Læsetid: 9 min.

Først var der laissez-faire, så kom Keynes og så neoliberalismen. Men efter Finanskrisen står vi med et stort spørgsmålstegn

Gennem historien har store økonomiske kriser fremkaldt paradigmeskift i den økonomiske teori. Foreløbig har tiden efter den seneste krise ikke ført til noget opgør med en forældet mainstreamøkonomi. Et forspildt årti, siger italiensk økonomiprofessor
Tre økonomiske kriser inden for de sidste 100 år: Mænd står i kø til brød i Brooklyn under Depressionen, en ældre mand på Strandvejen under Oliekrisen og 59-årige Willy Carter, et af de mange mennesker, der mistede sit hus på tvangsauktion efter Finanskrisen. De to første kriser gav anledning til ny økonomisk tænkning, men selvom der nu er gået ti år siden Finanskrisen, har det ikke givet anledning til et opgør med en forældet mainstreamøkonomi, siger den italienske økonom Alessandro Vercelli.

Tre økonomiske kriser inden for de sidste 100 år: Mænd står i kø til brød i Brooklyn under Depressionen, en ældre mand på Strandvejen under Oliekrisen og 59-årige Willy Carter, et af de mange mennesker, der mistede sit hus på tvangsauktion efter Finanskrisen. De to første kriser gav anledning til ny økonomisk tænkning, men selvom der nu er gået ti år siden Finanskrisen, har det ikke givet anledning til et opgør med en forældet mainstreamøkonomi, siger den italienske økonom Alessandro Vercelli.

The Bridgeman Art Library

25. september 2018

Den italienske økonom Alessandro Vercelli tegnede i 2011 en tankevækkende figur.

Den starter i år 1900 og bugter sig som en slange frem til nutiden. Slangen beskriver faserne i både den økonomiske tænkning og den økonomiske politik gennem disse godt 100 år. Og den ender i et stort spørgsmålstegn: Vi står med et udtalt behov for en ny økonomisk videnskab og politik i pagt med en ny virkelighed, til erstatning for gamle udtjente modeller.

Men hvordan det nye ser ud, og hvornår det måtte manifestere sig, vides ikke, skrev Vercelli. Om end han havde – og stadig har – sit eget bud.

»Vi har brug for et radikalt paradigmeskift, der opgiver det neoliberale verdensbillede for at følge en udviklingsvej inspireret af, hvad jeg kalder ’altomfattende bæredygtighed’,« siger han.

Alessandro Vercelli er professor emeritus i økonomi ved Universita di Siena, placeret i Toscana. Han har været gæsteprofessor ved bl.a. universiteter i Cambridge, Oxford, London, New York, Nice og Rio de Janeiro. Han har været vicepræsident for International Economic Association, og han har skrevet en lang række videnskabelige artikler og bøger om makroøkonomiens og den økonomiske teoris udvikling.

Vercellis figur er at finde på sidste side i artiklen ’Economy and economics: the twin crisis’, i bogen The Global Economic Crisis, udgivet i 2011. Figuren er reproduceret her på opslaget.

Artiklen handler som udgangspunkt om, hvordan den store recession i kølvandet på finanskrisen i 2007 efter Vercellis opfattelse havde klar sammenhæng med en krise i den økonomiske videnskab. En krise, som består den dag i dag.

Og denne kobling mellem praksis og teori har, på godt og ondt og næppe overraskende, været gældende altid. Det er dette tilbagevendende mønster, artiklen og figuren belyser.

»En større krise i økonomien afstedkommer typisk et radikalt kursskifte i mainstream makroøkonomisk teori. For sin del bidrager det nye makroøkonomiske paradigme til at forme en fase af økonomisk vækst, om end meget langsommere og med større forsinkelse. Det nye vækstregime vil efter en tid gradvist afsløre sine begrænsninger, frem til det tidspunkt hvor en ny krise viser sig,« hedder det i artiklen.

Paradigmeskift

Denne ’interaktion’ mellem praksis og teori kan føres langt tilbage, f.eks. tilbage til den industrielle revolution i slutningen af 1700-tallet, som faldt sammen med Adam Smiths lancering af hovedværket Wealth of Nations, der sætter ord på en ny teoretisk forståelse af et frit, selvregulerende marked som den mest hensigtsmæssige indretning af økonomien.

Smiths værk introducerer liberalismen som afløser for den såkaldte merkantilisme, der prægede 1600- og 1700-tallet. Liberalismen fremstod som bedre egnet til at varetage interesserne for det velstillede borgerskab, der voksede frem i takt med industrialiseringen.

Adam Smiths teoretiske forestilling om en ’usynlig hånd’ som den styrende kraft i den fremspirende kapitalisme slog markant igennem og ledte til den praktiserede liberalistiske politik, der under navnet laissez-faire – laden stå til – dominerede økonomien frem til den krise, der begyndte med Wall Street-krakket i 1929.

»’Den store sammentrækning’ i 1930’erne var en meget dybere krise, der skabte radikale forandringer i historiens retning, hvad angår både det faktuelle og det tænkte,« skriver Vercelli.

Krisen med den omfattende og vedvarende arbejdsløshed viste således, at den usynlige hånd og laissez-faire ikke formåede at bringe tingene tilbage i balance.

»Det gødede jorden for den keynesianske revolution. I General Theory (John Maynard Keynes’ hovedværk, red.) forklarede den store økonom fra Cambridge, hvorfor frie markeder er ude af stand til at regulere sig selv, og hvorfor den klassiske økonomiske teori er ude af stand til at håndtere disse basale problemer.«

Så gennem 1940’erne blev keynesianismen konsolideret som den nye mainstreamøkonomiske teori, der gav staten en større rolle med aktive interventioner for at genskabe den beskæftigelse og sikre den fordeling af de nye velfærdsgoder, som markedet ikke havde klaret alene.

Den store moderation

Keynesianismens epoke blev gennem 1950’erne og 1960’erne en tid med høje vækstrater og velstandsstigning, men også en periode hvor sårbarheden gradvist blev øget på grund af voksende offentlige udgifter målt i andel af BNP samt voksende inflation, fordi den fulde beskæftigelse gav stærke fagforeninger, der fik presset markante lønstigninger igennem.

I begyndelsen af 1970’erne, da den første oliekrise ramte og skabte ny arbejdsløshed, blev situationen uholdbar, og den keynesianske økonomiske politik og teori kom i stærk modvind.

Den hidtidige politik kunne ikke håndtere situationen med kombineret høj arbejdsløshed og høj inflation, af Vercelli kaldt Den store stagflation (en sammentrækning af stagnation og inflation, red.).

»De fleste regeringer søgte hjælp i en ny politisk strategi – senere kaldet neoliberal – der byggede på privatisering og liberalisering,« skriver han.

»Dette radikale skift i økonomisk politik blev udlagt som i pagt med den antikeynesianske kontrarevolution, der fandt sted i 1970’erne.«

Fra da af blev neoliberalismen den nye mainstreamøkonomi med sit teoretiske fundament udformet af især Milton Friedman. I politikken kom deregulering og et liberaliseret marked i centrum fra begyndelsen af 1980’erne, og i den økonomiske teori blev fokus lagt på matematiktunge generelle ligevægtsmodeller.

»Med denne tilgang antages økonomien altid at være i ligevægt, og dens aktører ses som fuldt rationelle, mens arbejdsløshed altid er frivillig. Udsving i økonomien ses derfor som uafhængige af påståede markedsfejl og antages alene at skyldes ydre faktorer såsom forstyrrende intervention fra staten eller oliechok,« skriver Alessandro Vercelli.

Politiske indgreb for at modvirke op- og nedture i dette selvregulerende markedssystem oplevedes derfor som irrelevante og kun af det onde, noterer han og tilføjer, at en bedre betegnelse for dette paradigme end neoliberalisme kunne være ’ny laissez-faire’.

Gradvist bredte der sig i slutningen af 1990’erne den opfattelse af, at man omsider havde fundet nøglen til vedvarende at holde økonomien på sporet – den senere amerikanske centralbankchef Ben Bernanke talte i 2004 om ’Den store moderation’ som en ny varig tilstand, hvor de centrale parametre holdt sig i ro: stabil vækst, behersket inflation, lav arbejdsløshed, ingen voldsomme konjunktursving.

I 2007 nåede den danske statsminister Anders Fogh Rasmussen lige akkurat at sige, at økonomerne må overveje »at skrive lærebøgerne på universiteterne om« i lyset af den ny krisefri tilstand, før finanskrisen brød ud og styrtede dette ny verdensbillede i grus.

Spørgsmålstegnet

Vercelli gør opmærksom på, at bankkriser allerede fra 1980’erne begyndte at blive hyppigere, men blev set som isolerede hændelser, ikke som varsler om sårbarheden i en vildtvoksende finansiel sektor uden passende kontrol.

»En markant advarsel om den seneste ødelæggende recession kom med dot com-krisen i 2000-2002, som ramte det finansielle systems vigtige centre på alvorlig vis. Lektien herfra blev imidlertid ikke forstået i tilstrækkelig grad til at undgå ’Den store recession’,« hedder det i 2011-artiklen.

Vercelli anfører, at den »vidt udbredte holdning med overdreven tillid til ikkestyrede markeders evne til selvregulering drev aktørerne til træffe beslutninger, som løbende fik sårbarheden i de finansielle enheder til at vokse til niveauer uden fortilfælde«.

I kølvandet på Den store recession fra 2007 med alle dens samfundsmæssige omkostninger er det ifølge økonomiprofessoren blevet klart, at markeder ikke selv er i stand til at sikre hverken en tilfredsstillende indkomstfordeling, en rimelig realløn for de mange eller en stabilitet i beskæftigelsen. Men uden det falder efterspørgslen, og økonomien går i stå.

Her er ifølge Vercelli tale om »enorme markedsfejl (…) påført eller tilladt af neoliberal politik«.

Selve forestillingen om, at ’markedet ved bedst’ – et udtryk fra tidligere amerikansk centralbankchef Alan Greenspan – er tydeligt modbevist af udviklingen.

Artiklen fra 2011 konkluderer, at der er sket to store skift i makroøkonomisk teori og politik siden 1900: Fra laissez-fair til keynesianisme og fra keynesianisme til neoliberalisme eller ’nyklassisk økonomi’.

Vercelli noterer, at det første skift bragte mere realisme, mere virkelighed ind i teorierne, mens det andet skift gjorde det modsatte: Øgede vægten på idealiserede lovmæssigheder og antagelser, indlejret i abstrakte modeller.

I 2018, ti år efter Lehman Brothers-krakket, står vi stadig med store spørgsmålstegn. Den italienske økonomiprofessor oplever ikke, at noget nyt og mere tidssvarende paradigme er slået igennem i økonomisk teori.

»Jeg ser tværtimod en bevægelse baglæns,« siger han.

»I 2010 var der stadig håb om et paradigmeskift i økonomifaget. I tiden 2008-2010 kunne man notere en revurdering af Keynes blandt mainstreamøkonomer og politikere, men set i bakspejlet var det alene et redskab til at retfærdiggøre de massive redningspakker til megabankerne, betalt af skatteyderne.«

Vercelli understreger, at et fåtal fremtrædende økonomer i krisens kølvand trådte ærligt frem og gav udtryk for selvransagelse og et revideret syn på tingene – han nævner nobelpristageren Paul Krugman som én – »men de fleste toneangivende økonomer afviste blankt, at mainstreamøkonomisk teori og politik havde noget ansvar for opkomsten og den dårlige håndtering af Den store recession.«

»Som konsekvens af deres ubegrundede, men vellykkede forsvar, der blev tilskyndet og støttet af de stærke interesser, som nyder godt af den eksisterende orden, er mainstreamøkonomien blevet endnu mere firkantet i sin afvisning af enhver form for pluralisme. Man frygter endnu mere end før at miste sin monopolagtige stilling inden for faget og som rådgivere for politikerne,« siger Alessandro Vercelli.

’The big one’

Uanset at et mere vidtgående paradigmeskift fortsat afvises, mener han dog, at det er lykkedes at bringe virkeligheden mere ind i de økonomiske studier, ikke mindst takket være yngre økonomer som f.eks. Thomas Piketty, der har skabt øget fokus blandt økonomer på den stadig mere ulige indkomstfordeling.

Også en øget opmærksomhed blandt økonomer omkring miljøproblemerne kan registreres, om end det efter Vercellis opfattelse primært har ledt til anbefalinger om brug af markedsbaserede redskaber, der ikke er effektive nok, set i lyset af de miljø- og klimamæssige udfordringer.

– Hvis det ikke er tilstrækkeligt, hvad skal der så til?

»Vi kan ikke for alvor gøre os håb om at gøre økonomien reelt grøn med den nødvendige hast og dybde uden et radikalt paradigmeskift, der samtidig forbedrer den sociale bæredygtighed,« siger Vercelli og taler for en »altomfattende bæredygtighed«, forstået som bæredygtighed i fire dimensioner: socialt, miljømæssigt, økonomisk og finansielt.

»Det kræver ikke blot en ændret analyse, men også at vi anlægger en sammenhængende normativ tilgang, der kombinerer de grundlæggende værdier frihed, demokrati, udstrakt retfærdighed og bæredygtighed.«

Han nævner den økonomiske tilgang, der går under betegnelsen ’økologisk økonomi’ som central, om end dette paradigme endnu ikke i tilstrækkeligt omfang har indarbejdet nødvendige indsigter og metoder fra andre social- og naturvidenskabelige områder.

Vercelli opremser, hvad han ser som centrale forudsætninger for at accelerere omstillingen til en i bred forstand bæredygtig økonomi:

  • Kritisk pluralisme i den økonomiske og andre videnskaber, herunder i økonomiundervisningen, for at fremme kritisk sans og komme TINA-holdningen – ’there is no alternative’ – til livs
  • Bekæmpelse af den stigende ulighed, der fremmes af uregulerede markedskræfter og koncentrerer magten
  • Styrkelse af demokratiet via aktiv deltagelse af borgere og medarbejdere i virksomheder i beslutningerne
  • Fremme af positive frihedsrettigheder, herunder lige muligheder for alle
  • Større transparens i statens og myndighedernes arbejde for at sikre bedre demokratisk kontrol
  • Effektiv national kontrol med finanssektorens globaliserede aktører

– Er du mere eller mindre håbefuld i dag end i 2011 omkring mulighederne for et nyt paradigme for økonomisk teori og politik?

»I dag er jeg mindre håbefuld, fordi Den store recession er endt som en forspildt mulighed for forandring, hvis man ser bort fra visse mindre og lokale konstruktive undtagelser.«

»Den Store Depression i 1930’erne frembragte de nødvendige radikale forandringer på et årti i form af den keynesianske revolution af økonomien, Roosevelts New Deal i USA og de første skridt mod en fuld velfærdsstat. Den store recession har gjort det åbenlyst, at der er brug for nye og ikke mindre radikale forandringer. Men efter 10 spildte år frygter jeg, at den uundgåelige forandring først vil komme efter the big one – en krise, der er endnu mere katastrofal end den seneste.«

»Jeg ser den nærme sig, og jeg gør mit bedste for – sammen med mange andre mennesker af god vilje – at overbevise mine kolleger, politikere og den bredere offentlighed om at foretage de nødvendige radikale forandringer for at afværge den.«

Alessandro Vercelli har uddybet sine tanker om bl.a. en ’altomfattende bæredygtighed’ i bogen ’Crisis and Sustainability, The Delusion of Free Markets’, der udkom sidste år.

Serie

Vi tager økonomien tilbage

Økonomien er taget fra os. Vi forstår den ikke og har ikke magt over den. Og når vi ikke forstår økonomien, kan vi ikke stille dem, der har magten over den, til regnskab – endsige forandre den.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Henrik Leffers
  • Bjarne Andersen
  • Espen Bøgh
  • Niels Duus Nielsen
  • Christian Estrup
  • Anders Graae
  • Jens J. Pedersen
  • Ib Gram-Jensen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Kurt Nielsen
  • Ejvind Larsen
  • Hans Ditlev Nissen
  • Stig Bøg
  • Eva Schwanenflügel
  • Torben K L Jensen
Henrik Leffers, Bjarne Andersen, Espen Bøgh, Niels Duus Nielsen, Christian Estrup, Anders Graae, Jens J. Pedersen, Ib Gram-Jensen, Lise Lotte Rahbek, Kurt Nielsen, Ejvind Larsen, Hans Ditlev Nissen, Stig Bøg, Eva Schwanenflügel og Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben K L Jensen

Det her er så godt at det hele gerne skulle ende med et økonomisk opslagsværk for "dummies"

Niels Duus Nielsen, Bjarne Andersen, jørgen djørup, Anders Lundkvist, Kurt Nielsen, Lise Lotte Rahbek, Ejvind Larsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Det her skal huskes !!

-Kritisk pluralisme i den økonomiske og andre videnskaber, herunder i økonomiundervisningen, for at fremme kritisk sans og komme TINA-holdningen – ’there is no alternative’ – til livs
-Bekæmpelse af den stigende ulighed, der fremmes af uregulerede markedskræfter og koncentrerer magten
-Styrkelse af demokratiet via aktiv deltagelse af borgere og medarbejdere i virksomheder i beslutningerne
-Fremme af positive frihedsrettigheder, herunder lige muligheder for alle
Større transparens i statens og myndighedernes arbejde for at sikre bedre demokratisk kontrol
-Effektiv national kontrol med finanssektorens globaliserede aktører

Som Vercelli også siger, har neoliberalisterne dumstædigt fastholdt deres fejlslagne idealer, og nægter at se realiteterne i øjnene, fordi det indebærer en opgivelse af deres privilegier.
Jeg er desværre også pessimistisk når det drejer sig om "The Big One", superkrisen.

Vore politikere er lamme i roen, når de ikke indser hvor det bærer henad.

Niels Duus Nielsen, Trond Meiring, Henrik Leffers, Estermarie Mandelquist, Bjarne Andersen, Flemming Berger, Randi Christiansen, Torben K L Jensen, Poul Erik Pedersen, Kurt Nielsen, John Andersen, Steffen Gliese og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar

Denne skamrosen af økonomernes verdensforståelse må forhåbentlig snart få en ende. Hvad der er brug for, er betydningen af de økonomiske troldmænds udpining af jordkloden. Vi har skabt et fuldstændigt sindssygt pengesystem, der, uanset hvilken økonomisk filosofi der følges, vil føre sig selv og os alle til undergang. Der findes intet naturgivnent grundlag for økonomi. Derfor er du nødt til først selv af skabe dig en ide om, hvad du mener økonomi er. Ud fra denne, din egen personlige mening, kan du så skabe nogle grundlæggende præmisser for det økonomiske korthus, du vil bygge. Det hele falder sammen, hvis det enten efterprøves i praksis, eller du ændre din grundlæggende holdninger.
Inflation, dagens nøglebegreb, har ingen indflydelse på hvor meget mad du skal have for at blive mæt. Det er den samme mængde som et menneske skulle have for 12354 år siden. Kun fordi vi har skabt et unaturligt pengesystem baseret på gæld, får begrebet relevans. Og dette unaturlige system med det lige så unaturlige produktionsapparat, der er en konsekvens af systemet, fører os på støt og stabil kurs mod afgrunden.

Niels Duus Nielsen, Trond Meiring, Søren Fosberg, Flemming Berger, Torben K L Jensen, Mikael Velschow-Rasmussen, Kurt Nielsen, John Andersen, Krister Meyersahm og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar

Men neoliberalismen udmærker sig jo ved ikke at have fugls føde på sig - og løser da heller ikke på noget tidspunkt de reelle problemer. Vi havde i 70erne allerede et alternativ, som selv vi skoleelever og senere gymnasieelever kunne gennemskue: det vækstløse samfund! Det var især realistisk på det tidspunkt, fordi forbrugersamfundet baseret på import slet ikke var slået fuldstændigt igennem: der var ikke så meget at købe endnu.
Mht. oliekrisens betydning blev den jo løst af energiudvinding andre steder i de år - og den begyndende forståelse af behovet for energi, der varer ved og ikke skal tilføres brændstof - den vigtige, antiliberalistiske indstilling, at ting ikke behøver at gå til i ild, men rent faktisk blot kan leve på de opbyggende, permanente andre elementer. Med sin nivellering og sidste ende destruktion - kreativ eller ej - er liberalismen et nedbrydende element med en opløsende forståelse af fremskridt i modsætning til de cykliske systemer, der alligevel har bragt os frem gennem tiderne.

Niels Duus Nielsen, Søren Fosberg, Ejvind Larsen, Eva Schwanenflügel, Poul Erik Pedersen og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
Mogens Fosgerau

Var det ikke naturligt, af hensyn til journalistikken og pluralismen, også at tale med nogen af de såkaldte mainstreamøkonomer? Hvis hensigten er at sætte sig ind i økonomi som akademisk disciplin, så burde man vel egentlig bruge flest kræfter på mainstream.

Eva Schwanenflügel
'Vore politikere er lamme i roen, når de ikke indser hvor det bærer henad.'
Hvad får dig til at tro, at de ikke indser hvor det bærer hen?
Jeg tror da fuldt og fast på, at de indser det. De har bare ikke meget lyst til at dele deres indsigt med vælgerne. Hvordan det så end kan være???

Niels Duus Nielsen, Ejvind Larsen, Randi Christiansen, Eva Schwanenflügel og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Jeg tror faktisk, at de ikke kan forstå det, Kurt Nielsen. De har arbejdet sig ind i en bekvem forståelse af verdens gang, som er understøttet af et uddannelsessystem, der simpelthen bare udelukker alt dét, der i tidens løb har været anderledes. Derfor er svaret også, Mogens Fosgerau, at mainstreamøkonomien ikke behøver at blive gennemgået i samme grad, for vi kender den jo - men at den jo altså er blevet det med f.eks. artiklen om Marshall.

Niels Duus Nielsen, Ejvind Larsen, Randi Christiansen, Eva Schwanenflügel, Poul Erik Pedersen og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
Margit Johansen

Den økonomiske forandring - paradigmeskiftet - findes ikke i nationaløkonomien - men på de nye platforme - i "de demokratiske erhverv", i samarbejdet mellem byer og regioner på tværs af nationalstaterne m.m.

Ejvind Larsen, Randi Christiansen, Eva Schwanenflügel, Kurt Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Steffen Gliese
Når jeg kan forstå det, så tror jeg bestemt også at de kan, og skulle det alligevel ikke være tilfældet, så tror jeg - og forventer jeg, for alle de penge jeg betaler for at sikre at regeringen og folketinget altid har adgang til al den viden der er tilgængelig i den kendte del af universet, at embedsværket kan forklare det for dem.

Niels Duus Nielsen, Søren Fosberg, Ejvind Larsen, Randi Christiansen, Eva Schwanenflügel og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Kurt Nielsen, det er jo ikke så meget med at forstå, men hvordan man tænker over tingene. Når man er viklet ind i en bestemt paradigmatisk tænkning, er den næsten umulig at bryde med - forandringen kommer andre steder fra, og når man kæmper imod, skyldes det jo, at man instinktivt frygte, med rette, at blive sat fra bestillingen som en irrelevant opretholder af forældede tanker. Det gælder næsten overalt til alle tider i menneskers forskellige kulturer - det paradigmatiske eksempel er Sydhavs-høvdingen Kamehameha III, der afskaffede de indgroede tabuforestillinger, uden at det medførte nogen forandring - fordi forandringen i realiteten allerede var indtruffet med udviklingen.

Niels Duus Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Blot en lille pedantisk korrektion: den industrielle revolution og Smith's Wealth of Nations hører hjemme i 2. halvdele af 1700-, ikke 1800-tallet (bogen udkom 1776).

Ejvind Larsen, Kristian Rikard, Steffen Gliese og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

den industrielle revolution hører hjemme i 1800-tallet - men Smith´s tanker blev offentliggjort sidst i 1700-tallet altså som optakt til kapitalismen der dominerede 1800-tallet og som hele Marx´s analyse handlede om i hovedværket "Das Kapital"

Randi Christiansen

Med tilladelse af karsten kølliker følgende interessante perspektiver fra hans fb blog :

"Hvidvaskningssagen i et historisk perspektiv
Nu er selv mainstream-medierne begyndt at diskutere om nogle problemer overhovedet blev løst ved bankpakkerne og stimulationsprogrammerne i kølvandet på finanskrisen i 2008. Om ikke problemerne med opblæste værdiansættelse (bobler) fortsat er udbredte og muligvis eskalerende, om ikke problemerne med de uforholdsmæssige grader af gældsætning er udbredte og muligvis eskalerende, om ikke problemerne med den stærkt regressive karakter af de herskende systemer, dvs. de iboende tendenser til ulighed, er udbredt og muligvis eskalerende. Faktisk er selv mainstream-medierne begyndt at diskutere risikoen for en ny finanskrise, så mon ikke der er noget om snakken?

Men virkeligheden er formentlig snarere den, at vi befinder os i en boble, ikke (bare) en finansboble, men i vores samfundsforestillinger overhovedet. Går vi tilbage i historien og prøver at indkredse hvornår det var at vores samfundsforestillinger tabte sin forankring i realiteterne, så skal vi efter min opfattelse tilbage til den civilisatoriske krise vi vågnede op til i slutningen af 60'erne/ begyndelsen af 70'erne. Det var der vi erkendte konsekvenserne af vores rovdrift på naturen, det var der den almindelige befolkning erkendte hvor ulige de internationale økonomiske systemer fungerede, det var der vi erkendte det enorme dilemma i at have økonomiske systemer der baserede sig på konstant vækst samtidig med at planetens ressourcer i tiltagende grad viste tegn på udpining og udtømning.

Det var en brat og voldsom opvågnen for rigtig mange mennesker, og oliekrise eller ej stod der nærmest krise overalt hvor vi kiggede hen. Så hvordan bar vi os ad med på ny at fyre op under vækstøkonomien og få en menneskealder mere på tilfredsstillelserne ved forbrug og vækst og dyrkelse af stil og identitet? Det gjorde vi igennem en fidus, og den fidus var at påbegynde en stadig udvidelse af pengemængden, hvorved prisen på kapital (renten) blev presset ned og således kompenserede for de stigende priser på ressourcerne og derved kunne rentabiliteten for vores forskellige industrier opretholdes. Siden kom så globaliseringen og gevinsterne ved at udflytte arbejdspladser samt frigørelse af kapitalens bindinger til det land hvor kapitalen blev genereret. Men også dette var fiduser i den forstand, at begge strategier forudsætter der er et samfund, og betydningen af at understøtte disse samfund var aldrig en del af de multinationale koncerners kalkuler, altså var der en form for indeholdt plyndring i de globaliserede strategier.

Det var således tilbage i 70'erne at processen med at omskabe vores bankvæsen til pyramidespil begyndte. Det var der at vi opgav at forsøge at danne os nogle realistiske forestillinger om vores fremtid og i stedet bare begyndte helt ukritisk at postulere, at fremtiden bare vil være en fremskrivning af den verden vi allerede kender. Allerede dengang fortalte enhver realistisk forestilling om fremtiden en helt anden historie, men den historie var, hvadenten det var i det ene, det andet eller det tredje scenarium, en voldsomt udfordrende historie, og derfor hoppede vi hver især villigt med på de falske fortællinger som kom fra de neokonservative demagoger. Vi narrede os selv, vi lod os villigt narre, og dette skifte indtraf der allersidst i 70'erne/ starten af 80'erne personificeret ved Margaret Thatcher og Ronald Reagan, og det var der at vi begyndte at blæse boblen i vores samfundsforestillinger op.

I virkeligheden var de vestlige samfundsforestillinger hen ved lige så udtjente og ruinerede som østblokkens samfundsforestillinger, men med vores pyramidespilspengeøkonomier lykkedes det os altså at blæse en form for liv i de udtjente forestillinger og tage endnu en runde på forbrugskarrusellen. Og denne fornyede pumpen liv i de udtjente forestillinger blev så i vores allerede temmelig degenererede samfundsforestillinger til "Vestens sejr og Østblokken", "kapitalismens sejr over socialismen og kommunismen", og USA indtagelse af positionen som eneste supermagt var således lige fra starten baseret på fejlagtige præmisser. Hvor USA efterfølgende poserede som den eneste supermagt, og gennem manipulation, pression og tvang satte sig igennem som et overherredømme som alle andre lande måtte underkaste sig, så var fundamentet for denne suveræne position aldrig reelt. USA's og til dels hele Vestens suveræne position var hele vejen igennem hængt op på vores finansielle overlegenhed, men denne finansielle overlegenhed var baseret på et højst ustabilt system af stadige udvidelser af pengemængden.

Det er denne sammenkædning af USA's politiske overherredømme og de vestlige finanssystemers fundamentalt løbske karakter, som er en nøgle til at forstå mange af de politiske skred der sker i disse år. Igennem hele denne periode med finansiel deregulering, hvilket var redskabet for USA til at udøve sit overherredømme, har det været afgørende for de vestlige finanssystemer at kunne udvide pengemængden. Hvis udvidelserne af pengemængden pludselig stoppede, ville ikke bare samtlige kommercielle storbanker kollapse i insolvens, vestens centralbanker ville såvel kollapse i insolvens, hvilket ville have karakter af en hyperinflationen af de respektive centralbankers valutaer. Vestens finanssystemer har allerede tre gange været kanten af sammenbrud (i 1998 ved sammenbruddet af Long-Term Capital Management, i 2000 ved punkteringen af The Dotcom Bubble og selvfølgelig i 2008 ved Finanskrisen) og så snart likviditeten til bankerne begynder at indskrænkes begynder de at vakle faretruende, og blandt andet derfor er alle de store kommercielle banker dybt involverede i håndteringen af sorte penge. Selvfølgelig giver betjeningen af disse kunder som regel også et stort afkast, men mindst lige så attraktivt er adgangen til likvider igennem de sorte penge, hvis de globale udlånsforhold skulle begynde at trække sig sammen. Da den amerikanske kongres gav 700 mia. USD i akut bistand til Wall Street-bankerne i okt. 2008 kom der ifølge en FN-rapport sideløbende hermed et indskud på 352 mia. USD fra den sorte økonomi, som derved blev hvidvaskede.

Hvad vi har haft over de seneste årtier er altså et amerikansk overherredømme baseret på en finansiel overmagt, og således er opretholdelsen af den finansielle overmagt blevet ensbetydende med opretholdelsen af den amerikanske førerstilling i verden. Dette har ført til en total korruption af de globale finansmarkeder og en grad af kriminalitet der er amok blandt de største kommercielle banker, simpelthen fordi hensynene til opretholdelsen af det amerikanske overherredømme har neutraliseret ethvert tiltag til retsforfølgelse af kriminaliteten indenfor storbankerne. Hvad amerikanerne så yderligere har gjort er at sikre sig at de havde mængder af 'partners in crime'. Da en række af de største europæiske banker indgik i redningen af det amerikanske bankvæsen i forbindelse med sammenbruddet af Long-Term Capital Management i sep. 1998, hvis ikke før blev alle disse banker ved denne lejlighed medskyldige i kriminaliteten indenfor det amerikanske bank- og pengevæsen. Og ingen her mere end Deutsche Bank. Og det er bestemt ikke svært at forestille sig en udtalt villighed også hos de danske banker til at lave lyssky underhåndsaftaler med den angloamerikanske finanselite.

Hvad jeg mener vi skal forestille os er, at USA gennem bestikkelse og pression har påvirket europæiske banker og politikere til at arbejde for opretholdelsen af de herskende finanssystemer og dermed opretholdelsen af det amerikanske overherredømme. Hvorfor var Deutsche Bank så dybt involveret i manipulationerne af både Libor-renten og priserne på guld og sølv? Hvorfor gjorde de irske politikere ikke oprør som de græske over at skulle vedstå al den gæld, som de store finanshuse havde solgt dem? Hvordan blev Irland til et knudepunkt i de internationale skatteunddragelsessystemer? Hvorfor sætter Irland sig i gæld for at kunne købe amerikanske statsobligationer på et tidspunkt hvor den øvrige verden udviser en klart vigende interesse?

I mit sidste opslag henviste jeg til, hvordan Saxo Bank forekommer at have fungeret som stik-i-rend-dreng for JP Morgan Chase, og personligt føler jeg mig overbevist om, at Danske Bank's hvidvaskning af penge igennem Danske Bank Estland har været kendt af både det amerikanske og det britiske finanstilsyn hele vejen igennem. Så hvad vi nærmere skal spørge os selv om er, hvorvidt den angloamerikanske finanselite i realiteten har taget skridt til at ophæve beskyttelsen af Danske Bank og derved bevidst har gået efter at udstille netop Danske Banks kriminelle adfærd? Hvem var den whistleblower, der satte Berlingske på sporet af hvidvaskningssagen? Hvorfor er Danske Bank eller Danmark eventuelt faldet i unåde hos den angloamerikanske elite? Eller er Danske Banks og Danmarks udhængning bare en slags 'collateral damage', en bonde der bliver ofret i det større geopolitiske skakspil? Eller er kontrollen over medierne i Danmark bare ikke stram nok, og er det dette svage punkt der nu har skabt en sag der truer stabiliteten af det vestlige bankvæsen som om det giver mening at tale om stabilitet for dette system? Det er i hvert fald påfaldende, at der kommer et sagsanlæg mod Danske Bank fra Bill Browder, der om nogen er en insider indenfor det angloamerikanske finansielle og politiske overherredømme og en central figur i al deres hypede russofobi.

Jeg ved at mange har udviklet en stor foragt for Pr. Obama for alle de skuffede forventninger og uindfriede løfter, men Obama var i en vis forstand den perfekte facade for et system, der allerede da kørte på kanten af sammenbrud. Den samlende virkning af hans præsidentskab muliggjorde, at de i øvrigt løbske systemer kunne forlænges med yderligere to præsidentperioder. Ikke sådan med Trump. Hans præsidentskab har vist sig så utilregneligt og fejlbehæftet og nedbrydende, at den amerikanske administration er i opløsning såvel som USA's internationale rolle og alliancer er i opløsning. Uanset hvilke Putin-Rusland-smædekampagner der udbredes igennem mainstream-medierne, så er de europæiske politikere formentlig heftigt involverede i at konsolidere en venskabelig relation til Rusland. Det skulle være mærkeligt, hvis ikke Trump's arrogante og intimiderende adfærd overfor Europa har motiveret de europæiske politikere til at orientere sig anderledes i verden.

Hvad vi er vidner til kan således meget vel være de sidste krampetrækninger af det amerikanske greb om magten, hvor forsøgene på at tvinge de tidligere partnere til rette ind under de amerikanske dekreter slår fejl, og hvor despoten som et såret dyr langer ud helt vilkårligt og ukontrolleret og derved endegyldigt undergraver sin tidligere førerposition. Mere konkret i forhold til hhv. hvidvaskningen igennem Danske Bank og manipulationerne af hhv. Libor-renten og guld- og søvpriserne igennem Deutsche Bank bliver europæiske banker nu hængt ud for kriminelle forhold, der i realiteten har gennemtrængt vores globale bankvæsen, og hvor altså al denne kriminalitet er en logisk konsekvens af vores pengepolitiske eventyr. Hvad jeg skitserer muligheden af er, at vores samfundsforestillinger allerede slap deres hold i realiteterne for 40 år siden, og i tiden derefter er vores samfundsforestillinger bare blevet mere og mere løsrevne fra realiteterne efterhånden som vores pengesystemer er ekspanderet helt ud af proportioner. Da disse udviklingslinjer hele vejen igennem har været illusoriske nærmer vi os nu hastigt punktet for en genforening med realiteterne, hvilket i praksis vil sige en implosion af vores bank- og pengevæsner, en implosion af det amerikanske overherredømme og en implosion af vores samfundsforestillinger.

Og igen, uanset hvilke Putin-Rusland-smædekampagner der udbredes igennem mainstream-medierne, så er relationerne mellem Europa og Rusland slet ikke så sort/hvide som amerikanernes relationer til Rusland. Europæernes støtte til Gorbatjov og hans reformprogrammer var stærk og inderlig, de europæiske befolkninger gav åbent udtryk for ønskerne om fred og forsoning mellem Europa og Rusland, og når disse sympatier og forhåbninger blev afsporede og siden nærmest blev fortrængt fra vores kollektive hukommelse, så skyldes det et langt stykke af vejen indoktrinering og propaganda udøvet af de samme maggrupperinger, som kæmper for at opretholde det amerikanske overherredømme og den angloamerikanske finansielle overmagt.

Selvom euroen hele vejen igennem har været en meget skrøbelig konstruktion, som ovenikøbet kom i stand gennem forskellige former for svindel og humbug, så er der ikke desto mindre en reel mulighed for at redde euroen ved at indgå en form for partnerskab med russerne om salg af deres olie i euro. Den mulighed er så indlysende og attraktiv for begge parter, at det må være noget de europæiske politikere i al hemmelighed undersøger i tæt samarbejde med russerne. Og den form forhandlinger kan man selvfølgelig ikke holde skjult for de amerikanske efterretningstjenester, men hvad skal de stille op andet end at lade deres politikere fremsætte trusler overfor europæerne og russerne samt at følge truslerne op med regulære afstraffelsesaktioner?

Og fordi der er så meget på spil for amerikanerne på dette vanvittigt kritiske punkt, så kan de muligvis forfalde til afstraffelsesaktioner, som rammer dem selv mindst lige så hårdt som dem de prøver at straffe. USA forekommer at have et desperat behov for et lederskab, der søger jævnbyrdighed og forsoning i nationens relationer til omverdenen som alternativ til den herskende opblæste storhedsvanvid. Og skulle amerikanerne slå ind på en sådan kurs, vil europæerne selvfølgelig til hver en tid være der for dem. Det lyder måske indbildsk, men det er lige før at et solidt samarbejde mellem Europa og Rusland er USA's bedste chance for at komme nogenlunde helskindet igennem de kommende års omvæltninger."

Niels Duus Nielsen, Per Torbensen, Martin E. Haastrup, Mikael Velschow-Rasmussen, Steffen Gliese, Ejvind Larsen, Claus Høeg, Peter Knap, Flemming Berger, Torben K L Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

@ Randi

Ja, dette var interessante teorier.
Findes Karsten Kølliker andre steder end på Facebook?
Har ikke kunnet finde andre udgivelser eller beskrivelser af ham.

Torben K L Jensen

Giv Putin hvad Putins er - anerkend Krim som historisk gammelt russisk territorie (1783) stop sanktionerne og hjælp ham med at reformere økonomien så han kan få gennemført den modernisering af den russiske infrastruktur der er lige så påtrængende som den europæiske.
Mod selvfølgelig at han overholder Minsk-aftalen og han holder op med at intervenere i Øst-ukaine.

Eva Schwanenflügel

Torben, hvad nu hvis Putin, familie og venner også betalte alle de stjålne penge tilbage til den russiske stat og det folk, der nu forventes at skulle betale for kleptokraterne ved en stigende pensionsalder, der gør at mange hårdtarbejdende mænd vil dø før de forlader arbejdsmarkedet? ;-)

Randi Christiansen, Ejvind Larsen, Steffen Gliese og Jens Winther anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

@ Randi

Tusind tak for link til Karstens blog, han lyder spændende :-)
(Jeg er ikke længere aktiv på FB)

Den næste økonomiske isme må tage udgangspunkt i klodens tilstand og helbredelse, retfærdighed mellem mennesker og befolkningens sundhed.
De økonomiske styringsredskaber må støtte dette udgangspunkt - Skatter, afgifter og sociale ydelser.
Meningen er at får styr på grådigheden. Her nytter frivillighed og frihed ikke.
Politikerne må indse at materiel vækst er en blindgyde.

Mærkværdigvis sagt af en dansker ved navn Løkke : Vi må beskatte det, vi vil have mindre af og støtte det, vi vil have mindre af.
Opgaven er at klarlægge, hvad det er.

Randi Christiansen

Kristian rikard@ - Så må du vel kort kunne opsummere essensen af bogens budskab til de dumme?

Alle (også økonomer) tager fejl en stor del af tiden, og ingen har "ret". Slet ikke konspirationsteoretikere. Men er I sikre på, at de mange mennesker i Asien og Afrika, der har fået det langt bedre med økonomisk vækst (mad, rent vand osv.), er enige med jer i, at ikke-vækst er løsningen på alle problemer?

ja,Erik Pedersen, for kravet om vækst har i virkeligheden været den største bremse for en hurtigere udrulning af større økonomisk lighed i verden. Profitkravet vil altid forhindre, at ting bliver gjort i tide og i tilstrækkeligt omfang.

Niels Duus Nielsen, Trond Meiring, Eva Schwanenflügel og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar

Økonomisk vækst er at kunne købe havemøbler af plastik, lavet i Kina, fragtet jorden rundt ??
Det giver nogle kinesere mad på bordet, men det sviner verden til.
Genbrug er godt, men et stort genbrug er også en følge af et stort forbrug, og det sviner.
Vi køber jagerfly for mange penge, der kunne bruges til andet, og det sviner.
Vi kunne, vi ville............en dag er det for sent.

Citat PH : De tilbød dig femøren nu og du valgte femøren........Nu kan selv mimrende gammelsyn se, at den er gal.

Trond Meiring, jørgen djørup, Eva Schwanenflügel og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar

@Leo Nygaard, næh - økonomiske vækst er, når du køber havemøbler af MSC certificeret træ i stedet for plastic - selvom de er dobbelt så dyre.

Det modsatte er at reparere de gamle og beholde dem, eller gå i genbrug og finde brugte, der er lavet et sted i nærheden.
(Hvad er MSC certifiseret træ?)

Eva Schwanenflügel og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Hvilken vækst erik? Det er tidens spørgsmål.

Den globale ressourceforvaltning har ledt verdenssmfundet i uføre, så enkelt er det. Hvilket vil sige, at det herskende vækstparadigme må omstilles, og den eneste farbare vej er at respektere planetens iboende lovmæssigheder, og så i øvrigt individuelt og kollektivt beslutte sig for, om man vil være et asocialt røvhul eller ej. Det er den grundlæggende beslutning. Når den er taget, bliver resten meget nemmere. Så kan hele omstillings/oprydningsarbejdet tage fart.

Men der er virkelig nogen asociale typer i blandt os, som er blevet taget for tidligt fra mors bryst, som ikke vil dele med de andre børn, og som man egentlig skulle tro, er udsendt af en fjendtlig magt for at ødelægge menneskenes samfund.

Udviklingen af den kollektive bevidsthed afgør om manøvren lykkes.

@Leo Nygaard, sorry, ikke MSC (det certifikat handler om fisk) - men FSC som er en certificeringsordning, der garanterer, at træet er dyrket ved miljømæssigt ansvarlig og bæredygtig skovdrift (herunder krav om genplantning), social ansvarlighed (at skovarbejderne og skovenes indbyggere har ordentlige sociale og økonomiske forhold) og økonomiske ansvarlighed (at træet gennem hele kæden er handlet på fair vilkår).

Sådan noget træ er en hel del dyrere, end træ, som ikke er certificeret. Anvendelse af sådant træ i stedet for andet træ vil blive registreret som økonomisk vækst i BNP-opgørelser mv. Det er et klokkerent eksempel på, at økonomisk vækst er kvalitativ og ikke bare et spørgsmål om merforbrug.

På samme måde: hvis alle danskere udelukkende købte økologiske råvarer, ville det også registreres som økonomisk vækst (stigende BNP).

Randi Christiansen

Jens@ - " ...at økonomisk vækst er kvalitativ ..." - bare for præcisionens skyld, burde du have skrevet 'at økonomisk vækst kan være kvalitativ' - for det er jo lige præcis det, som skal være ambitionen.

@Randi Christensen, du har naturligvis ret. Økonomisk vækst kan være kvalitativ (men er det ikke altid). Men mit ærinde var faktisk også at vise, at der ikke (nødvendigvis) er en konflikt mellem miljø/kvalitet/bæredygtighed og økonomisk vækst - tvært i mod! Og altså, at BNP ikke er så ringe en målestok, som den gøres til.

Der findes ikke noget, der hedder "grøn BNP" - og "alternative måder at opgøre BNP" er også vås. BNP viser samfundets samlede værditilvækst, hvilket er et særdeles vigtigt målepunkt, og hvis man sammenligner udviklingen i BNP i løbende priser med BNP-udviklingen i faste priser, han man få et indtryk af, om stigningen i BNP hidrører fra stigende værdi (hvilket indikerer øget kvalitet) eller øgede mængder (hvilket indikerer mer-forbrug i mængder).

Randi Christiansen

Jens, sort snak for den uindviede. Faste priser, løbende priser???

Og bnp viser samfundets samlede værditilvækst? Så skal vi først blive enige om værdierne.

At borgernes basale behov tilgodeses, kan vi godt blive enige om. Men baseret på hvad? Udpining af muldlaget for bare at nævne en enkelt men meget belastende faktor, generel belastning af økosystemerne, herunder den menneskelige stressfaktor? Og så videre - hvad har vi gang i? Det må først defineres, ellers bliver snakken om 'værditilvækst' for ukonkret.

Jens siger : " Der findes ikke noget, der hedder "grøn BNP" - og "alternative måder at opgøre BNP" er også vås."
Nej det gør der ikke nu. Det er en vision.
Godt og skidt afhænger af ens politiske ståsted.
Er man klimafornægter er "grøn" aktivitet uden betydning - og omvendt.
Er man pacifist, er milliarder til jagerfly dårlig faktor i BNP - Og omvendt.
Er man tilhænger af UBI, er udgifterne til slavesystemet negativt - og omvendt.
Og sådan kan fortsættes.
Alternativet, altså partiet, skriver om et andet vækstbegreb på deres hjemmeside.
Egentlig afhænger alt dette af, hvad man bruger BNP til. Politikere kan rose sig selv af stigende BNP. Hvad siger det om det gode samfund - intet !

@Leo Nygaard, der er forskel på en vision og et fatamorgana!

BNP er et veldefineres begreb, som opgøres på et forsvarligt statistisk grundlag. Et ret objektivt mål for den økonomiske aktivitet i samfundet. Alternativet - og alle andre - kan beskrive deres egne nye måltal, som kan belyse den ene eller den anden udvikling. Hvis disse nyopfundne måltal har en udsagnsværdi om en central udvikling, er tilstrækkeligt klart definerede og det er muligt at lave en sikker statistisk opgørelse - så er det da helt fint at opgøre sådanne målinger. Men at kalde det "grønt BNP" eller "alternative måder at opgøre BNP" er faktuelt vrøvl! Det er ikke en vision, det er et fatamorgana!

@Randi Christensen, BNP kan opgøres i løbende priser (periodens faktiske priser) eller i faste priser (dvs. at BNP opgøres til priserne i et valgt basisår).

Niels Duus Nielsen

"BNP er et veldefineret begreb, son opgøres på et forsvarligt statistisk grundlag" - ja, men siger det noget om økonomien?

Hvis vadehavet fx skulle gå over sine bredder i en stormflod, eller en orkan river alle tagstenene ned fra husene i København, skal der bruges exorbitante summer på at genoprette diger og tage. Dette er en udgift, enten for dem, det går ud over, eller for forsikringsselskaberne, eller i sidste ende staten, men fordi entreprenørerne og tagdækkerne skriver denne udgift op som en indtægt i deres kassebøger, tæller det positivt i BNP. Så flertallet kan ryge totalt på røven og dø af sult, blot de rigeste tjener endnu flere penge, nettoresultatet vil være et meget, meget stort BNP, og så er alle jo glade. De som ikke er glade er jo døde af sult.

Så BNP er skam et objektivt mål, men et mål på hvad? "Den økonomiske aktivitet i samfundet" er et gummibegreb, der intet siger om økonomiens faktiske tilstand, blot at der et eller andet sted i samfundet bliver brugt penge.

Eva Schwanenflügel, Randi Christiansen, Leo Nygaard og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

Det siger heller intet om, hvad der gavnligt for samfund og borgere. Det indeholder både skidt og kanel. Her spiller det så ind, at der er politisk uenighed om, hvad der er skidt og hvad der er kanel.

Eva Schwanenflügel, Randi Christiansen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Jens@ - "den økonomiske aktivitet i samfundet." - hvad omfatter det?

Oikonomos : husholdning. Så : alt. Og derfor må vi udfordre de regnemodeller, som på trods af et ufuldstændigt grundlag alligevel sætter rammen for alle.

Økosocialisterne kan med god ret spørge, hvorledes en mængde parametre som f.eks. borgernes miljø-og socioøkonomiske trivsel indregnes ifht sundheds-og omsorgssektoren, erhvervsevne m.v.

Og hvis man finder ind til essensen, vil man se, at disse spørgsmål handler om administration af fællesejet. Som under nuværende regime er fuldkommen afsporet. Betvivler man det udsagn, kan man bare tage et kik på, hvad der sker i de forskellige sektorer, som denne administration er ansvarlig for.

@Niels Duus Nielsen, nej, BNP er ikke noget "gummibegreb" - sæt dig ind i tingene, før de kritiserer!

Ja, hvis tagstene ryger af husene i København under en storm, øger det den økonomiske aktivitet - ligesom når staten fx bygger skoler og broer. Og at det kun er "de rigeste, der tjener endnu flere penge" er sgu også noget ævl! Tagstene hopper som bekendt ikke op på tagene af sig selv, og selve tagstenene kommer heller ikke ud af det blå! Når der skal produceres flere tagsten, så stiger beskæftigelsen (antallet af teglværksarbejdere) og når tagstenene skal lægges op, så stiger beskæftigelsen i byggesektoren (tømrere, murere, murerarbejdsmænd osv.).

Du kan ikke se på BNP-stigningen om det er nedblæste tagsten, der skal erstattes - eller det er brolæggerarbejde på Kgs. Nytorv. Men den økonomiske aktivitet er steget, og der er blevet tjent penge (lønninger til byggearbejderne og overskud til mester). Ja, der er brugt penge - det er også en udgift, men hvis nogen skal have arbejde og tjene løn, så er der jo altid nogen, der skal betale. Men samfundsmæssigt er der tale om en øget aktivitet og samfundet har "fået det bedre" - der kommer også "penge i statskassen" i form af moms og skatter - og sparede udgifter til arbejdsløshedsunderstøttelse.

Det er ubetinget godt for både borgere, virksomheder og samfund, når den økonomiske aktivitet og dermed BNP stiger! Og det er også forudsætningen for, at der kan blive penge til skoler, sygehuse og invalidepension og folkepension.

Det kan godt være, at du ikke kan forstå det - og at der "er politisk uenighed om, hvad der er skidt og hvad der er kanel". Men det har ikke noget med sagen at gøre - realiteterne tæller, om du kan forstå dem eller ej ændrer ikke på fakta.

@Randi Christiansen, økosocialisterne kan stille en masse spørgsmål. Men måske skulle de også overveje, hvordan vi skaffer de penge, der skal bruges til at forbedre borgernes trivsel. SOSU arbejdere, psykologer, socialrådgivere, osv. forventer rimeligvis at få løn for deres arbejde, og det er i vores samfund heldigvis sådan, at der ikke skal falde en forudbetaling fra klienterne. Den del klarer samfundet via skatterne. Hvis ikke der er en økonomisk aktivitet, hvis ikke der tjenes penge og skabes værdi, så bliver det sgu meget svært at hjælpe dem, der har det svært.

Jørgen Wentzlau

Det gik galt da usa opgav at indløse dollar for guld i 1971. Siden har værdiskabelse, pengemængden bygget på gæld. USA har et astronomisk underskud på statsbudgettet, der dækkes af kineserne ved at bytte dollar-sedlerne med amerikanske statsobligationer. Trumf kan kritisere kineserne så længe han sælger overvågningsudstyr til gengæld. USA gjorde det samme med Marchall-jælpen, Kineserne er ved at overtage verdens økonomien på samme måde. Hvem er vinder kapitalisme eller kummonisme!?!?!? For nogen tid siden viste TV hvad kineserne kunne! i den henseende!

Randi Christiansen

Jens@ - jeg tror, vi alle forstår, den metode for opgørelse af bnp du beskriver. Ja, der tjenes penge, men hvorfor kan du ikke forholde dig til, at det ikke er lige meget, hvordan pengene tjenes eller hvilke afledte effekter, der indregnes.

@Randi, det kan jeg da sagtens forholde mig til. Men kan du indse, at forudsætningen for velfærd, miljø og andre herligheder er, at der er økonomisk aktivitet (BNP) og helst en moderat årlig vækst i BNP.

Randi Christiansen

Jens@ - nu bekender jeg mig til princippet om cirkulær økonomi altså bevidstheden om, at det økologiske aftryk er altafgørende - og endvidere, at balance i socioøkonomien må være tilstede.

Det er klart, at der skal produceres til vore basale overlevelsesbehov, men mere end det går bare ikke længere. I meget lang tid.

Det er også klart, at den omstilling er så omfattende, at mange viger tilbage fra alene tanken om den, men det ændrer ikke på, at den bliver stadig mere nødvendig. Og jo længere der ventes, jo hurtigere og mere ukontrolleret kommer de uundgåelige forandringer til at foregå.

@Randi, "basale overlevelsesbehov" - OK. Dvs. sådan noget som avancerede hospitaler med scannere, kostbare behandlinger, kræftbehandling, psykologisk behandling, grundforskning og den slags luksus, det lukker vi bare ned for?

Randi Christiansen

Jens@ - jeg sagde basale behov. Læs dagens tekst i information : "Den økologiske økonomiteori fortæller os, at menneskets og naturens velvære er hinandens forudsætninger"

Randi Christiansen

Jens@ - og jeg sagde heller ikke noget om at vende tilbage til jordhulerne. Et helt klassisk forsøg på afsporing af samtalen om cirkulær økonomi og omstillingen hertil. Men kom igen når du har læst op på stoffet.

Sider