Læsetid: 4 min.

Senatshøring med Kavanaugh og hans anklager er et højspændt politisk drama, amerikanerne har oplevet før

Torsdag indtager den konservative højesteretskandidat Brett Kavanaugh vidneskranken i USA’s senat for at forsvare sig mod en anklage om voldtægtsforsøg fra en psykologiprofessor, der også vil vidne. Christine Blasey Fords beskyldninger blev onsdag bestyrket af en tredje kvinde, der stod offentligt frem
Torsdag indtager den konservative højesteretskandidat Brett Kavanaugh vidneskranken i USA’s senat for at forsvare sig mod en anklage om voldtægtsforsøg fra en psykologiprofessor, der også vil vidne. Christine Blasey Fords beskyldninger blev onsdag bestyrket af en tredje kvinde, der stod offentligt frem

Saul Loeb

27. september 2018

BOSTON – Afhøringen i USA’s senat i dag af den konservative højesteretskandidat Brett Kavanaugh og professor Christine Blasey Ford, der beskylder ham for voldtægtsforsøg i deres gymnasieår, bliver et politisk drama af en type, som amerikanerne har oplevet flere gange tidligere i de sidste 25 år.

Høringen er berammet til at begynde kl. 16 dansk tid.

Blasey Ford vil under ed bekræfte, at Kavanaugh i stærk beruset tilstand i eller omkring 1982 forsøgte at voldtage hende – uden held. Som offer for et seksuelt overgreb med varige traumatiske mén er det usandsynligt, at psykologiprofessoren fra Californien vil blive udsat for noget, der ligner en hård behandling i Senatet.

Tværtimod.

Det republikanske flertal i senatets retsudvalg – udelukkende hvide mænd med en gennemsnitsalder på 60 – har frabedt sig opgaven at udspørge Blasey Ford. I stedet har de fået en kvindelig anklager fra Arizona, der er specialiseret i at retsforfølge seksualforbrydelser, til at udspørge hende.

De Demokratiske medlemmer af retsudvalget, hvoraf fire er kvinder, forventes derimod at ville stille mange spørgsmål, og de kritiske vil utvivlsomt være rettet mod højesteretskandidaten.

Ud over Blasey Ford kan Kavanaugh regne med at skulle stå til regnskab for mindst en anden kvindes beskyldning om seksuel krænkelse. Det drejer sig om Deborah Ramirez. Hun hævder, at han i sit første år på Yale University blottede sig over for hende – igen i stærkt beruset tilstand.

Pornostjernen Stormy Daniels advokat, Michael Avenatti, offentliggjorde i går et tweet med et skriftligt udsagn aflagt under ed af tidligere regeringsansatte Julie Swetnick. Hun hævder at have bevidnet Kavanaugh forulempe gymnasiepiger i beruset tilstand og selv at være blevet gruppevoldtaget, efter at nogle drenge, herunder angiveligt Kavanaugh, havde givet hende noget bedøvende.

En tilbagevendende historie

Amerikansk politik har før oplevet denne type højdramatiske episoder. Første gang var i 1991, da en tidligere ansat på forbundsdommer Clarence Thomas’ kontor fire dage inden afstemningen i senatet om hans kandidatur til højesteret brød tavsheden. Anita Hill beskyldte Thomas for sexchikane.

Hill valgte at medvirke i en høring i senatet, som hele Amerika – og især kvinder – fulgte i en direkte tv-transmission. En FBI-undersøgelse gav ikke noget entydigt resultat. Et flertal i senatet besluttede på den baggrund, at beskyldningerne ikke burde diskvalificere Clarence, hvis kandidatur blev godkendt. Ti demokrater stemte ja.

Det følgende år – 1992 – vandt demokraterne præsident- og kongresvalget. Flere kvinder end tidligere havde bl.a. i protest mod behandling af Hill stillet op og mange vandt. Pludselig var der usædvanligt mange kvinde i en normalt mandsdomineret kongres.

Men 1991-1992 var også årene, da skuespilleren Gennifer Flowers trådte frem og bedyrede, at hun havde haft et hemmeligt seksuelt forhold til præsidentkandidat Bill Clinton. På et yderst kritisk tidspunkt i valgkampen valgte Bill og Hillary Clinton at lade sig interviewe på tv. Han nægtede pure at kende til Flowers. Under den senere rigsretssag indrømmede han at have løjet.

Andre kvinder trådte frem og berettede om Clintons seksuelle sidespring. Nogle beskyldte ham endda for seksuelle overgreb. Ikke desto mindre blev han valgt til præsident. I 2016 gentog denne historie sig med Donald Trump. Igen var de amerikanske vælgere villige til at se den anden vej.

Både Clinton og Trump kunne pege på, at de er legitimt valgte præsidenter og at anklagerne derfor burde skrinlægges. I Clintons tilfælde gik det galt. Han fortsatte sine seksuelle udskejelser i Det Hvide Hus og fik en rigsretssag på halsen i 1998. Igen slap han, og i midtvejsvalget samme år vandt hans parti en overvældende sejr. Amerikanerne havde endnu en gang valgt at kigge den anden vej.

Kavanaughs dilemma

Det ironiske ved dette historiske forløb er, at Brett Kavanaugh var den juridiske rådgiver, der forberedte de nærgående spørgsmål, præsident Clinton blev stillet af en særlig anklager i 1998. Under forhøret blev Clinton grebet i at lyve flere gange. Det var disse løgne under ed, der sendt ham i rigsretten.

Nu befinder Kavanaugh sig i præcist samme situation som Clinton. Tre kvinder beskylder ham for at tale usandt. Vil han holde fast i sine benægtelser, når han udspørges under ed i senatet i dag?

Alt tyder på det. I et interview med Fox News mandag – der mindede om Clinton-parrets i 1992 – bestred han at have foretaget seksuelle overgreb mod kvinder.

Fordi de angivelige vidner indtil nu ikke har ønsket at stå frem offentligt og lade sig afhøre under ed, og fordi præsident Trump har afvist at beordre FBI at indlede en undersøgelse, vil senatshøringen efter alt at dømme ende med påstand mod påstand. I mangel af understøttende vidner må tvivlen komme den anklagede til gode.

Men det er nødvendigvis ikke sådan, historien ender. I tv-interviewet såede Kavanaugh tvivl om sin troværdighed, da han påstod at have været »jomfru« i de fire år på Yale, og at han aldrig havde drukket sig fuld.

Det var for meget for en tidligere »roommate« på kollegiet, der tirsdag kunne fortælle, at Kavanaugh havde pralet af at have haft samleje. En anden studiekammerat fandt ideen om, at han aldrig skulle have drukket sig fuld »lattervækkende«.

Trods disse åbenlyse usandheder planlægger republikanerne at bulldoze hans godkendelse igennem senatet på mandag. De har besluttet, at Kavanaugh er partiets, Trump-vælgernes og det religiøse højres eneste chance for at forrykke magtbalancen mod højre i højesteret. Under midtvejsvalget i november risikerer republikanerne nemlig at miste deres flertal i Senatet.

Demonstranter blev arresteret mandag, da de protesterede mod den sexovergrebsanklagede konservative højesteretskandidat Brett Kavanaugh ved Kongressen i Washington D.C.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Thomas Tanghus
  • Ejvind Larsen
  • Hans Aagaard
Thomas Tanghus, Ejvind Larsen og Hans Aagaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvis han havde været sort, var han jo aldrig blevet udpeget af denne præsident.

Karsten Lundsby, Eva Schwanenflügel, Tue Romanow, Jens J. Pedersen og Torben Skov anbefalede denne kommentar

I følge Nikki Haley, amerikanernes FN-ambassadør, grinede verdens ledere forleden af Præsident Trump under hans tale til FN af rent og skær respekt....

Med hensyn til Kavanaugh er han en stor tilhænger af Bush´s gamle torturmetoder, så vil senathøringen munde ud i waterboarding.....

I følge de amerikanske bookmakere står Bill Cosby til at blive præsident Trumps valg af højesteretsdommer, hvis Kavanaugh ikke kan opnå flertal. Trump udtaler: Bill har den helt rigtige alder til at sidder i højesteret og lovgive om unge kvinders krop. Og ligesom mig selv, erfaring. Erfaring er godt. Nu skal jeg bare benåde ham først!

Karsten Lundsby, Thomas Tanghus og Mikael Velschow-Rasmussen anbefalede denne kommentar
Jens J. Pedersen

Efter at have hørt et interview med den herre, så stoler jeg ikke på ham, og konen blev mere og mere usikker hen igennem interviewet.

Karsten Lundsby, Eva Schwanenflügel og Tue Romanow anbefalede denne kommentar
Christian De Thurah

Brett Kavanaugh er ikke min kop te, og det vil ikke være nogen ulykke, hvis han bliver diskvalificeret som højesteretsdommer. På den anden side kan jeg ikke lade være med at undre mig over, at en begavet og højtuddannet kvinde som professor Christine Blasey Ford, der må formodes at tale med en vis autoritet og vægt, kommer med beskyldninger, der vedrører hændelser i 1982, nu. Det kunne hun have gjort mange gange i de mellemliggende 36 år. Timingen virker ærligt talt ret politisk motiveret.