Læsetid: 3 min.

Hvem bliver trådt ned og hvem bliver skubbet til tops i det store europæiske puslespil?

I 2019 skal en række europæiske topposter besættes på ny. Nu er kampen åbnet om, hvem der bliver de nye præsidenter i Europa-Kommissionen og i Den Europæiske Centralbank. Vi har valgt tre kandidater til hver post ud og præsenterer dem her
15. september 2018

Medierygter med baggrund i tyske regeringskilder er efterhånden blevet bekræftet af Merkels tavshed: Tyskland vil næppe prøve at sætte sig på topposten i Den Europæiske Centralbank i 2019.

Desto mere lugter det af en tysk afløser for Jean-Claude Juncker som præsident i EU-Kommissionen – unionens mest magtfulde hverv. Macron vil omvendt kæmpe for øget fransk indflydelse.

Men valget af kommissionsformanden afhænger ikke bare af regeringschefernes forgodtbefindende, men også af udfaldet af EU-Parlamentsvalget i maj 2019, hvor partigruppernes spitzenkandidater – trods Merkels og Macrons modstand – viser retningen for, hvem der nomineres til topposten i kommissionen. Desuden kan det hele forrykkes af nye magtforhold i Europa-Parlamentets politiske grupper, som i sidste ende skal vælge den endelig kommissionspræsident.

Kandidater til posten som præsident for Den Europæiske Centralbank

Franske favoritter: François Villeroy de Galhau

Molly Riley

Den 59-årige chef for Banque de France med rødder i Luxembourgs elitemiljø er kendt som en pragmatiker, der – om end kritisk – har bakket op om Draghis ekspansive pengepolitik under eurokrisen. Det gør ham desto mere valgbar blandt de sydeuropæiske statsledere.

Hans landskvinde, IMF-chefen Christine Lagarde tilskrives for tiden også alle mulige topjob i EU, herunder ECB-chefposten. Da EU vil fremme kvinder i de øverste stillinger, er hun formentlig et stærkere kort end ECB-insideren Benoît Cœuré, der har siddet i ECB’s styrelsesråd siden 2012, men hvis genvalg vil kræve beskidte juridiske krumspring.

De små landes tur: Ardo Hansson
Jim Watson

Alle franske kandidater har den ulempe, at Frankrig allerede har siddet øverst i ECB i skikkelse af Jean-Claude Trichet i 2003-2011. Dermed kunne det blive de mindre eurolandes tur.

Et stærkt kort er den vellidte chef for den estiske centralbank, den 60-årige Ardo Hansson, der siden 1990’erne har arbejdet på at koble den estiske krone til den hedengangne D-mark og indføre euroen.

Hansson er garvet medlem af ECB-rådet, hvor han for en sydeuropæisk smag nok er lidt af en pengepolitisk ’høg’. Derfor får esteren konkurrence af lederen af den finske centralbank, Olli Rehn, der som EU-kommissær for økonomi og valuta har prøvet lidt af hvert under eurokrisen.

Fra favorit til outsider: Jens Weidmann
HANNIBAL HANSCHKE

Chefen for den tyske Forbundsbank Jens Weidmann blev længe regnet som topkandidat til ECB-tronen i Frankfurt – ikke mindst i Tyskland, som aldrig har siddet på posten. Men så slap rygtet ud, at Merkel hellere vil besætte formandsposten i EU-Kommissionen med en tysker.

Det skyldes bl.a., at Weidmann har været en arg kritiker af Mario Draghis krisepolitik. I 2012 var han den eneste nationalbankchef, der stemte mod opkøb af statsobligationer. Weidmann ville derfor styrke karikaturen af den tyske sparepisk over Sydeuropa.

Desuden har Merkel formentlig øje for, at der kan laves endnu mere politik med posten som kommissionspræsident.

Kandidater til posten som præsident for Europa-Kommissionen

Tysk topkandidat: Manfred Weber
Vincent Kessler

Den 46-årige bayerske jurist Manfred Weber har som den første meldt ud, at han går efter at blive spitzenkandidat i EU-parlamentets største partigruppe EPP. Weber har ingen regeringserfaring og er mere kompromismager end beslutningstager. Men han er vellidt i EPP og kan sælge sig som folkets mand. Hidtil har Merkel dog kun givet lunken opbakning til CSU-manden Weber og hele proceduren med spitzenkandidater.

I EPP udfordres Weber kraftigt af franske Michel Barnier, EU-ansvarlig for Brexit-processen. Trods stor popularitet ligner Barnier med sine 67 år ikke opbruddets mand i et presset Europa – heller ikke hvis han støttes af Macron.

Mulig arbejdssejr: Frans Timmermans
Patrick Seeger

Han er allerede vicepræsident i kommissionen og Junckers højre hånd. Dermed burde den 57-årige tidligere hollandske udenrigsminister og nuværende EU-kommissær Frans Timmermans også have en vis chance for at komme helt til tops.

Han er en fremragende retoriker og behersker seks europæiske sprog. Men selv internt i den socialdemokratiske familie, som står til et mærkbart stemmetab, har han både EU’s slagkraftige og vellidte udenrigsrepræsentant Federica Mogherini og valutakommissær Pierre Moscovici fra Frankrig som konkurrenter.

Dansk bobler: Margrethe Vestager
Francois Lenoir

Ikke bare tyskere og franskmænd har et godt øje til konkurrencekommissær Margrethe Vestager. I hele Europa spørger medier, om hun kan blive den første kvinde i EU’s vigtigste hverv.

Det tysk-franske spil om topposterne øger ikke umiddelbart Vestagers chancer. Selv hvis hun bliver spitzenkandidat i den liberale gruppe, bliver de næppe den stærkeste kraft i EU-parlamentet. Men Macrons En Marche, som ikke tilhører nogen europæisk fraktion, flirter med de liberale. Så måske vil han pege på Vestager, når regeringschefernes skal udpege deres kandidat.

Ved det endelige valg i Europapa-Parlamentet ville den populære dansker stå med gode chancer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Uanset har vi præcis 0.0% indflydelse på disse valg. De kan for den sags skyld vælge en gammelmarxist eller en storskattesvindler. Vi må tage, hvad der kommer.