Læsetid: 11 min.

Snart fylder Parisaftalen tre år, og selv om klimaforandringerne bliver stadigt mere tydelige, er vi endnu langt fra mål

I Paris 2015 blev stort set samtlige af verdens lande enige om et fælles mål om at begrænse den globale opvarmning til maksimum to grader celsius og så tæt på halvanden grad som muligt. Knap tre år er gået, og den grønne revolution har endnu ikke indfundet sig. Er målene fra Paris stadig inden for rækkevidde?
I Paris 2015 blev stort set samtlige af verdens lande enige om et fælles mål om at begrænse den globale opvarmning til maksimum to grader celsius og så tæt på halvanden grad som muligt. Knap tre år er gået, og den grønne revolution har endnu ikke indfundet sig. Er målene fra Paris stadig inden for rækkevidde?

Mia Mottelson

12. september 2018

Der lød et enormt lettelsens suk efterfulgt af bragende klapsalver og jubelråb, da den franske udenrigsminister og formand for klimatopmødet COP21 i Paris, Laurent Fabius, endeligt og med et døgns forsinkelse en lørdag i december 2015 kunne erklære, at verdens ledere var nået til enighed om en global klimaaftale.

Politikere, kendisser og de fleste af verdens medier boblede over i begejstring over aftalen, der skal redde planeten fra klimasammenbrud. Men mange klimaforskere var skeptiske.

For nok var der opnået enighed om et klimamål, og endda et langt mere ambitiøst mål, end de fleste på forhånd havde forestillet sig: nemlig, at alle nationer »skal gøre sit ypperste for at tilstræbe at begrænse den globale opvarmning til 1,5 grader«.

Problemet er bare – som fem af verdens førende klimaforskere allerede havde pointeret på et pressemøde fredag eftermiddag, knap et døgn inden den endelige tekst til Parisaftalen blev præsenteret – at et mål intet er værd, hvis det hele er baseret på frivillighed.

Klimaforskerne, der blandt andet talte Kevin Anderson fra britiske Tyndall Centre for Climate Change Research og Johan Rockström, direktør for Stockholm Resilience Centre og formand for det globale netværk af ledende miljøforskere, Earth League, var dengang især kritiske, fordi Parisaftalen er uden konkrete reduktionsmål.

Grunden til det er, at fly og skibsbranchen ikke er inkluderet, og fordi dens fremskrivninger baserer sig på teknologi til at suge CO2 ud af atmosfæren, som endnu ikke eksisterer. Forskerne mente derfor, at nok skrev alle lande under på aftalen, men alle gik også fri af forpligtelser.

Snart fylder Parisaftalen tre år, og selv om klimaforandringerne bliver stadigt mere tydelige, er der endnu ikke ændret fundamentalt ved hverken det globale forbrug af fossile brændsler eller de samlede udledninger af drivhusgasser.

Fra 2016 til 2017 steg forbruget af olie med 1,6 procent, gas med tre procent, kul med én procent og udledningen af drivhusgasser steg samlet med 1,4 procent. Klodens gennemsnitstemperatur er allerede steget med med én grad celsius, og visse regioner ligger over 1,5 grader igennem mere end en sæson.

– Er det stadig muligt, at tro på de ambitiøse mål fra Paris?

»Ja, man kan godt sige, det er muligt. Men det afhænger af en lang række valg, vi træffer. Det er ikke ligesom med teorien om tyngdekraft, at der er et endegyldigt og entydigt svar. Det afhænger af vores valg,« siger Glen Peters, klimaforsker og forskningschef ved det norske Center for International Climate Reserch, CICERO.

CO2-budgettet er tømt om få år

Når klimaforskere vurderer, om det fortsat er muligt at leve op til målene i Parisaftalen, gøres det ved at beregne de samlede historiske udledninger af drivhusgasser sammenholdt med den løbende temperaturstigning samt de forventede fremtidige udledninger.

Udfordringen er, at der er stor usikkerhed om tallene, og derfor også stor usikkerhed omkring forskernes skøn for, hvor meget der globalt kan udledes af drivhusgasser uden at ’sprænge budgettet’ og forpasse målene om at holde klodens temperaturstigning til mellem 1,5 og to grader celsius.

Sammenlignes forskellige modeller, kan svaret på, hvor meget der fortsat kan udledes, inden CO2-budgettet er opbrugt, således variere fra et par hundrede gigaton CO2 (GtCO2) til op imod et par tusinde GtCO2.

Og i det seneste udkast til en spritny rapport fra FN’s klimapanel, IPCC, der udkommer den 8. oktober i år, men som i kladdeform allerede er lækket til pressen, øger IPCC CO2-budgettet sammenlignet med IPCC’s seneste store synteserapport fra 2014. I den kommende rapport er det resterende CO2-budget for at holde klodens temperatur under 1,5 grader celsius således øget fra 300 GtCO2 i 2014 til 550 GtCO2. Det betyder naturligvis, at det på papiret bliver nemmere at opfylde målsætningen.

»Det vil nok skabe en del forvirring og stor debat i de videnskabelige kredse, at IPCC pludseligt har øget budgettet,« lyder det fra Glen Peters, der i sin egenskab af klimaforsker for nyligt har været i høring for det norske Stortinget om netop størrelsen på det fremtidige CO2-budget.

Danmark som eksempel

Da klimaforsker Kevin Anderson i april i år gav et foredrag på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) havde han beregnet Danmarks resterende CO2-budget, som det ville se ud, hvis det globale budget blev fordelt fair mellem alle i verden.

Andersons beregning viste, at Danmarks resterende CO2-budget er mellem 170 og 360 mio. ton CO2, hvis det globale budget fordeles lige. Med en årlig udledning på omkring 43 mio. ton CO2, betyder det, at det danske CO2-budget for at holde målet fra Paris, om at holde klodens gennemsnitlige temperaturstigning til maksimalt to grader celsius, vil være opbrugt inden for tre til ni år – gældende fra januar 2018.

Og skulle Danmark ifølge Kevin Andersons beregninger leve op til togradesmålet – og kun anvende eget CO2-budget, ville det betyde, at Danmarks samlede CO2-udledninger skulle reduceres med 10-15 procent om året begyndende fra i dag, at 75 procent af udledningerne skulle være væk inden 2025 og at et totalt stop for fossil energi et sted mellem 2035-2040.

Glen Peters kender ikke detaljerne bag IPCC’s opjustering af CO2-budgettet, og holder sig derfor foreløbigt til sine egne beregninger, når han skal vurdere, hvor stort det resterende globale CO2-budget er.

»Det resterende CO2-budget ligger omkring 800 GtCO2 for at opfylde togradersmålet og omkring 300-400 GtCO2 for at holde stigningen til under 1,5 grader. Det vil sige, at fortsætter vi med den aktuelle udledning, der er på omkring 40 GtCO2 årligt, har vi opbrugt hele 1,5-gradersbudgettet inden for 10 år, hvis vi altså intet gør for at nedbringe udslippene.«

Men det er heldigvis også meningen, at der skal gøres noget. Og derfor afhænger det resterende budget af, hvor meget og hvor hurtigt det lykkes at reducere de globale udslip, forklarer Glen Peters:

»Ideen er netop, at vi ikke skal opbruge hele budgettet.«

Fra model til virkelighed

Men ét er, hvad der på papiret er muligt. Noget andet er virkelighedens verden, der er langt mere kompleks, og hvor det derfor er langt vanskeligere at få det hele til at gå op og undgå, at temperaturen galoperer over de to grader celsius – især fordi alle modeller for at holde temperaturen under to grader tager udgangspunkt i, at der sker en meget hurtig og dramatisk reduktion af udledningerne inden for ganske få år.

– Med alt, hvad du ved, tror du så, at det lykkes med at holde klodens temperaturstigning til maksimum 1,5 grader?

»Nej, det gør jeg ikke. Altså modellerne siger, at ja, det kan vi godt. Men der er alt for mange forudsætninger, der skal være på plads, for at det sker,« siger Glen Peters.

Tager man alle IPCC’s 120 forskellige scenarier for at holde klodens temperaturstigning til under to grader (baseret på flere end 40 forskellige klimamodeller), hviler de alle på en række forudsætninger, der kan virke meget urealistiske, forklarer han.

Skal det gå i virkelighedens verden som i modellerne, forudsætter det, at alle lande indfører pris eller beskatning på CO2, og at de nyeste teknologier altid er tilgængelige for alle lande, rige som fattige. Modellerne forudsætter også, at det lykkes at opfinde teknologi, der på meget stor skala kan suge CO2 ud af atmosfæren, og endeligt er det en forudsætning, at udledningerne af CO2 topper næsten øjeblikkeligt.

»Men i virkelighedens verden fungerer det jo ikke sådan: I virkelighedens verden har olieindustrien interesser i at blive ved at sælge olie og gas, ligesom vi har problemer med at udvikle den nødvendige teknologi, og det er usikkert, at alle lande gladeligt deler deres seneste viden og teknologi. Vi har modstridende interesser på alle niveauer – men modeller opererer ikke med den slags udfordringer,« siger Glen Peters, der samtidig gør opmærksom på, at modellerne også forudsætter, at alle handler.

»Det er jo ikke bare EU og USA, der skal i nul udledning. Det skal Kina, Indien og Saudi-Arabien også. Det skal alle.«

– Så tanken om, at vi ret sikkert overskrider målene fra Paris – og må tage konsekvenserne – det er en tanke, vi er nødt til at vænne os til?

»Ja. Vi skal forsøge at holde stigningen så lav som mulig, men vi skal samtidig indstille os på, at klimaet vil forandre sig og blive mere ekstremt.«

– Så at stoppe opvarmningen ved 1,5 grader er ikke muligt i den virkelige verden?

»Man kan sige, at vi står med ansigtet så tæt op mod muren, at vi ikke kan undgå at komme til at ramme. Vi er kommet for tæt på,« vuderer Glen Peters, der ikke er meget mere optismisk i forhold til togradersmålet:

»Om togradersmålet kan man sige det samme. Vi er nok allerede kommet for tæt på,« siger han.

Stor forskel på 1,5 og to grader

Alligevel er det ikke ligegyldigt, hvor godt det lykkes at reducere de globale udslip af CO2. Der er meget stor forskel på om kloden bliver 1,5, to eller tre grader varmere.

Ifølge FN’s klimapanel, IPCC, er forskellen på 1,5 og to graders opvarmning af kloden blandt andet en forskel på 10 centimeter vandstandsstigning ved udgangen af århundret. Ved to grader øges sandsynligheden også for, at Nordpolen er isfri om sommeren med en faktor 10, så Nordpolen i gennemsnit vil være isfri én af 10 somre ved to grader i stedet for én af 100 somre ved 1,5 grader.

Der er altså meget store forskelle i konsekvenserne selv ved små temperaturforskelle, og det er netop de små forskelle, som afgøres af de politiske beslutninger, der tages i disse år.

At det er her og nu og i disse dage, at politikerne derfor skal handle, kunne også læses i den dystre rapport The Emission Gap Report 2017, hvor FN’s miljøagentur, UNEP, har beregnet forskellen mellem den indsats, det kræver at opfylde Parisaftalen, og så de indsatser, som alle lande i deres frivillige nationale handlingsplaner har lovet at leve op til. Den forskel er stadig meget, meget stor:

»Rapportens overordnede konklusioner er, at der er behov for en meget hurtig og accelererende kortsigtet indsats, og at de langsigtede nationale ambitioner øges betragteligt, hvis målene i Parisaftalen stadig skal kunne nås.«

Parisaftalen

I december 2015 underskrev stort set samtlige af verdens ledere Parisaftalen, der har som mål at holde klodens gennemsnitlige temperaturstigning til maksimum to grader celsius og så tæt på 1,5 grader som muligt.

Aftalens vigtigste redskab er de nationale handlingsplaner Intended Nationally Determined Contributions (INDCs), hvor hvert land redegør for sine reduktionsmål og strategi for at nå dem.

Parisaftalen er juridisk bindende, og alle lande, der tilslutter sig aftalen, skal bidrage til at reducere de globale udledninger. Det er dog frivilligt, hvad hvert enkelt land vælger at sætte som mål.

I rapporten opfordres verdens politiske ledere derfor til øjeblikkeligt at skrue op for ambitionerne, så afstanden mellem den globale klimaindsats og den indsats, det kræver at opfylde Parisaftalen, lukkes inden, det er for sent.

»Det står klart, at hvis ikke hullet er lukket inden 2030, bliver det ekstremt svært at nå målsætningen om at holde den globale temperaturstigning til et stykke under to grader. Selv hvis de eksisterende nationale handlingsplaner blev fuldt udfoldet, vil CO2-budgettet (for at holde temperaturstigningen til to grader) være 80 procent opbrugt i 2030, mens budgettet for at holde temperaturstigningen til 1,5 grader vil være helt opbrugt i 2030.«

»Vi skal vænne os til et andet klima«

Glen Peters er enig i, at selv om ambitionerne skrues markant i vejret, bliver det meget svært ikke at overstige 1,5 grader. 

»Vi vil næsten helt sikkert komme over 1,5 grader engang i 2030’erne, og derfor skal vi både gøre alt for at reducere vores udslip, men også fokusere på at tilpasse os de forandringer, der vil ske,« siger Glen Peters, der dog ikke tror, at det er helt umuligt at stoppe forandringerne.

»Mit gæt er, at vi sandsynligvis kan lykkes med at stabilisere temperaturen omkring de to grader – måske lidt over – men vi behøver ikke ramme hverken fire eller fem grader. Det er dog helt sikkert, at vi skal vænne os til et andet klima.«

Derfor er det vigtigt, at politikerne tænker sig rigtig godt om, når de planlægger og investerer i fremtiden. De skal undgå at fastlåse mulighederne for at handle ved at investere i den forkerte teknologi.

»Det er vigtigt, at politikkerne undgår at låse os selv fast ved at investere i gammel teknologi,« siger Glen Peters, der peger på, at eksempelvis investeringer i kraftværker har en tidshorisont på måske 40-50 år.

»Derfor er en meget stor del af udfordringen, at vi er nødt til at tage nogle hårde beslutninger.«

Samtidig er en stor og meget omdiskuteret ubekendt i de fleste klimamodeller, at deres fremskrivninger hviler på massivt brug af såkaldt negative emission technology, altså metoder, der suger overskydende CO2 ud af atmosfæren igen.

Det kan eksempelvis lade sig gøre ved at plante afgrøder, der bruges som biobrændsel, hvor man ved afbrænding opsuger CO2, som derefter deponeres i jorden igen. Problemet er, at alle forsøgte metoder til at suge CO2 ud af atmosfæren foreløbigt er meget omkostnings- og energitunge, og derfor ikke en reel mulighed.

»Teknologien er langt sværere, end man havde forestillet sig, men vi nødt til at satse i den retning. Vi har brug for både en meget hård opbremsning i udledningerne og teknologi til at suge CO2 ud af atmosfæren.«

– Tror du, det kan lykkes?

»Jeg tror, det er muligt, men jeg er ikke sikker på, om det kan blive effektivt nok. Samtidig kræver de fleste af den slags løsninger meget store mængder energi, hvorfor det er endnu vigtigere, at vi får masser af grøn energi ind i systemet.«

Glen Peters har derfor et enkelt budskab. Vi skal ikke vente til i morgen, men i gang allerede i dag:

»Hovedpointen er, at vi skal nå til det punkt, hvor vi udleder nul CO2. Om det sker, når klodens temperatur er steget til 1,5 eller 2 eller 2,5 grader, det afhænger af de valg, vi træffer fra nu af.«

»Og hvis vi gør mindre i dag, er det klart, at vi skal gøre mere i morgen for at holde temperaturstigningen så tæt på 1,5 eller to grader som muligt.«

Lørdag går tusindvis af mennesker på gaden verden over for at vise, at det grønne omstillingstempo, som politikerne og virksomhederne har lagt for dagen, ikke er nok. Og i Radio Information spørger vi vores klimaredaktion: Kan vi nå at leve op til målene fra Parisaftalen?
Hør mere i podcasten

 

Serie

Er klimakampen ved at blive en fælles kamp?

En sommer næsten uden regn og med skovbrande i mange lande har sat sig spor i folk. Stadig flere tager konsekvensen af en ny indsigt og begynder at lægge deres liv om for at skåne klimaet. I meningsmålinger rykker klimabekymringen frem blandt vælgerne. I denne serie opsøger vi de nye initiativer og bevægelser. 

Seneste artikler

  • Middelfarts grønne planer bliver til virkelighed i Danmarks mindste fjernvarmeværk

    19. september 2018
    Middelfart har i de seneste år markeret sig med en række roste klimaprojekter. Kommunens borgmester og klimachef mener, at de opnår resultater ved at fokusere på konkrete handlinger frem for at snakke om store mål – og ved at gøre den grønne omstilling til en grobund for fællesskaber. Den måske største succeshistorie finder man i landsbyen Føns: Danmarks mindste fjernvarmeværk
  • Paven har taget den grønne sag til sig. I Latinamerika har det skabt forandring

    19. september 2018
    Paven har markeret sig som forkæmper for klimaet, og det har fået en varm modtagelse og skabt forandringer i Latinamerika. Anderledes ser det ud længere nordpå i USA
  • Costa Ricas klimaambitioner er større end Danmarks

    18. september 2018
    Den lille centralamerikanske republik kan få vanskeligt ved at nå målet om at blive CO2-neutral i 2021. Men landets ambitioner er alligevel større end Danmark, siger forsker. ’Vi har en enorm og smuk opgave foran os,’ lyder det fra landets leder
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
  • Ejvind Larsen
  • Trond Meiring
Kurt Nielsen, Ejvind Larsen og Trond Meiring anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ivan Breinholt Leth

"Derfor er det vigtigt, at politikerne tænker sig rigtig godt om, når de planlægger og investerer i fremtiden." Ja, men gør politikerne det - altså investerer - eller har de overladt det til private interesser, som primært er styret af udsigten til profit? Så vidt jeg kan se, har den finansielle sektor langt større indflydelse på, hvad der investeres i end politikerne har. Det er bankerne, som udsteder lån til fremtidens investeringer - ikke politkerne. Hvis politkerne skal have reel indflydelse på fremtidens investeringer, skal vi have en anden økonomisk politik.

Kurt Nielsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Ejvind Larsen, Philip B. Johnsen, Bettina Jensen, Marianne Stockmarr og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

@ Ivan: Du har jo ret i, at den finansielle sektor har enorm magt, men hvis der er tilstrækkelig folkelig opbakning, så er der også rigtig mange "håndtag", som politikerne kan bruge.
Altså: Klar besked, som vi alle kan forstå - som fører til "folkets vilje" :-)

Torben K L Jensen

Markedet kan ikke tjene hurtige penge på klimaomstillingen - de eneste der har den nødvendige kapacitet til at rejse de enorme summer der skal investeres i klimakampen og CO2 fri energiproduktion er de stater der har adgang til at udstede lav-rente statsobligationer - dvs. en keynesiansk investeringspolitik fordi de ting der kommer ud af investeringerne er ikke profit men beskyttelse af borgernes livsgrundlag i en fremtid hvor man ikke kan sige andet end at den bliver radikalt anderledes. Hr. Møller´s motto : "Rettidig omhu" gælder om noget her. Gæld er at foretrække hvis alternativet er vand til halsen.

Ivan Breinholt Leth

Torben K L Jensen
Jeg antager, at du mener statslig gæld? Men stater behøver ikke at stifte gæld for at investere, så længe de råder over deres egne valutaer. De begrænsninger, som den danske stat har i forhold til offentlig gæld, er grænser som er politisk besluttede i og med, at vi har tilsluttet os EU's finanspagt. Disse begrænsninger kan ophæves, hvis politikerne vil.

Kurt Nielsen, Flemming Berger, Bettina Jensen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Finanspagten er frivillig for EU-medlemmer uden for euro-zonen - Helle Thorning Schmidt,Margrethe Vestager og Bjarne Corydon valgte ulovligt - i følge grundloven om suverænitetsafgivelse (her økonomisk) - at skrive under. Det er bare at fortælle EU-kommisionen at regeringen har lavet en fejl med hensyn til vores grundlov og ophæver pagten.

Kurt Nielsen, Ivan Breinholt Leth og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

Menneskeheden skæbne er besejlet. Det ser ikke godt ud for os - og de mange velmente ord er kun ord. Aktion mangler.
Vi vil ikke erkende at befolkningsudvikling er et kæmpeproblem (ikke udfordring). Vi elsker magt og vækst og lapper det i os, men ender med at drukne i vores eget lort enten pga klimaforandringer (herunder tørke med efterfølgende hungersnød), en pandemi eller en verdenskrig.
Alle kræver mere, for sig selv og/eller for andre. Vi vil ikke have tabere, men vi er alle tabere. Vores drøm er en løgn. Menneskehedens succes bliver dens fald.
www.worldometers.info/world-population/

o boy! Det er 7 år siden Lars Løkke bangede alle pseudo-politikerne i København..Og Obama viste sit sande fracking-ansigt. Tiden går..................

Kurt Nielsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Ejvind Larsen, Torben K L Jensen, Trond Meiring og Bettina Jensen anbefalede denne kommentar

Vores forhold til passiv rygning i tresserne minder mig om vores forhold nu til al den klimagas, vi poster ud i atmosfæren i en konstant strøm, fordi vi er her. I tresserne var luften ind imellem tør. Tropospausen var altid tør. Nu har vi fået et ekstra drivhus uden om troposfæren, og det luner klimaet effektivt, så længe vi flyver.

Kurt Nielsen, Ejvind Larsen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar