Læsetid: 8 min.

Ny tysk venstrefløjsbevægelse: »Vi oplever en krise i det tyske demokrati«

Sahra Wagenknechts venstreorienterede samlingsbevægelse ’Aufstehen’ er nu officielt gået i luften som en slags debatforum på tværs af partierne. Men det er uvist, om den overhovedet kan flyve, og om der er brændstof nok til at samle den splittede tyske venstrefløj
Tirsdag fik Tyskland endelig nogle svar på, hvad den venstreorienterede samlingsbevægelse Aufstehen er for en størrelse. Sahra Wagenknecht fra Die Linke stod som ventet i centrum, men både hun og de øvrige paneldeltagere kæmpede for at formidle et budskab: at man vil skabe en ny social og basisdemokratisk bevægelse, der skal rykke det tyske partilandskab mod venstre og samle venstrefløjspartierne.

Tirsdag fik Tyskland endelig nogle svar på, hvad den venstreorienterede samlingsbevægelse Aufstehen er for en størrelse. Sahra Wagenknecht fra Die Linke stod som ventet i centrum, men både hun og de øvrige paneldeltagere kæmpede for at formidle et budskab: at man vil skabe en ny social og basisdemokratisk bevægelse, der skal rykke det tyske partilandskab mod venstre og samle venstrefløjspartierne.

Bernd von Jutrczenka

5. september 2018

»Et stort flertal i Tyskland ønsker sig et stærkere socialt sammenhold, en højere mindsteløn og bedre socialsikring, når de bliver ældre.«

Sahra Wagenknecht fra partiet Die Linke kigger beslutsomt ud over havet af kameraer og journalister, der er troppet op i presselokaler et langt stenkast fra den tyske Forbundsdag i Berlin. De vil alle høre, hvad den venstreorienterede bevægelse Aufstehen med Wagenknecht som styrkvinde har på hjertet.

»Flertallet ønsker et mere socialt land,« siger hun.

»Deraf kan man slutte, at venstrefløjspartierne i Tyskland må have gjort noget forkert.«

Ud af egen pose

Venstrefløjspartierne, som Wagenknecht refererer til, er hendes eget parti Die Linke, hvor den 49-årige gruppeformand er på kant med den øvrige ledelse. Det er De Grønne, som denne dag repræsenteres af Ludger Volmer, der engang var en trofast støtte for udenrigsminister Joschka Fischer, og som i dag beklager sig over, at De Grønne er blevet »liberalkonservative«.

Og det er socialdemokratiske SPD, der er repræsenteret ved Flensborgs borgmester Simone Lange, som i foråret var den chanceløse udfordrer mod Andrea Nahles ved valget om formandsposten, efter SPD atter var indgået i en GroKo-regering (Große Koalition) under Angela Merkel.

Sahra Wagenknecht selv gør alt for at modgå indtrykket af, at bevægelsen handler om hendes egen politiske karriere eller om grundlæggelsen af et nyt parti. Ikke desto mindre er bevægelsen i offentlighedens øjne for længst knyttet til Wagenknecht som den tyske venstrefløjs mest fremtrædende figur.

Som knivskarp kapitalismekritiker er hun respekteret i det meste af det politiske spektrum i Tyskland. Af samme grund kan man ofte opleve hende i tyske talkshows, hvor hendes suveræne retorik ifølge partiinterne kritikere bl.a. skyldes, at hun ser stort på Die Linkes partilinje, og taler lige ud af posen. Altså sin egen pose.

Denne dag i Berlin beklager Wagenknecht alligevel, at en rød-rød-grøn regering (SPD, Die Linke og De grønne) aldrig er blevet til noget i den tyske Forbundsdag, og at det siden Merkels magtovertagelse i 2005 ikke engang er blevet fremstillet som et realistisk alternativ.

Det har splittet og svækket venstrefløjen yderligere og gjort den store GroKo-regering mellem CDU/CSU og SPD til den demokratiskadelige og nu døende kompromisformel i Tyskland, mener Wagenknecht.

At hun her fortier, at hun gennem årene flittigt har anklaget De Grønne og SPD for at være »neoliberale« og derfor uden for Die Linkes rækkevidde, gør flere journalister pænt opmærksom på fra tilskuerrækkerne.

Hele Tysklands parlament

Med et antidemokratisk Alternative für Deutschland som oppositionsleder er det under alle omstændigheder på høje tide at ruske op i partibilledet og samle venstrefløjen, mener Wagenknecht.

»Tidligere har menneskerettigheds- og miljøbevægelser ændret det politiske landskab markant. Nu er der brug for en social bevægelse, der kan ændre tysk politik,« siger hun.

»Vi skal lægge så meget pres på partierne og partispidserne, at de ikke længere kan ignorere bevægelsen.«

På et omdelt papir kræver bevægelsen bl.a. en ny fredspolitik, flere faste job med syge- og pensionsforsikring, retfærdige skatter og en stærk socialstat – punkter, som der næppe er nogen på venstrefløjen, der vil føle sig stødt på manchetterne over. Men ifølge Wagenknecht er pointen, at initiativtagerne ikke skal diktere indholdet eller lave et partiprogram. Det skal deltagerne selv udvikle.

Selv om bevægelsen er startet af en lille kreds af politikere og intellektuelle, rundede den tirsdag 100.000 støtter, der har registreret sig på bevægelsens hjemmeside med navn og e-mailadresse. De kan nu påbegynde den basisdemokratiske dialog på bevægelsens hjemmeside, men ambitionen er også, at der opstår lokale og regionale netværk og events.

»Vi oplever en krise i det tyske demokrati, hvor stadig færre føler sig repræsenteret af politikerne,« siger Wagenknecht, der mener, at hele den tyske venstrefløj vil det samme: en mere økologisk, pacifistisk og social politik.

»Derfor gør vi nu Tyskland til et parlament,« siger hun.

»Vi vil hente de utilfredse mennesker, der er vrede og føler, at de ikke bliver hørt, tilbage.«

En gratis omgang

Selv efter pressekonferencen er det uklart, hvordan diskussionsprocessen i Aufstehen skal føre til samlede holdninger. Den undren bliver ikke mindre, når man ser på, hvordan store dele af både SPD, De Grønne og især Die Linke har distanceret sig fra Aufstehen i løbet af opstartsfasen.

»Det er et par enkeltpersoners projekt,« har Die Linke-leder Bernd Riexinger for nylig udtalt om Aufstehen, som han kaldte »et virtuelt projekt med en hjemmeside og et par professionelt drejede videoer«. SPD’s generalsekretær Lars Klingbeil har affejet projektet som »en intern magtkamp i Die Linke«.

På pressekonferencen beklager den grønne Ludger Volker denne »rasende afværgelsesretorik fra partispidserne«.

»De overser, at de venstreorienterede partier ikke kan overleve uden en folkelig opbakning.«

Set med mere neutrale briller er den tyske sociologiprofessor og protestforsker Dieter Rucht langt hen ad vejen enig i kritikken.

»Der er i Tyskland en længsel efter en slagkraftig venstrefløj, efter et opgør med SPD’s liberale drejning og måske også efter en venstrefløj med en mere realistisk flygtningepolitik,« siger han til Information.

Dieter Rucht roser bevægelsen for med Wagenknechts ansigt som trækplaster at have skabt en omfattende pressedækning. Alligevel kalder han Aufstehen for en gratis omgang, der står et sært sted mellem parti og bevægelse.«.

»Principielt kan man ikke grundlægge en bevægelse. Normalt opstår bevægelser ved, at en gruppe mennesker udveksler ideer, diskuterer, foretager noget sammen, så der opstår en fællesnævner og en fælles forståelse,« siger forskeren.

»I tilfældet Aufstehen ligner det en slags topstyret pr-projekt, hvor en lille kreds har gjort reklame for at få så mange støtter som muligt før opstarten. Støtterne kender bare ikke rigtig indholdet og retningen, og det er svært at se, hvordan de skal få indflydelse på den. Det er lidt som en raket med ukendt indhold, hvor man ikke ved, om den overhovedet kan flyve efter nedtællingen.«

Intet hul til venstre

Selv på SPD’s venstrefløj har Aufstehen fået en kølig modtagelse.

Et par prominente figurer som Marco Bülow bakker op om projektet, mens lederen af sidste vinters No-GroKo-bevægelse, Kevin Kühnert, er meget kritisk over for en bevægelse på tværs af partierne. Han vil i kraft af SPD, Die Linke og De Grønnes mangfoldighed og rækkevidde i stedet skabe et partibaseret alternativ til både GroKo og højrefløjen.

Selv om Wagenknecht flere gange benægter det, formoder protestforskeren Dieter Rucht, at Aufstehen med tiden vil kunne udvikle sig til en ’Liste Wagenknecht’, altså et fjerde parti på den tyske venstrefløj, som dermed vil blive yderligere fragmenteret.

»Hvis det langsigtede mål er at grundlægge et parti, så kan jeg ikke se det tomrum, der skulle være på den venstre side i tysk politik,« siger Dieter Rucht, der afviser direkte sammenligninger med andre europæiske lande.

»I Frankrig kollapsede socialisterne og kommunisterne og efterlod plads til nye bevægelser som Mélenchons ’La France insoumise’ på venstrefløjen og Macrons ’En marche’ i midten,« siger han.

»Podemos i Spanien og Jeremy Corbyns Momentum-bevægelse har begge bygget på eksisterende bevægelser og partier. Med Aufstehen er det ikke tilfældet. De distancerer sig fra Die Linke, og har meget lidt opbakning i SPD og De Grønne, og de har heller ikke formået at sælge ideen til de tyske fagforeninger.«

Desuden er der i Tysklands parlamentariske system langt mindre chance for, at en politisk bevægelse kan brage frem blandt de etablerede folkepartier, end i det præsidentielle system i Frankrig eller i flertalsvalgsystemet i Storbritannien.

Fortiden

Ifølge professoren skal man heller ikke glemme, at modtagelsen af Aufstehen hænger tæt sammen med Wagenknehct og hendes fortid. Oprindeligt er hun fra østtyske Thüringen og måtte i slutningen af 1980’erne ikke studere på trods af en glimrende studentereksamen, fordi hun »ikke var tilpasningsvillig nok til det socialistiske kollektiv« i DDR.

I stedet blev hun derhjemme og læste Marx, Hegel og Kant i ét væk – indtil murens fald med et slag åbnede for, at hun kunne studere filosofi og økonomi.

I løbet af 1990’erne var hun aktiv i det postkommunistiske parti PDS, hvor hun lå i åben strid med partileder Gregor Gysi. Fra 2004 sad hun i Europa-Parlamentet, og i 2009 kom hun i den tyske Forbundsdag og var med til at grundlægge Die Linke.

To år senere blev det kendt, at hun danner par med den tidligere SPD-kanslerkandidat Oskar Lafontaine, der nærmest er personificeringen af den tyske venstrefløjs dilemmaer og splittelse. Efter Gerhard Schröders liberale Agenda 2010 og Hartz IV-arbejdsmarkedsreformerne forlod Lafontaine nemlig SPD i protest – netop for at samle det parti, der senere skulle blive Die Linke, som siden da har stået i konkurrence med SPD.

I den tyske presse nævnes det igen og igen, at den 74-årige Lafontaine er med til at trække i Aufstehens strategiske tråde, og at det derfor er svært at forestille sig Wagenknecht som den samlende figur.

Mad før moral

En anden stærk skillelinje på den tyske venstrefløj, som formentlig vil smitte af på Aufstehen, er det opgør med Die Linkes flygtningepolitik og kravet om åbne grænser, som Wagenknecht tog hul på for fuld udblæsning ved Die Linkes partikongres i juni i år.

Siden da har hun flere gange kritiseret, at de venstreliberale i deres fokus på liberal identitetspolitik har kapituleret over for neoliberalismen, idet de helt har glemt den materielle basis, som man ville have sagt i Wagenknechts ungdom: Den reelle og skæve økonomiske omfordeling og manglende chancelighed i Tyskland.

Den liberale indvandringspolitik ser hun således som kapitalismens forsøg på at importere billig arbejdskraft – pakket ind i moralske argumenter fra de venstreliberale globaliseringsvindere.

»Mange overser de materielle betingelser for en sådan moral,« skrev Wagenknecht for nylig i Die Zeit, hvor hun advarer Die Linke mod at blive »et nyt grønt lifestyle-parti«.

»At der i mellemtiden er flere arbejdere og arbejdsløse, der vælger AfD end SPD (eller Die Linke), burde få alle progressive mennesker til at ligge søvnløse. Det gør det i hvert fald tydeligt, hvad en politisk business as usual kan føre til: En tysk Donald Trump i kanslerstolen.«

På pressekonferencen er Wagenknecht langt blødere i sine formuleringer. Hun lægger ikke skjul på, at venstrefløjen i hendes øjne skal »generobre de segmenter i arbejderklassen, som Alternative für Deutschland (AfD) har erobret«. Og hun kalder den aktuelle ballade i Chemnitz for »et tegn på forråelsen og splittelsen i Tyskland«.

Men også det kan meget hurtigt føre til en debat om, hvor meget forståelse man må og kan vise AfD-segmentet, hvis man vil skabe en venstreorienteret bevægelse, der skal samle og ikke splitte.

Annalena Baerbock har rødder i østtyske Brandenburg og har siden januar udgjort den ene halvdel af lederduoen i De Grønne sammen med nordtyske Robert Habeck.
Læs også
Ved en »sørgemarch« lørdag gik Alternative für Deutschland (AfD) sammen med højreradikale organisationer som Pegida og Pro Chemnitz.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben K L Jensen
  • Espen Bøgh
  • Bjørn Pedersen
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Eva Schwanenflügel
  • Thorkil Søe
Torben K L Jensen, Espen Bøgh, Bjørn Pedersen, Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel og Thorkil Søe anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben K L Jensen

Svær fødsel efter langvarige og hårde veer - må det gå den nyfødte godt.

David Breuer, Henrik Peter Bentzen, Espen Bøgh, Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel og Thorkil Søe anbefalede denne kommentar

Hvis man vil vide mere om Austehen, kan man gå ind Wagenknechts hjemmeside og høre et par interviews, hun de sidste dage har givet landets to største tv-kanaler, hvor hun redegør for målet med den nye bevægelse.

Kristian Rikard, Henrik Peter Bentzen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar

- Måske er der håb forude for den sociale stat, hvor vi erkender vi eller har en berettigelse alene i og med vi er født ind i staten.

Et opgør med den liberale statsledelse og dens tro på de liberale dogmer er sandelig tiltrængt, og har længe været savnet.

Liberalismen vil kun sig selv det godt, - bedraget med "de altid først vil medarbejderne det bedste", er en skrøne af rang, og er en "sandhed" der hører til på den anden side af sandheden grænse.

Liberalismen er i sit væsen imod staten, for udnyttelse og selvbestemmelse, - altså en slags statsanarkister, - der selv bil bestemmer hvad de mener er ret - og her kommer alle andres meninger slet ikke i betragtninger.

Det er jo ikke uden grund de fører sig frem i skattely i stor stil, - det er nemlig ikke staten der skal bestemme over deres penge, - men omvendt vil gerne tjene deres penge på deres varer ved salg i de enkelte lande, - så intet under de hylder og ønsker princippet om varernes, tjenesternes og kapitalens frie bevægelighed.

Hvis staterne derimod fravalgte de varer fra virksomheder, der ikke vil betale skat i de enkelte lande, men sende pengene i skattely i stedet for, - så fik piben helt sikkert en helt anden lyd, for hvorfor skal det være skattefrit at bringe sine varer ind i f.eks. EU og tjene penge ved salg af sine varer, og bruge løs - gratis af landenes infrastruktur uden at være med til at betale herfor samt for udbygningen og vedligeholdelsen af infrastrukturen!?

Infrastrukturen der omfatter uddannelse, videreuddannelse, politi, brandvæsen, retsvæsen, veje, broer, togdrift, kommunikation, hospitaler osv., osv. - som de selvsamme virksomheder gør brug af når de ansætter medarbejdere, - der via disse statslige infrastrukturer gør det fordelagtigt for virksomhederne af have kvalificeret arbejdskraft til rådighed, som eller ikke ville kunne lade sig gøre i et udviklingsland.

Det er derfor naturligt de deltager i landets økonomi med afgifter og skatter, så samfundet kan fungere til alles bedste - og ikke kun via skattely alene til deres bedste!

Ellers må vi udelukke dem fra at tjene penge i vores samfund med deres produkter, for deres manglende økonomiske deltagelse i samfundet med at betale for de strukturudgifter, som de så flittigt benytter gratis, - for der er jo intet i kapitalens "butikker" der er gratis, - det princip holder de nemlig stærk fast i skal være gældende.

Ole Henriksen, Per Torbensen, Torben K L Jensen, Estermarie Mandelquist og Flemming Berger anbefalede denne kommentar