Læsetid: 9 min.

Bob Woodward: »Trump får os til at gå følelsesmæssigt fra koncepterne«

Den legendariske undersøgende journalist, der var med til at vælte Richard Nixon, fortæller i dette interview om sin nye bog om Donald Trump, ’Fear’ – og pointerer, at mediedækning virker stærkest, når den holder sig til at afdække kendsgerninger
Bob Woodward har skrevet bøger om ni præsidenter. Hans første er stadig den mest berømte, den om Nixon. Tiden vil vise om hans seneste bog, den om Trump, ændrer på det.

Bob Woodward har skrevet bøger om ni præsidenter. Hans første er stadig den mest berømte, den om Nixon. Tiden vil vise om hans seneste bog, den om Trump, ændrer på det.

Redux

19. september 2018

NEW YORK – Det var, siger Bob Woodward i tilbageblik »et Shakespeare-øjeblik«. Han taler om dengang han selv og en The Washington Post-kollega i marts 2016 var ved at interviewe Donald Trump. De spurgte Trump, hvordan han ville definere magt. Den daværende præsidentkandidat svarede: »Sand magt er – jeg har ikke engang lyst til at bruge ordet – frygt.«

Woodward husker, at »det var, som var Hamlet trådt ud af rollen for at affyre en sidebemærkning til sit publikum: ’Det er dét her, stykket virkelig handler om, forstår I? Det vil jeg have, I skal vide, selv om I ikke må vide det’. En dybt ambivalent udtalelse fra en politiker, der valgte at betro os en farlig sandhed«.

To et halvt år, et præsidentvalg og hundredvis af timer med interviews senere figurerer Trumps afslørende ord – frygt – også som titlen på Woodwards nye bog, den hidtil mest autoritative insiderskildring af Det Hvide Hus som vaklende på randen af vanvid. Mens tidligere bøger om samme emne mest har haft karakter af sæbeoperaer, er dette en version af Trumps præsidenttid som shakespearesk tragedie.

Mørklægning

Woodward, en anset veteran inden for undersøgende journalistik er i dag blevet 75. Bøger har han skrevet om ni præsidenter. Hans første er stadig den mest berømte, den om præsident Nixon. Woodwards ihærdige kulegravning med The Washington Post-kollega Carl Bernstein af Watergate-indbruddet, mørklægningen af samme og Nixons beskidte tricks og politiske spionage blev afgørende for, at præsidenten måtte gå af i vanære – som den første i amerikansk politisk historie – og blev siden udødeliggjort i alle journalisters yndlingsfilm, Alle præsidentens mænd med Robert Redford i rollen som Woodward og Dustin Hoffman i rollen som Bernstein.

Woodward begyndte sin journalistkarriere i en tid med klaprende skrivemaskiner, tæt tobaksrøg, blysatstyper og hemmelige kildeopkald fra telefoner, der hele tiden skulle fodres med mønter. Han er i nogen grad forblevet tro mod sin gamle metodik: Woodward holder stadig af at opsøge sine kilder personligt og kan finde på at banke på deres dør sent om natten. Til gengæld er han ikke typen, der fyrer spydige bemærkninger af på Twitter.

Som reporter af den gamle skole foretrækker han at lade sin journalistik tale for sig selv. I en tid hvor skillelinjen mellem nyheds- og opinionsstoffet bliver stadig mere udvisket, holder Woodward sig til saglige analyser – også når han som indkaldt ekspert udlægger de seneste politiske udviklinger på CNN eller i podcaststudier, der hungrer efter polemiske soundbites med viralt potentiale.

Saglig modgift

Hvad han i stedet gør i Fear, er at opbygge en minutiøs dokumentation for Trumps uegnethed til at bestride sit embede. Han har ikke brug for at råbe det ud fra hustagene, når kendsgerningerne stirrer os lige op i ansigtet. Hans afdækning af, hvordan beslutninger bliver truffet eller ikke truffet i et rystende dysfunktionelt Hvide Hus, er en velkommen modgift til den daglige spærreild af online agitprop, rygter og konspirationsteorier.

Næsten alle hans interviews blev skrevet ud i en transskription, der fyldte 820 sider. En af sine kilder interviewede han hele ni gange. Efterhånden som Trumps 20 måneder lange præsidenttid glider over i historiebøgerne, vil Woodwards bidrag tælle med større vægt end den undertiden sladdevorne og sjuskede Fire and Fury af Michael Wolff eller den hævngerrige ​​Omarosa Manigault Newmans Unhinged.

Trump har ganske vist afvist bogen, der straks fra udgivelsen røg helt til tops på ​​Amazons bestsellerliste, som »ren fiktion« og i Twitter-udfald stemplet Woodward som »løgner«, men Woodward insisterer på at have gjort sig umage med alle dokumentationskrav.

Han siger om sin bog: »Jeg har set det som min opgave at fremlægge klippefaste beviser for, hvad der foregår. Jeg henviser til dokumenter, til notater, og jeg refererer ikke bare udtalelser, men fortæller, hvem der var til stede, hvor de mødtes, og hvad der skete. Det må det politiske system så tjekke efter og tage til efterretning.«

Han tilføjer: »Efter min mening har for mange mennesker tabt det større perspektiv af syne. Trump får os til at gå følelsesmæssigt fra koncepterne. Det kan jeg udmærket forstå, men jeg mener ikke, det er sådan, medier bør reagere. Medierne skal holde sig til at belyse, hvad der faktuelt er sket«.

Udeladelser

Woodward taler anerkendende om det »høje energiniveau«, som den kritiske journalistik efter hans mening er nået op på på mange aviser og tv-kanaler, men er mere forbeholden over for mediernes indsats under valgkampen i 2016. »Gjorde vi nok for at forstå Trump før valget? Nej. Gjorde jeg selv nok? Nej. Har vi fået fat i hans selvangivelser? Nej, vi har dem stadig ikke. Skal vi blive med at prøve? Ja. Selv om det er svært? Ja. Der er mange højdepunkter i Trump-dækningen, men samtidig er der stadig for mange udeladelser«.

Woodward møder The Guardian i et glasvægskontor hos hans forlægger, Simon & Schuster på Manhattan. Han taler lavmælt og vælger formuleringerne med omhu. At han er mere tilbageholden, mindre karsk i mælet i sine meninger om Trump end så mange andre skildrere af Trumps levned, forlener ham med større troværdighed.

Han siger videre om sin bog: »Jeg tegner i den et billede af en administration i Det Hvide Hus, der lever i et vedvarende nervesammenbrud, og som vi ved kan nervesammenbrud få store menneskelige omkostninger. Og så er der tale om et meget udfordrende øjeblik ... Jeg tænker, at selv den mest glødende Trump-tilhænger, som måtte finde på at læse min bog, vil kunne finde noget at blive foruroliget over.«

Impulsiv narcissist

Hvor bekymret skal vi være for, at en impulsiv narcissist med et barns forsimplede forståelse af verdenspolitikken, sidder på de nukleare koder? Kan Trump finde på at trykke på knappen? »Det kender vi ikke svaret på. Der er et notat, som jeg citerer i bogen, fra stabschefen – den nuværende, General Kelly – der indskærper, at det gælder om at afværge alle pludselige indfald. Der skal være formelle processer og formelle afmeldinger. Det notat vidner om nogle af de bestræbelser, der gøres på at inddæmme disse impulser.«

Woodward vil hellere tale om Trumps igangværende handelskrig end om potentiel atomkrig, og den rummer da også nok af foruroligende udsigter. »En tarifkrig kan gøre stor skade, så det er da absolut bekymrende. Trump har disse beføjelser eller gør krav på disse beføjelser. Der er ganske vist stor juridisk usikkerhed om det, men ifølge alle de økonomiske guruer, jeg har talt med verden over, og alle niveauer, er der gode grunde til reel bekymring: Den globale handelsorden er i fare, og de forsøg, der gøres på at rokke ved den, giver simpelthen ikke nogen mening.«

Bogen begynder med Gary Cohn, dengang endnu den øverste økonomiske rådgiver i Det Hvide Hus, og om hans fjernelse af et dokument fra skrivebordet i Det Ovale Værelse, der med præsidentens underskrift ville have medført opsigelse af frihandelsaftalen mellem USA og Sydkorea. Senere fantaserer Trump om at beordre et »mord« på den syriske leder Bashar al-Assad, men forsvarsminister Jim Mattis advarer diskret mod fremgangsmåden. Kelly citeres for at sige om Trump: »Han er idiot. Det er meningsløst at forsøge at overbevise ham om noget. Han er fuldstændig gak i låget. Vi er havnet i Crazytown.« Kelly benægter at have udtalt sig sådan.

Interessant nok har flere fremtrædende stemmer i bogen kun hån til overs over for teorien om, at Trumpkampagnen konspirerede med Rusland under præsidentvalgkamp i 2016. Blandt dem er præsidentens tidligere advokat John Dowd, der desuagtet snart kom til at se Trump som »en forbandet løgner«. Fandt Woodward selv en god forklaring på det bizarre forhold mellem Trump og den russiske præsident, Vladimir Putin?

»Nej, ikke rigtig. Jeg ledte naturligvis grundigt. Men efter 47 år som reporter på The Washington Post har jeg lært den her lektie: Man er nødt til selv at være på scenen. Skulle man virkelig kulegrave de russiske forbindelser, ville jeg flytte til Moskva. Så risikerer man selvfølgelig at blive skudt eller arresteret. Men svaret er i Rusland.«

»Jeg synes, det må være et af det sværeste mål at forfølge i den her sag, men det er, hvad man skulle prøve. Hvis jeg var 30 år, ugift og uden børn og havde mulighed for det – ja, ikke at jeg ved, hvordan man skulle bære sig ad ... Jeg har spurgt folk, og de har bare grinet af mig og sagt, at det ikke kan lade sig gøre. Men i sidste ende befinder svaret sig i Moskva og Skt. Petersborg.«

Selv om den særlige undersøger, Robert Mueller, i sin undersøgelse skulle ende med at fremdrage definitive beviser på hemmeligt konspiratorisk samarbejde, er det i det nuværende hyperpolariserede klima (»Polarisering er ikke det rette ord. Det er en politisk krig, desværre«), højst usikkert, om hans konklusion da vil blive accepteret som det sidste ord, vurderer Woodward: »Det vil afhænge meget af kvaliteten af ​​rapporten. I Watergate var en vigtig lære for mig personligt, at det var nødvendigt med et vidne, der kunne give en sammenhængende fortælling og ikke bare sagde: ’Jeg overhørte sådan og sådan’ eller ’jeg forestillede mig sådan og sådan’«.

»John Dean, Nixons advokat, vidnede for Senatets Watergate-udvalg på landsdækkende livetransmitteret tv: Det var på alle kanaler i fire dag i træk. Han sagde ting som: ’Jeg mødtes med Nixon. Han spurgte, hvor meget vi skulle betale for at købe os til indbrudstyvenes tavshed?’ Det var ødelæggende. Og så kom det næste slag med de båndoptagelser, der validerede anklagerne, og hvor Nixon var sin egen fortæller. Jeg føler mig ikke sikker på, at vi skal regne med materiale, der kan matche det.«

Watergate-analogier

Woodward vil for altid være forbundet med Watergate og synes i lighed med Paul McCartney at udstråle størst sjælefred, når han bliver bedt om at spille sine største hits. Parallellerne til dramaet fra dengang har været uundgåelige, siden Trump tiltrådte. Også Muellers undersøgelse blev udløst af et indbrud, denne gang i digital form, i Den Demokratiske Nationalkomité. Trump fyrede sin fungerende justitsminiser og FBI-direktør, ligesom Nixon først gav sin justitsminister og siden dennes stedfortræder ordre til at fyre den særlige anklager for Watergate – de nægtede begge og tog deres afsked i det, der blev bekendt som ’The Saturday Night Massacre’. Trump har som Nixon før ham erklæret medierne krig og udvist paranoide træk over for sine mere eller mindre indbildte fjender.

Affæren kan vise sig at blive et af de sjældne tilfælde, hvor historien ikke blot rimer (som Mark Twain sagde, red.), men rent faktisk gentager sig. Men som sagerne står lige nu, er der ifølge Woodward en kritisk forskel. »Nixon var kriminel og en veldokumenteret kriminel. Muellers undersøgelse har så vidt vi ved endnu ikke fastslået, om Trump også var det.«

I 1970’erne var der heller ikke sociale medier, ikke nogen præsidentiel Twitter-konto, og intet Fox News, der i døgndrift arbejdede for at miskreditere Trumps kritikere. »Det var under Watergate, at ideen til Fox News blev født i Det Hvide Hus,« fortsætter Woodward. »Den interessante forbindelseslinje her var Roger Ailes, som var en af Nixons medierådgivere – han blev senere direktør for Fox News.«

’Karaktermordere’

»Jeg husker også Ron Ziegler (Nixons pressesekretær, red.), der kaldte os for ’karaktermordere’. Jeg var 29, da det skete, at talsmanden for den frie verdens ledere kaldte mig ’karaktermorder’. Man kan roligt være bekymret, jeg har set, hvor vidt det kan komme.«

Woodward fastholder en tro på, at der vil blive gjort op med magtmisbrug. »Jeg kommer fra Midtvesten, og der har vi svært ved at opgive vores traditionelle optimisme. I sidste ende vil systemet vise sig at virke.«

Nixon og Trump ville være en spektakulær begyndelse og et lige så spektakulært slutpunkt for en enhver journalistisk karriere, men Woodward har ingen planer om at gå på pension. Han oplever, at energien i Washington minder om den, han husker, da han begyndte som politisk reporter i begyndelsen af ​​1970’erne efter militærtjeneste i flåden, boede i en etværelses lejlighed og abonnerede på ’The Post’. Mere end fire årtier senere banker han stadig på døre og leder efter den næste ’Deep Throat’. Hans hemmelige Watergate-kilde fra dengang viste sig siden at være Mark Felt, vicechef for FBI.

Er der nogen Deep Throats derude, i Trumps æra? »Mange,« siger han selvsikkert. »Men vi leder efter flere. Man får aldrig nok.«

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.

Trods Woodwards efterhånden høje alder fortsætter han med at pløje igennem tonsvis af personlige interview, officielle dokumenter og offentlige vidnesbyrd for at give sine læsere den første version af historien om en amerikansk præsident.
Læs også

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mikael Velschow-Rasmussen
  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Jørn Andersen
  • Eva Schwanenflügel
Mikael Velschow-Rasmussen, Maj-Britt Kent Hansen, Jørn Andersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Duus Nielsen

Det lyder som en meget interessant bog, dog har jeg den anke, at den nok i virkeligheden bare er med til at forstærke den tendens til at gå "følelsesmæssigt fra koncepterne", som overskriften taler om.

For hvad sker der i verden, mens amerikanerne skuer indad i angst og bæven og vi andre står på sidelinjen og griner ad de dumme yankees?

Jo, mens personfnidder i Washingron fylder spalterne og tager alle overskrifter, var det nær gået galt forleden i Syrien:

Først forlød det, at israelerne havde skudt et russisk fly ned, så forlød det, at det var franskmændene, og til sidst kom det frem, at det var syrerne, der, for at forsvare sig mod et luftangreb, ved et uheld var kommet til at skyde et russisk recognoceringsfly ned, hvilket kostede femten russere livet.

Os, der følger lidt med, og som er oprigtigt bekymrede over den fuldstændig forvredne dækning af giftgasser i Salisbury og Idlib, tjekkede de velremommerede udenlandske medier flere gange om dagen for at holde os underrettede om, hvorvidt det var nu, vi skulle "duck and take cover", eller om det hele ville blæse af igen.

Men tjekker man overskrifter i de statsautoriserede danske main stream medier, glimrer denne begivenhed ved sit fravær. Herhjemme forarges vi over, at Danske Bank kunne finde på at begå ulpvligheder, I Storbrittanien bruger man tiden og spaltepladsen på at anklage Corbyn for antisemitisme, og i USA er det dagens tweet(s) fra Det hvide Hus, der bringer sindene i kog. Ingen bemærker, at verden var på randen af tredje verdenskrig.

Woodwards bog er sikkert et glimrende våben i kampen for at vælte Trump, men al denne personfikserede forargelse skygger for, hvad der virkelig sker politisk og militært i verden. Og det er vel også meningen. "Manufacturing content", kalder Chomsky fænomenet, og det går i korthed ud på kun at fodre befolkningen med ligegyldigheder, og undlade at oplyse dem om tingenes rette tilstand.

"Følelsesmæssogt fra koncepterne" er et rigtigt godt udtryk, som beskriver, hvordan medierne og dermed befolkningerne hidser sig op over ligegyldige banaliteter, mens de reelle magthavere spiller hasard med verdensfreden. Woodward skriver sig ind i den efterhånden meget lange række af distraktorer, der anvender, ikke weapons of mass destruction, men derimod weapons of mass distraction.

Mikael Velschow-Rasmussen og Holger Madsen anbefalede denne kommentar