Det er ikke hverdagskost, at chefen for et lands efterretningstjeneste for åbent tæppe modsiger landets regeringschef og tilmed får opbakning af landets indenrigsminister. Men det er netop, hvad der i de sidste dage har udspillet sig i Tyskland i et så eksplosivt emne som migrations- og integrationspolitik.
Striden viser et billede af en vaklende tysk regering. Den har sit udspring i den højreradikale ballade i østtyske Chemnitz efter drabet på en 35-årig tysk-cubaner, som to asylansøgere mistænkes for.
Som en mobiloptagelse har dokumenteret, og som en række øjenvidner senere har bekræftet, var der under demonstrationerne bl.a. flere tilfælde af, at demonstranter forlod optoget og løb efter udenlandsk udseende personer, og der blev begået hærværk mod en jødisk restaurant.
Efterfølgende fordømte Angela Merkels talsmand »denne slags sammenrotninger og hetzjagt på mennesker med anderledes udseende eller herkomst, samt forsøget på at sprede had i gaderne«. I en række medier faldt desuden begrebet »pogromlignende tilstande«, som – ofte med reference til den tyske historie – blev viderebragt i internationale medier.
Få dage senere ytrede Sachsens ministerpræsident fra Merkels CDU, Michael Kretschmer, tvivl om regeringens udlægning med ordene:
»Der var ingen mob, der var ingen hetzjagt, der var ingen pogromer.«
Årets eksplosion
Mere opsigtsvækkende blev det, da chefen for den øverste tyske efterretningstjeneste Verfassungsschutz, den mangeårige Merkel-kritiker Hans-Georg Maaßen, i Bild Zeitung afviste talen om »hetzjagt« og udtalte, at han så »gode grunde« til, at videooptagelserne fra Chemnitz var »målrettet misinformation, muligvis for at henlede offentlighedens fokus på mordet i Chemnitz«.
Bild skrev selv triumferende om »årets mest eksplosive citat« og »en håndfast krise i regeringen«. Maaßen anklagede nemlig indirekte Merkel for at viderebringe fake news i eget favør. Adskillige tyske medier talte samstemmende om et »frontalangreb på kansleren«, der slog igen med, at billederne »meget tydeligt viste had og dermed også forfølgelse af uskyldige mennesker«.
Sagen bliver især speget af, at Hans-Georg Maaßens øverste chef er den tyske indenrigsminister Horst Seehofer fra bayerske CSU, der er under pres fra historisk dårlige meningsmålinger op til det bayerske valg i oktober. I forsommeren udløste Seehofer en decideret regeringskrise med sit krav om at lukke den tysk-østrigske grænse – altså for at lukke højreflanken mod Alternative für Deutschland, som presser CSU fra højre.
I første omgang viste Seehofer Maaßen sin »fulde tillid«. Efter hårdt pres fra regeringspartneren SPD og fra oppositionen krævede Seehofer senere en beretning fra efterretningschefen, som mandag prøvede at hale sine udtalelser men ikke indholdet i land. I dag onsdag skal han fremlægge sin forklaring for Forbundsdagens indenrigsudvalg.
Hvis der fortsat ikke kommer beviser for Maaßens udsagn, vil det bekræfte billedet af et dolkestød mod kansleren, fordi han var sikker på at få indenrigsminister Seehofers opbakning. Maaßen skal nemlig have clearet det omstridte interview med Bild med Horst Seehofers ministerium før offentliggørelsen.
Ingen beviser
At landets efterretningstjeneste sår tvivl om bevismaterialet, antyder, at regeringen heller ikke ved, hvad der er foregået i Chemnitz. Omvendt har Maaßen endnu ikke belagt sine påstande med fakta, hvilket har fået politikere og medier i næsten hele det politiske spektrum til at kræve hans afgang.
Som Berliner Morgenpost syrligt har formuleret det, bliver efterretningschefen ikke betalt for at slynge politiske statements eller mavefornemmelser ud, men for at levere fakta: Maaßen råder over et budget på 350 millioner euro og 3100 medarbejdere, herunder adskillige eksperter, der let kan afsløre en forfalsket video.
Dertil er det for nylig kommet frem, at Hans-Georg Maaßen i 2015 har haft flere møder med AfD’s daværende partileder Frauke Petry. Efterretningstjenesten har – modsat medieberetninger – dog afvist, at Maaßen skulle have rådgivet partiet i forhold til at undgå overvågning.
Et yderligere argument for efterretningstjenestens højreorienterede sindelag er terrorgruppen NSU, der gennem ti år i netop Sachsen formåede at skjule sig for efterretningstjenesten. På venstrefløjen lyder ræsonnementet, at efterretningstjenestens muldvarpe dækkede over NSU og deres mord- og terrorserie.
»Efterretningstjenesten er på ingen måde i stand til at tackle faren fra højreekstremisterne. Chefen Maaßen er et problem – ligesom Verfassungsschutz er det som organ,« lød det mandag i den venstreorienterede avis TAZ, der ligesom ledende politikere i partiet De Grønne og Die Linke kræver efterretningstjenesten opløst.
Virkeligheden vakler
I weekenden fik striden ny næring, da en 22-årig angiveligt højreradikal tysker døde efter et skænderi med to afghanere i Köthen i Sachsen-Anhalt. På sociale medier fra højreradikale grupper og selv i kommentarsporene på de etablerede tyske medier sås der stærk tvivl om myndighedernes forklaring: at manden skulle være død af et arveligt betinget hjertetilfælde efter slagsmålet. Søndag og mandag demonstrerede flere hundrede i byen, herunder store grupper af højreradikale og tilrejsende nynazistiske grupper.
Det er uvist, om sandheden om Köthen vakler endnu mere som følge af, at man internt i den tyske regering ikke har anerkendt de samme fakta om forløbet i Chemnitz. Men set fra AfD’s perspektiv ligner det en bekræftelse af, at højrefløjen har succes med at skabe opbrud med »løgnepressen«, der udgør en del af »systemet Merkel« og det nuværende Tyskland som et »DDR 2.0« – et hyppigt slagord på den yderste tyske højrefløj og langt ind i AfD’s rækker i det tidligere Østtyskland.
Ikke kun avisen Frankfurter Allgemeine Zeitung beklager, at Maaßen »leverer ammunition til disse konspirationsteoretikere«. Også ministerpræsidenten i Rheinland-Pfalz, Malu Dreyer fra SPD, har direkte udtalt, at chefen for efterretningstjenesten »sætter spørgsmålstegn ved den politiske troværdighed og mediernes troværdighed. (…) Maaßen skaber usikkerhed og ødelægger tilliden til vores stat«.
Selv Armin Laschet, CDU-ministerpræsident i Nordrhein-Westfalen, har kritiseret Maaßen skarpt og i samme omgang beskyldt indenrigsminister Seehofer for at tale »Saddam-Hussein-sprog«.
På både højre- og venstrefløjen er der enighed om, at »Chemnitz har øget splittelsen i samfundet i højre og venstre«, som det konservative magasin Cicero noget skadefro formulerer det. Fra deres perspektiv tager Merkel nemlig bevidst statens svindende autoritet med i købet for at opretholde sin kanslermagt.
»Splittelsen fremmer radikale holdninger på begge side. Højreorienterede er generelt nazister, alle udlændinge er kriminelle. Ansvaret for denne tilstand bærer politikere og journalister.«
På venstrefløjen ses Maaßen og Seehofer derimod som dem, der går højrepopulisternes ærinde. Ifølge TAZ udgør de således en »sikkerhedsrisiko« og burde begge afsættes fra deres embeder. Men også på lang sigt har udviklingen destruktive følger, der minder om de aktuelle politiske tilstande i USA. For i et politisk klima, hvor radikale eller relativerende udsagns faktuelle korrekthed ikke længere tæller i sig selv, kan alle udsagn ses som en legitim del af en holdningskamp.
»Kun der, hvor der ikke længere findes nogen sandhed og nogen objektivitet, kan løgn og hetz spredes uforstyrret,« skriver TAZ.
I årevis har AfD målrettet testet og sænket grænserne for, hvad man kan sige åbent i Tyskland. I den nuværende kamp om tolkningen af begivenhederne i Chemnitz har partiet derimod lænet sig tavst tilbage og taknemmeligt ladet regeringen føre den interne kamp til ende.
