Læsetid: 6 min.

Handelskrig sender USA og Kina i skyttegraven

For 30 år siden rasede Donald Trump mod Japans økonomiske udnyttelse af USA, i dag er fjenden Kina. Ingen af parterne vil bøje sig i en strid, der nu inkluderer varer for flere hundrede milliarder dollar. Historien viser, at handelskrige sjældent har vindere
Hvad der i januar begyndte som en amerikansk importtold på vaskemaskiner, vil med næste runde af afgifter inkludere stort set alt, hvad USA køber i Kina. Konfrontationen har nået et niveau, som verden ikke har set i nyere tid. Her en produktionsfabrik i Pennsylvania, der er blandt de typer virksomheder, som eksperter mener, risikerer at må nedlægge arbejdspladser, fordi virksomhederne skal betale højere priser for udenlandske varer.

Hvad der i januar begyndte som en amerikansk importtold på vaskemaskiner, vil med næste runde af afgifter inkludere stort set alt, hvad USA køber i Kina. Konfrontationen har nået et niveau, som verden ikke har set i nyere tid. Her en produktionsfabrik i Pennsylvania, der er blandt de typer virksomheder, som eksperter mener, risikerer at må nedlægge arbejdspladser, fordi virksomhederne skal betale højere priser for udenlandske varer.

Ross Mantle

21. september 2018

I begyndelsen af året blev de første skud i handelskrigen mellem USA og Kina affyret. Denne uge ramte det tunge skyts. Donald Trump gjorde alvor af sine trusler og indførte told på flere end 6.000 kinesiske varer til en værdi af 200 milliarder dollar.

Kina kvitterede med at straffe amerikanske produkter for 60 milliarder dollar. En gengældelse, den amerikanske præsident har advaret om, kan udløse nye afgifter på varer for hele 267 milliarder dollar.

Hvad der startede som en amerikansk importtold på vaskemaskiner tilbage i januar, vil med næste runde af afgifter inkludere stort set alt, hvad USA køber i Kina. Konfrontationen er på få måneder eskaleret til et niveau, som verden ikke har set i nyere tid.

Storbanker, økonomer og politiske analytikere har haft travlt med at regne på konsekvenserne. For hvor galt kan det gå, når klodens suverænt største økonomier og eneste supermagter modarbejder hinanden økonomisk?

På kort sigt er der ikke grund til panik. Selv om summerne er enorme, udgør de fortsat under 2,5 procent af verdenshandlen. Og i en situation, hvor både den amerikanske og kinesiske økonomi trives, og hvor den globale vækst er høj, er risikoen for en omfattende international recession begrænset.

Når snakken falder på de mere langsigtede konsekvenser, er bekymringerne derimod mange. De negative sider af en handelskrig handler i høj grad om, hvor længe den varer – og her ser fremtidsudsigterne ikke lyse ud.

USA ønsker at give amerikanske virksomheder bedre forhold i Kina, at nedbringe handelsunderskuddet samt at skabe flere arbejdspladser ved at styrke den hjemlige fremstillingssektor på bekostning af produktion i Kina. Til dato har Kinas forhandlere ikke været i nærheden af at imødekomme de krav.

Pistol for panden

Adskillige forsøg på at nå til enighed har slået fejl. Senest har den kinesiske ledelse afvist nye forhandlinger med den begrundelse, at man ikke ønsker at forhandle med en pistol for panden. Set fra Beijing er tiltroen til, at USA overhovedet ønsker en løsning, eroderet.

»Den kinesiske ledelse ser det her som et forsøg på at holde Kina nede,« siger kinaekspert og senioranalytiker hos Nordea, Amy Zhuang.

Hun vurderer, at Kina kan gå med til at købe flere amerikanske produkter og gøre mere for at beskytte amerikanske virksomheders teknologi og rettigheder. Men at bøje sig for de mere strukturelle krav er en anden sag.

»Kina kommer ikke til at bøje sig i forhold til Made in China 2025,« lyder det fra Amy Zhuang med henvisning til den kinesiske industripolitik, der med økonomisk støtte fra staten skal sikre, at Kina bliver dominerende inden for ti teknologitunge sektorer.

I stedet er Kina begyndt at indstille sig på en langvarig konflikt. Med skattelettelser, subsidier og nye infrastrukturprojekter forsøger regeringen at mindske de negative økonomiske konsekvenser af faldende eksport.

Heller ikke fra amerikansk side er der tegn på forsoning. Dagen før den seneste runde straftold rettet mod Kina skrev Trump på Twitter:

»Toldafgifterne har sat USA i en meget stærk forhandlingsposition med milliarder af dollar og job, der flyder ind i vores land – og alligevel har prisstigningerne hidtil næsten ikke været til at få øje på. Hvis lande ikke vil lave fair aftaler med os, rammer afgifterne!«

Konfrontation som middel

Men udviklingen bør ikke overraske, vurderer den amerikanske handelsekspert Nelson Cunningham, der var særlig rådgiver under præsident Clinton og i dag leder en lobby- og konsulentvirksomhed i Washington. Han er overbevist om, at Trump er stålsat på at ændre handelsforholdet mellem USA og Kina.

»Det er velkendt, at Trump har det med at skifte mening. Derfor var der også på handelsområdet en tendens til at tro, at hans valgkampsretorik ikke skulle tages alt for alvorlig, og at han ville rette ind, når han sad i Det Hvide Hus. Det kom ikke til at ske. For han har aldrig afveget fra sine holdninger på det her område,« forklarer Nelson Cunningham.

»Graver man i Trumps fortid, vil man for eksempel finde annoncer indrykket af ham i The New York Times og The Washington Post tilbage i 1987, hvor ordlyden lige så vel kunne være fra en af hans taler i dag. Den gang var målet Japan. Så i forhold til handel har han i årtier været helt konsekvent.«

Trump har aldrig lagt skjul på, at handelskonfrontationer er midlet til at nå målet. Også selv om det strider med normal praksis og gældende aftaler.

»Trump vil helt fundamentalt nedbryde den regelbaserede globale orden, vi har haft som udgangspunkt siden Anden Verdenskrig. Det nuværende system begrænser et lands mulighed for at favorisere og vælge, hvilket er modstridende med Trumps syn på, hvordan USA bør forhandle med andre lande. Han vil tilsidesætte alle de regelbaserede begrænsninger, som Verdenshandelsorganisationen og handelsaftaler generelt står for,« siger Nelson Cunningham.

Tilbage i marts proklamerede Trump, at handelskrige er gode og nemme at vinde. Siden har USA meldt sig ud af eller dikteret genforhandlinger af flere bilaterale og internationale handelsaftaler.

»Trump fører ikke kun handelskrig mod Kina, men også en række andre lande, og det giver alle disse lande en motivation til at beskytte sig selv og tænke, at USA ikke er en holdbar, langsigtet handelspartner. De seneste par års udvikling ser ikke for positiv ud, for spørgsmålet er, om det kun er, hvad Trump vil, eller om det er, hvad amerikanerne mere generelt vil, og om det begynder at være mainstream. Det sætter gang i en udvikling, hvor EU og andre gør det samme, og så har vi pludselig en protektionisme, der ikke var der før,« siger Amy Zhuang fra Nordea.

Ikke nemt at vinde

Ved at isolere sig internationalt risikerer USA at styrke en tendens, hvor den globale magtbalance svinger fra Vest mod Øst. Og Kina har ikke været sen til at udnævne sig selv som den nye garant for globalisering og handel. Denne uge blev der traditionen tro afholdt World Economic Forum i den kinesiske millionby Tianjin. Her var Kinas premierminister, Li Keqiang, blandt talerne.

»Verden står ved en skillevej og må vælge mellem globalisering eller afglobalisering,« sagde han.

Sikkert er det, at Trumps handelspolitik er et brud med mange årtiers amerikansk tradition på området. Tidligere på året udgav økonomiprofessor ved Dartmouth College, Douglas Irwin, bogen Clashing over Commerce: A History of US Trade Policy.

Den beskriver, hvordan den amerikanske præsident siden 1930’erne har støttet handelsliberalisering og aftaler indgået ved forlig. En politik, der ifølge forfatteren i høj grad har gavnet amerikansk økonomi.

I erhvervsmagasinet World Finance går Douglas Irwin i rette med forestillingen om, at handelskrige skulle være nemme at vinde. Traditionelle krige har typisk vindere og tabere, men landes handel og økonomi er internationalt forbundet og kan påvirkes af mange faktorer.

»Økonomer mener generelt, at handel er gensidig fordelagtigt, og at hvis du stopper med at handle, så gør det ondt på din handelspartner, men det gør også ondt på dig selv, fordi prisen på din import stiger for forbrugerne,« forklarer han.

Fortalere for Trumps hårde handelslinje over for Kina ynder at fremhæve det japanske eksempel.

I 1970’erne og 1980’erne voksede Japans økonomi og teknologiske formåen i et tempo, der skabte bekymring i USA. Japan blev ligesom Kina i dag beskyldt for at holde landets valuta nede og for at begå industrispionage. Den amerikanske regering iværksatte en række undersøgelser og truede med høje importafgifter på japanske produkter.

Det viste sig at være tilstrækkeligt. Truslen fik den japanske ledelse til at indføre ny lovgivning, og krigen blev afblæst, før den var startet.

Men Kina anno 2018 lader sig dårligt sammenligne med Japan for 30 eller 40 år siden. Den kinesiske økonomi er i dag langt større – og så er Kina ikke en amerikansk allieret. Forholdet mellem Kina og USA er tværtimod præget af dyb mistro.

Under paneldebatterne ved World Economic Forum i Tianjin fyldte den eskalerende handelskrig – ikke overraskende – meget. En af debatterne havde deltagelse af Fang Xinghai, der er næstformand for den myndighed, der regulerer Kinas aktiemarked, og som hører under Kinas regering.

Hans vurdering var, at Trumps tariffer ikke for alvor vil kunne ryste den kinesiske økonomi. Told på samtlige kinesiske varer ville betyde et dyk i Kinas BNP på omkring 0,7 procentpoint, og det var den kinesiske regering forberedt på.

»Forhandlinger kan ikke føres med denne slags taktik. Det kan være, det virker over for et lille land – det skal jeg ikke kunne sige. Men det virker ikke på Kina,« sagde Fang Xinghai ifølge amerikanske CNBC.

Kina opkøber infrastruktur over hele Europa.
Læs også
For amerikansk landbrug kommer handelskrigen på et yderst ubekvemt tidspunkt, hvor priser på sojabønner, majs og hvede er i bund. Den kinesiske straftold vil ramme sojabønner, USA’s største eksportvare til Kina. Det vil især gå ud over landmænd i Ohio, Iowa og Indiana.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Toke Kåre Wagener
  • Torben Lindegaard
Toke Kåre Wagener og Torben Lindegaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Lasse Karner

Vi skal også have med, at USA gør alt for at WTO skal sande til ved at forhindre udnævnelsen af dommere til det centrale organ WTO Dispute Settlement Body.

Donald Trump mener, at USA taber for mange sager ved denne domstol -
og ser i øvrigt helst WTO hen, hvor peberet gror.

Det er en gammel fobi hos Trump, at USA skal undgå regel- & aftalebaserede, multilaterale organisationer - næh, Mano a Mano, det ved man hvad er !!

Torben K L Jensen

Kina har de facto monopol (90 %) på sjældne jordarter - et uundværligt element i al elektronik,vindmøller altså alt hvad der har med stærke magneter og el-produktion at gøre.
Det ultimative våben Kina har i handelskrigen med USA - men det ville så også ramme resten af verden - en provokation der kunne udvide handelskrigen til hele verden og det er ret usandsynligt.

Begge parter har noget på hinanden. Kina er afhængige af USAs store marked og amerikanerne er de facto i lommen på kineserne der ejer milliarder og atter milliarder af amerikanernes gæld.

Det kan kun blive en vinder for os andre når de to giganter har ondt i røven over hinanden. Meget værre ville det være hvis de samlede deres markedskræfter og begyndte at diktere mere overfor os andre end det er tilfældet i øjeblikket.