Læsetid: 8 min.

’Remain’-tilhængerne har én god grund til at købe sig tid

Alder betød mere end politisk ståsted eller socialt tilhørsforhold for, hvilke briter der i 2016 stemte sig ud af EU, og hvilke, der foretrak at blive. Men med tiden løser den generationskonflikt sig selv, påpeger demografiekspert. Allerede nu er en målbar del af de ældre, som stemte ’leave’, her ikke længere
»BLOCK BREXIT« står der på et højhus i den britiske by Margate, hvor 64 procent af vælgerne ellers stemte for Brexit.

»BLOCK BREXIT« står der på et højhus i den britiske by Margate, hvor 64 procent af vælgerne ellers stemte for Brexit.

Matt Crossick

10. september 2018

Broadstairs i det sydøstlige hjørne af Themsens munding er et godt insiderbud på et hemmeligt udflugtssted, hvis man i sensommervarmen i London er træt af udenlandske turister og savner smukke badestrande.

Jeg er kommet her gentagne gange i løbet af de sidste 20 år, og har altid syntes godt om denne lidt mindre fine del af det sydlige England. To timers kørsel øst for metropolen ligger nemlig et stykke bemærkelsesværdigt England.

Jeg skriver med vilje England, for selvom man i århundreder herfra har kunnet se de store skibe passere den engelske kanal, og fra de høje hvide klinter skimte Frankrig, så er det her et stykke England i langt højere grad end Storbritannien.

Beboerne er i overvældende grad hvide, om end fire måneders bagende sol tydeligt ses på ansigtskuløren hos gæsterne i The Albion Hotel, hvor jeg sidder denne eftermiddag.

Det er ikke et hvilket som helst hotel. Det var her, at Charles Dickens skrev Nicholas Nickleby. En af Englands største boede her i den lille flække i femten år, og det er de stolte af i Broadstairs. Menneskene er lige så imødekommende som de er gamle, og de velklædte ældre taler beredvilligt om stort og småt — inklusive, naturligvis, det forestående farvel til EU-medlemskabet.

Broadstairs’ beboere stemte overvældende for at forlade EU, og her lidt mere end to år efter får udsigten til en mulig no deal ikke de gode mennesker i byen til at ryste på hånden.

»We can do it alone,« synes at være løsenet hos dem man taler med — og det er ikke en reference til The Clashs »London Calling«-hymne, men en klar overbevisning om, at for alle de fortrædeligheder, der måtte indtræffe i kølvandet på løsrivelsen fra kontinentet, er det besværet værd.

»Før EU var vi var en nation, der handlede med hele verden. Vi fik lam fra Australien, smør fra New Zealand, foruden selvfølgelig den gode samhandel med vores europæiske venner. Hvorfor skulle vi ikke kunne genskabe den frihed. Vi er ikke imod Europa, vi vil bare ikke underkaste os Bruxelles,« siger den 82-årige Paul Anderson, der sammen med sin kone drikker high tea på hotellet denne eftermiddag.

Troen på den britiske unions egen formåen og evne til at genopfinde handelsruter uden om bureaukratiet på kontinentet er lige så udbredt som fornemmelsen af, at man her, på de aldrig af fremmede magter indtagne britiske øer, lever på en slags diktat fra Tyskland og Frankrig.

»Vi ældre kender til en verden før EU, og det var en bedre verden, hvor vi i højere grad kom hinanden ved og kunne identificere os med hinanden. Den verden kender de unge ikke, og det er derfor, de ikke stemmer som os,« siger Paul Anderson. Han indrømmer bagefter, at hans egne børn formodentlig stemte Remain i 2016, i hvert fald den ældste på 44 år.

»Jeg har faktisk ikke talt med børnene om det. Det er ikke et nemt emne at diskutere ved familiemiddage,« siger han.

Det delte Storbritannien

Men tallene taler deres eget sprog om et Storbritannien delt — ikke af klasseforskelle og penge, som det ellers har været tilfældet i århundreder, men af alder og den forskel alderen gør på, hvordan vi ser verden og vores rolle i den.

Sarah Lieberman er lektor i politik og demografi ved Christchurch University Canterbury — universitetsbyen Canterbury var et af få steder i Kent, der stemte Remain:

»Set i bagklogskabens lys var det en helt særlig folkeafstemning, og nok også en væsentlig forklaring på, at alle, der arbejder med valgprognoser, gættede så forkert. For alder betød mere end politisk ståsted eller sociale tilhørsforhold. Alder var faktisk tungen på vægtskålen ved folkeafstemningen. Det er svært at finde mange over 60 år, der stemte for at blive i EU. Det er nærmest umuligt at finde nogen over 80 år. Men de gamle stemte alle sammen i modsætning til de unge,« siger Sarah Lieberman, og hentyder til den relativt skuffende valgdeltagelse blandt de yngre generationer i 2016.

Ikke mere end 10 kilometer fra Broadstairs ligger Margate. En større og ganske forsømt havneby, der bærer præg af den postindustrielle deroute som det meste af East Thanet har været ramt af i årtier.

På trods af den store smukke sandstrand, og det særlige, at kysten lige her vender mod nord, så man både kan se solopgang og nedgang over havet, så tørrede turismen ud i løbet af 1980’erne og 1990’erne.

Margate er en af de byer, der er rigtig hårdt ramt af den konservative regerings offentlige nedskæringer. Arbejdsløsheden er høj, og da jeg var her sidst for tre år siden, var der skodder for vinduerne mange steder — sågar foran butikkerne på den gamle fine strandpromenade.

Hvis Broadstairs er et typisk konservativt område, er Margate traditionelt typisk Labour. Hvis man kører ind i Margate med tog, er det første man ser et stort og ikke særlig kønt højhus formodentlig bygget i 1970’erne. Med kæmpe bogstaver et godt stykke op i det mere end 20 etager høje hus står der »BLOCK BREXIT«.

Budskabet er kontroversielt, fordi Margate, ligesom Broadstairs, overvældende stemte leave. Manden, der har sat skiltet op, hedder Rob Yates og er 34 år. Han arbejder på verdens største havmøllepark, der ligger ude i bugten i Den Engelske Kanal.

»Det var egentlig en handling affødt af dyb frustration. Jeg og mange andre yngre har følt os fuldstændig overhørt efter folkeafstemningen. Det var som om man helt glemte, at det ’kun’ var 52 pct. for at forlade EU og hele 48 pct. imod. Vi føler ikke, at der er blevet taget hensyn til os i det britiske udgangspunkt for forhandlinger med EU, og det her var et opråb — et forsøg på at vise, at vi er rigtig mange, der ikke ønsker at forlade EU og ønsker at få skabt en ny debat om formålet med løsrivelsen,« fortæller Rob Yates.

»Jeg havde egentlig ikke forestillet mig den store reaktion, men der tog jeg fejl. Jeg har fået rigtig mange klap på skulderen af unge mennesker, jeg ikke kender, men mindst lige så mange vrede ytringer fra ældre medborgere. Det kulminerede i en skrivelse fra min husejer, der bad mig om at tage mit politiske budskab ned, ellers så han sig nødsaget til at smide mig ud.«

Udlejeren kunne dog ikke præsentere den hjemmel, der gjorde det forbudt at give udtryk for sin politiske overbevisning. Sagen endt i det lokale retssystem og har skabt opmærksomhed i den nationale presse.

Opmærksomheden har fået Rob Yates til at blive en slags politisk aktivist, og for nogle uger siden afholdt de i Margate en pro-EU-festival på stranden.

»Det kom der masser af positive tilkendegivelser ud af. Men også virkelig vrede ældre mennesker, der mente, at vi ikke efterlever en demokratisk beslutning. Altså, at vi slet og ret burde holde vores mund, nu hvor de vandt knebent. Der var sågar en, der påpegede, at det ikke var for, at jeg skulle stå her og lave ballade, at han havde kæmpet i krigen.«

Unge stemte ikke

En gåtur ned ad strandpromenaden afslører, at der er markante forandringer på vej i Margate. Væk er skotterne for vinduerne, og en række smarte cafeer og restauranter frekventeres af et publikum, der lige så godt kunne holde til i et trendy London-kvarter. Det viser sig, at der har været en tilflytning af den såkaldte kreative klasse, ført an af den verdensberømte kunstmaler, Tracy Emin, der er vendt hjem til fødebyen.

Der bliver drukket lokale fadøl ved bordene ud mod havet, og da jeg bringer Brexit og problematikken omkring generationskløften på bordet, holder folk sig ikke tilbage.

»Vi har meget lidt til fælles med den ældre generation. De lever i en tidslomme og drømmer sig tilbage til en tid, hvor Storbritanniens rolle i verden var en helt anden, end den er i dag. Det føles nærmest som et overgreb på vores fremtid, at det er vores forældre og bedsteforældre, der har taget så dramatisk en beslutning om noget, der i langt højere grad berører os og vores børn,« siger en kvinde i sluttyverne.

De unge er frustrerede, men har ikke mindst egen politiske apati at takke for det forestående Brexit. Det, og så en besynderlig arrogance fra Remain-kampagnens side, argumenterer demografen Sarah Liebermann.

»Det kan nu virke helt absurd, at man valgte at afholde afstemningen efter de universitetsstuderende var gået på læseferie, hvor man ved, at mange af dem tager ud af landet. Desuden valgte man at afholde folkeafstemningen samme uge som der er Glastonbury-festival. Det er altså over 100.000 unge, der formodentlig overvældende stemmer Remain, der næppe fik stemt,« siger hun.

Det var naturligvis daværende premierminister David Cameron, der udskrev den skæbnesvangre afstemning, og der er siden blev brugt meget krudt på at skyde skarpt efter Cameron og de andre Remain-ledere, der i så ringe grad lykkedes med at sælge deres pro EU-budskab og situationens alvor til de yngre, der var overbeviste om, at deres stemme ikke var så vigtig endda.

For de gamle som faldt

De to år efter afstemningen har den britiske presse tæppebombet befolkningen med utallige argumenter for og imod hvorvidt et hårdt, et blødt eller et no deal-Brexit ville være at foretrække.

Når man taler med de unge og ældre i East Thanet, er der ikke meget, der tyder på, at briterne har skiftet holdning siden sidste afstemning, og det afspejles da også af løbende meningsmålinger, der bekræfter en splittet nation. Og så alligevel. Remain-sidens meningsmålinger ser hele tiden en lille smule bedre ud, og det kan meget vel skyldes tidens tand. For de gamle falder gradvist væk:

»Allerede nu er der en målbar del af de ældre, der som bekendt stemte overvældende for at forlade EU, der ikke er her længere. Jeg har hørt demografer sige, at det nok allerede nu ville betyde, at selv hvis folk stemte præcis som sidst, så ville det medføre en sejr til Remain-fløjen — skulle en folkeafstemning blive afholdt i dag,« siger Sarah Liebermann.

Man skal ikke have været gæst ved mange britiske middagsborde for at kunne konstatere, at generationskløften ikke bare er et East Thanet-fænomen.

De unge har naturligvis altid arvet samfundet af generationerne før dem, men sjældent har der været så stor bitterhed og uenighed om, i hvilken retning skibet skal sejle. Spørgsmålet er, om kursen er reversibel, når vi når til den tid, hvor de Europa-glade yngre klart overstiger de løsrivelsesivrige ældre, eller om der på Remain-siden — der jo tæller et betragteligt flertal af de valgte politikere i underhuset — kalkuleres med, at tiden er alles herre, også Brexit-tilhængerne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brexit gøres igen og igen af globaliserings- og frihandelstilhængere til genstand for problematiserende granskning; helt generelt efterlades i mainstreampressen et stærkt indtryk af at Brexittilhængerne var nationalistiske, racistiske, eurofobiske og nu også ældre og forstokkede individer. Nåhja, og så nogle rabiate kommunister/venstreekstremister. Kort sagt en broget flok aparte, intellektuelle og moralske undermålere

Alle de normale vil være i EU, er budskabet.

Svarende lidt til hvad der foregår iht. valget af Trump som amerikansk præsident, hvor der udfoldes ekstreme mængder af energi, ressourcer og opmærksomhed på at finde konspiratoriske og/eller patologiske forklaringer på at Hillary ikke vandt.

Alle de normale ville have Hillary.

Og vist var det også således at Hillary og konsorter yderst gerne ville have TTIP, ligesom EU ville dette - og gråden var høj hos begge parter, da Trump vandt. Russerne måtte stå bag. Novichok-attentatet, som vistnok ikke rigtigt giver mening, i det fredelige England, og Russiagate, som vistnok er mere leak end hack, forklarer det hele. Passér venligst gaden.

Per Torbensen, John S. Hansen, Bjarne Frederiksen, Flemming Berger, Claus Nielsen, Bo Carlsen, Jan Jensen, Trond Meiring og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Nemlig Bettina - Ligesom med Bernie Sanders der formastede sig til at tale mod frihandelsaftaler og globalisering og - ligesom Trump - talte for arbejdernes vilkår i USA og selvfølgelig Jeremy Corbyn der kæmper for en blød brexit for at bevare arbejdspladser i England for englændere.

Torben, hvis vi ser bort fra at Trump talte for hvide amerikaneres vilkår på skrømt, så er jeg enig. Bernie blev intimideret af sin egen ledelse i det demokratiske parti, hvilket blev opdaget, hvorpå én tog nedfaldet, mens Hillary vandt nomineringen. Corbyn får sin fortid gennemgået med tættekam af den britiske mainstreampresse og enhver retorisk krølle i hans udtalelser (an)vendes mod ham - mens indholdet i det store og hele lades ude af fokus.

Den desværre nu afdøde Zygmunt Bauman bidrog til globaliserings-analysen med begrebet glokalisering, som i korte træk beskriver at globaliseringen både hviler på og resulterer i en forceret adskillelse af de individer/grupper/klasser med mange muligheder og individer/grupper/klasser med få eller ingen muligeder. For førstnævnte gælder at kloden bliver deres hjem og reference, mens sidstnævnte forankres lokalt, hvilket dels skærper interessemodsætningerne mellem globaliserede og lokaliserede, på tværs af lande, regioner og verdensdele.

Bauman opdeler for diskursens klarheds skyld de to grupper i hhv. turister og vagabonder. Turisten er mobil og akkumulerer velstand, nyder verdens muligheder - mens vagabonden er fastlåst , socialøkonomisk marginaliseret og kamp for at overlevelse.

Det giver måske meget god mening at inddrage dette perspektiv i den igangværende udvikling; Trump trawler vagabonder og turisterne har problemer med at forklare sammenhængen og den fremtidige værdi af deres ideologiske paradigme. Og Brexit var en sejr for vagabonderne.

ingemaje lange, Torben K L Jensen, Lars Jørgensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Jah - man glemmer livserfaringen - og kalder den nok demens.
Der kunne vel også være ældre sydpå med sol på maven, der heller ikke fik stemt. Eller svagelige der ikke kunne eller gad.
Sådan er der så meget ved demokratiet, som gør det til den mindst ringe styreform (Churchill)

Torben, hvis vi ser bort fra at Trump talte for hvide arbejder-amerikaneres vilkår på skrømt, så er jeg enig. Bernie blev intimideret af sin egen ledelse i det demokratiske parti, hvilket blev opdaget, hvorpå én tog nedfaldet, mens Hillary vandt nomineringen. Corbyn får sin fortid gennemgået med tættekam af den britiske mainstreampresse og enhver retorisk krølle i hans udtalelser (an)vendes mod ham - mens indholdet i det store og hele lades ude af fokus.

Den desværre nu afdøde Zygmunt Bauman bidrog til globaliserings-analysen med begrebet glokalisering, som i korte træk beskriver at globaliseringen både hviler på, og resulterer i, en forceret adskillelse af individer/grupper/klasser med mange muligheder og individer/grupper/klasser med få eller ingen muligheder. For førstnævnte gælder at kloden bliver deres reference, mens sidstnævnte forankres lokalt, hvilket skærper interessemodsætningerne og uligheder mellem de med muligheder og de med få eller ingen på tværs af lande, regioner og verdensdele.

Bauman opdeler for diskursens klarheds skyld de to grupper i hhv. turister og vagabonder. Turisten er mobil og akkumulerer velstand, nyder verdens muligheder - mens vagabonden er fastlåst, socialøkonomisk marginaliseret og i kamp for overlevelse.

Det giver måske meget god mening at inddrage dette perspektiv i forståelsen af den igangværende udvikling; Trump trawler vagabonder og turisterne har problemer med at forklare sammenhængen og den fremtidige værdi af deres ideologiske paradigme. Brexit var en sejr for vagabonderne.

Det er meget, meget irriterende at man ikke har mulighed for at redigere sine kommentarer på Information.dk. Man kan med lethed gøre dette muligt i f.eks. 3 minutter efter at den først er sendt.

Klaus Flemløse, ingemaje lange, Torben K L Jensen, Jan Damskier og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Mon ikke det er så simpelt, at det er ved at gå op for briterne, at Nigel Farage var et tågehorn, og at største delen af det, han stillede briterne i udsigt, var et fatamorgana. Briterne er ved at opdage, at det bliver dyrt - både for samfundet og for den enkelte - at forlade EU og at det i realiteten er i briternes interesse at blive i EU.

Nu, nu, nu, Neoliberale journalister vil ikke lære noget. De vil tilbage til de gode tider hvor de selv var verdens navle, nemlig som den selvfede kreative klasse. De tror hele tiden at NU vælter den stygge Trump, og NU kommer UK (som de kalder det ) tilbage til det neoliberale paradis i EU. Haha No chance - Jakob lilleborg. Den tid kommer aldrig igen. Nu, Nu, Nu

"Arbejdsløsheden er høj, og da jeg var her sidst for tre år siden, var der skotter for vinduerne mange steder — sågar foran butikkerne på den gamle fine strandpromenade."

Hvad laver skotterne i Margate? Jeg troede skotterne var FOR remain i EU, og mange af dem for et break med UK ... Nåhh, nu ser jeg det: du mener "skodderne ;)

PS: Jeg havde gerne sendt denne besked direkte til journalisten, men jeg kunne ikke finde en e-mail adresse, som jeg kan på andre debatfora.

" Nigel Farage var et tågehorn, "

Og støttet af russiske disinformations kampagner og penge.

De eneste lande der har noget ud af Brexit er Rusland og USA.

Det bliver bedre i det lange løb med englænderne ude. De har altid modarbejdet EU indefra og undergravet dets muligheder for at blive en succes. Meget skal ændres og efter min mening bliver det nemmere uden bremseklodser. Deres store banksektor som i for mange år har modarbejdet regulering kommer nu til at ligge udenfor EUs grænser og EU må gribe denne chance for at få gennemreguleret området inden de så bare flytter til Frankfurt og starter deres spekulation der.

@Leo Nygaard, korrekt, penge er ikke alt. Men det bliver skam også dyrt på andre fronter end den rent økonomiske - det med pengene kan man jo betale sig ud af.

En god ide at gennemføre en folkeafstemning mere, evt efter en afstemning om at ville afholde en afstemning. Så har demokratiet talt med større vægt.

@Leo, måske skulle man starte med at holde en folkeafstemning om der skal være en folkeafstemning om hvorvidt Brexit skal udsættes for en ny folkeafstemning.

Eller også skulle man lade det repræsentative demokrati fungere: en afstemning i Parlamentet.

Man bør respektere det resultat som man har du. Det var folkeafstemningen - og det må være den som gælder. Jeg misunder briterne denne mulighed for at forlade denne voldsomt udemokratiske institution, som EU er.
Ethvert forsøg på at ændre på resultatet må betragtes som et anslag i mod demokratiet, om må forventes mødt med betydelige uroligheder, som da vil være aldeles legitime.

John S. Hansen
"Man bør respektere det resultat som man har nu."

Det er da bedre at blive klogere og reagere på dét - ellers er det da ekstrem dårlig ledelse - især når det viser sig at løfterne var luftkasteller, og at de almindelige mennesker kommer til at bøde.

Jamen , løfterne var ikke luftkasteller. Tværtimod må man sige - akkurat som vi kender det fra DK, at de dommedags scenarier, som EU tilhængerne (magthaverne) maler op, sjældent, ja faktisk aldrig, holder.

"Det er da bedre at blive klogere og reagere på dét - ellers er det da ekstrem dårlig ledelse - især når det viser sig at løfterne var luftkasteller, og at de almindelige mennesker kommer til at bøde."

Det bør lige gentages at politikerne ikke er befolkningens ledere i et demokrati; de er folkets tjenere. Og så nytter det intet at politikerne, som enkelte foreslår, i parlamentet omgør befolkningens beslutning, jvf. politikernes eget oplæg.

Med i ligningen hører jo også at EU har reageret med obstruktive manøvrer, herunder sat en økonomiaftale forrest i forhandlingerne, således at andre aftaleområder har ligget brak. Og det giver sig selv at Brexit'en bliver langt mere usikker, og derfor langt mere dæmonisérbar, hvis den skal ske uden en exit-aftale. Og så er der jo alle intrigerne i det britiske parlament, herunder Theresa May's ualmindeligt vaklende manøvredygtighed, at iagttage. Men begge forhold kan naturligvis bidrage til at skabe et skræmmeeksempel for andre, som evt. vil gå samme vej, og evt. bidrage til at 'handlekraftige politiske ledere' omgør folkeafsteningen parlamentarisk eller foretager en ny folkeafstemning, 'i lyset af krisen'. Ingen af delene ville vel være særskilt overraskende.

I folketinget kan love ikke vedtage før efter 3. behandlinger.
Processen i England spreder oplysning og nye erkendelser. Derfor fornuftigt og demokratisk med en bekræftende afstemning - eller afkræftende.