Læsetid: 4 min.

Malthus bekymrede sig om overbefolkning, da der levede en milliard mennesker på kloden

»Befolkningstilvækstens drift er uendeligt meget større end jordens mulighed for at skabe levegrundlag,« lød det ildevarslende fra den britiske økonom Thomas Robert Malthus. Men så kom industrialiseringen
Malthus' Essay on the Principle of Population omhandlede den uundgåelige tragedie, som den fortsatte befolkningstilvækst ville ende med

Sofie Holm Larsen/iBureauet

15. september 2018

Den britisk økonom Thomas Robert Malthus havde et grundlæggende pessimistisk udsyn. Han skrev sig op imod den fremskridtstro og håbefuldhed, der dominerede stemningen hos samtidens oplysningsintellektuelle ud fra en dyb bekymring for overbefolkning.

Malthus præsenterede sin hovedtese i Essay on the Principle of Population fra 1798. Dengang levede der omtrent en milliard mennesker på jorden.

Essayet omhandlede den uundgåelige tragedie, som den fortsatte befolkningstilvækst ville ende med set i lyset af madforsyningens knaphed. Malthus spåede, at befolkningstallet ville stige ustoppeligt, mens madforsyningen på et tidspunkt ville banke hårdt mod den mur, der udgøres af jordens knappe ressourcer og af manglen på frugtbar landjord. Det tilsagde datidens økonomiske logik.

»Befolkningstilvækstens drift er uendelig meget større end jordens mulighed for at skabe levegrundlag for mennesket,« skrev Malthus.

Den eneste måde at tøjle befolkningstilvækstens dyriske stormløb var gennem hungersnød, pestepidemier og krig, som kunne holde befolkningstallet på et niveau, der gjorde det muligt at mætte alle maver. Senere argumenterede han dog i mindre dystre termer for, at prævention og udskydelsen af ægteskaber (og dermed børn) også kunne afhjælpe katastrofen.

Industrialiseringen punkterede i praksis Malthus’ dunkle spådom. Både hans idé om, at befolkningstilvæksten ville stige grænseløst, og tesen om, at fødevareforsyningen ville være ude af stand til at følge med, blev tilbagevist af den historiske udvikling.

Alligevel fik teorien stor indflydelse og var både inspiration for Charles Darwins sætning om naturlig selektion som resultat af en kamp for livet og for det overordnede fokus på menneskets forhold til jordens knappe ressourcer, der kun er blevet skærpet i lyset af klimakatastrofen. Måske banker vi stadig mod muren – den stod bare ikke dér, hvor Malthus så den.

Gnavpotten

Malthus blev født ind i en engelsk landadelig familie, men som den anden søn i rækken, hvilket betød, at han ikke kunne arve noget af faderens landejendom og derfor måtte opdrive et selvstændigt erhverv.

Samtidig kom han til verden med slemt hareskår, der betød, at Malthus stammede hele sit liv – noget, der begrænsede hans professionelle muligheder voldsomt, og indtil han fyldte 30 år, levede han et beskedent liv som gejstlig på et landkloster.

Vendepunktet kom, efter William Godwin udgav Enquiry Concerning Political Justice i 1793 – et utopisk og optimistisk kampskrift, der argumenterede for, at mennesket kunne opnå et stadie af ufejlbarlighed, hvor alle levede fuldt ud rationelt, uden brug for love, i velstand, fred og harmoni.

Malthus’ far, der havde en vis intellektuel status i samtiden og korresponderede med både Rousseau og Hume, var betaget af værket og delte det med sin søn.

Provokationen over den lallende optimistiske tro på fremskridtet var så overvældende, at den unge Malthus skrev sit berømte Essay on the Principle of Population, hvormed han fik sin stemme i den intellektuelle offentlighed – og stemplet som mavesur gnavpot.

Ud over sit fatalistiske syn på befolkningstilvæksten, harcelerede Malthus nemlig også mod fattigdomsydelserne, som han kritiserede for blot at føre til øget inflation fremfor reelt at forbedre vilkårene for de mindrebemidlede.

Malthus rygtes endda at være inspirationen for figuren Ebenezer Scrooge i Charles Dickens’ berømte fortælling Et juleeventyr fra 1843 – i hvert fald er der åbenlyse, om end retorisk karikerede, fællestræk mellem det økonomiske udsyn hos de to.

»Hvis de hellere ville dø, havde de bare at gøre det og reducere overskudsbefolkningen,« siger Scrooge.

Keynesianismen stamfar

Det andet væsentlige værk i Malthus’ bibliografi opstod også som konkret modreaktion på en samtidig tænker. Principles of Political Economy fra 1820 var et direkte svar på den samtidige økonom David Ricardos populære bog On the Principles of Political Economy and Taxation, der var udkommet blot tre år forinden.

De to økonomer havde været pennevenner og livlige debattører i offentligheden, siden Malthus etablerede kontakten til sin yngre rival i 1811.

Gennem pamfletter, breve og private møder diskuterede de alt fra pengeudbud og årsagen til inflation til toldsystemer, der skulle beskytte landbruget. Men de brugte også hinanden konstruktivt og byggede oven på hinandens ideer – eksempelvis omkring teorien om jordrente – og var begge forenet om Adam Smith som den blændende ledestjerne.

Principles of Political Economy handlede hovedsaligt om, hvordan man skulle forstå samtidens økonomiske depression i England. Den udbredte grundidé var Jean-Baptiste Says princip om, at den samlede produktion altid ville blive mødt af en tilsvarende efterspørgsel.

Der kunne med andre ord aldrig opstå generel overproduktion i den samlede økonomi, fordi et overudbud af en vare automatisk ville blive balanceret af en mangel på andre. Det var også Ricardos synspunkt.

Malthus’ var uenig. Han mente godt, at den samlede efterspørgsel kunne falde til et niveau under økonomiens samlede output. De enkelte arbejdere producerede væsentligt mere, end de forbrugte, og hvis mere velstillede samtidig nedsatte forbruget, ville der komme et punkt, hvor det ikke længere var profitabelt at producere (luksus)varer – hvilket ville resultere i økonomisk depression. Uanset, hvad Says og Ricardos abstrakte teoretiseringer lovede.

Og fokus på efterspørgselssiden i det økonomiske kredsløb, forbeholdet over for overopsparing og ideéen om at den samlede efterspørgsel falder, når lønningerne holdes på et minimumsniveau, hvilket i sidste ende fører til overproduktion, fik vidtrækkende konsekvenser. Over hundrede år senere kom de til at stå som centrale argumenter i John Maynard Keynes’ The General Theory of Employment, Interest and Money fra 1936.

Således foregreb Malthus’ elementer af den keynesianske revolution, der blev helt afgørende i det tyvende århundrede.

Anbefaling til videre læsning: Thomas Robert Malthus: An Essay on the Principle of Population. 1798

Wealth of Nations (Nationernes Velstand) udkom i 1776 og betegnes normalt som Adam Smiths hovedværk
Læs også
Serie

Vi tager økonomien tilbage

Økonomien er taget fra os. Vi forstår den ikke og har ikke magt over den. Og når vi ikke forstår økonomien, kan vi ikke stille dem, der har magten over den, til regnskab – endsige forandre den.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Ditlev Nissen
  • Alvin Jensen
  • Hanne Pedersen
  • Kurt Nielsen
  • Trond Meiring
  • Peter Knap
  • Eva Schwanenflügel
Hans Ditlev Nissen, Alvin Jensen, Hanne Pedersen, Kurt Nielsen, Trond Meiring, Peter Knap og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Gustav Alexander

Malthus' teori om overbefolkning som så korrigeres af hungersnød ender trods sin anvendelighed for Kenyes i at naturalisere hungersnød som en uundgåelighed, der ikke beror på konkrete produktions relationer i samfundet.

Hungersnød har, i Malthus' perspektiv, ikke noget med magtfordelingen i samfundet at gøre. Man undres.

Alvin Jensen, Eva Schwanenflügel, Niels Duus Nielsen og Børge Neiiendam anbefalede denne kommentar
Aske Bjerre-Larsen

Der findes kun ét sikkert resultat ved eksponentiel vækst i et lukket system Det er hverken til diskussion eller forhandling - Det er et universelt matematisk faktum.
Industrialiseringen punkterede derfor på ingen måde Malthus bekymring om overbefolkning, men illustrerede blot hans tids begrænsede videnskabelige indsigt; forståelse af planetens enorme kapacitet og samspillet mellem teknologi, organisering og antal.

Men det er en uskyld vi for længst har mistet - ignorancens lykkelige uansvarlighed.
I dag er overbefolkning en indiskutabel kendsgerning og siden 1940 da menneskeheden rundede de 3 milliarder individer, har vores påvirkning af miljø og klima været entydigt destruktiv.

Dorte Nielsen, Anders Reinholdt, Per Torbensen og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Gustav Alexander

Trods den sandhed, Aske Bjerre-Larsen, så har samfund vel aldrig været definerede ved "eksponentiel vækst i et lukket system"? Eksponentiel vækst i perioder, ja men med følgende kriser, lavkonjuktur og krige, der til alle tider haft enorm indflydelse på økonomien, hvorfor det også sjældent bliver relevant at forstå skabelsen af velstand - eller dets fravær i dele af befolkningen - ved matematiske modeller alene. Trigonometri kan vi trygt henvise til matematikken men samfundets formationer samt dets konsekvenser må forblive et spørgsmål om socialvidenskab.

Det som presser planeten i dag er eksempelvis ikke nødvendigvis antallet af mennesker (endnu, selvom antallet er meget, meget alarmerende). Livsvilkårene på vores planet degraderes gradvist - og har gjort det i 200 år - ikke på grund af modeller men på grund af en produktionsform, der søger privat profit over et hvert andet hensyn.

Alvin Jensen, Eva Schwanenflügel og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

@Gustav

Det som presser planeten i dag er eksempelvis ikke nødvendigvis antallet af mennesker

Jo, det er præcis problemets rod.

Du kan kun brødføde 7+ milliarder mennesker med intensiv landbrug, og dette kræver fossile brændsler til fremstilling af kunstgødning og landbrugsproduktion. En jord i økologisk balance kan måske brødføde 1-2 milliarder. Og der er jo også først med det intensive landbrugs opståen, at jordens befolkning er eksploderet.

Så man kan vælge at lade befolkningsvæksten fortsætte udover denne bæredygtige grænse, men det er en stakket frist. Det har konsekvenser for klimaet - som enhver kan se idag.

Så der er ingen vej udenom. Befolkningstallet skal drastisk reduceres - og det bliver det også.
Den forestående klimakatastrofe er naturens reguleringssløjfe til det formål.

/O

Dorte Nielsen, Ole jakob Dueholm Bech, Aske Bjerre-Larsen og Michael Friis anbefalede denne kommentar
Jørgen Wind-Willassen

Der er ikke meget interessant at hente hos Malthus.
Der er sket alt for meget siden som ændrer hele analysen.
Men pointen med den voksende befolkning- den holder hele vejen.
ALLE udfordringerne på kloden ville virkeligt blive væsentligt mindre hvis der kom styr på befolkningsvæksten.
Ikke mindst klimaudfordringen og befolkningsvandringerne.
Er der håb ?
Tja.
Det ser ikke for godt ud - specielt ikke i Afrika.
En lille nem side med data baseret på FN og verdensbanken er Globalis.
https://www.globalis.dk/Statistik/Befolkningstal
Kig ikke hvis du er bekymret over befolkningsvæksten, Nigeria med 200mio i dag forventes at vokse til
600mio om 50 år.
Og det stopper ikke der.

Jørgen Clausen

Før tænkte jeg, at jorden godt kan brødføre en befolkning på 11 milliarder mennesker, som vi efter sigende vil være en gang i fremtiden. Men at brødføre betyder jo meget meget andet ind kun fødevare. I vores livsstil i f.eks. Danmark er fødevare jo kun en lille del af det forbrug vi hver i sær dagligt har.

Det siges, at den livsstil vi fører i Danmark kræver hele 3,6 jordkloder for at dække ressourceforbruget. Hvis det er sandt vil der således kun være plads til omkring 2 milliarder sjæle på planeten jorden, hvis ikke dens ressourcer skal blive udtømt.

Det er i det lys jeg i dag ser på begrebet overbefolkning. Og ikke bare fødevare behovet.

Ole jakob Dueholm Bech og Aske Bjerre-Larsen anbefalede denne kommentar

Ud over Malthus, Boulding og Hubbert, er noget af det mest øjeåbnende omkring dette emne Albert Bartletts legendariske forelæsning "Arithmetic, Population and Energy: Sustainability 101":

https://www.youtube.com/watch?v=sI1C9DyIi_8

Bartlett var en tør mand, men han var ikke blottet for en vis portion sort humor af den galgenhumoristiske, sarkastiske slags. Forelæsningen holdt Bartlett iøvrigt 1742 gange i løbet af hans liv, så den havde han pænt godt styr på til sidst.

Gustav Alexander

olivier,

Jeg tror du skriver dig op mod en holdning, som jeg ikke udtrykker. Jeg anerkender fuldstændig at der er en absolut grænse, som kun i nogen grad kan flyttes på ved menneskers teknologi samt sociale organisation. Men landbrug og industri, som vi kender det i dag, er produkter af en specifik produktionsform.
Det forholder sig ikke sådan at vi død og pine er tvunget til at fylde havene med plast eller forvandle områder af Pakistan og Indien til affaldspladser for eurpæiske og amerikanske computere, fjernsyn og radioer. Det er sådan set produktionsformen som fordrer denne udvikling.

Den grønne omstilling finder ikke sted, selvom den prædikes konstant. Det er netop fordi man simpelthen ikke kan løse et globalt, kollektivt problem via markedskræfterne - men der er ingen, der vil gøre op med industriens autonomi og tage samlet, demokratisk kontrol over de produktionsmidler som både er kilden til vores velstand samt klodens klimatiske degeneration.

Min pointe er ikke at Malthus ikke korrekt identificerer et materielt loft; blot at vi ikke havde nået det pågældende loft i hans tid og først nu - i nogen grad - er ved at nå det. I øvrigt godt hjulpet på vej af den industrielle revolution, som altså immervæk var en historisk begivenhed og ikke en teknisk-matematisk praktikalitet.

Det jeg forsøger at redde her er de historiske forklaringer på problemer, da de alt for ofte erstattes af ahistoriske forklaringer (såsom den teknisk-matematiske) der naturaliserer kummerlighed og gør klimaets krise til et ansigtsløs problem og et kollektivt ansvar, der ikke har noget med konkrete magtforhold at gøre. Det tjener jo kun eliten.

Jeg vil eksempelvis påstå at det er relativt ligegyldigt om jeg spiser 0 eller 10 kilo oksekød om ugen ifht. hvorledes en Jeff Bezos eller Bill Gates vælger at forvalte sin produktion. Vi må indrømme det politiske i krisen.

Dermed ikke sagt at vi på nogen måde kan have plads til eksempelvis 20 milliarder mennesker.

Regnestykket er ret simpelt:

Globale Ressourcer / Befolkningstal * "Grådighedsfaktor" = Ressource pr. Person

Der kommer ikke flere ressourcer, og vi bliver flere mennesker, så hvor grådig vil du selv være?

I 2008 var der nogen som beregnede at Bill Gates Carbon Footprint var 10.000 gange højere end en gennemsnitsamerikaner. Det skal nok passe, men hvis Bill satte sit forbrug ned til gennemsnittet, ville alle andre mennesker på kloden så kunne hæve deres Carbon Footprint 0,000001 gange. Se, dét er jo noget som batter ;)