Friedrich Hayek: Drop matematiske modeller og økonomisk politik. Markedet ordner alt

– Hvordan tror De, han vil blive ranglistet i den økonomiske tænknings historie?

»Som en mand med rigtig mange ideer, der vidste meget lidt om økonomi. Bogstavelig talt. Han kendte ikke til andet end økonomi a la Marshall. Han var totalt uvidende om, hvad der foregik andre steder. Han vidste endog meget lidt om det 19. århundredes økonomiske historie.«

Det er den østrigske økonom Friedrich August von Hayek, der i et tv-interview fra 1978 taler om John Maynard Keynes, som døde i 1946 på toppen af international berømmelse. Hverken mens den britiske økonom levede eller efter hans død, holdt Hayek sig tilbage i sin kritik af Keynes og keynesianismen.

Hayek havde i sin ungdom en vis sympati for demokratisk socialisme, men blev under sin økonom-uddannelse på Wiens Universitet præget af sin lærer, den kompromisløse libertarianer Ludwig von Mises, der grundlagde den såkaldte ’østrigske skole’ af økonomer.

Denne retning, som Hayek selv efter Mises’ død blev den mest fremtrædende repræsentant for, talte – og taler – mod enhver form for statslig indblanding i markedet.

Det berettes, hvordan den unge Friedrich Hayek i 1931 blev importeret fra Østrig til England af London School of Economics (LSE), hvis direktør Lionel Robbins var uenig med Keynes og dertil misundelig over den status, Keynes havde tilført Cambridge University.

Hayek blev modtaget som en helt og blev efter fire forelæsninger ansat på LSE, hvor han forblev i 20 år. Han er blevet kaldt den klassiske liberalismes store fortaler og blev sent i livet en helt central inspirationskilde for Storbritanniens konservative premierminister Margaret Thatcher, USA’s præsident Ronald Reagan foruden liberalisten Milton Friedman.

’Skræmmende rod’

I striden i 1930’erne med John Maynard Keynes blev Hayek imidlertid taberen. Hvor Keynes under Den Store Depression bl.a. talte for, at centralbankerne skulle holde renten lav og øge pengemængden for at stimulere nye investeringer og dermed nye arbejdspladser, mente Hayek – der havde oplevet den ødelæggende hyperinflation i Østrig efter Første Verdenskrig – at en sådan stimulering af økonomien blot ville forværre krisen.

Hans grundlæggende synspunkt var, at ingen kunne havde fuldstændig viden om økonomiens veje og vildveje, hvorfor det var bedst at lade den passe sig selv, krise eller ej. Hver gang markedet røg ud af balance og i krise, var årsagen indblanding fra regeringer eller centralbanker, hævdede Hayek.

I logisk sammenhæng med dette synspunkt talte Hayek imod neoklassikernes satsning på komplicerede matematiske modeller af økonomien – hvis markedsøkonomien skulle have frit spil, gav det ikke mening at forsøge at opnå styring via abstrakte modeller.

Efter en kortvarig fascination af hans udfordrende tanker og kritik af Keynes vendte de fleste samtidige økonomer tommelfingeren nedad over for Friedrich Hayek. Om hans værk Prices and Production fra 1931 skrev Keynes selv, at det var »en af de mest skræmmende omgang rod, jeg nogensinde har læst«.

Hayeks hovedværk fra 1944, The Road to Serfdom (på dansk: Vejen til trældom), var en kritisk liberalistisk analyse af socialisme og kommunisme som uundgåelig vej til totalitært diktatur. Som politisk filosofi vakte værket en del opsigt, især i USA, men som økonom var Hayek på vej ud i glemslen, og i 1950 fortrak han til USA og var temmelig usynlig de næste årtier.

»Da Keynes døde, var Keynes og jeg de mest kendte økonomer,« hævdede Hayek i tv-interviewet fra 1978.

»Så skete der to ting: Keynes døde og blev ophøjet til helgen, og jeg miskrediterede mig selv ved at udgive Vejen til trældom. Det ændrede situationen fuldstændig, og i de følgende 30 år var det alene Keynes, der blev regnet, og jeg blev gradvist næsten glemt.«

Hayeks genkomst

Men i begyndelsen af 1970’erne skete der noget uventet. Oliekrise førte til økonomisk krise og vaklende tillid til den keynesianske medicin. Den nye konservative oppositionsleder i Storbritannien, Margaret Thatcher, genopdagede Hayeks værker og mødtes med ham til en samtale i London i 1975. »Hun er vidunderlig,« sagde Hayek efterfølgende.

Da Thatcher senere i 1970’erne på et møde med de konservatives forskningsafdeling fik forelagt et papir, der anbefalede en pragmatisk, midtsøgende linje, hev Thatcher en bog op af sin berømte håndtaske.

»Dette er, hvad vi tror på,« sagde hun og knaldede Hayeks bog The Constitution of Liberty fra 1960 i bordet. Den klassiske liberalismes store fortaler var inde i varmen igen. Neoliberalismen var på fremmarch.

Den største overraskelse, også for Friedrich Hayek selv, kom, da han i 1974 modtog Nobelprisen i økonomi. I en kommentar til tildelingen skrev det ultraliberale amerikanske Mises Institute, der dengang som nu hylder den østrigske skole og Hayek, at prisen skønt fuldt fortjent var en overraskelse, fordi »alle tidligere Nobelpriser i økonomi er gået til venstre-liberale og modstandere af det fri marked«.

Som mulig forklaring på tildelingen anførte instituttet, at det kunne afspejle en erkendelse hos Nobelkomiteen af »det åbenlyse og galopperende sammenbrud for den ortodokse keynesianske ’makroøkonomi’«.

En anden mulig forklaring kunne ifølge Mises Institute være, at Hayek skulle danne politisk modvægt til den anden, samtidige modtager af prisen, den svenske økonom og »notorisk venstreorienterede socialist« Gunnar Myrdal.

Anbefaling til videre læsning: Nicholas Wapshott: Keynes Hayek: ’The Clash That Defined Modern Economics’. W. W. Norton, 2011