Læsetid: 4 min.

Jan-Werner Müller: Orbán er en langt større trussel mod EU end Brexit og eurokrisen

Ungarns premierminister, Viktor Orbán, har opbygget en mafiastat midt i Europa, der slet ikke lever op til EU’s pricipper. Og det går ikke. Ja, det truer faktisk hele unionen, mener den anerkendte tyske politolog Jan-Werner Müller. For hvis landene ikke kan stole på hinandens retsvæsener, er det ’game over’ for EU
Ungarns premierminister, Viktor Orbán, har opbygget en mafiastat midt i Europa, der slet ikke lever op til EU’s pricipper. Og det går ikke. Ja, det truer faktisk hele unionen, mener den anerkendte tyske politolog Jan-Werner Müller. For hvis landene ikke kan stole på hinandens retsvæsener, er det ’game over’ for EU

GALI TIBBON

13. september 2018

»Hvis du spørger mig: ’Hvad kan grundlæggende ødelægge EU?’ Så er svaret, at Ungarn og Polen er en langt større trussel end Brexit og eurokrisen – både moralsk og juridisk.«

Sådan siger den tyske politolog Jan-Werner Müller, der er professor på Princeton University og forfatter til bøger om populisme og demokratiets udvikling i Europa.

»Det ser måske ikke lige så apokalyptisk ud som Brexit eller euroens opløsning, men hvis vi ikke kan stole på, at de andre EU-lande er retsstater, så er det game over for EU.«

For jo, Brexit er da »dårlig pr« for EU, som Jan-Werner Müller siger.

»Men der har altså hele tiden været en paragraf i traktaten om, at man kan melde sig ud, og nu er der så et land der vil dét – det sætter ikke fundamentalt spørgsmålstegn ved unionen.«

Noget lignende kan siges om eurokrisen.

»Euroen er en fejlslagen politik, der kan få katastrofale konsekvenser, men det er stadig bare en politik. Den kan ændres,« siger Jan-Werner Müller.

Stoler ikke på Polens institutioner

Anderledes er det med problemerne med retsstat og korruption i Ungarn og Polen. Det er meget mere alvorligt.

»Hvis vi har medlemsstater, der ikke er retsstater, ødelægger det hele strukturen, for EU kan kun fungere, hvis der er troværdige institutioner, som unionen kan bruge til at føre sine love ud i livet.«

Lad os tage et eksempel: Tidligere i år blev en polsk mand arresteret i Irland, anklaget for at have smuglet en masse stoffer, så politiet i Polen ringede til Irland for at få ham udleveret. Men det ville irerne ikke, for kunne de nu være sikre på, at han fik en fair rettergang efter alle de reformer, den højrepopulistiske regering i Polen havde lavet? Nej, mente den irske højesteret – Polens retssystem var »systematisk beskadiget«, og den »gensidige tillid« mellem landene var væk. Sagen fortsatte helt til EU-retten i Luxembourg, som slog fast, at Irland ikke behøvede at udlevere manden.

»Det var ikke en spektakulær nyhed, som ramte forsiderne, men det var jo enormt bekymrende. EU bruger nationale institutioner til at føre EU-love ud i livet, så det er en stor trussel mod unionen, hvis vi ikke kan stole på hinanden,« siger Jan-Werner Müller.

Jan-Werner Müller

  • Født 1970.
  • Professor i politisk videnskab på Princeton University.
  • Forfatter til en række bøger blandet andet ’Hvad er populisme?’ (2013) og ’Kampen om demokratiet’ (2011).

Borgere og penge sendes jo hele tiden frem og tilbage over grænserne – kan man så heller ikke stole på, at det går ordenligt for sig?

Nej, faktisk ikke.

»Det står efterhånden klart, at EU-penge opretholder Orbáns mafiastat,« siger Jan-Werner Müller.

»Orbán ser EU-penge som olie i Golfstaterne: En gratis ressource, der kan bruges til at købe politisk støtte og holde det korrupte system kørende. Og det er ikke kun perifere liberale kritikere, der siger det her, EU har beviser for det.«

Onsdag stemte EU-Parlamentet for at indlede en såkaldt Artikel 7-sag mod Ungarn, der i teorien kan ende med, at landet mister sin stemmeret i EU. I praksis er det dog tvivlsomt, fordi Ungarn og Polen har lovet at nedlægge veto, hvis de andre rotter sig sammen mod dem. Derfor har EU-Kommissionen foreslået, at man i fremtiden kun skal kunne udbetale EU-penge til de lande, som lever op til unionens standarder for god regeringsførelse. Hvis det går igennem, kan det gøre rigtig ondt på Ungarn.

Som republikanerne, der ikke stoppede Trump

Det politisk prekære i sagen er, at Orbáns parti, Fidez, i årevis har været en del af den store konservative gruppe i EU-Parlamentet, EPP, som også rummer de danske De Konservative og Merkels CDU. EPP har »holdt hånden over Fidez«, mener Jan-Werner Müller. Merkel & co. har svigtet eklatant – de burde have smidt Fidez ud for længe siden.

»Det er ligesom Republikanerne i USA, der har ladet Trump overtage partiet,« siger han.

– Men kan nogle borgerlige tyskere i EU-Parlamentet virkelig ændre den retning, som Ungarn bevæger sig i?

»Folk, der stemmer på populister fra det yderste højre, er ikke nødvendigvis selv antipluralister eller racister, der hader George Soros. Mange Fidez-vælgere mener selv, at de stemmer på et mainstreamparti. Hvis nogle af de andre ’gode borgerlige’ smider Fidez ud, så ændrer fortællingen sig. Så kan Orbán ikke længere fortælle sine vælgere, at han er en borgerlig beskytter af middeklassens værdier.«

– Men kan man ikke risikere at skabe en modreaktion, hvor befolkningen i Ungarn eller Polen oplever, at EU kommer og blander sig i deres nationale anliggende og derfor bliver endnu mere kritiske?

»Det har været et nonsensargument fra begyndelsen, for Fidez og PiS gør jo allerede alt for at skabe den modreaktion. De vender bevidst deres egne befolkninger mod Bruxelles og bruger allerede millioner af skattekroner på kampagner mod EU. Vi kunne jo også stoppe med at indbringe lande for EU-domstolen – det kunne jo også skabe en negativ reaktion,« siger Jan-Werner Müller.

»For syv-otte år siden sagde folk: ’Ungarn er bare ét råddent æble’. Men det har vist sig, at Orbán har skabt en model for, hvordan man gør det her. Og nu har vi to lande i EU, som hjælper hinanden, og der er ingen grund til, at vi ikke skulle få et tredje og et fjerde. Et råddent æble kan blive til en kædereaktion.«

»Og hvis vi ikke gør noget, kommer der også en reaktion: En masse borgere i Polen og Ungarn troede naivt på løfterne om, at EU-medlemskabet var en garanti imod autoritært styre. Hvis vi ikke gør noget, vil det være et voldsomt tab af politisk og moralsk troværdighed for hele EU. Hvis vi ikke gør noget, vil de borgere sige: ’I løj for os’.«

Viktor Orbán blev buhet i går i Europa-Parlamentet, men langtfra alle konservative parlamentarikere er modstandere af ungarerens ’iliberale demokrati’.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Thomas Tanghus
  • Kim Folke Knudsen
  • Espen Bøgh
  • Steffen Gliese
  • Carsten Munk
  • Olaf Tehrani
  • Poul Anker Sørensen
  • Eva Schwanenflügel
  • Poul Erik Riis
Thomas Tanghus, Kim Folke Knudsen, Espen Bøgh, Steffen Gliese, Carsten Munk, Olaf Tehrani, Poul Anker Sørensen, Eva Schwanenflügel og Poul Erik Riis anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Christian Bennike

EU kan ikke smide medlemslande ud af Unionen.
Anvendelse af Lissabonstraktatens §7 over Ungarn eller Polen forudsætter konsensus blandt alle medlemslande i Rådet, så det kan vi godt glemme.

Måske kan man klemme Ungarn & Polen på pengepungen; men hvorfor skulle nettomodtagerlandene gå med til det ??

Så hvad gør vi så ??

Aner det ikke; men vi har det EU, som vi har kunne blive enige om -
indtil vi bliver enige om noget andet og bedre.

»Det ser måske ikke lige så apokalyptisk ud som Brexit eller euroens opløsning, men hvis vi ikke kan stole på, at de andre EU-lande er retsstater, så er det game over for EU.

EU, herunder dets medlemsstater, har betydelige problemer med selv at realisere principper som gør dem til retsstater, for så vidt at man forstår begrebet retsstat som et samlet sæt af procedurer/administrationer og afgørelser, som sikres af en grundlov - med henblik på at beskytte befolkningen/borgeren mod juridisk uret i medfør af vilkårligheder, korruption, embedsmisbrug, folkestemninger o.a.

I Danmark har vi betydelige udfordringer med at overholde Grundloven; dette gøres ofte til et parlamentarisk rød/blåt anliggende - og når det kommer til tredelingen af magten, som skal sikre kritisk-demokratisk dynamik og hindre korrumpering, ser det sort ud i mange EU-lande, som i øvrigt også kan bryste sig af adskillige justitsmord på både borgere og lokalsamfund. I Danmark, og flere steder i EU, ser vi desuden etaten vildlede og aflede kriminalitet, den selv har begået - i Danmark har vi haft en hel del sager, seneste den meget spegede Tibetsag, hvor den danske politiledelse helt åbenlyst - og flere gange - løj om sagen.

Eksempler, som kan hentes i Ungarn og Polen, eller andre steder, er naturligvis relevante at forholde sig til, men det er temmeligt ærgerligt at debatten føres på en præmis om at EU består af retsstater, hvilket jo netop et noget PR-snak. Der er mange lande som har større problemer og udfordringer end de fleste EU-lande, javist - men vi bør absolut holde fokus på at det pæne selskab i EU, som i iveren efter bl.a. markeds- og arbejdskraftsandele, outsourcingmuligheder, selv inviterede flere østlande alt for hurtigt ind i unionen, har meget at gøre selv, når det kommer til demokratiudøvelse og retsstatsudvikling.

Thomas Tanghus, Christel Gruner-Olesen, John Andersen, Bjarne Bisgaard Jensen, Mikael Velschow-Rasmussen, Torben K L Jensen, Claus Nielsen, Bo Carlsen, Minna Rasmussen, Eva Schwanenflügel, Touhami Bennour og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

Lindegaard - Utroligt ! Dvs, at Ungarn og andre ikke kan smides helt ud, men kan udsættes for forskellige repressalier, der gør dere medlemsskab illusorisk.
Og ønsker EU at ændre dette (§7), kan Ungarn blokere ???

Kim Folke Knudsen

@Torben Lindegaard. 12. September kl. 21:56

Helt rigtigt set af Dig. Ingen havde forestillet sig, at lande kunne finde på at udvikle sig " baglæns " og bevæge sig fra demokrati over imod totalitær stat, da EU eller EF blev stiftet.

Det gør tillidskrisen til EU så meget desto dybere, for hvordan kan demokratisk sindede borgere have tillid til et fællesskab, hvis det påstår at stå indenfor demokrati og ytringsfrihed, men i samme moment består af medlemslande, som er antidemokratiske og som bekæmper ytringsfriheden ?.

Grækenland fik så hatten passede, da de ikke overholdt Eurozonens budgetkrav. I Verdens fra oldtiden ældste demokrati fik man budgetdisciplinen af føle. Der var ingen tyske afvigelser fra den hårde kurs mod Grækenland i denne sag.

Men når det kommer til et Ungarn, som klokkeklart overtræder forudsætningerne for medlemsskab i spørgsmål om demokrati, retssystemets uafhængighed, minoriteters beskyttelse ( sigøjnerne ), så vender det tyske lederskab ryggen til og lader dette passere næsten upåtalt.

Horst Seehofer (CSU) har inviteret Viktor Orban til vigtige møder for at vise solidaritet med det østeeuropæiske land i sagen om flygtningenes adgang til Europa.

Jeg har været EU tilhænger i årtier men denne sag kan ændre mit syn på fællesskabet, for jeg vil ikke lægge stemmer til, at Danmark skal være med i et fællesskab med nationer, som afskyr demokrati og dyrker totalitarisme.

Kim Folke Knudsen

Gik østudvidelsen i begyndelsen af dette århundrede for vidt ?, er der kommet lande med i EU, som aldrig skulle have været lukket ind ?

Der skal være plads til forskellighed i nationernes Europa, men hvor stor forskellighed er ønskeligt, når der er tale om grundlæggende demokratiske rettigheder: Frie valg, Ytringsfrihed, en uafhængig og fri nyhedsformidling, og den grundlæggende adskillelse mellem den lovgivende, den dømmende og den udøvende magt ?.

Er vi nået der hen, hvor der indføres en proces i EU for udelukkelse og eksklusion af nationer fra medlemsskabet, fordi de misbruger deres EU medlemsskab til at nyde godt af alle goderne og blæs e på indholdet af det samarbejde, som de selv har skrevet under på.

Skal en majoritet af andre demokratiske nationer i EU udstyres med den beføjelse, at de i det yderste tilfælde kan ekskludere en medlemsnation fra fællesskabet med henvisning til brud på de grundlæggende demokratiske rettigheder ?

De spørgsmål melder sig efter de højrenationale udskejelser i Ungarn og Polen.

Det hele må være simpelt ubetænksomhed - sjuskeri.
Så, nej, alt andet lige, skulle de ikke vær lukket ind rottefælden. Nu stinker liget af den syge rotte.