Læsetid: 4 min.

Friedrich Hayek: Drop matematiske modeller og økonomisk politik. Markedet ordner alt

Den østrigske økonom Friedrich Hayek var ultraliberalisten der inspirerede Thatcher, Reagan og Friedman
Friedrich Hayeks hovedværk 'Vejen til trældom' var en kritisk liberalistisk analyse af socialisme og kommunisme som uundgåelig vej til totalitært diktatur

Sofie Holm Larsen

1. oktober 2018

– Hvordan tror De, han vil blive ranglistet i den økonomiske tænknings historie?

»Som en mand med rigtig mange ideer, der vidste meget lidt om økonomi. Bogstavelig talt. Han kendte ikke til andet end økonomi a la Marshall. Han var totalt uvidende om, hvad der foregik andre steder. Han vidste endog meget lidt om det 19. århundredes økonomiske historie.«

Det er den østrigske økonom Friedrich August von Hayek, der i et tv-interview fra 1978 taler om John Maynard Keynes, som døde i 1946 på toppen af international berømmelse. Hverken mens den britiske økonom levede eller efter hans død, holdt Hayek sig tilbage i sin kritik af Keynes og keynesianismen.

Hayek havde i sin ungdom en vis sympati for demokratisk socialisme, men blev under sin økonom-uddannelse på Wiens Universitet præget af sin lærer, den kompromisløse libertarianer Ludwig von Mises, der grundlagde den såkaldte ’østrigske skole’ af økonomer.

Denne retning, som Hayek selv efter Mises’ død blev den mest fremtrædende repræsentant for, talte – og taler – mod enhver form for statslig indblanding i markedet.

Det berettes, hvordan den unge Friedrich Hayek i 1931 blev importeret fra Østrig til England af London School of Economics (LSE), hvis direktør Lionel Robbins var uenig med Keynes og dertil misundelig over den status, Keynes havde tilført Cambridge University.

Hayek blev modtaget som en helt og blev efter fire forelæsninger ansat på LSE, hvor han forblev i 20 år. Han er blevet kaldt den klassiske liberalismes store fortaler og blev sent i livet en helt central inspirationskilde for Storbritanniens konservative premierminister Margaret Thatcher, USA’s præsident Ronald Reagan foruden liberalisten Milton Friedman.

’Skræmmende rod’

I striden i 1930’erne med John Maynard Keynes blev Hayek imidlertid taberen. Hvor Keynes under Den Store Depression bl.a. talte for, at centralbankerne skulle holde renten lav og øge pengemængden for at stimulere nye investeringer og dermed nye arbejdspladser, mente Hayek – der havde oplevet den ødelæggende hyperinflation i Østrig efter Første Verdenskrig – at en sådan stimulering af økonomien blot ville forværre krisen.

Hans grundlæggende synspunkt var, at ingen kunne havde fuldstændig viden om økonomiens veje og vildveje, hvorfor det var bedst at lade den passe sig selv, krise eller ej. Hver gang markedet røg ud af balance og i krise, var årsagen indblanding fra regeringer eller centralbanker, hævdede Hayek.

I logisk sammenhæng med dette synspunkt talte Hayek imod neoklassikernes satsning på komplicerede matematiske modeller af økonomien – hvis markedsøkonomien skulle have frit spil, gav det ikke mening at forsøge at opnå styring via abstrakte modeller.

Efter en kortvarig fascination af hans udfordrende tanker og kritik af Keynes vendte de fleste samtidige økonomer tommelfingeren nedad over for Friedrich Hayek. Om hans værk Prices and Production fra 1931 skrev Keynes selv, at det var »en af de mest skræmmende omgang rod, jeg nogensinde har læst«.

Hayeks hovedværk fra 1944, The Road to Serfdom (på dansk: Vejen til trældom), var en kritisk liberalistisk analyse af socialisme og kommunisme som uundgåelig vej til totalitært diktatur. Som politisk filosofi vakte værket en del opsigt, især i USA, men som økonom var Hayek på vej ud i glemslen, og i 1950 fortrak han til USA og var temmelig usynlig de næste årtier.

»Da Keynes døde, var Keynes og jeg de mest kendte økonomer,« hævdede Hayek i tv-interviewet fra 1978.

»Så skete der to ting: Keynes døde og blev ophøjet til helgen, og jeg miskrediterede mig selv ved at udgive Vejen til trældom. Det ændrede situationen fuldstændig, og i de følgende 30 år var det alene Keynes, der blev regnet, og jeg blev gradvist næsten glemt.«

Hayeks genkomst

Men i begyndelsen af 1970’erne skete der noget uventet. Oliekrise førte til økonomisk krise og vaklende tillid til den keynesianske medicin. Den nye konservative oppositionsleder i Storbritannien, Margaret Thatcher, genopdagede Hayeks værker og mødtes med ham til en samtale i London i 1975. »Hun er vidunderlig,« sagde Hayek efterfølgende.

Da Thatcher senere i 1970’erne på et møde med de konservatives forskningsafdeling fik forelagt et papir, der anbefalede en pragmatisk, midtsøgende linje, hev Thatcher en bog op af sin berømte håndtaske.

»Dette er, hvad vi tror på,« sagde hun og knaldede Hayeks bog The Constitution of Liberty fra 1960 i bordet. Den klassiske liberalismes store fortaler var inde i varmen igen. Neoliberalismen var på fremmarch.

Den største overraskelse, også for Friedrich Hayek selv, kom, da han i 1974 modtog Nobelprisen i økonomi. I en kommentar til tildelingen skrev det ultraliberale amerikanske Mises Institute, der dengang som nu hylder den østrigske skole og Hayek, at prisen skønt fuldt fortjent var en overraskelse, fordi »alle tidligere Nobelpriser i økonomi er gået til venstre-liberale og modstandere af det fri marked«.

Som mulig forklaring på tildelingen anførte instituttet, at det kunne afspejle en erkendelse hos Nobelkomiteen af »det åbenlyse og galopperende sammenbrud for den ortodokse keynesianske ’makroøkonomi’«.

En anden mulig forklaring kunne ifølge Mises Institute være, at Hayek skulle danne politisk modvægt til den anden, samtidige modtager af prisen, den svenske økonom og »notorisk venstreorienterede socialist« Gunnar Myrdal.

Anbefaling til videre læsning: Nicholas Wapshott: Keynes Hayek: The Clash That Defined Modern Economics. W. W. Norton, 2011

Serie

Vi tager økonomien tilbage

Økonomien er taget fra os. Vi forstår den ikke og har ikke magt over den. Og når vi ikke forstår økonomien, kan vi ikke stille dem, der har magten over den, til regnskab – endsige forandre den.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
  • Karen Grue
  • Olaf Tehrani
  • Espen Bøgh
  • Eva Schwanenflügel
  • Thomas Tanghus
  • Hans Ditlev Nissen
  • Ejvind Larsen
  • Steffen Gliese
  • Torben K L Jensen
Kurt Nielsen, Karen Grue, Olaf Tehrani, Espen Bøgh, Eva Schwanenflügel, Thomas Tanghus, Hans Ditlev Nissen, Ejvind Larsen, Steffen Gliese og Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Det er utroligt med den oliekrise: alle kunne se, at økonomien fik det skidt pga. en helt konkret, men kurérbar årsag, nemlig at de arabiske olieproducerende lande pressede den vestlige verden pga. Israel.
Men der var jo andre kendte kilder, der var på vej i produktion, herunder vore egne i Nordsøen - som med et slag ændrede på den kendte visdom om Danmark i 70erne: at vi kun havde ét råstof, og det var den begavede og uddannede ungdom.
Men olieudvindingen burde jo dels have fulgt den norske model med et statsejet selskab, dels have brugt massivt af indtægterne til at skabe en forsyningsmæssig uafhængighed af olie, gas og kul. Med det sidste blev beslutningerne igen truffet for sent - hvis man da kan sige, at de overhovedet er truffet på nuværende tidspunkt.
Det var aldrig en økonomisk krise i anden forstand, end at priserne på en nødvendig vare steg af politiske årsager

Jørgen Wentzlau

Det hører vel også med til historien at dollaren fra 1971 ikke længere kunne indløses lige over med guld, verden var ikke længere den samme. Herefter byggede værdiskabelse på gæld. Et eksperiment som vi ikke kender resultatet af. Hvem kan forstå Amerikas enorme budget-underskud og privat ejet Centralbank. Bag denne bank står 7 banker, der ejer hver et olieselskab!! også kaldt de 7 søstre.

Espen Bøgh, Eva Schwanenflügel, Torben K L Jensen og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Han opdagede aldrig ? at han blev brugt som nyttig idiot i Margret Thatcher´s og dem der stod bag Ronald Reagan (han var for dum) i deres paradigmeskifte fra den herskende "main-stream" økonomiske politik i begyndelse af 70´erne - "keynesiansk" til den neo-liberale ideologi skabt af en række neo-klassiske amerikanske tænke-tanke som feks. Heritage Foundation og Chicago-skolen med Milton Friedman som den store ideolog i USA og Friedrich von Hayek i Storbritannien.

Kristian Rikard og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar