Læsetid: 4 min.

Europæiske populistforhåbninger vanskeliggør god Brexit-løsning for May

Det større slagsmål mellem Europas nationalpopulister og pro-EU-regeringer har politiseret vejen til Brexit til at handle om meget mere end, hvordan Storbritannien kan finde en god model, der kan fungere i praksis
22. september 2018

Er Brexit blevet det britiske modstykke til Dreyfus-affæren? Det erklærede Frankrigs europaminister, Nathalie Loiseau, i sidste uge med henvisning til den bekendte skandale i 1894, da en fransk-jødisk officer uretmæssigt blev anklaget for spionage – sagen skabte i årtier frem en voldsom splittelse i hele det franske samfund på tværs af familier, partier og regioner.

Denne torsdag eftermiddag i Salzburg påtog Emmanuel Macron sig rollen som Emile Zola (den franske forfatter, der i et berømt avisindlæg gik i brechen for Drefus, red.), og dem han anklagede, var den flok af »løgnere«, som har ført det britiske folk bag lyset ved folkeafstemningen for siden at stikke af fra ansvaret.

Den franske præsidents J’accuse-bemærkninger har vakt et enormt raseri blandt britiske Brexit-tilhængere, der rækker ind i Labour, hvor Brexit-tilhængere som Caroline Flint udtalte, at hvis Macrons ønsker en britisk forbliven i EU, trækker den slags udtalelser i stik modsat retning. Hvad der tager kegler i Berlaymont-bygningen (EU-Kommissionens hovedsæde, red.), gør det knap så meget i en britisk provinsby.

Macrons motiver er dog blandede. Ikke blot er han selv impliceret i de for tiden aldeles fastlåste forhandlinger med briterne om at finde en vej til britisk forbliven i EU’s indre marked – han kæmper også en vedvarende kamp mod den populisme, som Boris Johnsons valgkamp op til Brexit-folkeafstemningen var en første vigtig bebuder for.

Populistideologer

Hans horisont rækker således ikke blot til den 29. marts 2019, aktuelt fastsat som dagen, hvor Brexit træder i kraft, men også frem mod den 23. maj, datoen for det næste europaparlamentsvalg. Og dem, han sigtede på med sin ’løgner’-udtalelse, var i høj grad også ikkebritiske populistideologer som Steve Bannon, Viktor Orban, Marine Le Pen og Matteo Salvini.

Mays ulykke er det, at den vanskelige opgave med at nå frem til en for Storbritannien gunstig Brexit-løsning kompliceres af de udviklinger i resten af Europa, der politiserer spørgsmålet til at være meget mere end et praktisk britisk anliggende.

Den græske premierminister, Alexis Tsipras, sagde tidligere på ugen: »I denne kamp må alle de progressive, demokratiske og proeuropæiske kræfter forpligte sig til at stå side om side på den samme side af historien. Vi må ikke lade Europa glide tilbage i fortiden.«

Og Guy Verhofstadt, leder af den liberale gruppe i Europa-Parlamentet, der samarbejder med Macrons La Republique en marche !, sagde tidligere på måneden til avisen Ouest France: »Til alt held har vi Brexit, der nok er et udslag af den populistiske bølge, men også har fået mange til at søge tilbage til en stærkere tilknytning til EU.«

Ungarerne er lige så opmærksomme på, hvad de større afledte konsekvenser af Brexit-spillet kan blive og har derfor intensiveret skytset imod Macron. Peter Szijjarto, den iltre ungarske udenrigsminister, udtalte i Salzburg, at »Ungarn bliver angrebet af proindvandringsstyrkerne under Macrons ledelse (...) Deres mål er at ændre sammensætningen af ​​de folkeslag, der bebor Europa. Det vil vi modstå (...) Uanset presset vil den ungarske regering kæmpe for Europas og hjemlandets sag«.

Det er næppe just en overraskelse heller, at den mest højrøstede tilhænger af Brexit ved det europæiske krisemøde i Salzburg var Orban, Ungarns premierminister.

Et Europa, der beskytter

Populisterne rider måske primært på en bølge af indvandringsmodstand, men med alt, hvad der står på spil i denne sag, har EU’s støtter ikke råd til at gå ind på en Brexit-model, der ser ud til at belønne Storbritannien.

Hvis Macron kunne hjælpe med at bane vej for en ny EU-folkeafstemning i Storbritannien, ville han utvivlsomt træde til – men frem for alt må den Brexit-løsning, der kommer, ikke kunne ses som potentiel imødekommelse af andre europæiske regeringer, der kun har til hensigt at overholde de regler, der flugter med egne interesser. ’Et Europa, der beskytter’, vil blive det dominerende tema for den liberale progressive kampagne i valgkampen frem til maj. Men det andet hovedbudskab skal være: Følg populisterne, og I ender i et kaos som Brexit.

For de briter, der kæmper imod Brexit, og som er i bedre koordineret diplomatisk kontakt med de europæiske hovedstæder, indebærer det større slagsmål en risiko for, at deres egen kampagne for en ny folkeafstemning kan lide nederlag.

I deres paralleldiplomati har de britiske Brexit-bekæmpere derfor opfordret de europæiske ledere til at udtrykke støtte til en afstemning om de endelige udmeldelsesvilkår, først og fremmest ved at sige, at de er åbne for at forlænge forhandlingsperioden, hvis varigt dødvande i det britiske parlament skulle berede vejen for en ny folkeafstemning. Et telefonopkald fra Joseph Muscat, den maltesiske premierminister og en fortrolig af Tony Blair, hvori han udtrykker sin støtte til ny folkeafstemning, var på den rigtige side af denne interventionslinje.

Bind for øjnene

De britiske Brexit-modstandere søger også at presse EU-Kommissionen til ikke gå efter et ’Brexit med bind for øjnene’ – en summarisk principredegørelse for fremtidige handelsforbindelser, som vil efterlade mange detaljer at forhandle om efter Brexit. I sine bemærkninger ved en tale i den udenrigspolitiske tænketank Chatham House i sidste uge understregede Frankrigs europaminister, Nathalie Loiseau, landets indvendinger imod en sådan løsning.

Franskmændene ønsker ikke at spille en rolle som spielverderbere. De går virkelig efter en aftale, men det skal vel at mærke være en aftale, der beskytter integriteten i ​​det indre markeds fire friheder. Ikke mindst er de britisk-franske interesser inden for forsvar og sikkerhed så sammenfaldende, at parterne vil gå langt for at undgå et sammenbrud.

Dog mødtes Frankrigs forsvarsminister, Florence Parly, i Salzburg med sin britiske modpart, Gavin Williamson, for at diskutere Det Europæiske Interventionsinitiativ – en plan for en fleksibel og praktisk frivillig interventionsstyrke bestående af ni europæiske nationer, der ikke behøver at være medlemmer af EU.

Det franske initiativ er til dels udviklet med tiden efter et Brexit for øje og skal sikre et fortsat nært samarbejde mellem de to europæiskenationer med størst militær slagstyrke.

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"hvordan Storbritannien kan finde en god model, der kan fungere i praksis"

Man kan ikke forhandle en løsning. EU er ikke et land, men en samling traktater. Hvis UK skal have en anden løsning end de der allerede er i brug, skal der forhandles nye aftaler som alle EU landene kan sige god for. Det tog 10 år med Canada.

Det politiske Establisment og mainstream-medierne håber og håber. Bare en lille-bitte folkeafstemning til. Så skal vi nok....Det samme ses i USA. Dagens nye afsløring deroverfra: New York Times Rosenstein-historie. Man læser overskriften og bliver med det samme overbevist. Det er historien der vælter Trump. Det simrer. folk læser artiklen. Tænker lidt over hvad der egentlig står. Og så forsvinder den for øjnene af en. Indtil næste dags historie.

Iøvrigt: Læg mærke til at May tilhører etablissementet. så selv om at hun er direkte skyld i Brexit slipper hun udenom i Guardian-artiklen, mens Labour under Corbyn er totalt utilregnelige. Ja, Establismenet kalder ligefrem deres neoliberale politik for progressiv....

"Det politiske Establisment og mainstream-medierne håber og håber."

Nej, de observerer og tænker "hvorfor?" og "hvad havde de tænkt sig?". Som jeg tidligere har fremført er det udelukkende USA og Rusland der har noget ud af Brexit.

Jeg har sjældent set en reflekterende mainstream-journalist eller kommentator beskæftige sig med hvorfor over halvdelen af den britiske befolkning skal have mindre i løn, som har været tilfældet i de seneste ihvertfald 10 år op til Brexit-afstemningen, mens andre kan slå sig løs i den globale marked med gode lønstigninger + med med alle de penge de andre ikke får.

Det samme kunne siges om jobs. mange har mistet deres jobs, mens andre kan vælge og vrage på den globale markedplads.

Hvilket igen medfører, at dem med mindre i løn eller uden arbejde giver fingeren til dem, som har stået for politikken, som har givet dem mindre i løn eller taget deres job.

En anden lille sjov ting: Macron og journalisten går efter Brexit-bagmændene, som har ført den britiske befolkning bag lyset. Sådan nogle populister...ligesom ham den ungarske racist Orban.(Macron ser sig selv som Zola). Han får endda fedtet en labour-parlamentariker ind i Brexit-populismen.

Men hvorfor nævner Macron ikke at establishmentets egen Theresa May og hendes konservative parti, der er i gruppe med Orbans højrenationalister og andre højreradikale partier i Europaparlamentet. Er det ikke May der hjælper højrepopulismen på vej?