Læsetid: 7 min.

De nægtede at forsone sig med Assad – nu er krigen kommet til deres sidste tilflugtssted

Det syriske regime og dets russiske og iranske støtter er i gang med en stor militær opmarch ved grænsen til Idlib-provinsen, det sidste fristed for den væbnede opposition – og for de millioner af fordrevne civile fra hele Syrien, der har ladet sig evakuere fra borgerkrigen gennem årene
Idlib i det nordvestlige Syrien har længe været et helle for de millioner af fordrevne civile fra hele Syrien, der har ladet sig evakuere fra borgerkrigen gennem årene. Men nu er krigstrommerne begyndt at buldre i også det nordvestlige Syrien: Et angreb fra regimet og dets russiske og iranske støtter synes undervejs med en igangværende større militær opmarch.

Idlib i det nordvestlige Syrien har længe været et helle for de millioner af fordrevne civile fra hele Syrien, der har ladet sig evakuere fra borgerkrigen gennem årene. Men nu er krigstrommerne begyndt at buldre i også det nordvestlige Syrien: Et angreb fra regimet og dets russiske og iranske støtter synes undervejs med en igangværende større militær opmarch.

Ritzau Scanpix

5. september 2018

Hind Salim og hendes familie hører til de heldige flygtninge i Idlib-provinsen i det nordvestlige Syrien. De måtte efterlade sig alt, da de i grønne busser blev evakueret fra Damaskus-forstaden Douma, men det er lykkedes dem at finde en lejlighed i Idlib by med et nyt køkken.

»Når syrerne hører om, at de grønne evakueringsbusser er på vej, bliver de bange. De ved, at de lader deres hjem og deres gamle liv med alle dets minder bag sig,« siger Hind Salim.

Sorg og elendighed ledsagede familien på deres vej til det nordlige Syrien, hvor de siden har søgt at skabe sig en ny tilværelse i ’Syriens hovedstad for fordrevne’, som hun kalder Idlib, der både er navnet på en by og på den provins, der støder op til grænsen til Tyrkiet.

Byen Idlib, der før den syriske borgerkrig havde 165.000 indbyggere, er præget af de mange nytilkomne fra hele Syrien: Forskellige arabiske dialekter høres, og der er syrere fra de fleste af nationens religiøse mindretal.

Et vidnesbyrd om, hvor omfattende evakueringerne og massefordrivelserne har været, er det seneste skøn fra hjælpegruppen Response Coordinators Organisation i Idlib, ifølge hvem Idlib-provinsen i dag »giver ly til 3.860.000 civile, herunder 1.640.000 evakuerede fra andre syriske byer«.

Men sikkert ly for krigen yder Idlib ikke længere, for nu er krigstrommerne begyndt at buldre i også det nordvestlige Syrien: Et angreb fra regimet og dets russiske og iranske støtter synes undervejs med en igangværende større militær opmarch. Tirsdag begyndt russiske bombefly igen at bombe i provinsen efter at have holdt pause i 22 dage.

Lige nu foregår der intense forhandlinger mellem Tyrkiet og Rusland om at finde en udvej for at undgå et stort slag. Fredag skal Rusland, Tyrkiet og Iran mødes på regeringsniveau i Teheran for blandt andet at diskutere situationen i Idlib. Et angreb kan blive det definitive slag i Syriens syv år lange borgerkrig.

De fordrevne

Hind Salim er vokset op Douma. Her gik hun i skole og legede som barn. Her blev hun siden gift og mor til en søn og en datter. Begge børn kom til verden i den kælder, hvor familien søgte beskyttelse mod bombeangreb fra syriske og russiske fly.

Hind Salims minder er blandede. De positive handler om familien og de små. De dystre om bombeangrebene, og især det kemiske angreb mod byen i 2013. Og om den syriske regerings udsultningstaktik over for de belejrede i Douma.

I begyndelsen af 2011 gik indbyggerne her som i mange andre syriske byer på gaden i protest imod Assads diktatoriske regime og med krav om demokratiske rettigheder – Hind Salim var aktiv demonstrant.

Siden skulle den oppositionelle by få regimets vrede at føle gennem en tre år lang belejring præget af sult og afsavn. Belejringen blev ophævet i april, da Doumas væbnede opposition blev stillet over for følgende valg: Oppositionen og dens støtter blandt byens indbyggere kunne enten overgive sig til regimet og ’forsone sig’ med det. Eller også lade sig evakuere til Idlib-provinsen.

Douma er hverken den første eller den sidste by i Syrien, som regimet har tilbudt evakuering. Adskillige byer, der blev holdt af oppositionen, har gennemført evakueringer, både af civile og af militsmedlemmer. Den første blev gennemført i Homs i det centrale Syrien i april 2014 – den seneste i juli i år i Daraa, tæt på den jordanske grænse.

Det nordvestlige Syrien er den eneste region i landet, der stadig er kontrolleret af den væbnede opposition med støtte fra Tyrkiet og af en række islamistiske militser med tilrejsende udenlandske jihadister.

De sidstnævnte begyndte at strømme til regionen i 2012, da oppositionsstyrkerne var i offensiven. De fleste udenlandske krigere kom ind via den tyrkiske grænse ved Bab al-Hawa.

De islamistiske grupper i Idlib

  • I 2014, da Islamisk Stat på kort tid fik kontrol med et stort territorium, delte jihadisterne sig i to: Nogle sluttede sig til IS i Raqqa, mens andre svor loyalitet over for al-Qaeda i Idlib. I dag er islamisterne delt op i fire hovedgrupper, fortæller lokale krigere og journalister i regionen, som Information har været i kontakt med. De mest magtfulde fraktioner er dem, der er allieret med al-Qaeda, siger de.
  • En af dem er Turkistan Islamic Party, som tæller 10.000 krigere fra Tjetjenien, Turkmenistan, Kasakhstan, Kirgisistan samt kinesiske uighurer og spiller en vigtig rolle for den væbnede oppositions kontrol med Idlib, ikke mindst i bjergområdet bag middelhavskystbyen Latakia, hvor russerne har en flådebase. Turkistan Islamic Party sidder på dette områdes byer og landsbyer, hvor en stor del af befolkningen tilhører tyrkiske folkestammer, der sværger troskab til visionen om et genskabt Osmanner-rige.
  • En anden gruppe er Al-Imam Al-Bukhari-bataljonen, der kontrollerer nøglebyen Jisr al-Shughur på motorvejen mellem Aleppo og Latakia og landsbyerne nord for byen Hama og tæller omkring 5.000 krigere, de fleste fra Usbekistan. 
  • En tredje gruppe er Huras al-Din (arabisk for ’Religionens Vogtere’), der i 2017 opsamlede de fleste af de overlevende krigere fra Islamisk Stat, da De Syriske Demokratiske Styrker med hjælp fra USA erobrede Raqqa. Huras al-Din tæller 7.000 krigere.
  • Den største og stærkeste gruppe er dog Jabhat Fateh al-Sham med 25.000 stærkt bevæbnede krigere, herunder udlændinge fra Europa, Afrika, Den Arabiske Golf og Kina. De fleste af islamisternes våben har de overtaget fra den internationalt støttede Frie Syriske Hær.

Våbenkonfiskation

Odia Burhan er chef for en af Den Frie Syriske Hærs enheder og har kommandoen over 1.000 mand. For halvandet år siden omringede islamister fra Jabhat Fateh al-Sham hans base i Idlib og krævede dens våben udleveret.

»Min indstilling var, at vi skulle kæmpe mod dem, men mine soldater, de feje uslinger, nægtede at adlyde,« siger han med en stemme, der dirrer af vrede.

»De ville ikke kæmpe imod en muslimsk gruppe, sagde de.«

Burhans våben var leveret af den internationale koordinationsgruppe MOM (de tyrkiske initialer for Müşterek Operasyon Merkezi, operationscentret for samarbejde), som i 2012 blev nedsat af Frankrig, Tyrkiet, USA og golflandene som støtte til Den Frie Syriske Hærs kampgrupper i det nordlige Syrien.

Den nat måtte Burhan konstatere, at kun 150 soldater ville være loyale over for Den Frie Syriske Hær. Han flygtede derpå til Tyrkiet til byen Al-Bab, der er under kontrol af den tyrkiske hærs afdeling for syriske operationer, og etablerede en ny kampgruppe.

Burhan bekræfter over telefonen fra sin nuværende base i Syrien, at det kan udvikle sig til en humanitær katastrofe, hvis det syriske regime indleder et storangreb på Idlib-regionen.

Hvis angrebet kommer, vil det foregå på flere fronter, siger Burhan, men den vigtigste front vil være i de turkmenske bjerge syd for Latakia, hvor nogle er de mest radikale islamister holder til, vurderer Burhan.

Det er kun nogle dele af den syriske opposition, der vil kæmpe mod islamisterne, da de i så fald vil være på samme side som Assad-regimet. Burhan og hans fraktion af den Frie Syriske Hær er dog ikke i tvivl.

»Fatah al-Sham stjal mine våben og konfiskerede vores base. De sparkede os ud fra vores territorium – om jeg så skal kæmpe side om side med Israel vil jeg slås mod Jabhat Fateh al-Sham.«

Information taler også med talsmænd for andre store oppositionsstyrker, herunder Den Nationale Front for Syriens Befrielse, der tæller 50.000 soldater, og den tyrkisk støttede Eufrats’ Skjold, der råder over 40.000.

Begge bekræfter, at de kun vil vende sig mod de radikale islamistiske grupper i Idlib, hvis der kommer en international intervention, eller hvis Tyrkiet griber ind. De vil dog stadig bekæmpe det syriske regimes tropper, hvis de skulle komme ind i Idlib-provinsen. 

Kamp til sidste mand

Der er ingen steder, de islamistiske grupper kan søge hen. Hverken Tyrkiet eller noget andet land vil tage imod dem. Følgelig er de trængt fra fem sider: Af det syriske regime ved Hama, i den syriske ørken og ved Aleppo, af Tyrkiet i nord og af Eufrats Skjold i øst.

Overgivelse kan ikke komme på tale, sagde lederen Jabhat Fateh al-Shams, Abu Muhammad al-Julani, i en tale publiceret på internettet den 22. august.

»Vores våben er den røde linje – de er kilden til vores styrke, stolthed og beslutsomhed,« udtalte Abu Muhammad al-Julani med henvisning til, at de ikke ville forhandle om at overdrage deres våben:

»Vi vil kæmpe til sidste mand.«

Uanset hvilket scenarie det måtte komme til, vil en væbnet kamp om Idlib medføre enorme civile tab, vurderer eksperter. Under alle tidligere kamphandlinger i Syrien er Idlib forblevet et sikkert ly for civile og oppositionskrigere. Men kommer krigen til Idlib, hvem er det så, der vil tage imod millioner af civile flygtninge, spørger Mustafa Abu Shams, der er journalist og forsker med base i Idlib by.

»Idlib har været et helle for fordrevne fra andre regioner i Syrien, men for regimet betyder det, at de alle ses som værende i ledtog med oppositionen og modstander af forsoning,« siger han. 

Mange civile vil forsøge at flygte til Tyrkiet, hvis det store slag kommer, men den tyrkiske grænse er lige nu lukket for civile. Tyrkiet ønsker ikke at tage imod en ny bølge af flygtninge og eneste vej ind i landet er via menneskesmuglere, der tager 15.000 kr. for at smugle én person over grænsen.

»Vi aner ikke, hvad vi skal gøre nu. Vi har kun Tyrkiet at flygte til, men det er dyrt. Vi har ikke penge nok til at betale en smugler for os alle,« siger Hind Salim med tårer i øjnene, idet hun kigger på sine børn. »Hvis vi ville have forsonet os med regimet, var vi ikke brudt op fra vores hjem. Vi bliver nødt til at flygte fra dette land, hvor det er lige så let at starte en ny krig, som det er at spise suppe«.

Oversat af Niels Ivar Larsen

»Vi skal enten skubbe terroristerne tilbage til Tyrkiet, hvor de jo kom fra til at starte med, eller også skal vi dræbe dem,« sagde Assad i sidste uge om en mulig offensiv i Idlib-provinsen.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Olaf Tehrani
  • Eva Schwanenflügel
Olaf Tehrani og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Thomas Bindesbøll

Vi står endnu engang overfor en omgang uhørte lidelser for den syriske civilbefolkning.

Denne gang de over arme 3 millioner mennesker, der er fanget i Idlib, og som ingen steder har at flygte hen. Nogle prøver at nå frem til Tyrkiet. Der er grænsen hermetisk lukket...

Assad og det russiske luftvåben er nu allerede gået i gang med deres beskidte såkaldte "præcisions"-bombarmenter, der som vanligt kræver civile liv.
Det er ikke til at bære at tænke over, hvilke mange civile der nu igen skal bombedræbes af en fascistisk diktator og krigsforbryder, Assad - aktivt støttet af kyniske Putin og hans militære dræbermaskiner.

Og som så ofte i denne forfærdelige konflikt er der mangel på klare fordømmelser og/eller handling.
Hør onsdagens P1-Orientering med indslag/interview med Thomas Ubbesen:
(Begynder 1:40 inde, som første indslag):
https://www.dr.dk/radio/p1/orientering/orientering-2018-09-05