Læsetid: 5 min.

Keynes bragte økonomien ud af sin depression ved at gøre staten til en central aktør

Da laissez faire-politikken med at lade markedet råde endte blindt med 1930’ernes depression, rykkede John Maynard Keynes ind med en ny makroøkonomisk opskrift, der fungerede og overlevede ham selv
John Maynard Keynes udviklede en ny og samlet makroøkonomisk teori: The general theory.

Sofie Holm Larsen/iBureauet

24. september 2018

Da børsen i London kollapsede i september 1929, og Wall Street krakkede måneden efter, så de neoklassiske økonomer måbende til på sidelinjen.

Deres verdensbillede byggede på tesen om, at den store økonomi, makroøkonomien, kunne beskrives som summen af mikroøkonomiske markeder og ligesom disse altid ville bevæge sig mod ligevægt, dvs. af sig selv indstille sig på en balance, hvor udbuddet af varer, arbejdskraft m.m. matchede efterspørgslen.

Det var en teoretisk model baseret på matematiske ligninger og en række indbyggede antagelser om perfekt konkurrence, fuldstændig viden og rational adfærd blandt aktørerne på markedet.

Forestillingen var, at så længe der ikke opstår krige eller katastrofer, at forbrugere handler rationelt, at markedets aktører har tilstrækkelige oplysninger, og politikerne ikke tager de forkerte beslutninger, ja, så vil det økonomiske system og markedets lovmæssigheder automatisk sikre balance, fred og fremgang.

Så lad endelig markedet passe sig selv. Laissez faire-strategien blev den kendt som.

Men alt muligt ude i virkeligheden gik galt i 1920’ernes USA. Efter Første Verdenskrig fulgte et årti med brølende industriel vækst, som lokkede til et heftigt investeringseventyr, ofte for lånte penge.

Men da overproduktion i landbruget og andre sektorer slog igennem i faldende priser og indtjening, brast troen på fortsat vækst og dermed spekulationsboblen. 9.000 banker krakkede, den amerikanske produktion dykkede 30 pct., og arbejdsløsheden voksede fra tre til 24 pct. i tiden fra 1929 til 1933.

Det var en situation, der kaldte på en anden og bedre forståelse af økonomien og en tilsvarende økonomisk politik.

John Maynard Keynes var manden, der kom til at levere det.

En begunstiget opvækst

Keynes, der kom til verden i 1883, var født ind i det akademiske overklassemiljø omkring Cambridge University.

Faderen var økonom og forelæser i moralvidenskab på universitetet, moderen historiker og senere borgmester i Cambridge.

John Maynard påbegyndte sin uddannelse på det eksklusive Eton College, omgikkes kultureliten i den såkaldte Bloomsbury-gruppe med bl.a. Virginia Woolf og hentede inspiration i samtale med tænkere som f.eks. Bertrand Russel. Alt i alt en opvækst og ungdom, der befordrede Keynes’ selvtillid og optimisme.

Den byggede han på, da han som ansat i det britiske finansministerium var med til at bringe britisk økonomi gennem Første Verdenskrig og siden blev del af den britiske forhandlingsdelegation ved fredskonferencen i Versailles – erfaringer der supplerede den akademiske indsigt i økonomi med indsigt i praktisk politik.

Usikkerhed som vilkår

Som ung økonom fik han den neoklassiske økonomis fader Alfred Marshall som læremester på King’s College i Cambridge. I skyggen af 1929-krakket og Den Store Depression udviklede Keynes imidlertid sit eget, divergerende syn på, hvordan makroøkonomien fungerer og bør forvaltes.

Det var dét, der kom til udtryk i hovedværket The General Theory of Employment, Interest and Money, der udkom i 1936, og som efter Anden Verdenskrigs afslutning skulle blive selve masterplanen for økonomisk politik i den vestlige verden gennem tre årtier.

En hovedpointe i bogen er, at økonomiens udvikling ude i virkeligheden er præget af betydelig usikkerhed, i modsætning til modellernes idealiserede univers, hvor tingene ganske af sig selv styrer mod ligevægt og balance.

Blå bog: John Maynard Keynes

  • Født i 1883.
  • Død i 1946.
  • Talte om ’den afskyvækkende kærlighed til penge’.

Usikkerheden handler f.eks. om, at der altid blandt økonomiens aktører er utilstrækkelig viden om de valg, man træffer. Derfor er disse valg ofte ude af trit med forestillingen om et rationelt system i automatisk bevægelse mod balance.

Keynes skrev, at den klassiske økonomis teori om generel ligevægt måske kunne gælde i specifikke situationer, men absolut ikke alment, hvorfor dens lære var »vildledende og katastrofal« som billede på virkeligheden.

Heri ligger spiren til den strid, der stadig står lyslevende mellem forskellige skoler af økonomer: Hvor neoklassikerne mente, at bump på vejen – f.eks. konjunkturudsving – er underordnede, fordi systemet via markedets iboende mekanismer uvægerlig går mod langsigtet ligevægt, herunder fuld beskæftigelse – så mente Keynes og hans efterfølgere, at netop udsving i det korte perspektiv kan få afgørende konsekvenser for, hvor det økonomiske system ender på sigt.

Hvor neoklassikerne sagde ’alle veje fører til Rom’, henviser keynesianere til virkeligheden og påpeger, at ikke alle veje faktisk fører til Rom.

Det var med andre ord vigtigt for Keynes, hvilken vej det økonomiske system bevæger sig. Og dermed blev også politisk styring af økonomiens veje afgørende som modsvar til laissez faire og markedsliberalisme.

Den ny makroøkonomi

Hvor den neoklassiske makroøkonomi som formuleret af bl.a. Marshall, Walras og Jevons forenklet sagt bestod i addition af alle mikroøkonomier, alle enkeltmarkeder, så udviklede John Maynard Keynes en ny og samlet makroøkonomisk teori, The general theory.

Neoklassikerne hævdede, at ’udbud skaber sin egen efterspørgsel’. Hvis udbuddet af arbejdskraft f.eks. var for stort i forhold til arbejdsgivernes efterspørgsel, så ville arbejderne lade lønnen falde, indtil arbejdsgiverne var villige til at betale den og oprette job.

I Keynes’ optik var efterspørgslen derimod afgørende. Kun ved at skabe efterspørgsel på arbejdskraft via f.eks. offentlige investeringer kunne stor arbejdsløshed bringes ned og ubrugt produktionskapacitet sættes i spil. Hermed kernen i keynesiansk økonomisk politik: I krisetider må staten aktivt stimulere beskæftigelse og derigennem forbrug og vækst via bl.a. offentlige investeringer og ekspansiv finanspolitik.

Efter kraftanstrengelsen med The general theory fik Keynes i 1937 et hjerteanfald, der tvang ham til en længere pause. Og selv om præsident Roosevelts New Deal-program i USA med massive offentlige investeringer under og efter Den Store Depression var i familie med Keynes’ tanker, så var det først efter økonomens død i 1946, at mainstream økonomer og de fleste regeringer for alvor tog keynesianismen til sig og gjorde den til omdrejningspunkt for økonomisk politik frem til midten af 1970’erne.

Endnu i dag, hvor mere liberale doktriner dominerer, tages Keynes’ navn forfængeligt af flere økonomiske skoler – gammelkeynesianere, nykeynesianere og postkeynesianere – hvoraf kun sidstnævnte holder sig relativt tæt til mesterens lære.

I det lange løb

John Maynard Keynes er blevet kritiseret for sit fokus på det kortere sigt på bekostning af økonomiens langsigtede udvikling, af ham selv udtrykt i sætningen ’i det lange løb er vi alle døde’. Ikke desto mindre gjorde Keynes sig tankevækkende overvejelser om det lange sigt.

Han, der ingen sympati havde for marxismen, holdt bestemt heller ikke af »den afskyvækkende kærlighed til penge«, der karakteriserede den hjerteløse kapitalisme med dens appel til grådighed og egoisme som drivkraft for vækst.

Men, skrev han under Depressionen i 1930, »i mindst 100 år endnu må vi for os selv og andre lade, som om smukt er grimt, og grimt er smukt, for det grimme er nyttigt, og det smukke er det ikke. Griskhed og åger og beregning må være vore guder en tid endnu. For kun de kan lede os gennem den økonomiske nødvendigheds tunnel og ud i dagslyset.«

Formuleringen faldt i essayet Economic Possibilities for our Grandchildren, hvor Keynes forudså ’det økonomiske problem’ løst om 100 år – dvs. om et årti fra nu – med en levestandard i ilandene på fire-otte gange den daværende, hvilket har holdt stik. Men først i den situation møder vi ifølge Keynes den dybeste udfordring:

»For første gang nogensinde siden sin skabelse vil mennesket blive konfronteret med sit virkelige, sit permanente problem: Hvordan skal han bruge sin frigørelse fra påtrængende økonomiske opgaver, hvordan skal han anvende den frie tid, som videnskaben og renters rente har skaffet ham, til at leve med visdom, behageligt og klogt?«

Anbefaling: Jesper Jespersen: ’John Maynard Keynes’. Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2014

Serie

Vi tager økonomien tilbage

Økonomien er taget fra os. Vi forstår den ikke og har ikke magt over den. Og når vi ikke forstår økonomien, kan vi ikke stille dem, der har magten over den, til regnskab – endsige forandre den.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Thomas Tanghus
  • Espen Bøgh
  • Torben K L Jensen
  • Peter Beck-Lauritzen
  • Eva Schwanenflügel
  • Alvin Jensen
  • Hans Ditlev Nissen
  • Ejvind Larsen
  • Kurt Nielsen
Thomas Tanghus, Espen Bøgh, Torben K L Jensen, Peter Beck-Lauritzen, Eva Schwanenflügel, Alvin Jensen, Hans Ditlev Nissen, Ejvind Larsen og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

"For første gang nogensinde siden sin skabelse vil mennesket blive konfronteret med sit virkelige, sit permanente problem: Hvordan skal han bruge sin frigørelse fra påtrængende økonomiske opgaver, hvordan skal han anvende den frie tid, som videnskaben og renters rente har skaffet ham, til at leve med visdom, behageligt og klogt?"

Og her står vi på tærsklen til dette store spørgsmål.
Problemet er, at vi har ophøjet arbejdet og arbejdsudbuddet til en form for religion, og væksten til Gud.
Og hvad er da livets mening, hvis det ikke er akkumulerede materielle goder og penge?

Thomas Tanghus, John S. Hansen, Steffen Gliese, Werner Gass, Eigil Hansen, Steen K Petersen, Espen Bøgh, Christa If Jensen, Ejvind Larsen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Peter Beck-Lauritzen

Keynes hjalp os ud af depressionen/laissez faire/dereguleringen, ved at få staten til at påtage sig en regulerende rolle/regulere griskheden. Siden Reagan, har vestens mantra været deregulering; = finanskriser, færre ejer mere, fattigdommen stiger, fællesgoder (energi, sundhed, transport etc.) udsultes, "working poor" øges, ego'et værdsættes og stimuleres, fællesskab og solidaritet udhules, netop det fællesskab og den solidaritet, der skabte trygheden og empatien. Nu har vi kriser, "bobler", griskhed en masse.
Hvor er staten/"de røde partier" og den nødvendige regulering, til bevarelsen af samfundet?

Thomas Tanghus, Charlotte Holm Larsen, John S. Hansen, Steffen Gliese, Werner Gass, Steen K Petersen, Espen Bøgh, Torben K L Jensen, P.G. Olsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Det ironiske er, at Keyne's og New Deals bidrag til depressionens ophør faktisk er en mild historieforfalskning.

New Deal bragte mange gode reformer med sig, herunder beskyttelse af arbejderes rettigheder, organisationsfrihed, velfærdsprogrammer - altsammen prisværdige initiativer, som satte deres præg på eftertiden.

Men ingen af disse reformer fik for alvor trukket USA ud af depressionen. Det var først med krigen og den massive oprustning i USA, at folk for alvor kom i arbejde, og depressionen blev bragt til ophør. Så krig kan altså nogle gange være incitamentet, snarere end hindringen for økonomisk fremgang.

Ubehageligt og tankevækkende - men iike desto mindre sandt.

/O

Henrik Klausen, Olav Bo Hessellund, Claus Nielsen, Eva Schwanenflügel, Espen Bøgh, Ejvind Larsen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Rom blev ikke bygget på een dag - da særligt når ikke alle veje fører til Rom.
Så det da tankevækkende at Keynes have de samme tanker som præsident Wilson i udformningen af Versailles-traktaten efter 1. verdens krig. Tyskland skulle ikke straffes men det nye demokrati (Weimar-republikken) skulle hjælpes på vej. Wilson blev nedstemt og vejen til Hitler og Nazi-tyskland var banet. Det kunne Roosevelt meget vel have vidst.

Henrik Brøndum, Henrik Klausen, Eva Schwanenflügel og olivier goulin anbefalede denne kommentar
Torben - Nielsen

Jeg ved ikke, om nogle har lagt mærke til det. Men i de sidste 10 år har vi talt meget om at øge udbuddet af arbejdskraft.

I krise tider taler Keynes ikke om at øge udbuddet af arbejdskraft, han taler om at øge efterspørgslen på arbejdskraft.

At øge udbuddet af arbejdskraft svarer groft sagt til, at fyre nogle medarbejdere.

Og jo flere jeg fyrer, jo større bliver udbuddet af arbejdskraft.

Derfor er udtrykket ”at øge udbuddet af arbejdskraft” i virkeligheden et bullshit argument.

Hvis man forsøger at redde en kriseøkonomi, efter Keynes principper, sørger man for at stimulere efterspøgslen af arbejdskraft. Og det gjorde man i trediverne, ved at iværksætte store offentlige projekter, såsom de store broer.

Nu er vi i Danmark et godt stykke forbi krisen. Og vi behøver ikke længere at stimulere efterspøgslen af arbejdskraft.

I stedet for bør man i dansk økonomi, snarere begynde på at reducere forbruget, ved for eksempel at lave noget der minder om en SP ordning, for at forhindre, at økonomien løber løbsk og vi får meget inflation.

Denne regering har som noget af det seneste, frigivet efterløns midler, hvilket betyder et større forbrug.

Det svarer nogenlunde til, at slukke en ildebrand ved at hælde benzin på bålet.

Espen Bøgh, Steffen Gliese og Werner Gass anbefalede denne kommentar

Keynes tanker handlede især om staten - indbefattet alle inden for kongeriget, og ikke kun en klasse i samfundet, og det er der en stor forskel på til den liberale såvel som neoliberale grundtanke, hvor kun egoet hersker.

Karl Marx indså at fordelingen af overskuddet ved arbejde kom af fælles indsats for alle på og i virksomheden, og skabte mere lighed, tryghed og selvværd, og samfundet undgik fattigdommen som en udbredt virkelighed.

Desværre har verden bevæget sig væk fra disse to økonomer, - og sidste jeg hørte om undervisningen på universitetet i økonomistudiet, så undervises der slet ikke i Karl Marx, og Keynes er nærmest helt glemt også, - tilbage står økonomer i rækken efter Milton Friedmann, der slog sine folder i et Sydamerikansk land, hvor økonomien var gået rabundus.

Med de indførte reformer baseret på Milton Friedmanns økonomi som ledesnor gik det fra slemt til værre igennem mange år, - befolkningen lærte at ledighed, underbetaling, sult og underernæring måtte de leve med til tiderne blev bedre, - kønt var det ikke!

Det var den rå liberale økonomistiske tankegang der førte sig frem, alene på liberalismen principper helt uden tanke for resten af befolkningen.

- Det vi i dag ser der er ved at æde Amerika op indefra, så den fattigdom som krisen skabte vil blive forstærket i der kommende år, til fordel for en ganske lille klasse, der vil svømme som Joakim von And i deres pengetanke.

John S. Hansen, Werner Gass, Steffen Gliese, Eva Schwanenflügel, Steen K Petersen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar

Espen Bøgh (ang. om Keynes er helt glemt på økonomistudiet):
Man bliver ikke tvunget til at læse General Theory på økonomistudiet, men en af de første makroøkonomiske modeller en politstuderende støder på er IS-LM-modellen, som er John Hicks's forsøg på en formalisering af tankerne i Keynes's General Theory. Senere lærer man om AD-AS-modellen, som også er ganske keynesiansk.

Rasmus Larsen, 24. september, 2018 - 23:46

Nu har jeg ikke gået på økonomistudiet på universitetet, men læst i medierne hvad der bestemt ikke undervises i og hvad der bestemt ikke undervises i.

Selv anser jeg mig for at være "køkkenbordsøkonom", og det er vel næppe ringere end det man kan opleve i dansk politisk administration i finansministeriet, hvor der anvendes "fantasi-regneren", og "DREAM-modellen" og som rosinen i pølseenden "ADAM", - og dertil skal bemærkes med skiftende "held", så jeg har ikke noget at skamme mig over.

"Fantasi-regneren" er skam ikke at foragte, men det skal påpeges at regnestykkerne gentaget indtil de passer med det resultat man ønsker, og måske fungerer den jo på samme måde som nogle i erhvervslivet har brugt denne "fuldendte", hvor man fastsætter overskuddet, og så tilpasser man resten ved at regne tilbage på alle andre parametre.

"DREAM-modellen" er tilpasset ideologisk liberale parametre - lidt a la Milton Friedmann og hvilende på MARKEDET som den bedste til at skabe balance mellem udbud og efterspørgsel, hvorefter man politiske tilpasser sine forklaringer til befolkningen.

"ADAM-modellen" var mere baseret på de kendte rammer i samfundet som Keynes så dem.

Endelig er der den lidt beskrevne model "AFR-model" hvor alle de gamle lærebøger skulle skrives om til den moderne tids økonomi, - den som skabte den danske del af krisen tilbage i 2007--8, og som ifølge Professor Jesper Rangvid i hvidbogen udlagde til et tab for samfundet ved et forsigtigt skøn blev på 400 mia., og så skulle de gamle lærebøger altså alligevel brændes og der skulle skrive nye lærebøger, om den moderne økonomi!

En "spøjs ting" i den forbindelse var udsagnet fra en venstremand om hvor rigt det danske samfund var under "AFR-modellen" lød således; "Vi kan snart købe hele verden", - og det var ikke så lang tid før krisen kom.

Torben K L Jensen, John S. Hansen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Espen Bøgh:
Nu har jeg så gået på økonomistudiet og kan derfor give dig en førstehåndsberetning om, hvad man faktisk lærer. Læser man Keynes's tekster? Nej, men man lærer modeller, som er inspireret af hans tanker.

Men, Rasmus Larsen, på universitetet læser man primærtekster, ellers er det simpelthen ikke et universitet.

Henrik Brøndum og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar