Læsetid: 8 min.

Præsident Ortega påstår, at oprøret er slået ned i Nicaragua, men intet er normalt

Præsident Daniel Ortega var en af den unge sandinist Rubéns største helte. Men Ortega har svigtet sine socialistiske idealer, mener han. Hvad der for Rubén begyndte som en fredelig demonstration mod en skovbrand endte med fire måneders drabelige gadekampe
Rubén (th.) er blandt de unge nicaraguaner, der kæmper imod præsident Ortegas styre, som de kalder korrupt og autoritært.

Rubén (th.) er blandt de unge nicaraguaner, der kæmper imod præsident Ortegas styre, som de kalder korrupt og autoritært.

Erika Brennar

25. september 2018

MANAGUA – Rubén fik sandinismen ind med modermælken.

Hans oldefar var blandt oprørerne, der i 1920’erne kæmpede for et nyt Nicaragua sammen med Augusto César Sandino, en national frihedshelt, der gav navn til den venstreorienterede bevægelse.

Rubéns far var ung, sandinistisk guerillasoldat under oprøret imod diktator Anastasio Somoza i 1970’erne. Og under sandinistrevolutionen i 1980’erne deltog hans mor i en kampagne, der havde til formål at lære landets analfabeter at læse og skrive.

Selv læste han som barn sandinismens ideologiske skrifter, og han var bare 12 år, da han i 2008 gik med i ungsandinisternes organisation La Juventud Sandinista. Det var lige efter, at Daniel Ortega, som har ledet landet under sandinistrevolutionen 1986-1990, var blevet valgt til præsident for anden gang.

»Jeg blev opdraget til at være venstreorienteret revolutionær,« fortæller Rubén.

Men i dag kan den 23-årige økonomistuderende kun se én løsning på landets store problemer: at hans tidligere store helt, den 72-årige præsident Daniel Ortega, går af.

Sandinisme

  • En venstreorienteret politisk bevægelse i Nicaragua med udgangspunkt i den legendariske guerillaleder Augusto Sandino – deraf navnet.
     
  • Bevægelsen opstod i 1920’erne, hvor landet kæmpede for suverænitet.
     
  • I 1961 genopstod sandinistbevægelsen som Frente Sandinista de Liberación Nacional (FSLN), der førte guerillakrig mod Anastasio Somozas diktatur.
     
  • Bevægelsen endte med at vælte diktaturet i 1979, og sandinisterne fik regeringsmagten fra 1979-90.
     
  • Igen i 2006 fik sandinisterne magten. Denne gang var det den nuværende præsident Ortega, der vandt præsidentposten.
     
  • Efterfølgende er modstanden mod Ortega taget til, bl.a. fordi han i 2010 begyndte at lave om på landets love og forfatning for at muliggøre ubegrænset genvalg og holde på magten.

De seneste mange år har sandinistorganisationen – ligesom præsidenten – mistet sine socialistiske værdier, mener han.

»De er blevet dannet til at blive fanatikere og til at hylde præsidentparret som guder uden at tænke på landets bedste,« mener Rubén.

Det er to måneder siden, at præsident Ortega på den sandinistiske revolutionsdag den 19. juli erklærede det voldelige oprør, der i månedsvis havde plaget det mellemamerikanske land, for overstået.

»Vi har slået statskuppet ned. Alt er ved at blive normalt igen,« sagde Ortega.

Hans regeringsstyrker havde med magt og våben fjernet alle forsvarsbarrikader og vejspærringer i hele landet.

Men regeringen har ikke formået at slå folkets vrede ned.

Siden den 19. april i år er 481 mennesker blevet dræbt, 4.000 er blevet såret og over tusind kidnappet, oplyser den lokale menneskerettighedsorganisation ANPDH.

Borgere bliver bortført på gaderne eller slæbt ud af deres hjem, der bagefter bliver plyndret og brændt ned. De bliver anklaget for terrorhandlinger og organiseret kriminalitet under en terrorlov, der for nyligt blev vedtaget. På anklagebænken sidder flere mindreårige.

Ifølge regeringen er de største forrædere netop sandinister som Rubén, der har forladt deres egne rækker. Det er derfor Rubén har forladt sin familie for at gå under jorden, og ikke ønsker at få sit rigtige navn i avisen.

Jeg møder ham på en café i hovedstaden Managua nogle dage efter en demonstration for, at han kan fortælle sin historie. Det var unge som Rubén, der tog initiativet til oprøret, der fik hele samfundet med. Det er også unge som ham, hvoraf flest er døde i kampene, mens andre nu er flygtet eller gået under jorden af frygt for at blive taget af de paramilitære grupper i landet.

Rubén frygter for sit liv, men han fortsætter med at demonstrere.

»Intet er normalt i Nicaragua, og det vigtigste, vi kan gøre, er at gå på gaden og fortsætte kampen mod regeringen. Omverdenen skal vide, at tingene ikke er, som de skal være,« siger Rubén.

Gnisten

Konflikten begyndte oprindeligt som protester mod en bebudet skattereform, der ville betyde, at særligt pensionister i det fattige land skulle betale væsentlig mere til den offentlige sundhedsforsikring.

Reformen blev hurtigt trukket tilbage, men protesterne fortsatte.

Det var på den første dag for de store protester, jeg mødte Rubén foran det katolske universitet, hvor situationen var kaotisk. Bevæbnede urobetjente og ungsandinistiske regeringsstøtter i hvide propaganda-t-shirts stod klar ved gadehjørnerne, mens hundrede af unge demonstranter samlede sten, byggede barrikader og satte ild til bildæk.

Rubén poserede for mig med en hjemmelavet brandbombe i hånden.

Senere flygtede jeg selv fra tåregas og gummikugler, mens Rubén og de andre studerende holdt stand til midnat. Inden dagen var omme var konfliktens første tre mennesker dræbt af skud. Siden løb volden løbsk i det, der ellers var et af Latinamerikas fredeligste lande.

Rubén og de studerende havde oprindeligt protesteret mod regeringens håndtering af en brand i naturreservatet Indio Maíz, fortæller han senere.

Det store naturreservat, der betragtes som en af Mellemamerikas ’lunger’, stod i flammer i næsten to uger. Derfor var mindre grupper af aktivister gået på gaden for at kræve, at regeringen slukkede branden på ansvarlig vis.

»Det var gnisten til oprøret, forberedelsen til det, der ville komme. Jeg var med, fordi jeg er miljøbevidst,« forklarer Rubén.

Kun en uge efter branden, den 18. april, blev nogle ældre borgere slået ned i landets næststørste by, León. De demonstrerede mod skattereformen, der ville gøre indhug i deres i forvejen små pensioner. Myndighedernes voldelige reaktion blev filmet på mobiltelefoner og spredt på internettet. Det fik miljøaktivisterne til at mobilisere sig igen, nu med et bredere socialt fokus og imod volden.

»Vi er måske uopdragne, men de må ikke røre ved vores bedsteforældre. De er hellige,« siger Rubén.

Barn af revolutionen

Det var gennem sandinismen, at Rubén fik sin miljøbevidsthed. Som barn læste han Carlos Fonseca, som er sandinismens chefideolog, og Omar Cabezas, der har skrevet en slags ’guerillaernes håndbog’.

»Cabezas mener, at naturen er bøndernes skat. Min far fortalte, at planter giver skygge og ilt, min bedstemor, at man ikke må slå på dyrene,« forklarer Rubén.

Men siden Ortegas hustru, Rosario Murillo, blev udnævnt til kommunikationssekretær og fik kommandoen over ungsandinisterne, har de unge ikke fået den politiske dannelse som i gamle dage.

»De unge i dag ved, hvem Sandino og Fonseca er, men de ved ikke mere end det,« siger Rubén.

Rubén fortæller, at der i alle statens institutioner nu er celler af ungsandinister, der hjælper med at varetage kontrol over de statsansatte og får dem til at deltage i obligatoriske regeringsstøttede demonstrationer.

»Fra starten af tvang Rosario Murillo dem til at deltage i regeringens aktiviteter, selv om de godt vidste, at det på længere sigte ville kunne skade både dem selv og deres børn som en boomerangeffekt,« fortsætter han.

»Rosario Murillo tog initiativet til statsterror, men Ortega er medskyldig som statsoverhoved,« mener Rubén.

Dybt forrådt

Da Ortega i 2010 begyndte at lave om på landets love og forfatning for at muliggøre ubegrænset genvalg og holde på magten, tog Rubén, der definerer sig som dannet sandinist, afstand fra præsidenten. Indtil da havde han dyrket ham som et idol. Som han selv siger:

»Ortega var min største helt efter Fonseca.«

Rubéns indignation tog til i styrke i takt med, at Ortega og Murillo tog kontrol over politiet, hæren, domstolene og nationalforsamlingen, over det øverste valgråd, nationalbanken og de fleste tv-stationer.

Dråben kom for et par år siden. Rubén fortæller, at han var blevet en leder for ungsandinisterne – ikke bare i sit eget kvarter, men i hele det politiske distrikt. Han havde fået flere legater til at studere i udlandet, men regeringen forhindrede hans udrejse.

»De sagde, at jeg var forpligtet til at deltage i revolutionen,« siger Rubén.

»Jeg var desillusioneret, jeg følte mig dybt forrådt,« forklarer Rubén, der forlod ungsandinisterne, officielt med en forklaring om, at han ville bruge mere tid på sine økonomistudier ved UNAN-universitetet i Nicaraguas hovedstad, Managua.

Den 19. april var Rubén på gaden igen tidligt om morgenen – sammen med mange andre studerende – i kamp mod regeringsstyrkerne. Forargelsen over volden mod pensionister og demonstranter fik flere på gaden, og herefter eksploderede det.

»De troede, at de kunne nedkæmpe protesterne på et par dage – men de tog fejl. For hvert overgreb, de begik, voksede modstanden,« siger Rubén.

Kampene fortsatte næste dag med intensiveret styrke. Rubén hørte til de tusinder, der om natten søgte beskyttelse i Managuas katedral for at redde livet. Katedralen var omkranset af politi og regeringsstøtter.

»Det var den længste nat i mit liv. Vi var sikre på, at vi ville dø,« fortæller Rubén.

»Nu var kampen ikke bare imod regeringen, men mod partiet, der havde forrådt folket, der havde givet sandinismen deres stemme. Og den vigtigste stemme er de unges, den store generations.«

To tredjedele af Nicaraguas befolkning er under 30 år.

Efter biskoppers mægling kunne Rubén og alle de andre forlade katedralen.

Rubén genoptog kampen ved det tekniske universitet, UPOLI, som studenter havde besat. Her forsvarede han og hundredvis af andre studenter sig mod regeringsstyrkernes angreb i tre uger. Men han forlod universitetet, der var plaget af infiltrering af ungsandinister.

Sidste bastion

Næste stop var universitetet UNAN, hvor Rubén selv studerer. Her fik han kommandoen over flere af universitetets mange indgange, der var barrikaderet. Men hver dag blev studenterne angrebet af regeringsstyrker, der nu havde fået forstærkning. Udover bevæbnede ungsandinister var der nu også tidligere ansatte ved hæren, civilklædte politibetjente, bandemedlemmer og kriminelle, der med militære våben angreb studenter og andre aktivister.

Rubén forlod universitetet et par dage inden, det faldt.

»Jeg var fysisk, mentalt og følelsesmæssigt kørt ned,« forklarer han.

De unge forsvarede sig med slangebøsser, sten og ’morteros’, et jernrør, som man kommer krudt i, og som traditionelt bliver brugt under folkefester. Det var ikkelivsfarlige våben mod politiets og de paramilitæres militære våben.

Den 13. juli faldt UNAN under et stort angreb fra regeringsstyrkernes side. To studenter døde i den forbindelse. Den ene var en af Rubéns bedste venner, Gerardo Vásquez, der blev dræbt af en snigskytte. Det var i forbindelse med ’Operation Rengøring’, der rensede landet for ikke bare belejrede universiteter, men også alle vejspærringer og lokale forsvarsbarrikader.

Ortega må gå af

Efter det gik Rubén, som så mange andre, under jorden. Han har flyttet fra beskyttelseshus til beskyttelseshus og tør ikke være det samme sted lang tid ad gangen. Han har ikke set sine to små børn og sin familie i fire måneder.

Hvis han kan, deltager han i demonstrationerne.

»De giver mig styrke og energi. De viser, at vi er mange imod regeringen,« siger Rubén.

»Regeringen siger, at der er 198 døde, mens det i virkeligheden handler om næsten 500.«

200.000 personer er blevet arbejdsløse, ifølge tænketanken FUNIDES, læger og lærere bliver fyret, fordi de har deltaget i protesterne. Universiteterne er lukket, og der er politibetjente ved alle offentlige skoler. 30.000 har ansøgt om asyl i nabolandet Costa Rica, ifølge FN-organet UNHCR.

Ortega skal gå af, helst i forbindelse med fremskudte valg, mener Rubén, der stadigvæk definerer sig som sandinist. 79 procent af befolkningen er enige med ham, viser en meningsmåling lavet af den nicaraguanske organisation Etica y Transparencia. Ellers må landet vente indtil 2021, hvor præsidentvalget efter planen afholdes næste gang.

Situationen er uholdbar, men Rubén ser den fredelige civile kamp som den eneste vej frem:

»Vi vil ikke se flere døde,« forsikrer han, men tror og håber, at regeringen snart falder.

»Sandinistpartiet, i den form det er i nu, vil dø,« forudser han. »Partiet er splittet, og for hver dag der går, mister det flere tilhængere.«

»Som under hele Nicaraguas historie handler politik om politikernes velbefindende, ikke om landets bedste. Nu skal vi lave om på det.«

Af sikkerhedsgrunde optræder Rubén under dæknavn. Hans rigtige navn er redaktionen bekendt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu