Læsetid: 10 min.

Hungersnød er på vej tilbage som fænomen – fordi vi tillader det

Bekæmpelse af sultkatastrofer har været en enestående succes i de seneste 40 år, hvor hungersnød stort set har været på vej til at forsvinde. Men især de humanitære katastrofer i Yemen viser, at vi tillader en tilbagevenden af den menneskeskabte hungersnød. I dag sker katastroferne ikke på grund af tørke og ekstremt vejr, men fordi vi vælger, at de skal ske, siger en af verdens førende hungerforskere Alex de Waal
»I Yemen har vi en koalition støttet af USA, Storbritannien og Frankrig, der er i gang med grundlæggende at ødelægge den sociale og økonomiske infrastruktur for et land og en befolkning – og dermed forårsage en hungersnød. Og stormagterne har ikke et problem med det,« siger Alex de Waal, der har skrevet en bog om hungersnød.

»I Yemen har vi en koalition støttet af USA, Storbritannien og Frankrig, der er i gang med grundlæggende at ødelægge den sociale og økonomiske infrastruktur for et land og en befolkning – og dermed forårsage en hungersnød. Og stormagterne har ikke et problem med det,« siger Alex de Waal, der har skrevet en bog om hungersnød.

Hani Mohammed

4. september 2018

Der er en god nyhed og en dårlig nyhed, hvis man bor i en del af verden, der med jævne mellemrum bliver ramt af tørke.

Den gode nyhed er, at ens risiko for at sulte er langt mindre, end den var for ens forældre eller bedsteforældre.

De, der er ældre end 40 år, kan muligvis huske hungerkatastrofer i Biafra, Etiopien, Cambodia og Kina, men siden 1980 er der blevet færre og færre historier om omfattende hungersnød, påpeger den ansete forsker og aktivist Alex de Waal, der siden 1980’erne har arbejdet med nogle af de værst ramte områder i Afrika.

Videnskabelige fremskridt i fødevareproduktionen, bedre planlægning, et politisk paradigmeskifte og en eksplosion i ressourcer brugt på nødhjælp og udvikling har i den grad virket.

I sin seneste bog, Mass Starvation: The History and Future of Famine, gennemgår han sultens udvikling og påviser, hvordan der i årene frem til slut-1970’erne døde omkring en million mennesker om året af sult, mens det gennemsnitlige antal siden er faldet i en støt dalende kurve frem til ca. 50.000 årlige sultrelaterede dødsfald i dag. 

Det var den gode nyhed, som Alex de Waal satte sig for at beskrive, også for at gøre op med en række forestillinger om hungerens karakter og dynamikker.

Undervejs opdagede han imidlertid, at der også var en anden nyhed. En dårlig nyhed.

»Da jeg begyndte på bogen for tre år siden, ville jeg egentlig bare have kaldt den ’hungersnødens historie’, fordi jeg tænkte, at det var et fænomen, som var på kanten til at være udryddet. Men jeg opdagede, at det var vendt tilbage på katastrofal vis,« forklarer Alex de Waal, der selv har oplevet hungersnød tæt på i både Somalia i slut-1980’erne og senere i Sudans Darfur-region, hvor han var en af de ledende kræfter i kampen for at gøre verden opmærksom på sultkatastrofen og det sudanske styres rolle i den.

Den nylige forandring kommer både til udtryk i antallet af sultende og i den overordnede holdning til hunger.

»Ideen om at bruge hunger som et politisk redskab er afgjort i fremgang globalt. Ikke i et omfang som man så det i begyndelsen af det 20. århundrede, men vi er på vej i den forkerte retning,« siger han og nævner borgerkrigen i Yemen som et skræmmende eksempel på en eskalerende hungerkatastrofe, vi lader ske.

»I Yemen har vi en koalition støttet af USA, Storbritannien og Frankrig, der er i gang med grundlæggende at ødelægge den sociale og økonomiske infrastruktur for et land og en befolkning – og dermed forårsage en hungersnød. Og stormagterne har ikke et problem med det,« siger han.

Konflikter skaber sult

På den måde er hungersnøden som fænomen vendt tilbage. Den er vendt tilbage i form af billeder af  sultende fra syriske byer og kvarterer, hvor især regimet har prøvet at sulte modstanden ud. Men Syrien er langtfra det eneste sted – eller for den sags skyld det land, der er hårdest ramt af hunger.

Sidste år var der for første gang i mange år flere mennesker, der var hungerramt og truet af sult, end året forinden. Om få uger offentliggør FN-organisationen WFP de nyeste tal, og ifølge de foreløbige opgørelser fortsætter tendensen.

Krige i blandt andet Yemen og Sydsudan har gjort situationen ekstrem vanskelig for civilbefolkningen.

Fødevareproduktionen udsættes for målrettede angreb, ligesom den infrastruktur, der sikrer fordeling af fødevarer, optræder som et af de hyppigste mål i Yemens borgerkrig: Veje, havneanlæg, markeder bombes systematisk af den saudiskledede koalition, der støtter den ene side i borgerkrigen, og angrebene er blevet kaldt krigsforbrydelser.

Det er en af de bærende pointer for den britiske forsker: At hungerkatastrofer er menneskeskabt og i stigende grad et resultat af enten målbevidst handling – eller bevidst fravalg af handling.

Alex de Waals bog er et opgør med den tænkning, at hungerkatastrofer er en følge af naturfænomener som tørke eller oversvømmelser og overbefolkning. Mens verdens befolkning er eksploderet i de seneste 40 år, er antallet af alvorlige hungersnød faldet omvendt proportionalt, fordi vi er blevet utrolig dygtige til at hindre, at folk dør af sult – når vi vælger at gøre det.

»Der er absolut en manglende erkendelse af, hvor stor en succes overvindelsen af hungersnød har været. Det er en gigantisk historisk præstation, som vi slet ikke er stolte nok af – og som vi er dårlige til at stå vagt om,« siger Alex de Waal.

»Det er relativt enkelt at stoppe hungerkatastrofer i dag. Det burde være en international norm.«

»Hungersnød er et formidabelt våben«

I bogen gennemgår De Waal hungersnød som fænomen gennem tiderne. 

Fra de sultkatastrofer, der var konsekvensen af den indonesiske Tambura-vulkans udbrud, der i 1816 skabte et år uden sommer i Europa, over kolonitidens mere menneskeskabte hungersnød i f.eks. Indien, til Stalins udsultning af Ukraine i 1930’erne, nazisternes hungerplan og Maos kulturrevolution, som kostede mange millioner livet, og op til nutidens store sultkatastrofer i Afrika.

Forholdet til brugen af hungersnød er mere ambivalent, end man skulle tro. Den britiske kolonisator og officer George Hamilton-Browne citeres for at afskrive maoriernes krigertraditioner og derefter pralende tilføje:

»Civiliserede hvide mænd, derimod, bruger hunger og tørst som to af deres mest formidable våben.«

Et andet eksempel er Bill Clintons udenrigsminister i 1990’erne, Madeleine Albright, der konfronteret med en rapport om, at USA’s blokade af Irak havde kostet en halv million børn livet udtalte, at »vi mener, det er den pris værd«.

Samme ambivalens kan ifølge de Waal spores i folkeretten og krigens love, hvor selv nazisternes store hungerplan, der skulle have udryddet 30 millioner »ubrugelige munde« i øst, men ’kun’ endte med at koste fire-fem millioner livet, ikke blev et selvstændigt anklagepunkt i Nürnberg-processen.

Måske fordi de allierede selv var skyldige i bevidst at foranstalte eller tillade hungersnød under krigen, i for eksempel Indiens Bengal-provins, hvor britisk krigslovgivning var kraftigt medvirkende til to-tre millioner sultdræbte, mens Stalin havde den ukrainske holodomorhungersnød på samvittigheden.

Det er imidlertid en position, der har forandret sig i løbet af de seneste 40 år. 1970’ernes og 1980’ernes hungerkatastrofer ændrede synet på sult, forklarer Alex de Waal:

»Fra 1970’erne og frem skete der et politisk skifte, hvor hungersnød blev uacceptabelt, og vestlige ledere begyndte at sige: ’Dette er noget, vi kan forhindre i at ske. Det er noget, vi kan stoppe.’ Og endnu mere vigtigt: I de hungersnødsramte lande begyndte ledere og civilsamfund at skabe fokus på problemet. Der var et krav om politisk gennemskuelighed og ansvarstagen i forhold til hungersnød, som gjorde det meget sværere at gennemføre hungerkampagner, og som gjorde det mere gennemskueligt, hvad man skulle gøre for at undgå hungersnød. Den humanitære branche voksede voldsomt og blev langt mere professionel,« siger den britiske forsker, der i høj grad forbinder udviklingen med demokratiske fremskridt og taler om en »politisk kontrakt om at bekæmpe hunger«.

»Det er meget tydeligt, at systemer, hvor den politiske proces er åben for granskning og debat, har været fundamental i processen med at stoppe hungersnød. Det er ikke et tilfælde, at uanset hvor vi ser demokrati vokse frem, ser vi hungerkatastrofer på tilbagetog,« siger han, men understreger samtidig en vilje til at fjerne den politiske dimension i hungerbekæmpelsen som en del af succesforklaringen:

»En af de relativt få udenrigspolitiske succeser under George W. Bushs regeringer var, at han anlagde en politik om ’ingen hungersnød på min vagt’, og han instruerede sine embedsmænd i forfølge den politik og hindre sultkatastrofer. Implicit sagde han, at hvis det karambolerede med andre politiske prioriteter, måtte de udrede dem senere. Han var parat til at støtte upopulære tiltag som at give fødevarestøtte til Nordkorea til at sende fødevarer til Darfur via Sudan på et tidspunkt, hvor den sudanesiske regering begik ubegribelige overgreb – alt sammen for at hindre hungersnød,« siger han og tilføjer, at det var en succesfuld politik, som nemt kunne gentages.

Ikke en prioritet at stoppe hungersnød i Yemen

I stedet er der sket noget andet.

Mens eksperter taler om et kollaps i den liberale verdensorden, er flere regimer og magtfulde aktører blevet villige til at anvende hunger som politisk instrument. Og på den anden side er der opstået en vigende konsensus om ikke at acceptere hungersnød.

»I Yemen er den meget tragiske sandhed, at vestlige regeringer, USA, Storbritannien og Frankrig først og fremmest, ikke står klar til at holde Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater ansvarlige for deres handlinger. Det er en højere prioritet ikke at skade en strategisk mellemøstlig alliance. Det er deres prioritet. Derfor ser vi ingen en politisk handling,« konstaterer han.

»I Syrien har vi en anden situation, hvor Assad-regeringen tvang oprørske nabolag til enten at flygte eller overgive sig via hungermidler. Det er en anden konfiguration, men de har alle det til fælles, at de humanitære normer er under pres fra andre politiske prioriteter,« siger han og nævner et tredje eksempel, som er gået mere under radaren:

»Det havde været rimelig nemt at undgå hungersnøden i Somalia i 2011, hvis USA havde tilbudt fødevarehjælp i en form og et omfang som i andre år. Men fordi der var en anden prioritet, nemlig terrorforebyggelse og den lovgivning, som er forbundet med den, som man vurderede var vigtigere end at hindre hungersnød, afværgede man ikke katastrofen. Det blev decideret gjort kriminelt at give fødevarehjælp, hvis det på nogen måde kunne komme terrormistænkte til gode, og det blev en stor forhindring for hjælpearbejdet,« siger han og tilføjer, at vi ser det samme i Nigeria. 

»Det er ikke vendt tilbage som den folkemordshungersnød, vi så nazisterne udføre, eller de massive hungerkatastrofer, som de koloniale magter og Mao udførte, men vi ser hungerkatastrofer vinde frem, fordi de i stigende grad bliver accepteret, og fordi ønsket om at hindre dem bliver underordnet andre politiske hensyn. Og derfor vil vi sandsynligvis også få flere i fremtiden,« konstaterer han.

Modhumanitær bevægelse

Hvorfor udviklingen er vendt, kan der gives flere forklaringer på.

I bogen refererer De Waal til en overordnet modhumanitær bevægelse, som man ser i reaktionære terrorbevægelser som Boko Haram og Islamisk Stat. Men udtrykket kan også bruges om Vesten, hvor modstanden mod internationale konventioner, internationalt engagement og brug af ressourcer i Den Tredje Verden er under angreb. Det bekymrer Alex de Waal.

»Der er en bekymrende modstand imod en overordnet humanisme. Den humanisme er under angreb, uanset om man taler om flygtninge på Middelhavet eller som her hungersnødsbekæmpelse i fremmede lande. De humanitære prioriteringer i vestlige regeringer er afgjort i skudlinjen i øjeblikket,« siger han.

»Vi er nødt til at vægte imellem en teknisk og en politisk tilgang til sult. Der er en stærk kapacitet og viden til rådighed jorden rundt, og til tider er det bedst at anvende den tekniske viden på en meget upolitisk måde. Men vi må ikke glemme, at årsagerne til, at sult finder sted, også er politiske. Derfor må vi afveje de to.«

Men man kunne også indvende, at verden i de seneste år har været overvældet af en række meget voldsomme konflikter, der har overbelastet det humanitære system. Det kunne tale for, at genkomsten af sultkatastrofer er et midlertidigt fænomen?

»Jeg tror, det er op til os. Den liberale humanitære fløj er lidt i opløsning for øjeblikket. Det kræver ikke nogen særlig historisk viden at nævne historiske øjeblikke, hvor vi stod i langt sværere kriser, og læren fra dem var, at vi står bedre ved at bygge stærke og forholdsvis uafhængige humanitære institutioner bygget på fælles principper og en stærk international lovgivning. Hvis alle nationer blot søger at beskytte sig selv, vil vi uden tvivl få større kriser.«

Men selv om de internationale institutioner også er under pres i øjeblikket, finder Alex de Waal nogen optimisme i, at selve temaet ’menneskeskabte sultkatastrofer’ synes at vinde opmærksomhed hos folk af forskellig politisk observans.

»Jeg var meget skeptisk i forhold til den internationale lovgivning for nogle år siden. Men her har det faktisk rykket sig, og det er et af de få opmuntrende steder, hvor det bevæger sig i den rigtige retning i form af FN-resolution 2417 om væbnet konflikt og sult, som meget tydeligt fordømmer udsultning af civile som en potentiel krigsforbrydelse. Og det blev vedtaget af Sikkerhedsrådet.«

Konsekvensen bliver ikke, at vi snart vil se anklager og domsfældelser om sult som våben, men det markerer et overordnet skifte i holdningen – også blandt mere konservative stemmer.

»Det vigtige for regeringer, der er engageret i de her spørgsmål, er at forstå: Det er ikke svært at forebygge hungersnød, det er faktisk svært at skabe hungersnød. Vi har et stærkt apparat til at forebygge det, og vi har også i stigende grad en juridisk struktur til at stoppe det. Danmark og andre lande bør støtte op om at implementere FN-resolution 2417 og overbevise vores allierede Saudi-Arabien og UAE om, at det ikke kun er etisk forkert at foranstalte hungersnød. På alle parametre er det også dumt.«

Elendigheden er enorm i Yemen: Alt for lidt nødhjælp når frem til det krigshærgede land, som Saudi-Arabien og dets allierede har blokeret, og når den endelig når frem, når den ofte ikke de nødlidende, men bliver videresolgt af mellemmænd.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • David Zennaro
  • Poul Erik Riis
  • Lise Lotte Rahbek
  • Peter Knap
  • Eva Schwanenflügel
Bjarne Bisgaard Jensen, David Zennaro, Poul Erik Riis, Lise Lotte Rahbek, Peter Knap og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Somme tider kan myten skjule virkeligheden, og så er det godt med folk som Alex de Waal.
Hans studier fjerner dog ikke den bekymring klimaændringerne vækker hos mig. I år blev vi reddet på stregen, men bliver tørkesomrene mere hyppige og stadig længere og varmere, får også vi problemer med madforsyning.
Bliver Australien også reddet af regn eller står de allerede til tørkebetinget fødevaremangel?

Lise Lotte Rahbek

Der er en bekymrende modstand imod en overordnet humanisme

Ja. Herhjemme findes denne modstand ofte hos menesker, som ynder at vrænge udtrykket "godhedsindustri"

Anders Sørensen, Per Hansen, David Zennaro, Lars Løfgren, Rolf Andersen, Mogens Holme, Anders Reinholdt, Bettina Jensen, John Andersen, Eva Schwanenflügel og Ivan Mortensen anbefalede denne kommentar
Margit Johansen

Det er hjerteskærende, at uskyldige børn sulter og dør. Det afvæbner enhver kommentar.
Hvad kan vi gøre? Sende flere penge? Nødhjælp? Ja. Nu. Og små sedler, hvor der står: "Hold
op med at stemme på de idioter, der ødelægger jeres land."

Hvor mange lande (alle muslimske) har Danmark været med til at bombe i dette spæde århundrede? Bare fordi USA ønsker det. Vi er kommet langt siden 1951 hvor Danmark sendte hjælp i form af et hospitalsskib frem for en militær deltagelse. Har nogen af disse lande, som vi nu hare været med til at sønderlæmme fået det bedre? Hvordan ville verden se ud hvis disse enorme summer brugt til krig mod lande som ikke have generet os var brugt til udvikling?

Per Hansen, Per Torbensen, Flemming Berger, Lars Løfgren, Poul Erik Riis, Mogens Holme, Søren Bro, Michael Boe, Torben K L Jensen og Bettina Jensen anbefalede denne kommentar

I forlængelse af John Andersens kommentar; i årtierne efter Anden Verdenskrig talte flere og flere også om international solidaritet, om aldrig mere krig - og om omfordeling som en vej mod stabilitet og fællesskaber i nationerne. I det hele taget var socialstaten under mobilisering, formentligt mest udtalt i de nordiske lande. Men svaret på denne uheldssvangre udvikling, som jo kunne betyde at erhvervslivets indtægtsgrundlag ville falde og dets beskatningsgrundlag stige - hvormed magtbalancen overfor almindelige menneskers (djævelsk fordummede og selviske!) vilje og vaner ville ændres i sidstnævntes farvør, kom i form af EF-udviklingen, som initieredes af erhvervslivets europæiske giganter (stål- og kulindustrierne) og hurtigt fandt samklang med de traditionelt magtbærende partiers interesse i at bevare såkaldt markedsdemokratiske (altså demokratier som reguleres af markedet; ikke demokratier som regulerer markedet) tilstande i Europa, hvormed vi fik diskursen om et fredeligt, krigsforebyggende Europæisk Fællesskab (siden Union), som værner om markedet, konkurrenceprincipperne og den øknomiske væksts kurs ind i Himmerige. Denne diskurs er kun i mild grad, og periodisk, forstyrret af folkelig kritik - fordi den er integreret i den danske systemkultur; folkeligt og ideologisk.

'Ideologier er noget bras', sagde vores egen Poul Schlüter i 80'erne, næsten samtidig med at Thatcher på den anden side af Nordsøen erklærede at 'there is no alternative to capitalism'.

Bjarne Bisgaard Jensen, Trond Meiring og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar

I 1960 boede der 5 millioner i Yemen i dag bor der 22 millioner. Yemen har en af de højeste fødselsrater i verden, og i gennemsnit føder en jemenitisk moder seks børn. Det estimeres at der i 2050 vil bo +50 millioner i Yemen.

Per Torbensen, Claus Nielsen, Morten Clausen og Jens Falkenberg anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Hvor blev humanismen af ? - Synes overskriften at være. Jeg vil hellere spørge : Hvor blev realismen af ?
Med skrumpende arealer der kan dyrkes,højere vandstande efter afsmeltning af polerne,ørkener der bliver større,mangel på ferskvand,optøning af de enorme tundraområder med permafrost kan man ikke bare pisse i bukserne for at få varmen. Forstå det det dog. Humanisme uden reel kontant hjælp til selvhjælp er en hån overfor de sagesløse der bliver ramt af krige om vand og klimaændringer.

Klimaændringer har indtil videre ingen betydning for, om mennesker sulter - i hvert fald ikke en negativ. Adgangen til rent drikkevand er derimod af stor betydning og kan løses teknologisk alle steder, hvis man bruger ressourcer nok til den rette infrastruktur.
Det er den lede kapitalisme og det onde Vesten, der har ført an i at reducere sulten i verden. Når vi ikke gør noget, går det som i Syrien og i Yemen. Det er Trump muligvis godt tilfreds med, ordentlige mennesker kan ikke være det.