Feature
Læsetid: 6 min.

Erdogan på statsbesøg i Tyskland med eurotegn i øjnene

Med sit første officielle statsbesøg i Tyskland vil den tyrkiske præsident Erdogan sone de to landes stærkt betændte forhold. Men i disse tyrkiske krisetider handler det især om handelsinteresser og økonomi – og fra tysk side om flygtninge, geopolitik og tre millioner tysk-tyrkere, der i høj grad er på Erdogans side
Det tyrkiske præsidentbesøg i Berlin skal nok blive et slagkraftigt arrangement for Erdogans klientel i Tyskland, siger ekspert.

Det tyrkiske præsidentbesøg i Berlin skal nok blive et slagkraftigt arrangement for Erdogans klientel i Tyskland, siger ekspert.

AA/ABACA

Udland
28. september 2018

Normalt er det kun russiske og amerikanske præsidentbesøg, der udløser ’sikkerhedsniveau 1’ i Berlin. Men frem til lørdag morgen vil der herske alarmstemning omkring Hotel Adlon ved Brandenburger Tor, hvor den tyrkiske præsident Erdogan torsdag eftermiddag checkede ind i den 185 m² store præsidentsuite, mens der rundt i byen opstod flere jublende forsamlinger af tysk-tyrkere.

Med støtte fra GSG 9-antiterrorenheden vil 5.000 politifolk sørge for, at Erdogan fredag både kommer sikkert til et arbejdsmøde med forbundskansler Angela Merkel i Rigsdagskvarteret, til møde med toppen af tysk industri og erhverv og til officiel banket på Bellevue Slottet med præsident Steinmeier, militære salutter og hele molevitten.

Egentlig burde et sådant statsbesøg være normalt blandt Nato-partnere. Men som følge af de seneste års udvikling i Tyrkiet er det tysk-tyrkiske forhold langt fra normalt.

Derfor vil mødet blive stærkt præget af de mange protester mod dette første officielle statsbesøg fra Erdogan, der så sent som sidste år beskyldte Tyskland for at bruge »nazimetoder«, fordi hans folk ikke måtte holde valgarrangementer for de ca. tre millioner mennesker med tyrkiske rødder i Tyskland. Sidste efterår udråbte Erdogan tilmed Merkels CDU til at være »Tyrkiets fjende«.

I dag er Erdogans mål pludselig at lægge det stærkt anspændte forhold mellem Berlin og Ankara »fuldstændigt bag sig«.

Tysk-tyrkisk high noon

Mødet på Bellevue Slottet står i de tyske medier allerede i protesternes tegn. Flere ledere i den tyske opposition har takket nej til at deltage i »Erdogan-propagandaen«, som FDP’s chef, Christian Lindner, kalder besøget, mens Cem Özdemir fra De Grønne vil konfrontere Erdogan med Tyrkiets »censur, magtmisbrug, korruption og autokrati«.

I de statsstyrede tyrkiske medier vil der derimod blive berettet om, hvordan landets store leder tager til Tyskland og viser Merkel, hvor vigtigt Tyrkiet er. Det mener i hvert fald Kristian Brakel, mellemøstekspert og leder Heinrich Böll-stiftelsens afdeling i Istanbul – en politisk bevægelse tilknyttet partiet De Grønne.

»Det tysk-tyrkiske forhold har været meget koldt de seneste år, så vi oplever en ny tysk-tyrkisk high noon. Når Erdogan pludselig søger et nyt forhold til Berlin, så gør han det af økonomisk nød her i den tyrkiske krise, der for længst har ramt middelklassens købekraft,« forklarer han.

»De to lande presses atter sammen af den økonomiske situation, ikke mindst takket være det forværrede tyrkiske forhold til USA. Ankara har forstået, at man ikke kan lægge sig ud med både Europa og USA på én gang i en så økonomisk sårbar situation.«

Kristian Brakels tese bekræftes af tørre tal, der bl.a. viser, at Tyskland er Tyrkiets største handelspartner, og at der er mere end 7.000 tyske firmaer i Tyrkiet. Omvendt vil en alvorlig tyrkisk krise også gå stærkt ud over EU og især Tyskland. Det er en af grundene til, at den tyske økonomiminister, Peter Altmaier, i oktober tager til Tyrkiet med en usædvanligt stor delegation af politikere og erhvervsfolk på en topstyret charmeoffensiv, mener Kristian Brakel.

»Højtstående AKP-politikere har sagt til mig, at de ikke forventer direkte økonomisk hjælp fra hverken Tyskland eller EU, hvilket der heller ikke rigtig er politiske instrumenter til. Men de ønsker alle tænkelige positive signaler til de internationale investorer i Tyrkiet.«

Ifølge Kristian Brakel ved Erdogan ganske udmærket, at Trumps protektionisme og trusler mod Nato er en mulighed for at udvide den tyrkiske indflydelse på Europa – eller rettere: den europæiske afhængighed af Tyrkiet.

»Når Europa er tvunget til at stå mere på egne ben, kan det ikke gøre det uafhængigt af Tyrkiet og den tyrkiske hær. Derfor er invitationen formentlig også et praj til Trump om, at Tyskland vil kæmpe for partnerskabet med Tyrkiet,« siger Kristian Brakel.

Han henviser til, at Tyrkiet er nøgleaktør i Syrien og ikke mindst i Idlib, hvor den værste katastrofe og dermed de første flygtningebølger kun midlertidigt er afværget.

Dertil kommer flygtningesituationen, hvor EU og ikke mindst Merkel har gjort sig stærkt afhængig af aftalen med Tyrkiet.

»Det handler om op mod 2,5 mio. mennesker, som i princippet kunne søge mod Europa. Det giver Tyrkiet en åbenlys forhandlingsfordel i hele det tysk-tyrkiske forhold, om man kan lide det eller ej.«

Gengæld for Afrin

I berlinske indvandrerkvarterer som Kreuzberg eller Neukölln er det tysk-tyrkiske forhold en indgroet del af hverdagen. I en tyrkisk kulturinstitution i Reuterstrasse i Neukölln oplever man i disse dage også, at tyrkiske konflikter fylder. Ruderne ud mod gaden er knust, og der er sod op ad facaden efter en brandbombe, der i sidste uge blev ledsaget af graffitien »gengæld for Afrin« – en henvisning til, at tyrkiske tropper i januar indtog den nordsyriske Afrin-region for at fordrive den kurdiske milits YPG. I øvrigt med brug af tyske Leopard-pansere.

Ferhat Ali, der er Die Linke-politiker i Neukölln og aktiv i det venstreorienterede og kurdisk prægede demonstrationsnetværk Erdogan not welcome, nedtoner sagen og frygten for kontroverser i forbindelse med besøget.

»I medierne bliver det skrevet op som en tyrkisk-kurdisk konflikt, der nu importeres til Tyskland. Vi ser det som en konflikt med demokratiet internt i Tyrkiet.«

Fredag vil Ferhat Ali derfor være en ud af op mod 10.000 berlinere, der vil protestere mod Erdogans besøg – og for menneskerettigheder, demokrati og pressefrihed.

»Flertallet af tysk-tyrkerne er Erdogan-tilhængere. Den tyske regering burde åbne deres øjne for Erdogan-styrets sande natur i stedet for at lade Erdogan spille den store leder. Omvendt hidser de fleste tyskere sig op, når Özil (fodboldspilleren Mesut Özil, red.) tager en selfie med Erdogan, men de ignorerer, at forbundsregeringen støtter et diktatorisk regime og forsyner det med våben,« siger Ferhat Ali.

»Det her statsmøde viser, at tysk udenrigspolitik handler om økonomiske interesser.«

Dybt splittet

Hvor Erdogan ved valget i juni fik godt 50 procent af stemmerne i Tyrkiet, satte næsten to tredjedele af tysk-tyrkerne deres kryds ved AKP-lederen – om end ved en langt lavere valgdeltagelse. I de tyske storbyer fejrede de valgsejren med bilkorteger med hornet i bund og tyrkiske flag ud ad vinduerne.

I ’Kreuzberg Merkezi’, som der står på tyrkisk over ’Kreuzberg centrum’ ved Kottbusser Tor, virker det til at være mainstream blandt tysk-tyrkere at være pro-Erdogan.

»Tyrkiet er et stort og stolt land, som Erdogan holder sammen selv efter kupforsøget,« siger en 26-årig Kemal K. med hestehale og glatbarberede sider.

Hans ven, den 32-årige mekaniker Gürkan S., er enig og har kun hovedrysten tilovers for demonstrationerne mod Erdogans besøg.

»Du kan spørge så godt som alle tyrkere i Berlin. Vi har været med til at vælge Erdogan demokratisk,« siger han foran supermarkedet Istanbul.

Det lykkes kun Information at finde en enkelt tysk-tyrker, der ikke bakker op om Erdogan.

»Ikke engang her i Tyskland er der tyrkere, der tør kritisere Erdogan i medierne,« siger den ca. 40-årige tysk-tyrkiske kvinde.

»Jeg skal ikke nyde noget. Tyrkiet er ved at blive et diktatur, og tyrkerne her i Tyskland er dybt splittede.«

Erdogans magtsøjler

Ifølge Kristian Brakel skyldes tysk-tyrkernes opbakning til Erdogan i høj grad, at de fortsat føler sig udgrænsede og uvelkomne i Tyskland, men også at mange er dårligere uddannet end gennemsnittet. Derfor tror de på Erdogans simple formler, såsom at USA og ikke Erdogans irrationelle politik er skyld i Tyrkiets økonomiske krise.

»Den anden vej rundt, så er det store flertal af tyskerne formentlig mod Erdogans besøg,« siger han.

»Det er et usædvanligt følelsesladet forhold. Se på sommerens Özil-debat (om fodboldspilleren Mesut Özil, red.). Her var Erdogan den store symbolfigur på integration, der ikke fungerer, fordi han kræver ubetinget loyalitet over for Tyrkiet,« siger Kristian Brakel.

»AKP pumper mange penge i den tyrkiske diaspora-politik. Vi omfavner jer som tyrkere, siger de. Det er ikke integrationsfremmende ment.«

Ved sit sidste besøg i Tyskland talte Erdogan til 14.000 ellevilde tilhørere i Karlsruhe. Denne gang skal han til politiets lettelse kun symbolsk indvie Ditib-moskeen i Køln, der med sine 55 meter høje minareter er Tysklands største moské. Den tyrkiske organisation Ditib er knyttet til de tyrkiske religionsmyndigheder Diyanet, som ved siden af efterretningstjenesten MIT og AKP-partiet gælder som en af Erdogans vigtigste magtsøjler.

I den anledning raser der nu en debat om, hvorvidt Ditib og dermed dets mere end 900 moskeer i Tyskland skal overvåges af den omstridte tyske efterretningstjeneste Verfassungsschutz.

Selv i det lys er Erdogans moské-besøg i Køln et kompromis fra Erdogans side, mener Kristian Brakel.

»Det er ingen stor politisk optræden,« siger han.

»Alligevel skal det nok blive et slagkraftigt arrangement for Erdogans klientel i Tyskland.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Mindst to ting har det officielle Tyskland/Merkel og det officielle Tyrkiet/Erdogan dog i det store og hele været nogenlunde enige om; 1) tyrkerne kan bestikkes til at holde Europa fri af regionens flygtningeansvar og 2) Syrien er en stat som med fordel kan misbruges og ødelægges i den storpolitiske champagnegallop.

Peter Beck-Lauritzen

Har lige set et satire-program! Erdogans aversion/aggression mod pressen skyldes, at hans far, i opdragelsens hellige navn, slog ham med en avis! Så faldt det ligesom på plads.

Peter Beck-Lauritzen

Har lige set et satire-program! Erdogans aversion/aggression mod pressen skyldes, at hans far, i opdragelsens hellige navn, slog ham med en avis! Så faldt det ligesom på plads.