Læsetid: 7 min.

Elizabeth Warren er potentiel præsidentkandidat for Demokraterne – og kapitalist helt ind til benet

Senator og mulig præsidentkandidat Elizabeth Warren har fremlagt en plan, der skal redde den syge kapitalisme og bekæmpe ulighed i USA ved at flytte milliarder fra de rigeste til middelklassen. Hendes vej udfordrer socialisterne i partiet, der mener, at mere stat løser problemerne — men til gengæld kan den tale til klassiske midtervælgere
Den amerikanske senator Elizabeth Warren har tidligere været republikaner, men i dag er hun demokrat og flere spår, at hun også vil ende som partiets præsidentkandidat. Hun foreslår blandt andet en fuldstændig reform af den amerikanske kapitalisme.

Den amerikanske senator Elizabeth Warren har tidligere været republikaner, men i dag er hun demokrat og flere spår, at hun også vil ende som partiets præsidentkandidat. Hun foreslår blandt andet en fuldstændig reform af den amerikanske kapitalisme.

Erin Schaf

20. september 2018

»Han er socialist, og jeg tror på markedet.« Sådan lyder senator Elizabeth Warrens svar disse dage, når hun bliver spurgt, hvad forskellen er på hende og en anden af Det Demokratiske Partis stjerner, der lige som Warren er mulig præsidentkandidat i 2020: Bernie Sanders.

Warren og Sanders er en del af den bevægelse, der i Trump-æraen har trukket deres parti i en mere progressiv, som de siger i USA, og venstreorienteret retning.

Men deres tilgang er også forskellig, og for nylig har Elizabeth Warren introduceret et nyt lovforslag, der skal redde kapitalismen fra sig selv og udfordre den måde, demokraterne tænker i forhold til at bekæmpe den eksplosive ulighed i USA.

I stedet for at introducere nye, ’dyre’ sociale programmer vil Warrens lovforslag, The Accountable Capitalism Act, flytte milliarder af dollar fra aktionærerne og direktionerne i de største virksomheder til middelklassen. Uden at det koster statskassen.

Sanders taler om, at staten skal fylde mere for at bekæmpe uligheden i USA gennem gratis sundheds- og uddannelsesprogrammer, og hans vision er at skabe socialdemokratisme efter skandinavisk forbillede. Warren bakker op om alle disse programmer. Men snarere end ’Make America like Scandinavia’ vil hun gøre ’America Great Again’ ved at reformere det kapitalistiske system, der er i fare for at underminere sig selv, når aktiekurser, vækst og produktiviteten stiger, mens overskuddet kun havner på ganske få hænder.

Det skal ske ved at føre systemet tilbage til dengang, hvor grådigheden ikke havde taget over. En tanke, som viste sig også at have appel til Donald Trumps vælgere. I hvert fald sagde han under sin kampagne i 2016:

»Jeg er så grådig. Men nu vil jeg være grådig for USA. Jeg vil tage alle pengene. Jeg kommer til at være grådig for USA.«

Revolutionerende?

I en kronik i Wall Street Journal, hvor Elizabeth Warren fremlagde sit forslag, skrev hun blandt andet:

»Traditionelt har virksomheder stræbt efter succes på markedet, men de anerkendte samtidig, at de havde forpligtelser over for deres ansatte, kunder og lokalsamfundet.«

I de seneste tre-fire årtier har virksomhederne imidlertid opgivet deres samfundsforpligtelser for i stedet at rette fokus mod konstant at maksimere aktionærenes udbytte. Det vil Warren ændre på ved at indføre et charter udstedt af Handelsministeriet, som pålægges alle virksomheder med en indtjening over en milliard dollar årligt. Charteret skal blandt andet sikre, at de lever op til deres forpligtelser over for deres medarbejdere og tager ansvar for deres aftryk på klimaet.

»Warrens forslag er revolutionerende i en amerikansk sammenhæng. Det vil flytte rigtig mange penge fra de meget rige amerikanere til middel- og arbejderklassen. Men det er ikke revolutionerende, at hun vil forandre for at bevare det gamle kapitalistiske system,« siger David Dreyer Lassen, professor og forsker i amerikansk økonomi ved Københavns Universitet.

Warrens plan vil yderligere pålægge virksomhederne, at 40 procent af bestyrelsesmedlemmerne skal være valgt af de ansatte. Samtidig skal direktionernes mulighed for at belønne sig selv med køb af aktier fra deres eget firma begrænses, og de må tidligst videresælge aktier fra deres egne firmaer efter fem år.

Endelig har Warren også fremlagt en antikorruptionsplan i sammenhæng med The Accountable Capitalism Act, der vil gøre op med alliancen mellem den politiske og økonomiske magt, som mange amerikanere oplever, at især Washington er en yderst veludviklet rugekasse for.

Planen kræver, at virksomhedernes bidrag til politiske kampagner skal være godkendt af 75 procent af direktionen og 75 procent af bestyrelsen, hvoraf 40 procent altså for fremtiden skal være valgt af medarbejderne.

Antikorruptionsplanen er samtidig et frontalangreb på den udbredte lobbyisme, der i Warrens øjne underminerer markedet gennem påvirkning af lovgivning til egen fordel. Konkret skal det forbydes tidligere embedsmænd, kongresmedlemmer og selv præsidenter at udnytte deres særlige adgang og erfaring fra regeringsarbejdet til at arbejder som lønnede lobbyister.

Det er, skriver Ganesh Sitaraman, en af Warrens tidligere medarbejdere og forfatter til bogen The Crisis of the Middle-Class Constitution, ligesom i Spiderman-filmen: »Med stor magt følger et stort ansvar.«

Hvem ejer værdierne?

I den økonomiske sagkundskab er der ifølge David Dreyer Lassen rimelig enighed om, at de store incitamentsstrukturer til forøget indtjening til aktionærerne gennem køb af aktier i eget firma skaber et »vrid« mod det kortsigtede. Det vil sige at tjene så mange penge som muligt på bekostning af mere langsigtede investeringer i eksempelvis forbedrede arbejdsforhold for de ansatte, arbejdsmiljø og investeringer, der kan føre til flere arbejdspladser eller mindre klimabelastninger.

Samtidig med at virksomhedernes fokus er skiftet til kun at have aktionærernes gevinst for øje, er der nemlig sket det, at lønningerne for almindelige ansatte – ikke bare arbejdere, men også funktionærer – er stagneret.

»De penge, man sparer på at give de ansatte en lavere løn, bliver ikke brugt til at reinvestere i virksomheden, og i stedet bliver overskuddet udbetalt til aktionærerne. Pengene havner med andre ord i aktionærernes, ejernes og direktionens lommer og ikke hos dem, der er med til at skabe værdien,« siger David Dreyer Lassen.

Årsagen til den stigende ulighed skal ifølge Dreyer Lassen – og Warren – findes i de dereguleringer af markederne, som fandt sted under præsident Ronald Reagan i 1980’erne. Siden da er virksomheders udbetalinger til aktionærerne steget til 80 procent af det samlede overskud. Samtidig sidder blot ti procent af befolkningen på 80 procent af den amerikanske aktiebeholdning, mens omkring halvdelen af amerikanerne overhovedet ingen aktier ejer.

Nationaliser... alt

Kritikerne har selvfølgelig været hurtigt ude efter Warrens plan, som de mener, vil få væksten til at gå i stå, og at det blot er en anden måde at indføre mere stat på gennem strammere regulering af virksomhederne.

Forslaget om 40 procent medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer er eksempelvis inspireret af Tyskland. Men som Samuel Hammond fremfører i det konservative tidsskrift National Review, har Tyskland ikke været i stand til at producere lige så mange innovative gigantvirksomheder inden for blandt andet tech-industrien som USA, men domineres af gamle firmaer som Volkswagen samt små og mellemstore virksomheder.

Kevin Williamson har ligeledes i National Review omtalt The Accountable Capitalism Act som »Elizabeth Warrens plan til at nationalisere … alt«.

Den kritik afviser Warren. I et interview med The Atlantic henviser hun blandt andet til perioden 1935 til 1980, hvor der var meget vægt på arbejdstagernes rettigheder, og andelen af amerikanere, der var medlemmer af fagforeninger, steg. Samtidig blev der indført stærkere reguleringer af markedet og skrap konkurrencelovgivning.

»Og hvad sker der: BNP stiger i perioden. Og 90 procent af alle amerikanere — altså alle dem uden for de rigeste ti procent — får del i 70 procent af den nye vækst i indkomster,« siger Warren i interviewet.

Som Matthew Yglesias, Vox’ økonomipolitiske journalist, skriver, vil Elizabeth Warren gøre det én gang til:

»Warrens håb er, at på et tidspunkt, hvor højrefløjen ikke engang gider at foregive at have økonomiske løsninger, kan det samme trick bruges endnu en gang, nemlig at tilbyde offentligheden en genoplivning af den kapitalisme, der engang gjorde middelklassen så velhavende, at ideen om stigende interesse i socialismen blev umuliggjort.«

Men heller ikke Seth Ackerman, chefredaktør på et af de førende socialistiske tidsskrifter Jacobin, er imponeret over Elizabeth Warren.

Der er ét problem med Warrens plan, skriver han: »Hun kommer aldrig til at føre den ud i livet.«

Sådan gik det nemlig i 2007, hvor daværende præsident Barack Obama introducerede et nyt omfattende forslag om at reformere amerikansk arbejdsmarkedslovgivning. Det blev aldrig til noget. Til gengæld glæder Seth Ackerman sig over, at Elizabeth Warrens plan giver mulighed for at konfrontere Det Demokratiske Partis ledelse, Chuck Schummer og Nancy Pelosi, med, hvorvidt de faktisk går ind for, at medarbejdere skal kunne vælge deres egne repræsentanter i virksomhedernes bestyrelser.

Tvivlen hos den bevægelse, som forsøger at trække Det Demokratiske Parti i en mere socialistisk retning, og som for øjeblikket har energien i partiet, ikke mindst takket været Bernie Sanders, er måske forståelig nok. Warrens form for kapitalismekritik er en, hun har stået for gennem hele sin karriere på Harward Law School og senere i sit politiske embede, hvor hun blandt andet har arbejdet med at indføre konkurrencelovgivning. Som sagt, hun tror på markedet. Og hun er, som hun selv siger, »kapitalist ind til benet«.

Kapitalist på dansk

Ifølge David Dreyer Lassen kan man også sige, at hun er kapitalist på den danske eller tyske måde og dermed tegner hun sig for den ene af de to veje, der lige nu er at gå hos demokraterne.

»Enten siger man, at man er socialist, hvad det så end betyder i en amerikansk sammenhæng. Eller også siger man som Elizabeth Warren, at man er kapitalist, men at udviklingen vil underminere kapitalismen, hvis man ikke får løst problemerne. Hun mener, at private virksomheder med en relativ stor grad af fleksibilitet er den bedste måde at sikre økonomisk fremgang på. De er driveren i økonomien, og det vil jeg som fagøkonom også sige, at der er meget, der taler for. Men hendes plan er også et værn mod mere ekstreme politiske løsninger såsom at nationalisere virksomheder eller vende op og ned på, hvem der bestemmer i økonomien.«

Til gengæld mener David Dreyer Lassen, at der er gode muligheder for, at Warren med sin plan kan få ørenlyd blandt midtervælgere og sågar blandt de Trump-vælgere, der tog det seriøst, da mangemillionæren og boligspekulanten lovede, at han nu ville være grådig på sine vælgeres vegne. De sidste kan godt tillade sig at være skuffede, eftersom Trump ikke har levet op til sine løfter om økonomisk omfordeling. 

»I USA er der en udpræget tro på, at der skal være sammenhæng mellem det, man yder, og det, man får. Så hvis hun helt ville fjerne aktieaflønningsprogrammer, ville der blive ramaskrig. Og så har hendes plan for amerikanerne den appel, at det ikke er noget, der påvirker statsfinanserne. Hun står for noget andet end de folk længere ude på venstrefløjen, og det har den strategiske fordel, at hun bliver lidt mere spiselig for de amerikanske midtervælgere,« siger David Dreyer Lassen.

Warren, som indtil 1980 var republikaner, men siden er blevet en progressiv profil hos Demokraterne, understreger, at hun er »kapitalist helt ind til benet« og bare vil redde kapitalismen fra sig selv
Læs også
Lone Nikolajsen fortæller om Bille August-filmen ’Lykke-Per’, og hvordan det er at stikke næsen frem med en hård anmeldelse. Vores to Sebastian’er udlægger regeringens finanslovudspil. Og Lykkeberg har optur over demokraternes præsidentkandidat Elizabeth Warren
Hør mere i podcasten
Serie

Kan socialisterne sejre i Amerika?

Socialisme er ikke længere et fyord i USA. I flere Demokratiske primærvalg har venstreorienterede kandidater på overraskende vis vundet over deres moderate Demokratiske modstandere, og opbakningen til de socialistiske organisationer vokser hastigt.

Information følger den amerikanske ny-socialisme op til midtvejsvalget i USA, som også bliver afgørende for, hvilken retning  Det Demokratiske Parti bevæger sig frem mod præsidentvalget i 2020.

Seneste artikler

  • De fattige amerikanere er ikke skyld i Trump

    5. oktober 2018
    Sarah Smarsh er hvid amerikaner, kvinde og fra arbejderklassen. I sin nye bog ’Heartland’ går hun til angreb på den udbredte forestilling om, at Trumps vælgere er ’white trash’. Den måde at betragte det på underminerer nemlig solidariteten og modstanden i den store del af arbejderklassen, der aldrig kunne drømme om at stemme på præsidenten
  • Arbejderne i Amerika udviklede aldrig en klassebevidsthed. Det er de i gang med nu

    1. oktober 2018
    I mere end hundrede år har samfundsforskere og historikere undret sig over, hvorfor der ikke udviklede sig en slagkraftig arbejderbevægelse i USA, da det skete i Europa. Spørgsmålet er, hvorfor venstrefløjen aldrig for alvor bed sig fast i Amerika – og hvordan den er i gang med at gøre det nu
  • De unge i USA har opgivet den amerikanske drøm og omfavnet socialismen

    6. september 2018
    Den amerikanske ungdom er træt af status quo. Mindre end halvdelen af den såkaldte ’millennial’-generation går ind for kapitalisme, viser meningsmålinger, mens en tredjedel støtter socialisme. Harvard-professoren bag undersøgelserne siger, at ungdommen er i færd med at forstå, hvad demokratisk socialisme betyder i USA anno 2018
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mads Berg
  • Eva Schwanenflügel
  • Kurt Nielsen
  • Erik Pedersen
  • Poul Erik Riis
  • Oluf Husted
Mads Berg, Eva Schwanenflügel, Kurt Nielsen, Erik Pedersen, Poul Erik Riis og Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Da amerikanerne kun slipper af med Trump ved at have et troværdigt alternativ for middelklassen, er hun åbenbart et særdeles godt bud. Det bliver interessant at følge.

Torben K L Jensen

Ved meningsmålingerne ved valget 2016 var det Donald Trump´s modsætning - Bernie Sanders - der var den bedste kandidat for demokraterne. Trump har allerede sagt han stiller op i 2020 så hvis han igen vinder normeringen er Sanders stadig det bedste alternativ - eller en fra den gryende socialistisk bevægelse. Elizabeth Warren er og bliver en establishment-kandidat.

Trond Meiring, Søs Jensen, Bettina Jensen, Henrik Peter Bentzen, Mogens Holme, Claus Nielsen, Steen K Petersen, Holger Madsen, Torben Bruhn Andersen, Eva Schwanenflügel og Jan Jensen anbefalede denne kommentar

Kongressen har lige, med stemmerne 93-7, vedtaget et 607 milliarder dollar stort forsvarsbudget. en stigning på 17 milliarder dollar. 6 konservative stemte nej & Bernie Sanders.

Warren stemte selvfølgelig ja. Hun er netop derfor en establishment-kandidat og for svært ved at sælge sig selv som antiTrump når hun giver ham et mega militært budget + i anden sammenhæng har hun givet ham endnu mere overvågningskapacitet. Selv Trumps mur er demokraterne villige til at finansiere...

Thomas Tanghus, Trond Meiring, Bettina Jensen, Henrik Peter Bentzen, Mogens Holme, Michael Waterstradt, Steen K Petersen, Torben K L Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Det er naivt at tro, at Warren vil gennemføre sin politik såfremt hun en dag sidder i Det Hvide Hus, som også Seth Ackerman anfører i artiklen.
Og som Torben K L Jensen siger :
"Elizabeth Warren er og bliver en establishment-kandidat."

Bettina Jensen, Henrik Peter Bentzen, Mogens Holme, Claus Nielsen, Michael Waterstradt, Torben K L Jensen og Jan Jensen anbefalede denne kommentar
Mikael Velschow-Rasmussen

Information skriver:
- "Sådan gik det nemlig i 2007, hvor daværende præsident Barack Obama introducerede et nyt omfattende forslag om at reformere amerikansk arbejdsmarkedslovgivning".

Jeg er altså ret sikker på, at Obama på dette tidspunkt højst var præsidentkandidat, idet han først bliver indsat i embedet d. 20.1.2009.

Er der tale om et forslag fra et andet år end 2007 ? - Jeg har ikke lige kunnet finde noget om en "Obama Job Market Proposal".

NB:
Jeg er desværre lis'som andre bange for at Warren er en "Establishment"-kandidat.
Bernie er i mine øjne heller ikke en seriøs kandidat til 2020. Jeg synes, det var en total falliterklæring at stille sig bag Hillary (et sådant knæfald for kapitalen og militæret synes jeg ikke, vi blot skal acceptere).

Alexandria Ocasio-Cortez kan jo nok desværre realistisk set ikke vælges indenfor rammerne af et-parti systemet i USA (demopublikanerne/republikraterne). Og hun ville vel ellers være den eneste kandidat**, man kunne ha' nogen tro på ville gavne den almindelige amerikaner.

Som Chris Hedges siger, er det nok allerede slut med demokratiet i USA, og der er egentlig kun massiv civil ulydelighed, og en eller anden form for revolution nedefra/udefra tilbage.

**: Der er selvfølgelig også andre indkomne unge progressive til den nyvalgte kongres, men jeg synes "AOC" bedst symboliserer dette - og hun er vel den, der har den bedste "name-recognition".

Niels Østergård, Trond Meiring og Jan Jensen anbefalede denne kommentar