist og forfatter Bill McKibben var i 1989 med til at skyde klimadebatten i gang med The End of Nature, den første populærvidenskabelige bog om klimaforandringer. Knap 30 år efter forsøger han fortsat at råbe borgere og statsledere op med lige så pessimistiske overskrifter
Læs også
Folkets Klimamarch i 2017. 
Læs også
Serie

Er klimakampen ved at blive en fælles kamp?

En sommer næsten uden regn og med skovbrande i mange lande har sat sig spor i folk. Stadig flere tager konsekvensen af en ny indsigt og begynder at lægge deres liv om for at skåne klimaet. I meningsmålinger rykker klimabekymringen frem blandt vælgerne. I denne serie opsøger vi de nye initiativer og bevægelser. 

Seneste artikler

  • Middelfarts grønne planer bliver til virkelighed i Danmarks mindste fjernvarmeværk

    19. september 2018
    Middelfart har i de seneste år markeret sig med en række roste klimaprojekter. Kommunens borgmester og klimachef mener, at de opnår resultater ved at fokusere på konkrete handlinger frem for at snakke om store mål – og ved at gøre den grønne omstilling til en grobund for fællesskaber. Den måske største succeshistorie finder man i landsbyen Føns: Danmarks mindste fjernvarmeværk
  • Paven har taget den grønne sag til sig. I Latinamerika har det skabt forandring

    19. september 2018
    Paven har markeret sig som forkæmper for klimaet, og det har fået en varm modtagelse og skabt forandringer i Latinamerika. Anderledes ser det ud længere nordpå i USA
  • Costa Ricas klimaambitioner er større end Danmarks

    18. september 2018
    Den lille centralamerikanske republik kan få vanskeligt ved at nå målet om at blive CO2-neutral i 2021. Men landets ambitioner er alligevel større end Danmark, siger forsker. ’Vi har en enorm og smuk opgave foran os,’ lyder det fra landets leder
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Alvin Jensen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Ejvind Larsen
  • Olaf Tehrani
  • Hans Larsen
  • Thomas Tanghus
  • Poul Anker Sørensen
  • Klaus Lundahl Engelholt
  • Christian Skoubye
  • Kurt Nielsen
  • Eva Schwanenflügel
Alvin Jensen, Lise Lotte Rahbek, Ejvind Larsen, Olaf Tehrani, Hans Larsen, Thomas Tanghus, Poul Anker Sørensen, Klaus Lundahl Engelholt, Christian Skoubye, Kurt Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lise Lotte Rahbek

Jo selvfølgelig er det realistisk med en verdensenergi baseret på sol og vind - og vand!
Hvad forhindrer krav om, at alle nyopførte bygninger skal have en af energi-kilderne monteret på taget på bygningen eller muligvis i kloakken/faldstammerne?
Der er masser af muligheder.