Elizabeth Warren er potentiel præsidentkandidat for Demokraterne – og kapitalist helt ind til benet

»Han er socialist, og jeg tror på markedet.« Sådan lyder senator Elizabeth Warrens svar disse dage, når hun bliver spurgt, hvad forskellen er på hende og en anden af Det Demokratiske Partis stjerner, der lige som Warren er mulig præsidentkandidat i 2020: Bernie Sanders.

Warren og Sanders er en del af den bevægelse, der i Trump-æraen har trukket deres parti i en mere progressiv, som de siger i USA, og venstreorienteret retning.

Men deres tilgang er også forskellig, og for nylig har Elizabeth Warren introduceret et nyt lovforslag, der skal redde kapitalismen fra sig selv og udfordre den måde, demokraterne tænker i forhold til at bekæmpe den eksplosive ulighed i USA.

I stedet for at introducere nye, ’dyre’ sociale programmer vil Warrens lovforslag, The Accountable Capitalism Act, flytte milliarder af dollar fra aktionærerne og direktionerne i de største virksomheder til middelklassen. Uden at det koster statskassen.

Sanders taler om, at staten skal fylde mere for at bekæmpe uligheden i USA gennem gratis sundheds- og uddannelsesprogrammer, og hans vision er at skabe socialdemokratisme efter skandinavisk forbillede. Warren bakker op om alle disse programmer. Men snarere end ’Make America like Scandinavia’ vil hun gøre ’America Great Again’ ved at reformere det kapitalistiske system, der er i fare for at underminere sig selv, når aktiekurser, vækst og produktiviteten stiger, mens overskuddet kun havner på ganske få hænder.

Det skal ske ved at føre systemet tilbage til dengang, hvor grådigheden ikke havde taget over. En tanke, som viste sig også at have appel til Donald Trumps vælgere. I hvert fald sagde han under sin kampagne i 2016:

»Jeg er så grådig. Men nu vil jeg være grådig for USA. Jeg vil tage alle pengene. Jeg kommer til at være grådig for USA.«

Revolutionerende?

I en kronik i Wall Street Journal, hvor Elizabeth Warren fremlagde sit forslag, skrev hun blandt andet:

»Traditionelt har virksomheder stræbt efter succes på markedet, men de anerkendte samtidig, at de havde forpligtelser over for deres ansatte, kunder og lokalsamfundet.«

I de seneste tre-fire årtier har virksomhederne imidlertid opgivet deres samfundsforpligtelser for i stedet at rette fokus mod konstant at maksimere aktionærenes udbytte. Det vil Warren ændre på ved at indføre et charter udstedt af Handelsministeriet, som pålægges alle virksomheder med en indtjening over en milliard dollar årligt. Charteret skal blandt andet sikre, at de lever op til deres forpligtelser over for deres medarbejdere og tager ansvar for deres aftryk på klimaet.

»Warrens forslag er revolutionerende i en amerikansk sammenhæng. Det vil flytte rigtig mange penge fra de meget rige amerikanere til middel- og arbejderklassen. Men det er ikke revolutionerende, at hun vil forandre for at bevare det gamle kapitalistiske system,« siger David Dreyer Lassen, professor og forsker i amerikansk økonomi ved Københavns Universitet.

Warrens plan vil yderligere pålægge virksomhederne, at 40 procent af bestyrelsesmedlemmerne skal være valgt af de ansatte. Samtidig skal direktionernes mulighed for at belønne sig selv med køb af aktier fra deres eget firma begrænses, og de må tidligst videresælge aktier fra deres egne firmaer efter fem år.

Endelig har Warren også fremlagt en antikorruptionsplan i sammenhæng med The Accountable Capitalism Act, der vil gøre op med alliancen mellem den politiske og økonomiske magt, som mange amerikanere oplever, at især Washington er en yderst veludviklet rugekasse for.

Planen kræver, at virksomhedernes bidrag til politiske kampagner skal være godkendt af 75 procent af direktionen og 75 procent af bestyrelsen, hvoraf 40 procent altså for fremtiden skal være valgt af medarbejderne.

Antikorruptionsplanen er samtidig et frontalangreb på den udbredte lobbyisme, der i Warrens øjne underminerer markedet gennem påvirkning af lovgivning til egen fordel. Konkret skal det forbydes tidligere embedsmænd, kongresmedlemmer og selv præsidenter at udnytte deres særlige adgang og erfaring fra regeringsarbejdet til at arbejder som lønnede lobbyister.

Det er, skriver Ganesh Sitaraman, en af Warrens tidligere medarbejdere og forfatter til bogen The Crisis of the Middle-Class Constitution, ligesom i Spiderman-filmen: »Med stor magt følger et stort ansvar.«

Hvem ejer værdierne?

I den økonomiske sagkundskab er der ifølge David Dreyer Lassen rimelig enighed om, at de store incitamentsstrukturer til forøget indtjening til aktionærerne gennem køb af aktier i eget firma skaber et »vrid« mod det kortsigtede. Det vil sige at tjene så mange penge som muligt på bekostning af mere langsigtede investeringer i eksempelvis forbedrede arbejdsforhold for de ansatte, arbejdsmiljø og investeringer, der kan føre til flere arbejdspladser eller mindre klimabelastninger.

Samtidig med at virksomhedernes fokus er skiftet til kun at have aktionærernes gevinst for øje, er der nemlig sket det, at lønningerne for almindelige ansatte – ikke bare arbejdere, men også funktionærer – er stagneret.

»De penge, man sparer på at give de ansatte en lavere løn, bliver ikke brugt til at reinvestere i virksomheden, og i stedet bliver overskuddet udbetalt til aktionærerne. Pengene havner med andre ord i aktionærernes, ejernes og direktionens lommer og ikke hos dem, der er med til at skabe værdien,« siger David Dreyer Lassen.

Årsagen til den stigende ulighed skal ifølge Dreyer Lassen – og Warren – findes i de dereguleringer af markederne, som fandt sted under præsident Ronald Reagan i 1980’erne. Siden da er virksomheders udbetalinger til aktionærerne steget til 80 procent af det samlede overskud. Samtidig sidder blot ti procent af befolkningen på 80 procent af den amerikanske aktiebeholdning, mens omkring halvdelen af amerikanerne overhovedet ingen aktier ejer.

Nationaliser... alt

Kritikerne har selvfølgelig været hurtigt ude efter Warrens plan, som de mener, vil få væksten til at gå i stå, og at det blot er en anden måde at indføre mere stat på gennem strammere regulering af virksomhederne.

Forslaget om 40 procent medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer er eksempelvis inspireret af Tyskland. Men som Samuel Hammond fremfører i det konservative tidsskrift National Review, har Tyskland ikke været i stand til at producere lige så mange innovative gigantvirksomheder inden for blandt andet tech-industrien som USA, men domineres af gamle firmaer som Volkswagen samt små og mellemstore virksomheder.

Kevin Williamson har ligeledes i National Review omtalt The Accountable Capitalism Act som »Elizabeth Warrens plan til at nationalisere … alt«.

Den kritik afviser Warren. I et interview med The Atlantic henviser hun blandt andet til perioden 1935 til 1980, hvor der var meget vægt på arbejdstagernes rettigheder, og andelen af amerikanere, der var medlemmer af fagforeninger, steg. Samtidig blev der indført stærkere reguleringer af markedet og skrap konkurrencelovgivning.

»Og hvad sker der: BNP stiger i perioden. Og 90 procent af alle amerikanere — altså alle dem uden for de rigeste ti procent — får del i 70 procent af den nye vækst i indkomster,« siger Warren i interviewet.

Som Matthew Yglesias, Vox’ økonomipolitiske journalist, skriver, vil Elizabeth Warren gøre det én gang til:

»Warrens håb er, at på et tidspunkt, hvor højrefløjen ikke engang gider at foregive at have økonomiske løsninger, kan det samme trick bruges endnu en gang, nemlig at tilbyde offentligheden en genoplivning af den kapitalisme, der engang gjorde middelklassen så velhavende, at ideen om stigende interesse i socialismen blev umuliggjort.«

Men heller ikke Seth Ackerman, chefredaktør på et af de førende socialistiske tidsskrifter Jacobin, er imponeret over Elizabeth Warren.

Der er ét problem med Warrens plan, skriver han: »Hun kommer aldrig til at føre den ud i livet.«

Sådan gik det nemlig i 2007, hvor daværende præsident Barack Obama introducerede et nyt omfattende forslag om at reformere amerikansk arbejdsmarkedslovgivning. Det blev aldrig til noget. Til gengæld glæder Seth Ackerman sig over, at Elizabeth Warrens plan giver mulighed for at konfrontere Det Demokratiske Partis ledelse, Chuck Schummer og Nancy Pelosi, med, hvorvidt de faktisk går ind for, at medarbejdere skal kunne vælge deres egne repræsentanter i virksomhedernes bestyrelser.

Tvivlen hos den bevægelse, som forsøger at trække Det Demokratiske Parti i en mere socialistisk retning, og som for øjeblikket har energien i partiet, ikke mindst takket været Bernie Sanders, er måske forståelig nok. Warrens form for kapitalismekritik er en, hun har stået for gennem hele sin karriere på Harward Law School og senere i sit politiske embede, hvor hun blandt andet har arbejdet med at indføre konkurrencelovgivning. Som sagt, hun tror på markedet. Og hun er, som hun selv siger, »kapitalist ind til benet«.

Kapitalist på dansk

Ifølge David Dreyer Lassen kan man også sige, at hun er kapitalist på den danske eller tyske måde og dermed tegner hun sig for den ene af de to veje, der lige nu er at gå hos demokraterne.

»Enten siger man, at man er socialist, hvad det så end betyder i en amerikansk sammenhæng. Eller også siger man som Elizabeth Warren, at man er kapitalist, men at udviklingen vil underminere kapitalismen, hvis man ikke får løst problemerne. Hun mener, at private virksomheder med en relativ stor grad af fleksibilitet er den bedste måde at sikre økonomisk fremgang på. De er driveren i økonomien, og det vil jeg som fagøkonom også sige, at der er meget, der taler for. Men hendes plan er også et værn mod mere ekstreme politiske løsninger såsom at nationalisere virksomheder eller vende op og ned på, hvem der bestemmer i økonomien.«

Til gengæld mener David Dreyer Lassen, at der er gode muligheder for, at Warren med sin plan kan få ørenlyd blandt midtervælgere og sågar blandt de Trump-vælgere, der tog det seriøst, da mangemillionæren og boligspekulanten lovede, at han nu ville være grådig på sine vælgeres vegne. De sidste kan godt tillade sig at være skuffede, eftersom Trump ikke har levet op til sine løfter om økonomisk omfordeling. 

»I USA er der en udpræget tro på, at der skal være sammenhæng mellem det, man yder, og det, man får. Så hvis hun helt ville fjerne aktieaflønningsprogrammer, ville der blive ramaskrig. Og så har hendes plan for amerikanerne den appel, at det ikke er noget, der påvirker statsfinanserne. Hun står for noget andet end de folk længere ude på venstrefløjen, og det har den strategiske fordel, at hun bliver lidt mere spiselig for de amerikanske midtervælgere,« siger David Dreyer Lassen.