Læsetid: 6 min.

Jean-Claude Juncker har gjort det så let at hade ham, at man må elske ham for det

I fire årtier har han haft en plads ved de blanke borde i EU. I denne uge holdt Jean-Claude Juncker så sin sidste store tale. Han har skabt et skattely midt i Europa. Han har bøjet sandheden. Han har bestyret en dunkel politikmaskine. Men han har aldrig selv været en ansigtsløs eurokrat. Tværtimod
Jean-Claude Juncker takker af som formand for EU-Kommissionen. »Jeg elsker stadig Europa, og det vil jeg altid gøre,« sluttede han sin sidste store tale.

Jean-Claude Juncker takker af som formand for EU-Kommissionen. »Jeg elsker stadig Europa, og det vil jeg altid gøre,« sluttede han sin sidste store tale.

Stephanie Lecocq/Ritzau Scanpix

14. september 2018

Jean-Claude Juncker går på en måde, så man hele tiden tænker, at »nu falder han«. Stiv og besværet vakler han ind i parlamentssalen i god tid inden sin store tale og sætter sig tungt i den bløde stol ved siden af sin viceformand, mens otte fotografer med kæmpelinser knæler og knipser. Han hilser og hilser på Gud og hver mand og uddeler sine berømte kindkys.

Folk kan virkelig lide ham, kan man mærke.

I en menneskealder har den 63-årige formand for EU-Kommissionen haft en plads ved de blanke borde, hvor unionen formes — som Luxembourgs regeringschef gennem 19 år, som formand for eurogruppen, som en af Maastricht-traktatens fædre. Og nu er det snart slut.

Det er den sidste store tale, den sidste state of the union, inden han bliver a lame duck, som man siger på amerikansk.

Han samler en lille bunke papirer, rejser sig og går ti skridt hen til podiet. Så er det nu.

Jean-Claude Juncker har altid været underligt ærlig om sin egen uærlighed. 

Som i 2011, da han fortalte en forsamling i Bruxelles, at »når det bliver seriøst, er man nødt til at lyve«.

Det var både en joke og helt alvorligt.

»Jeg er tilhænger af hemmelige, dunkle debatter,« sagde han.

Eller i 2015, da han forklarede nogle kritiske journalister, hvorfor EU var så hård ved Grækenland, men bare lod Frankrig overskride EU’s budgetlov igen og igen.

»Fordi det er Frankrig,« sagde Juncker.

Eller i 2011, da han indkaldte til et hemmeligt møde i eurogruppen, som magasinet Spiegel fik nys om — Juncker skyndte sig at sige, at der skam ikke var noget møde. Men alle kunne se, at det var der, og så måtte han jo indrømme, at jo, der var møde.

Juncker har i det hele taget gjort det så nemt for politiske modstandere at hade ham, at man næsten må elske ham for det. Og han er blevet emblematisk for en særlig type magtpolitiker: Chefen for en hengemt politikmaskine, som folk ikke helt forstår. Den evige eurokrat i det store borgerlige centrum.

Se nu den seneste sag, hvor Juncker har brudt en masse regler og tromlet sin politiske højre hånd, Martin Selmayr, ind på posten som den allerøverste embedsmand i EU, generalsekretær i Kommissionen. I sidste uge kom EU’s ombudsmand med en meget kritisk rapport: Juncker ser ud til at have tilbageholdt oplysninger for sin egen kommission og endda opfundet stråmandskandidater, der kunne sikre hans, Selmayr, posten. Så nu sidder Junckers personlige rådgiver pludselig som den øverste chef for et embedsværk, der egentlig skal være neutralt.

Det er den slags, der »ødelægger tilliden« til EU, som ombudsmanden konkluderer.

Juncker siger selv, at alt er gået rigtig for sig.

Problemet med det hemmelige og det dunkle er bare, at når folk finder ud af, at man ikke altid fortæller hele sandheden, holder de op med at stole på det, man siger.

Var han fuld eller hvad?

Juncker taler langsomt bag sit podium. Først på fransk, så tysk, så fransk igen. Og så en demonstrativt kort passage på engelsk, der må tolkes som en lille hilsen til Brexit.

Han er føderalist på den gode gamle måde — sådan én, der taler om Verdenskrig og fredens projekt. Hans far blev tvunget til at kæmpe for nazisterne og blev hårdt såret ved østfronten — Juncker kender Europas mørke sider.

»At elske Europa er at elske dets nationer. Og at elske din nation er at elske Europa,« siger han og ser ud over salen.

»Jeg vil altid være en overbevist multilateralist.«

Nation og Europa er ikke modsætninger, så EU skal helst have mere magt, siger han — flere flertalsafgørelser.

»Når vi står sammen i Europa, er vi en magtfaktor, man ikke kan komme uden om,« siger han.

Kritikere kalder tit Juncker ’en ansigtsløs bureaukrat’. Men det er forkert.

Man kan med fordel logge på YouTube og se nogle af de mange klip, hvor Juncker hilser på statsledere — klapper Berlusconi på hovedet, kalder Orbán »diktator«, tager kvælertag på Spaniens økonomiminister, kysser Belgiens premierminister på issen. Så tænker man pludselig, at verden har alt for få Jean-Claude’er.

Som den tidligere formand for Junckers ungdomsparti har sagt til BBC:

»Han er ret arrogant, men også meget, meget sjov.«

Britiske Nigel Farage har fortalt samme BBC om engang, hvor han satte en plakat op over sit skrivebord med det græske ord for nej — oxi. Og så luskede Juncker ind på kontoret, stjal plakaten og gemte den under sit eget skrivebord.

Og nå ja, så er der det med alkohol. Siden Juncker tidligere i år svajede og vaklede sig gennem et helt NATO-topmøde, har verden diskuteret, om han drikker for meget.

»Det er offentligt kendt — måske ikke så omtalt — at Juncker har en eller anden form for alkoholproblem,« sagde DF’s Anders Vistisen til TV 2 i sommer.

»Vi har flere gange konstateret, når han er i Europa-Parlamentet, også når det er klokken 11 om formiddagen, at han har en meget udtalt spiritusånde. Det er sådan, at vores folk, der sidder nede foran i plenarsalen, kan lugte det. De sidder to-tre pladser fra ham.«

Andre siger, at Juncker bare er syg. At han jo var ude for et voldsomt trafikuheld i 1989 og lå to uger i koma, og siden har han haft problemer med balancen og iskiasnerven.

Spørger man på gangene i Bruxelles, svarer folk, at det nok skyldes en blanding af begge dele.

Eller som Nigel Farage har sagt:

»Jeg er nede i tredje division, når det kommer til at drikke, Hr. Juncker er i superligaen. Men det betyder ikke, at han ikke kan udføre sit arbejde.«

Og så var der jo LuxLeaks

Og Junckers karriere har været utrolig: I 1984 gik han direkte fra jurastudiet til politik og blev minister som 29-årig. Han blev premierminister som 40-årig og blev på posten i 19 år — i ti år var han også finansminister.

Han arbejder 14 timer i døgnet, er gift med sin universitetskæreste og har ingen børn.

I november 2014 kom det frem, at Junckers regering i årevis havde samarbejdet med verdens største revisionsfirmaer og bygget sindige transfer pricing-systemer, så virksomheder som IKEA, Amazon og Apple kunne slippe med at betale under én procent i selskabsskat. 

The Guardian har afsløret, at Juncker ikke bare skabte et skattely midt i Europa, der kostede andre EU-lande milliarder i tabte skatteindtægter, nej, han brugte også sit sæde i EU’s Code of Conduct-gruppe til at blokere for nye regler, der kunne bekæmpe skattesnyd.

Juncker har selv erkendt, at det nok ikke var helt i tråd med »finansiel fairness«, men så alligevel …

»Det er en helt almindelig praksis i mange medlemslande,« sagde han i 2015 til EU-Parlamentet.

»Jeg vil hellere sige EUleaks end LuxLeaks.«

Sorry, but not sorry.

Denne skribent var selv i Luxembourg City, da skandalen rullede, og talte med et utal af folk på gaden — ikke én mente, at Juncker havde gjort noget galt. Tværtimod.

»Man må indrømme, at han er en god politiker,« som en studerende sagde.

Og det er der noget om.

Politik as usual

I juli i år tog Juncker et fly til Washington, og til alles overraskelse kom han ud af Det Hvide Hus med en deal, der stoppede handelskrigen mellem Trump og EU.

»Trump sagde til mig: ‘Jean-Claude — du er en brutal killer’,« fortalte han efter mødet.

»Jeg tror, han mente det som et kompliment, men jeg er ikke sikker.«

Juncker er dygtig. Han har endda knækket kurven over antallet af nye EU-love, der hvert år strømmer ud af Bruxelles.

Men han vil også blive husket for sine fejltagelser: At han undervurderede de europæiske bankers rolle i finanskrisen. At han i 2015 pressede et kvotesystem for flygtninge igennem, før EU’s ydre grænser var sikret. At han ikke gik hårdere til Viktor Orbán. At Brexit skete på hans vagt.

»Juncker er professionel og har enorm erfaring, men han er nok også det, man kunne kalde ’politik as usual’,« siger den tyske politolog Jan-Werner Müller.

»Det ville sikkert have været fint under normale omstændigheder, men de seneste år har ikke været normale.«

Det borgerlige centrum fungerer kun så længe, det leverer varen.

På talerstolen i Strasbourg er Juncker ved vejs ende. Han har både talt om Afrikas demografi og om at afskaffe sommertid. Det har ikke været stor oratorkunst, men den afsluttende replik er nu alligevel helt rørende:

»For nogle år siden stod jeg her og sagde til jer, at Europa er mit livs store kærlighed,« siger han.

»Jeg elsker stadig Europa, og det vil jeg altid gøre.«

Og så går han roligt ned på sin plads, mens alle rejser sig og klapper. Det var den sidste store tale.

Ungarns premierminister, Viktor Orbán, har opbygget en mafiastat midt i Europa, der slet ikke lever op til EU’s pricipper. Og det går ikke. Ja, det truer faktisk hele unionen, mener den anerkendte tyske politolog Jan-Werner Müller. For hvis landene ikke kan stole på hinandens retsvæsener, er det ’game over’ for EU
Læs også
Viktor Orbán blev buhet i går i Europa-Parlamentet, men langtfra alle konservative parlamentarikere er modstandere af ungarerens ’iliberale demokrati’.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Peter Beck-Lauritzen
Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peter Beck-Lauritzen

Skin-hellig løgner og bedrager, usselhed af værste skuffe! Og så som repræsentant for EU?

David Joelsen, Bo Carlsen, Torben K L Jensen og Per Torbensen anbefalede denne kommentar

I den trykte avis står der "Jean-Claude Juncker har gjort det så let at hade SIG, at man må elske ham for det".

Sjovt, vildt, freudiansk.

lars ulrik thomsen

@Peter Beck-Lauritzen; Skin-hellig løgner og bedrager, usselhed af værste skuffe! Og så som repræsentant for EU?

Næh, han vareta´r såmænd bare storkapitalens interesser i EU:. Problemet er at mange forventer retfærdighed i et uretfærdigt system.