Læsetid: 5 min.

Rigmandssønnen David Ricardo forfulgte kærligheden og fandt argumentet for global frihandel

Inden han fyldte 40, havde David Ricardo tjent penge nok til, at det kedede ham. Han kastede sig i stedet over tankevirksomhed, debuterede som økonomisk skribent i en række læserbreve til avisen Morning Chronicle og endte med at blive betragtet som den største økonom siden Adam Smith
David Ricardos hovedværk 'Principles of Political Economy and Taxation' blev skrevet på baggrund af en debat om de såkaldte kornlove

Sofie Holm Larsen/iBureauet

17. september 2018

Den britiske økonom David Ricardo var del af den første generation af moderne økonomer.

Sammen med blandt andre Adam Smith og Thomas Malthus tegnede han den såkaldt klassiske skole inden for økonomien og var således medgrundlægger af den oprindelige overbevisning, hvor man agiterede for et ureguleret marked, international frihandel og fri konkurrence.

I dag huskes han bedst for sin teori om komparative fordele, der i al sin enkelthed går ud på, at det er til alles gunst, hvis hver enkelt nation specialiserer sig i at producere den vare, som det af geografiske, kulturelle og teknologiske grunde sammenlignet med andre lande er billigst for dem at fremstille – og så bytte sig til resten.

Det tjener med andre ord alle bedst, hvis vi hver især fokuserer på det, vi er bedst til.

Teorien står fortsat som hjørnestenen i argumentationskæden hos fortalerne for international frihandel som vejen til velstand, og dermed foregreb Ricardo på sin vis den globalisering, der er eskaleret, siden han nedfældede sine ideer for over to hundrede år siden.

Men Ricardo var mere end ophavsmand til ortodoksien. Han blev også en del af det fundament, som Karl Marx stillede sig på, da han senere formulerede sin egen økonomiske teori med dertilhørende (mildest talt) modsatte politiske anbefalinger.

Romantisk rebel

Ricardo blev født ind i en velstående jødisk emigrantfamilie som den tredje søn i en børneflok på 17. Som ganske ung blev han sendt til Holland for at få sig en ordentlig uddannelse i den større jødiske diaspora i Amsterdam, inden han som 14-årig vendte hjem til London og begyndte karrieren som børsmægler på faderens kontor.

I begyndelsen af 20’erne forelskede han sig, desværre.

Kvinden var kvæker, og ægteskabet betød, at han blev udstødt af familien og fyret fra forretningen. Den romantiske rebel viste sig dog ganske succesfuld som børsmægler på egne ben og tjente hurtigt penge nok til at kunne dedikere sig fuldstændig til sin tankevirksomhed og sit intellekt i stedet for at tjene penge.

Som 38-årig debuterede Ricardo som økonomisk tænker og offentlig skikkelse med en række læserbreve til avisen Morning Chronicle, hvori han argumenterede for, at den aktuelle inflation i Storbritannien skyldtes centralbankens ivrige udstedelse af pengesedler – noget, der blev helt centralt for de senere såkaldte monetarisme, som fokuserede pengeudbuddets makroøkonomiske konsekvenser.

Læserbrevene blev Ricardos adgangsbillet til Londons litterære og intellektuelle miljø, hvor han stiftede bekendtskab med tænkere som James Mill, Jeremy Bentham og Thomas Malthus, og hvoraf sidstnævnte blev livslang både modstander og medspiller udi økonomiske teoretiseringer.

De to sloges højstemt og livligt i offentligheden gennem pamfletter, men bevarede samtidig et tæt personligt venskab.

Kornlovene

Det var et af disse pamfletslagsmål, der mundede ud i Ricardos hovedværk Principles of Political Economy and Taxation.

Baggrunden for debatten var de såkaldte kornlove – forskellige straftolde og eksporttilskud, der havde til formål at beskytte det engelske landbrug.

Malthus forsvarede de høje toldsatser på korn ud fra hensyn til landmændene, mens Ricardo argumenterede for, at nationens fremtidige økonomiske velstand afhang af andre industrielle fremskridt, som blev besværliggjort at kornlovene.

»Velstand hos handelsklassen vil med sikkerhed føre til akkumulation af kapital og tilskynde produktiv industri. Der findes ingen måde, hvorpå dette kan opnås med større sikkerhed end ved et fald i prisen på korn,« skrev Ricardo i pamfletten Essay on the Influence of a Low Price of Corn on the Profits of Stock fra 1815.

En af hovedpointerne i essayet var et andet af Ricardos centrale bidrag til den økonomiske teori: The Law of Diminishig Returns – fænomenet, at efter et bestemt produktionsniveau er nået, vil effektiviteten begynde at falde. Det var det, han så hos de engelske landmænd, og derfor han ville prioritere andre industriers kår i den samlede velstands interesse.

James Mill var dybt imponeret over Ricardos korte pamflet og opfordrede ham til at pensle pointerne ud i et større værk. Men den aspirerende økonom – 42 år gammel og pensioneret – var tilbageholden.

»Jeg er blot en sølle behersker af sproget,« skrev han i et brev til Thomas Malthus.

Alligevel fik Mill ham overtalt, og to år senere udkom Principles of Political Economy and Taxation, der blev en øjeblikkelig succes og den mest indflydelsesrige tekst om økonomi siden Adam Smiths The Wealth of Nations.

Bidrag til socialismen

Ricardo fik imidlertid også indflydelse på andre afskygninger af økonomien end den dominerende mainstreamteori. I 1820’erne opstod en gruppe af såkaldt ricardianske socialister, der baserede deres politiske anbefalinger på Ricardos værditeori.

»En vares værdi eller den mængde af andre varer, som den kan byttes for, afhænger af den relative mængde af arbejdskraft nødvendig for dens fremstilling og ikke på den kompensation, der betales for arbejdet,« skrev Ricardo i Principles of Political Economy and Taxation.

Han mente dermed, at arbejdet grundlæggende er kilden til værdi, og det brugte de ricardianske socialister til at argumentere for, at arbejderen har ret til alt, han producerer, og at profit og renter således ikke kunne anskues som naturlige udspring af den frie markedsproces.

Og Karl Marx bemærkede også selv Ricardos indflydelse på de engelske socialister.

»Enhver, der på nogen måde er bekendt med udviklingen i den politiske økonomi i England, vil vide, at næsten alle socialisterne i landet på forskellige tidspunkter har foreslået en anvendelse af Ricardos teori,« skrev Marx i Filosofiens elendighed fra 1847.

En anden parallel findes i, at Ricardo på sin vis foregreb Marx’ analyse af modsatrettede klasseinteresser. For Ricardo var det ganske vist ikke kapitalisterne, men landbrugsejerne, der havde grundlæggende andre interesser end samfundet som helhed. Hvor Ricardo så stagnationens løsning i frihandel, så Marx revolutionen som den endelige forløsning.

Der er en vis ironi i, at Ricardo blev en del af fundamentet i den marxistiske kritik af den tøjleløse kapitalisme, som han selv så ivrigt anbefalede og forsvarede.

En tidligere version af denne artikel omtalte de britiske ’corn laws’ som ’majslove’. Det er en fejl, der skyldes en forkert oversættelse af ’corn’, der på britisk engelsk betyder korn, og ikke majs, som det gør på amerikansk engelsk

Anbefaling til videre læsning: David Ricardo: On the Principles of Political Economy and Taxation. 1817

Wealth of Nations (Nationernes Velstand) udkom i 1776 og betegnes normalt som Adam Smiths hovedværk
Læs også
Malthus' Essay on the Principle of Population omhandlede den uundgåelige tragedie, som den fortsatte befolkningstilvækst ville ende med
Læs også
Serie

Vi tager økonomien tilbage

Økonomien er taget fra os. Vi forstår den ikke og har ikke magt over den. Og når vi ikke forstår økonomien, kan vi ikke stille dem, der har magten over den, til regnskab – endsige forandre den.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Kurt Nielsen
  • Niels Duus Nielsen
  • Ejvind Larsen
  • Hans Ditlev Nissen
Eva Schwanenflügel, Kurt Nielsen, Niels Duus Nielsen, Ejvind Larsen og Hans Ditlev Nissen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lige en oversættelseskommentar: det Ricardo skriver om, er kornlovene, ikke majslove. På britisk engelsk er corn det samme som dansk korn, majs hedder på britisk engelsk maize. På amerikansk engelsk er corn majs, mens korn hedder grain eller cereals. Prisen på majs ville næppe have påvirket leveomkostningerne i Storbritannien nævneværdigt dengang.

Mike Robson, Jan Nielsen, Eva Schwanenflügel, Jeppe Lykke Møller, Steen Sohn, Kurt Nielsen, Niels Duus Nielsen og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar

Lige en kommentar til Ricardo og inflation. Der står her, at Ricardo var forløber for den senere monetarisme. Hvis nogen, var det nu David Hume, der var det. Ricardos teori er mere kompliceret end senere monetaristers. De ser en direkte forbindelse mellem pengemængde og priser i en situation, hvor vi har fiat penge, altså flade papirpenge uden dækning. Det gør Ricardo ikke. Han ser på forholdet mellem guldreserverne (barrer) og de noter, som Bank of England udstedte, og i øvrigt også forholdet mellem guldbarrer og guld- og sølvmønter, der kunne omsmeltes. Der kunne komme ubalance mellem mønter og guldbarrer, hvis der var for mange noter (som mønterne fulgte). Det var tegn på, at pengene (noterne) var mindre værd, ikke at guld var mere værd. Internationalt kunne det vise sig i, at guld blev eksporteret, hvis valutaen faldt. Problemet blev diskuteret efter 1797, hvor England ophævede guldindløseligheden, og det diskuteredes, hvad de væsentlige grunde var til udflydningen af guld (Napoleonskrigene), der så blev stoppet med ophævelsen. Om det var for megen pengeudstedelse, der var gået forud, krigsudgifter osv, kredit (bills of exchange) i forhold til Bank of England noter, og om hvordan systemet skulle se ud i fremtiden. Ricardo gik jo så ind for blot at have en reserve i guldbarrer, ikke mønter i omløb. Diskussionerne om pengesystemet blandt engelske økonomer og bankfolk på det tidspunkt er i øvrigt lærerige den dag i dag.