Baggrund
Læsetid: 9 min.

Først var der laissez-faire, så kom Keynes og så neoliberalismen. Men efter Finanskrisen står vi med et stort spørgsmålstegn

Gennem historien har store økonomiske kriser fremkaldt paradigmeskift i den økonomiske teori. Foreløbig har tiden efter den seneste krise ikke ført til noget opgør med en forældet mainstreamøkonomi. Et forspildt årti, siger italiensk økonomiprofessor
Tre økonomiske kriser inden for de sidste 100 år: Mænd står i kø til brød i Brooklyn under Depressionen, en ældre mand på Strandvejen under Oliekrisen og 59-årige Willy Carter, et af de mange mennesker, der mistede sit hus på tvangsauktion efter Finanskrisen. De to første kriser gav anledning til ny økonomisk tænkning, men selvom der nu er gået ti år siden Finanskrisen, har det ikke givet anledning til et opgør med en forældet mainstreamøkonomi, siger den italienske økonom Alessandro Vercelli.

Tre økonomiske kriser inden for de sidste 100 år: Mænd står i kø til brød i Brooklyn under Depressionen, en ældre mand på Strandvejen under Oliekrisen og 59-årige Willy Carter, et af de mange mennesker, der mistede sit hus på tvangsauktion efter Finanskrisen. De to første kriser gav anledning til ny økonomisk tænkning, men selvom der nu er gået ti år siden Finanskrisen, har det ikke givet anledning til et opgør med en forældet mainstreamøkonomi, siger den italienske økonom Alessandro Vercelli.

The Bridgeman Art Library

Udland
25. september 2018

Den italienske økonom Alessandro Vercelli tegnede i 2011 en tankevækkende figur.

Den starter i år 1900 og bugter sig som en slange frem til nutiden. Slangen beskriver faserne i både den økonomiske tænkning og den økonomiske politik gennem disse godt 100 år. Og den ender i et stort spørgsmålstegn: Vi står med et udtalt behov for en ny økonomisk videnskab og politik i pagt med en ny virkelighed, til erstatning for gamle udtjente modeller.

Men hvordan det nye ser ud, og hvornår det måtte manifestere sig, vides ikke, skrev Vercelli. Om end han havde – og stadig har – sit eget bud.

»Vi har brug for et radikalt paradigmeskift, der opgiver det neoliberale verdensbillede for at følge en udviklingsvej inspireret af, hvad jeg kalder ’altomfattende bæredygtighed’,« siger han.

Alessandro Vercelli er professor emeritus i økonomi ved Universita di Siena, placeret i Toscana. Han har været gæsteprofessor ved bl.a. universiteter i Cambridge, Oxford, London, New York, Nice og Rio de Janeiro. Han har været vicepræsident for International Economic Association, og han har skrevet en lang række videnskabelige artikler og bøger om makroøkonomiens og den økonomiske teoris udvikling.

Vercellis figur er at finde på sidste side i artiklen ’Economy and economics: the twin crisis’, i bogen The Global Economic Crisis, udgivet i 2011. Figuren er reproduceret her på opslaget.

Artiklen handler som udgangspunkt om, hvordan den store recession i kølvandet på finanskrisen i 2007 efter Vercellis opfattelse havde klar sammenhæng med en krise i den økonomiske videnskab. En krise, som består den dag i dag.

Og denne kobling mellem praksis og teori har, på godt og ondt og næppe overraskende, været gældende altid. Det er dette tilbagevendende mønster, artiklen og figuren belyser.

»En større krise i økonomien afstedkommer typisk et radikalt kursskifte i mainstream makroøkonomisk teori. For sin del bidrager det nye makroøkonomiske paradigme til at forme en fase af økonomisk vækst, om end meget langsommere og med større forsinkelse. Det nye vækstregime vil efter en tid gradvist afsløre sine begrænsninger, frem til det tidspunkt hvor en ny krise viser sig,« hedder det i artiklen.

Paradigmeskift

Denne ’interaktion’ mellem praksis og teori kan føres langt tilbage, f.eks. tilbage til den industrielle revolution i slutningen af 1700-tallet, som faldt sammen med Adam Smiths lancering af hovedværket Wealth of Nations, der sætter ord på en ny teoretisk forståelse af et frit, selvregulerende marked som den mest hensigtsmæssige indretning af økonomien.

Smiths værk introducerer liberalismen som afløser for den såkaldte merkantilisme, der prægede 1600- og 1700-tallet. Liberalismen fremstod som bedre egnet til at varetage interesserne for det velstillede borgerskab, der voksede frem i takt med industrialiseringen.

Adam Smiths teoretiske forestilling om en ’usynlig hånd’ som den styrende kraft i den fremspirende kapitalisme slog markant igennem og ledte til den praktiserede liberalistiske politik, der under navnet laissez-faire – laden stå til – dominerede økonomien frem til den krise, der begyndte med Wall Street-krakket i 1929.

»’Den store sammentrækning’ i 1930’erne var en meget dybere krise, der skabte radikale forandringer i historiens retning, hvad angår både det faktuelle og det tænkte,« skriver Vercelli.

Krisen med den omfattende og vedvarende arbejdsløshed viste således, at den usynlige hånd og laissez-faire ikke formåede at bringe tingene tilbage i balance.

»Det gødede jorden for den keynesianske revolution. I General Theory (John Maynard Keynes’ hovedværk, red.) forklarede den store økonom fra Cambridge, hvorfor frie markeder er ude af stand til at regulere sig selv, og hvorfor den klassiske økonomiske teori er ude af stand til at håndtere disse basale problemer.«

Så gennem 1940’erne blev keynesianismen konsolideret som den nye mainstreamøkonomiske teori, der gav staten en større rolle med aktive interventioner for at genskabe den beskæftigelse og sikre den fordeling af de nye velfærdsgoder, som markedet ikke havde klaret alene.

Den store moderation

Keynesianismens epoke blev gennem 1950’erne og 1960’erne en tid med høje vækstrater og velstandsstigning, men også en periode hvor sårbarheden gradvist blev øget på grund af voksende offentlige udgifter målt i andel af BNP samt voksende inflation, fordi den fulde beskæftigelse gav stærke fagforeninger, der fik presset markante lønstigninger igennem.

I begyndelsen af 1970’erne, da den første oliekrise ramte og skabte ny arbejdsløshed, blev situationen uholdbar, og den keynesianske økonomiske politik og teori kom i stærk modvind.

Den hidtidige politik kunne ikke håndtere situationen med kombineret høj arbejdsløshed og høj inflation, af Vercelli kaldt Den store stagflation (en sammentrækning af stagnation og inflation, red.).

»De fleste regeringer søgte hjælp i en ny politisk strategi – senere kaldet neoliberal – der byggede på privatisering og liberalisering,« skriver han.

»Dette radikale skift i økonomisk politik blev udlagt som i pagt med den antikeynesianske kontrarevolution, der fandt sted i 1970’erne.«

Fra da af blev neoliberalismen den nye mainstreamøkonomi med sit teoretiske fundament udformet af især Milton Friedman. I politikken kom deregulering og et liberaliseret marked i centrum fra begyndelsen af 1980’erne, og i den økonomiske teori blev fokus lagt på matematiktunge generelle ligevægtsmodeller.

»Med denne tilgang antages økonomien altid at være i ligevægt, og dens aktører ses som fuldt rationelle, mens arbejdsløshed altid er frivillig. Udsving i økonomien ses derfor som uafhængige af påståede markedsfejl og antages alene at skyldes ydre faktorer såsom forstyrrende intervention fra staten eller oliechok,« skriver Alessandro Vercelli.

Politiske indgreb for at modvirke op- og nedture i dette selvregulerende markedssystem oplevedes derfor som irrelevante og kun af det onde, noterer han og tilføjer, at en bedre betegnelse for dette paradigme end neoliberalisme kunne være ’ny laissez-faire’.

Gradvist bredte der sig i slutningen af 1990’erne den opfattelse af, at man omsider havde fundet nøglen til vedvarende at holde økonomien på sporet – den senere amerikanske centralbankchef Ben Bernanke talte i 2004 om ’Den store moderation’ som en ny varig tilstand, hvor de centrale parametre holdt sig i ro: stabil vækst, behersket inflation, lav arbejdsløshed, ingen voldsomme konjunktursving.

I 2007 nåede den danske statsminister Anders Fogh Rasmussen lige akkurat at sige, at økonomerne må overveje »at skrive lærebøgerne på universiteterne om« i lyset af den ny krisefri tilstand, før finanskrisen brød ud og styrtede dette ny verdensbillede i grus.

Spørgsmålstegnet

Vercelli gør opmærksom på, at bankkriser allerede fra 1980’erne begyndte at blive hyppigere, men blev set som isolerede hændelser, ikke som varsler om sårbarheden i en vildtvoksende finansiel sektor uden passende kontrol.

»En markant advarsel om den seneste ødelæggende recession kom med dot com-krisen i 2000-2002, som ramte det finansielle systems vigtige centre på alvorlig vis. Lektien herfra blev imidlertid ikke forstået i tilstrækkelig grad til at undgå ’Den store recession’,« hedder det i 2011-artiklen.

Vercelli anfører, at den »vidt udbredte holdning med overdreven tillid til ikkestyrede markeders evne til selvregulering drev aktørerne til træffe beslutninger, som løbende fik sårbarheden i de finansielle enheder til at vokse til niveauer uden fortilfælde«.

I kølvandet på Den store recession fra 2007 med alle dens samfundsmæssige omkostninger er det ifølge økonomiprofessoren blevet klart, at markeder ikke selv er i stand til at sikre hverken en tilfredsstillende indkomstfordeling, en rimelig realløn for de mange eller en stabilitet i beskæftigelsen. Men uden det falder efterspørgslen, og økonomien går i stå.

Her er ifølge Vercelli tale om »enorme markedsfejl (…) påført eller tilladt af neoliberal politik«.

Selve forestillingen om, at ’markedet ved bedst’ – et udtryk fra tidligere amerikansk centralbankchef Alan Greenspan – er tydeligt modbevist af udviklingen.

Artiklen fra 2011 konkluderer, at der er sket to store skift i makroøkonomisk teori og politik siden 1900: Fra laissez-fair til keynesianisme og fra keynesianisme til neoliberalisme eller ’nyklassisk økonomi’.

Vercelli noterer, at det første skift bragte mere realisme, mere virkelighed ind i teorierne, mens det andet skift gjorde det modsatte: Øgede vægten på idealiserede lovmæssigheder og antagelser, indlejret i abstrakte modeller.

I 2018, ti år efter Lehman Brothers-krakket, står vi stadig med store spørgsmålstegn. Den italienske økonomiprofessor oplever ikke, at noget nyt og mere tidssvarende paradigme er slået igennem i økonomisk teori.

»Jeg ser tværtimod en bevægelse baglæns,« siger han.

»I 2010 var der stadig håb om et paradigmeskift i økonomifaget. I tiden 2008-2010 kunne man notere en revurdering af Keynes blandt mainstreamøkonomer og politikere, men set i bakspejlet var det alene et redskab til at retfærdiggøre de massive redningspakker til megabankerne, betalt af skatteyderne.«

Vercelli understreger, at et fåtal fremtrædende økonomer i krisens kølvand trådte ærligt frem og gav udtryk for selvransagelse og et revideret syn på tingene – han nævner nobelpristageren Paul Krugman som én – »men de fleste toneangivende økonomer afviste blankt, at mainstreamøkonomisk teori og politik havde noget ansvar for opkomsten og den dårlige håndtering af Den store recession.«

»Som konsekvens af deres ubegrundede, men vellykkede forsvar, der blev tilskyndet og støttet af de stærke interesser, som nyder godt af den eksisterende orden, er mainstreamøkonomien blevet endnu mere firkantet i sin afvisning af enhver form for pluralisme. Man frygter endnu mere end før at miste sin monopolagtige stilling inden for faget og som rådgivere for politikerne,« siger Alessandro Vercelli.

’The big one’

Uanset at et mere vidtgående paradigmeskift fortsat afvises, mener han dog, at det er lykkedes at bringe virkeligheden mere ind i de økonomiske studier, ikke mindst takket være yngre økonomer som f.eks. Thomas Piketty, der har skabt øget fokus blandt økonomer på den stadig mere ulige indkomstfordeling.

Også en øget opmærksomhed blandt økonomer omkring miljøproblemerne kan registreres, om end det efter Vercellis opfattelse primært har ledt til anbefalinger om brug af markedsbaserede redskaber, der ikke er effektive nok, set i lyset af de miljø- og klimamæssige udfordringer.

– Hvis det ikke er tilstrækkeligt, hvad skal der så til?

»Vi kan ikke for alvor gøre os håb om at gøre økonomien reelt grøn med den nødvendige hast og dybde uden et radikalt paradigmeskift, der samtidig forbedrer den sociale bæredygtighed,« siger Vercelli og taler for en »altomfattende bæredygtighed«, forstået som bæredygtighed i fire dimensioner: socialt, miljømæssigt, økonomisk og finansielt.

»Det kræver ikke blot en ændret analyse, men også at vi anlægger en sammenhængende normativ tilgang, der kombinerer de grundlæggende værdier frihed, demokrati, udstrakt retfærdighed og bæredygtighed.«

Han nævner den økonomiske tilgang, der går under betegnelsen ’økologisk økonomi’ som central, om end dette paradigme endnu ikke i tilstrækkeligt omfang har indarbejdet nødvendige indsigter og metoder fra andre social- og naturvidenskabelige områder.

Vercelli opremser, hvad han ser som centrale forudsætninger for at accelerere omstillingen til en i bred forstand bæredygtig økonomi:

  • Kritisk pluralisme i den økonomiske og andre videnskaber, herunder i økonomiundervisningen, for at fremme kritisk sans og komme TINA-holdningen – ’there is no alternative’ – til livs
  • Bekæmpelse af den stigende ulighed, der fremmes af uregulerede markedskræfter og koncentrerer magten
  • Styrkelse af demokratiet via aktiv deltagelse af borgere og medarbejdere i virksomheder i beslutningerne
  • Fremme af positive frihedsrettigheder, herunder lige muligheder for alle
  • Større transparens i statens og myndighedernes arbejde for at sikre bedre demokratisk kontrol
  • Effektiv national kontrol med finanssektorens globaliserede aktører

– Er du mere eller mindre håbefuld i dag end i 2011 omkring mulighederne for et nyt paradigme for økonomisk teori og politik?

»I dag er jeg mindre håbefuld, fordi Den store recession er endt som en forspildt mulighed for forandring, hvis man ser bort fra visse mindre og lokale konstruktive undtagelser.«

»Den Store Depression i 1930’erne frembragte de nødvendige radikale forandringer på et årti i form af den keynesianske revolution af økonomien, Roosevelts New Deal i USA og de første skridt mod en fuld velfærdsstat. Den store recession har gjort det åbenlyst, at der er brug for nye og ikke mindre radikale forandringer. Men efter 10 spildte år frygter jeg, at den uundgåelige forandring først vil komme efter the big one – en krise, der er endnu mere katastrofal end den seneste.«

»Jeg ser den nærme sig, og jeg gør mit bedste for – sammen med mange andre mennesker af god vilje – at overbevise mine kolleger, politikere og den bredere offentlighed om at foretage de nødvendige radikale forandringer for at afværge den.«

Alessandro Vercelli har uddybet sine tanker om bl.a. en ’altomfattende bæredygtighed’ i bogen ’Crisis and Sustainability, The Delusion of Free Markets’, der udkom sidste år.

Serie

Vi tager økonomien tilbage

Økonomien er taget fra os. Vi forstår den ikke og har ikke magt over den. Og når vi ikke forstår økonomien, kan vi ikke stille dem, der har magten over den, til regnskab – endsige forandre den.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

@Ib Gram-Hansen, alle de hidtil tænkte alternativer til kapitalismen har kun medført ufrihed, elendighed og fattigdom samt ligegyldighed overfor miljøet. Og der er alle sunket i grus - heldigvis!

@Leo Nygaard, du er ikke helt skævt på den.. Jeg ved ikke om dagens skatteprincipper ligefrem skader miljøet - der er fx skyhøje afgifter på biler, benzin og diesel. Og ingen eller små afgifter på el-biler og el, samt tilskud til vindmøller osv. Men man burde nok sænke ejendomsskatterne i de store byer, så flere havde råd til at bo i byen, nær deres arbejde - og så afskaffe kørselsfradraget.

Staten behøver ikke "forstærke" erhverv - det ville blot føre til flere latterlige tilskudsordninger. Bare staten holder snitterne væk og for en gangs skyld reducerer bureaukratiet, så er det såmænd fint.

@Leo Nygaard, nå, der knækkede filmen...

UBI får du ikke mig med på - der er arbejdskraftmangel, så skal vi sgu da ikke betale folk for at dandere den!

Skat på ressourcer og jord, siger du. Vi har jo skat på forbrug, 25% moms, Europas højeste - der er forbrugsskat, så det basker. Hvis vi oven i lægger skat på jord, bliver samtlige basale fødevarer dyrere - det er jo frem for alt landbruget, der "bruger" jord. Og så kommer det også ud som stigende ejendomsskatter - hvor vi i forvejen betaler hårdt. At bo er en nødvendighed, ikke en luksus - hvorfor skal boligen (både leje og eje) så beskattes hårdere? Desuden vender både ejendomsskatter og moms reelt "den tunge ende nedad" - er det rimeligt?

Erhvervslivet er bedre end politikerne til at effektivisere, så hvis politikerne bare kunne koncentrere sig om at få effektiviteten op i den offentlige sektor, ville meget være vundet. Der tales meget om offentlig effektivitet, der er bare ikke nogen, der gør noget ved det!

Ib Gram-Jensen

Jens Winther,
En sidste bemærkning for at lukke diskussionen - "alle" tænkte alternativer er reelt set ét, nemlig planøkonomier med udemokratisk styring oven fra a la Sovjetunionen. Det er af gode grunde ikke konstateret, om andre alternativer vil fungere bedre. Men samtidigt må man erkende, at kapitalismen også rummer problemer: udbytning og ulighed (som i sig selv også er et demokratisk problem), fattigdom (som den har produceret meget af sin historie igennem), økonomiske kriser og miljøødelæggelse samt dårlig livskvalitet for mange og i mange henseender. Og ikke at forglemme imperialisme, krige og oprustning.

Randi Christiansen

Jens winther@ - jeg kan forstå, at du ikke ønsker at blive klogere og at forholde dig til tankerne bag økologisk økonomi som bekrevet i de to artikler, jeg linkede til dig.

Men så er der heldigvis andre, der vil.

@Randi Christiansen, jo - absolut, jeg vil gerne være klogere. Det har jeg faktisk altid arbejdet på at blive - og det er da også lykkedes i rimelig grad. Men de to artikler gør ikke mig klogere - selvom jeg kan læse og har en videregående uddannelse i økonomi.

Randi Christiansen

Jens@ - så burde du også være i stand til at respondere mere præcist på artiklernes pointer

Sider