Læsetid: 4 min.

Endnu en beskyldning om seksuelle overgreb dukker op mod højesteretskandidat Brett Kavanaugh

I denne weekend indgik Republikanerne i Senatets retsudvalg og en kvindelig professor en aftale om hendes vidnesbyrd på torsdag. Hun påstår, at kandidaten til USA’s højesteret Brett Kavanaugh skal have forsøgt at voldtage hende for 36 år siden. Men næppe var nyheden sluppet ud, før en anden kvinde trådte frem med sine beskyldninger
Demonstranter blev arresteret mandag, da de protesterede mod den sexovergrebsanklagede konservative højesteretskandidat Brett Kavanaugh ved Kongressen i Washington D.C.

Demonstranter blev arresteret mandag, da de protesterede mod den sexovergrebsanklagede konservative højesteretskandidat Brett Kavanaugh ved Kongressen i Washington D.C.

Kevin Dietsch

25. september 2018

BOSTON – Det amerikanske senats godkendelse af præsident Donald Trumps kandidat til en ledig plads i Højesteret hænger i en tynd tråd, efter The New Yorker Magazine søndag aften offentliggjorde nye beskyldninger mod Brett Kavanaugh for seksuel forulempelse af en kvinde.

De nye påstande fremsættes af en kvindelig studiekammerat fra Yale University. I et interview med magasinet hævder nu 53-årige Deborah Ramirez, at Kavanaugh under en fest på et kollegieværelse på Yale i en fordrukken tilstand og i samvær med flere mandlige kammerater skal have blottet sin penis lige foran hendes ansigt under en leg, der gik ud på at drikke hende hønefuld.

Den slags episoder hører efter alt at dømme ikke til undtagelserne. Siden kvinder og mænd begyndte at gå på samme universiteter i USA i midten af sidste århundrede, er antallet af rapporterede sager om seksuelle overgreb og voldtægt vokset støt og er nær ved at antage epidemiske former.

Ifølge National Center for Education Statistics steg antallet af anklager alene mellem 2006 og 2015 fra 2.000 til 8.000. Det antages tilmed, at langt de fleste kvindelige studerende undlader at rapportere overgreb til politiet eller universitetet.

Ramirez’ beskyldning mod Kavanaugh er ikke den første.

I forrige weekend hævdede professor i psykologi, Christine Blasey Ford, i et interview med The Washington Post, at Kavanaugh under en privat fest i eller omkring 1982 skal have forsøgt at voldtage hende. Hun var angiveligt 15 år og gik på et pigegymnasium, mens han var 17 år og gik på et drengegymnasium nær Washington D.C.

Blasey Ford tog i denne weekend imod et tilbud fra Senatets retsudvalg om at fremlægge sin historie og blive krydsforhørt på torsdag. Kavanaugh har benægtet begge kvinders beskyldninger og vil blive krydsforhørt af Senatet samme dag.

Kort efter, at The New Yorkers historie blev offentliggjort, tweetede advokat Michael Avenatti, at han repræsenterer en tredje kvinde, der skulle sidde inde med endnu mere sprængfarlige oplysninger om Kavanaughs seksuelle udskejelser som teenager. Avenatti blev for nylig landskendt som repræsentant for pornostjernen Stormy Daniels.

Ifølge Avenatti hævder denne kvinde og andre kilder, at Kavanaugh og hans kammerat Mark Judge arrangerede gruppevoldtægt af teenagepiger i begyndelsen af 1980’erne. Det skal være foregået ved at have drukket pigerne fulde, hvorefter drengene skiftedes til at have sex med de bevidstløse ofre.

Retsudvalget i Senatet anerkendte i går at have modtaget oplysningerne og lover at efterforske dem.

I et tweet mandag skriver Avenatti, at hans klient er et yderst troværdigt vidne.

»Hun har arbejdet for både Justitsministeriet og Udenrigsministeriet og havde adgang til klassificerede oplysninger.«

Manglen på vidner

Et tilbagevendende problem for ofre for seksuelle overgreb er manglen på øjenvidner. Blasey Ford hævder, at Kavanaughs kammerat Judge var til stede på værelset og opildnede ham til at voldtage hende. Men Judge benægter det og afviser at vidne.

I sagen om Ramirez har The New Yorker fundet et vidne, der tydeligt husker, at studerende på kollegiet dagen efter festen talte om episoden. Dette mandlige vidne blev interviewet adskilt fra Ramirez. De har ikke talt sammen siden deres studiedage, og deres beskrivelser stemmer overens, skriver magasinet.

Præsident Trump og ledende republikanske senatorer har sået tvivl om Blasey Fords og Ramirez’ hukommelse og motiver til at offentliggøre deres beskyldninger 35 år senere. I går tweetede Trump:

»Dette her er et politisk komplot. Hvordan kan det hænge sammen, at folk lige pludselig stiller op 36 år eller 30 år senere, når de aldrig har nævnt det før.«

Præsidentens tweet mangler imidlertid kontekst. Blasey Ford fortalte sin mand om hændelsen første gang i 2002 og til en psykolog i 2012. Som så mange andre ofre for seksuelle overgreb valgte hun imidlertid at undlade at gå til politiet eller at fortælle det til sine forældre.

Mange kvinder beretter også, at det kan tage årevis, før de fuldt ud forstår, at de engang blev forulempet eller voldtaget. De taler om en følelse af skam og ydmygelse, som de ikke ønsker at dele med andre og slet ikke offentligheden.

Trump og Republikanerne er forhippede på at få dommer Kavanaugh godkendt til Højesteret. Han er kendt som en konservativ aktivist og tænker. I 1998 udarbejdede han de yderst indiskrete spørgsmål, som særlige anklager Kenneth Starr stillede til præsident Bill Clinton om hans seksuelle forhold til en kvindelig praktikant i Det Hvide Hus. Clinton blev stillet for en rigsret for at have løjet til Starr.

Kavanaugh var endvidere med på det hold af jurister, der på vegne af George W. Bush lagde pres på Floridas valgtilforordnede under en genoptælling af stemmer efter præsidentvalget i 2000. Juristerne var kendt for at bruge hårdhændede metoder. Højesteret standsede optællingen på et tidspunkt, hvor Bush førte over demokraten Al Gore.

I 2003-06 arbejdede Kavanaugh som juridisk rådgiver for præsident Bush med speciale i blandt andet krigen mod terror. Han er kendt for at modsætte sig retsforfølgelse ved en domstol af en præsident, dog ikke en rigsretssag.

Kavanaughs indsættelse i Højesteret vil skifte magtbalanden til højre. Tilhængere af fri abort frygter, at et konservativ flertal vil omstøde en kendelse fra 1973, der anerkender kvinders ret til abort.

Det er grunden til, at så mange amerikanske kvinder, herunder moderate republikanere, modsætter sig hans udnævnelse. Skal en dommer, der er beskyldt for seksuelle overgreb mod kvinder, have lov til at bestemme over amerikanske kvinders krop i en stilling for livstid – måske de næste 35 år?

Torsdag indtager den konservative højesteretskandidat Brett Kavanaugh vidneskranken i USA’s senat for at forsvare sig mod en anklage om voldtægtsforsøg fra en psykologiprofessor, der også vil vidne. Christine Blasey Fords beskyldninger blev onsdag bestyrket af en tredje kvinde, der stod offentligt frem
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Dorte Sørensen
  • David Breuer
  • Eva Schwanenflügel
Dorte Sørensen, David Breuer og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvis du vil vide hvor langt USA var kommet mht. de sortes plads i samfundet i 1991, er det et must at gense Anita Hill vidne foran senatets juridiske komité . Her skal hun sidde og tale om daværende-nominerede Højeste rets dommer Clarence Thomas penis, sammen med to håndfulde hvide mænd i bedstefar-alderen med Joe Biden i spidsen. Jeg tror desværre at de sorte har haft nogle tilbageslag siden da.......

https://www.youtube.com/watch?v=4oPnd911FcM

Eva Schwanenflügel

Det er også temmelig påfaldende, at der sidder mange af de samme mænd i komiteen nu, som da Anita Hill blev afhørt så indiskret.
Lad os håbe, historien ikke gentager sig.

David Breuer, Elisabeth Andersen og Jan Jensen anbefalede denne kommentar

Indtil videre kan det ihvertfald konstateres at han som teenager formentlig har 'lagt an' på hunkønnere ved festlige lejligheder. Der skal ikke meget til for at chokere 'fucking'-generationen.

Eva Schwanenflügel

Ny definition i ordbogen af "at lægge an på" :

- Kaste sig over hunkønnere i fuldskab og forsøge at forhindre dem i at skrige ved at kvæle dem.
- Smide sine kønsdele op i ansigtet på hunkønnere og grine af det bagefter.

Fortsæt selv.

Elisabeth Andersen, Tue Romanow, Steffen Gliese, Ole Frank og ingemaje lange anbefalede denne kommentar

Det både er , og igennem tiden har været, de særeste adfærdsmønstre, so0m er blevet opfatte som normale, om så skulle være, Eva.
Lovgivning og -håndhævelse med tilbagevirkende kraft eller ud af normsfæren er ikke entydigt en vidunderlig ting, da det er at dømme efter love og codex som er indført efter det man 'straffer for'. Men 'revolutionære' har en svaghed for den slags.naturligvis. Had føles godt, og hævn er udløsning. Begge er like-magneter i mega-klassen.Men det er heller ikke nogen undskyldning. Kun en forklaring.

Jeg har hørt at den frie abort i USA har forskellige grænser for hvor gammel fosteret/barnet må være før abort. I radioen hørte jeg en sige, uimodsagt, at der er stater hvor abort er tilladt helt frem til før fødslen.
Det lyder vanvittigt, men meget er jo vanvittigt i USA. Det ville være fint med en oversigt.