Det ekstreme klima skaber flere sultende — men egentlig burde der være mad nok i verden til alle

Omkring hver niende verdensborger — eller 821 millioner mennesker — var i 2017 underernærede ifølge en ny rapport, der netop er blevet offentliggjort fra en række FN-organisationer.

Rapporten er et samarbejde mellem fødevareprogrammet WFP, landbrugsorganisationen FAO, børnefonden UNICEF og landbrugsudviklingsfonden IFAD, og den viser for tredje år i træk en stigning i hungerramte, efter at antallet af hungerramte og underernærede verdensborgere ellers i en lang årrække har været faldende.

Det er en udvikling, som rapportens forfattere kæder specifikt sammen med voldsomme forandringer i vejrmønstrene, hvor antallet af ekstreme vejrudsving er steget, hvilket især rammer en række af verdens i forvejen fattigste områder, hvor konflikter også er en kraftigt medvirkende årsag — og ofte hænger sammen med klimaproblemer.

Rapporten konkluderer således, at underernæring og alvorlig fødevareusikkerhed synes at være stigende i næsten alle dele af Afrika syd for Sahara, såvel som i Latinamerika.

»Der sker en voldsom stigning i antallet af ekstreme klimaforhold, og det er ret ligetil at se en sammenhæng mellem dem og en stigning i antallet af hungerramte, og se, hvor det peger hen,« konstaterer Kathryn Milliken, programrådgiver for WFP om klimaforandringer og en af forfatterne bag rapporten.

»Der er brug for at investere voldsomt i programmer, der opbygger klimamodstandsdygtighed, for der er ingen tvivl om, at klimaforandringerne kommer, og at vi ikke er særlig godt forberedt på dem. Vi har programmerne, vi har sådan set også planerne på plads, men vi mangler langsigtet finansiering, der kan gøre udsatte områder beredte og hindre katastroferne.«

Ikke for lidt mad

Når man taler klimaforandringer, er et af de hyppigst tilbagevendende skrækscenarier en situation, hvor ændringen af lokale og globale vejrforhold vil påvirke fødevareproduktionen i en grad, så det vil udløse sultkatastrofer og akut fødevaremangel. Men virkeligheden er også, at der på globalt plan faktisk bliver produceret nok mad til hele verden.

I sig selv skaber klimaforandringerne ikke et underskud af fødevarer, hverken nu eller i den overskuelige fremtid, siger en af verdens førende eksperter i sultkatastrofer Alex de Waal, der har beskæftiget sig med nogle af de afrikanske lande, der bliver hårdest ramt af det mere ekstreme vejr.

»Der er al grund til at slå alarm, når det kommer til klimaforandringer, også når det kommer til fødevaresikkerhed, hvor fødevareproduktionen vil blive påvirket i negativ retning. Men der er også brug for at være ret præcis omkring truslen,« siger den britiske socialantropolog, der har nærstuderet sultkatastrofer i bl.a. Sudans Darfur-region og Somalia fra jorden og skrevet to bøger om sult som globalt fænomen – senest Mass Starvation, der udkom tidligere på året.

»Sultkatastrofer på grund af klimaforandringer er bestemt ikke uundgåelige. De fødevaresystemer og den fødevareproduktion, vi har, er helt afgjort i stand til at hindre sultkatastrofer i den fremtid, vi umiddelbart kan se foran os,« fastslår han.

»Der er ingen lineær fremskrivning for befolkningstilvækst og ændringer i naturen forårsaget af klimaforandringer, der leder frem til hungersnød. Ingen,« siger han.

At klimaforandringer ikke nødvendigvis behøver at føre til sult, skyldes først og fremmest videnskabelige fremskridt, der øger afkastet af landbrugsproduktion, og bedre organisering af distributionen og hele infrastrukturen i fødevareproduktionen. Der kan stadig opstå sultkatastrofer, men – påpeger den britiske forsker – det hænger i højere grad sammen med, hvordan vi reagerer på klimaforandringer.

»Det er vigtigt at slå fast, at klimaforandringer ikke af sig selv fører til sult og fødevareudfordringer. Det er et politisk spørgsmål, hvor det pres rammer. Som verden er vi absolut i stand til at have et fødevaresystem, som kan brødføde verdensbefolkningen, selv med mange flere mennesker, end vi er i dag. Og det vil også kunne gøres på en måede, der er økologisk bæredygtig,« siger Alex de Waal.

I lande som Indien og Etiopien er befolkningstallet eksploderet, men økonomierne er vokset mere, og deres systemer er blevet mere robuste, når det kommer til at klare både udsving i produktionen og de flere munde, der skal mættes. Det betyder ikke, at det ikke bliver et problem i fremtiden, også med klimaforandringer, der presser landbrugsproduktionen i form af tørker, oversvømmelse osv., påpeger han.

»Der er ingen logisk grund til, at en meget større verdensbefolkning end i dag skulle være i risiko for hungersnød. Den eneste årsag til, at det skulle ske, er hvis vi opprioriterer ubæredygtig fødevareproduktion, at vi insisterer på at spise oksekød og fælde regnskoven og gøre den til prærie for kødkvæg,« siger han og fortsætter:

»Problemet opstår, når vi reagerer forkert på truslen. Hvis vi i de velhavende lande vælger at acceptere, at folk i lande, der er mere udsatte for klimaforandringerne, må leve med deres konsekvenser. Fordi vi ikke vil stoppe eller afbøde lidelsen fra klimaforandringerne. Og fordi lande og regioner kæmper om ressourcer.«

Stresser systemet

Den vurdering deler FN’s eksperter. Den nye FN-rapport fokuserer dels på at øge produktionen i lokalområder, der er særligt truede af klimaforandringer, og i endnu højere grad på at forbedre det system, der omgiver fødevareproduktionen i berørte områder.

»Som jeg ser det, er det ikke et problem med produktionen, der skaber flere sultende, men et politisk problem, og det er vigtigt at behandle det som et sådant. Vi producerer masser af mad – faktisk for meget – og ca. en tredjedel smides ud hvert år, hvilket udgør et klimaproblem i sig selv,« siger Arif Husain, cheføkonom i WFP.

»Det er en relativt kendt sag, at det ikke er mangel på fødevareressourcer, der skaber sult, men mangel på økonomiske midler,« siger han og forklarer, at sult i vid udstrækning handler om netop økonomi. Ikke om der er mad nok, men om man har adgang til det, og derfor slår det også så hårdt, at klimaudsvingene rammer i de fattigste områder. Her rammer det ekstra slemt, fordi det stresser et system, der er sårbart over for udsving:

»Det skaber frygt, og det sætter sig i resten af det økonomiske system og akkumulerer større problemer. Priserne går op, og igangsætter en kæde af skadelige begivenheder. Klimachokkene bliver disproportionalt voldsomme slag mod systemerne,« siger Arif Husain og nævner behovet for at klimatilpasse til nye forhold, skabe bedre »chockresponser«, når tørker, orkaner og oversvømmelser rammer – men også på helt almindelig udvikling i form af bedre uddannelse, bedre infrastruktur og en højere grad af social sikring for de fattigste for at afværge problemerne.

Resultatet er ifølge cheføkonomen, at antallet af sultende eller sulttruede er tilbage på 2010-niveau, og det skaber naturligt nok usikkerhed om FN’s andet verdensmål for bæredygtig udvikling: at stoppe sult inden 2030, som ellers i en lang årrække har haft medvind.

Men behovet for en forøget indsats rækker også ud over opfyldelsen af nogle lidt abstrakte mål, understreger han.

»Det er vores alle sammens problem. Mens man måske tidligere kunne se sultkatastrofer som isolerede problemer, er det ikke tilfældet i en globaliseret verden. Klimaproblemer skaber konflikter om ressourcer, det skaber immigration, og problemer, der forplanter sig igennem et globalt system, hvor man med en del færre ressourcer kunne have forebygget eller afbødet konsekvenserne i første omgang. Vi er nødt til at forberede vores systemer bedre til klimaforandringer.«