Labour sender 40 procent af sine vælgere ud i kulden og kræver ny Brexit-afstemning

LIVERPOOL – Medlemmerne på Labours årskongres i Liverpool vedtog ved en afstemning tirsdag, at partiet fremover skal arbejde for en ny folkeafstemning om Storbritanniens EU-medlemskab.

Dermed har partiets medlemmer undsagt og i nogen grad undermineret partileder Jeremy Corbyn, der hidtil blankt har afvist en ny folkeafstemning med henvisning til, at »brexit betyder brexit«.

Men ikke nok med det. Labours medlemmer har også med sin opbakning til en ny folkeafstemning sendt en våd – eller måske snarere en rød – klud i hovedet på de 40 procent af partiets vælgere, som stemte for leave ved Brexit-afstemningen i 2016. Sandsynligheden for en ny afstemning er stadig lav, men beslutningen spiller ind i en leave-fortælling om en liberal politisk elite, der ikke lytter til folket.

For at få indtryk af splittelsen i Labour skal man blot forlade kongreshallen på havnekajen i Liverpool og krydse Mersey-floden til valgkredsen Birkenhead, der var en af de mange Labour-højborge i Nordengland, som stemte leave i 2016.

Normalt stemmer omkring 70 procent af vælgerne i Birkenhead på Labour, men til Brexit-folkeafstemningen i 2016 må en del have trodset partiets remain-linje for at sikre leave-siden et samlet flertal på 51,7 procent i valgkredsen.

Hos Ward’s Fish på Birkenheads marked er holdningen til en eventuel ny afstemning om Brexit da også klar.

»Det ville være et forræderi imod Brexit, hvis der kom en ny folkeafstemning. Men det undrer mig ikke, at Labour ender med at gå ind for det. Labour er i dag mere Nordlondons Labour, end det er Nordenglands Labour,« siger fiskehandleren Nigel Ward, som selv stemte leave.

Det var i Nordlondons bydel Islington, at den stærke remain-fortaler Tony Blair i 1990’erne skabte New Labour, og det er også i Islington, at Jeremy Corbyn i dag har sin valgkreds.

På den anden side af fiskedisken bakker stamkunden og den mangeårige Labour-vælger Tom Morton sin fiskehandler op.

»Leave-stemmen her i Birkenhead handlede blandt andet om, at folk ikke følte, at politikerne i Westminster lyttede til dem og tog deres bekymringer om især indvandring fra EU-landene alvorligt. Folk var ikke dumme. De kunne godt se, at politikerne ikke kunne gøre noget ved indvandringen, så længe vi var med i EU. Derfor stemte vi leave,« forklarer den ældre, gråsprængte herre.

Brexit-rebellen

Selv om Birkenhead kun ligger tre minutters togtur fra Liverpools centrum, er de to byer lige så forskellige, som det liberale storby-Labour og det traditionelle Labour.

Mens ungdommen flytter fra Birkenhead, der har en overvægt af ældre med arbejderklassebaggrund, har Liverpool formået at skabe økonomisk vækst og et nyt image som en universitets- og kulturby. Mere end 15.000 studerer i dag på et af byens fire universiteter mod kun 2.000 for 25 år siden, og Liverpool er den by uden for London, som i samme periode har oplevet den største økonomiske vækst.

I Birkenhead er halvdelen af befolkningen mellem 16 og 64 år på overførelsesindkomst. De lokale stoltheder er fodboldklubben Tranmere Rovers, som spiller i 5. division, og skibsværftet Cammell Laird, der i sin gyldne æra i 1930’erne byggede Atlantdampere og havde 20.000 ansatte.

Selv om skibsværftet stadig trives og blandt andet skal bygge hangarskibe for den britiske flåde, har det i dag kun 850 ansatte, hvoraf mange er fra Østeuropa. En nylig strejke på værftet handlede om, at de britiske værftsarbejderes lønningerne blev underbudt af billigere arbejdskraft østfra.

En af dem, som lyttede til Birkenhead-vælgernes bekymringer, var den lokale Labour-parlamentariker Frank Field. Den nu 76-årige politiker har siddet i parlamentet siden 1979 og anbefalede et leave som vejen frem, hvis der skulle sættes en stopper for EU-indvandringen fra Østeuropa.

Som Labour-politiker repræsenterede Field en snart uddøende race. Han er opvokset som arbejderdreng i 1950’ernes London og adskiller sig på det punkt fra Labours yngre parlamentarikere, der typisk har middelklassebaggrund.

Hans vej ind i politik gik ikke gennem universitetsuddannelser eller politiske karrierejob, men via et dybtfølt kristent engagement i kirkelige velgørenhedsorganisationer. Fields fokus har altid været på de såkaldte ’værdigt trængende’. Han er kendt som en strammer, når det kommer til velfærdsydelser, der ikke er ledsaget af krav om arbejde.

Værdigrundlaget kan betegnes som socialkonservativt, og netop derfor er Field i høj grad på bølgelængde med den del af den hvide ældre britiske arbejderklasse, som stemte leave. Meningsmålinger har således vist, at leave-vælgerne i modsætning til remain-vælgere ikke mente, at multikulturalisme, socialliberalisme, feminisme og immigration var et gode for samfundsudviklingen.

Ligesom leave-vælgerne er Field i opposition til det liberale middelklasse-Labour, der i dag tiltrækker de unge veluddannede, de internationalt orienterede og EU-positive, samt de socialliberale.

For Field er loyalitet til lokalområdet og det nationale fællesskab centrale værdier, og han har været konsistent i sin EU-skepsis gennem det meste af sin politiske karriere.

Smidt ud af Labour

Frank Field har flere gange siden Brexit-afstemningen peget på, at der eksisterer et hul mellem Labours parlamentarikere og vælgere, når det kommer til synet på EU. Blot syv ud af 222 parlamentarikere anbefalede leave i 2016, mens altså 40 procent – knap fem millioner – af Labours vælgere stemte for det. Det hul ville Field gerne hjælpe til med at lukke ved at repræsentere leave-vælgerne.

Men Fields strategi slog grueligt fejl. Han er i dag smidt ud af Labour, og historien om, hvordan det skete, vidner om, at Labour i dag har svært ved at rumme leave-vælgernes parlamentarikere. Field har selv forklaret, at han gik i protest over antisemitisme i Labours rækker, men sandheden er, at han blev skubbet ud af partiet på lokalt plan på grund af hans Brexit-position.

Det fortæller Tony Norbury, der er medlem af det lokale Labour-parti for Birkenhead og omegn.

Ifølge ham skete Frank Fields store fejltagelse i juni, hvor han reddede Theresa Mays regering fra et truende nederlag i parlamentet, hvilket muligvis kunne have åbnet for en ny Brexit-afstemning.

»Field satte sin loyalitet til Labours leave-vælgere højere end partidisciplinen og udsigten til, at vi muligvis kunne have væltet May-regeringen og fået et valg, hvis hun havde tabt afstemningen. Det var rent forræderi. Det førte til, at vi i den lokale valgkreds stillede ham et mistillidsvotum. Derfra gik det slag i slag,« forklarer Tony Norbury.

Hans forklaring er et partindlæg i sagen, og desværre har Frank Field ikke ønsket at udtale sig i lyset af følsomme politiske situation i byen. Men ifølge Fields støtter skulle Tony Norbury og hans folk i det lokale Labour-parti have brugt bøllemetoder og slet skjulte mordtrusler til at presse Fields folk ud af partiet for at svække Field. Tony Norbury skulle være en af hovedmændene i en lille klike på partiets yderste venstrefløj, der ifølge Fields folk skulle være de samme militante ideologer, der huserede i Labour i 1980’erne.

Med sin alder, sorte habitjakke, stramme cowboybusker og spidse sko kunne Tony Norbury måske godt minde om en gammel punker, men selv afviser han blankt udlægningen. Demokratiet inden for Labour-partiet har i stedet fravalgt Field, påpeger Norbury. 

Men Frank Fields afsked er symptomatisk for den udvikling, der er sket inden for det sidste års tid i Labour, mener Kevin Hickson, professor i britisk politik ved Liverpool Universitet.

»Det var de progressive Brexit-modstandere på Labours højrefløj, som slog sig sammen med partiets Corbynister på venstrefløjen om at få Frank Field smidt ud. At venstrefløjen som Tony Norbury slår til, skyldes, at højrefløjen i løbet af det sidste halve års tid har fået mobiliseret fagforeningerne, Momentum og Corbynisterne i kampen for en ny folkeafstemning. Som EU-skeptiker havde Frank faktisk fået begge fløje i partiet imod sig,« siger Hickson.

Nu har Tony Norbury selv tænkt sig at stille op som Labour-kandidat i Birkenhead, hvis det skulle komme til et hurtigt Brexit-valg. Udsigten til, at Field stiller op imod ham som uafhængig kandidat, får ikke Norbury til at ryste på hænderne.

»Jeg er sikker på, at jeg vil vinde, fordi jeg vil kunne trække på opbakningen fra hovedparten af Labour-medlemmerne i lokalafdelingen. De Labour-medlemmer, der vælger at støtte Field som uafhængig kandidat i en valgkamp, vil automatisk blive ekskluderet fra Labour, så de vil nok tænke sig godt om,« siger Norbury.

Det åbne spørgsmål er, hvem der så skal repræsentere Birkenheads fiskehandler, hans stamkunde og de øvrige 40 procent af Labour-vælgerne, der stadig gerne vil sige farvel til EU.