Læsetid: 5 min.

Er Sverige forandret?

Sverige har forandret sig, befolkningen er splittet, og landet er ved at bryde sammen. Sådan har medieudlægningen lydt op til det svenske valg søndag. Tre studerende på Stockholm Universitet kan kun delvist genkende billedet af et Sverige på randen af kaos
Fra venstre: Fetwi Bairu, 21 år; Vera Althini, 18 år; Herman Palgren, 19 år.

Fra venstre: Fetwi Bairu, 21 år; Vera Althini, 18 år; Herman Palgren, 19 år.

Greta Thunberg

7. september 2018

»Vi skal ikke tro, at det bliver bedre af at bygge samfundet op forfra«

Fetwi Bairu, 21 år, studerer nationaløkonomi.

— Hvordan ser du den politiske situation i Sverige?

»Jeg oplever, at Sverige er meget anspændt. Folk er utilfredse med tingenes tilstand. Det er også den tendens, der er i resten af Europa og USA. Folk føler, at samfundet er ved at gå under på en måde, og det skaber mistillid og uro. Det får jo særlige følelser og spændinger frem i folk, og det virker til, at folk synes, de skal vælge side.«

— Hvordan ser du det?

»Det er blevet mere normalt at stemme på Sverigedemokraterna, og det er blevet mere almindeligt at sige, at det går rigtig skidt for landet og for økonomien. Det har ført til, at folk tænker, at det er værre, end det er, og at det er tid til at bringe de tunge skyts ud.« 

— Hvad synes du selv?

»Jeg synes også, at det ser skidt ud med integrationen, men jeg tror, at vi er for hurtige til at drage negative konklusioner. Det tager tid. Folk, der er utilfredse, bør være en lille smule mere tålmodige, men samtidig skal politikerne også være bedre til at handle på den situation, vi har lige nu, for eksempel ved at bruge flere ressourcer på integration.«

— Valget bliver beskrevet som et vendepunkt for Sverige, blandt andet fordi Sverigedemokraterna forventes at få stor opbakning. Forventer du det?

»Ja, jeg tror helt sikkert, at det bliver et helt særligt valg. Jeg tror, at det var mere homogent før i tiden, og folk gik ind for status quo. Men nu er vi mere splittede på enten højre- eller venstrefløjen. Svenskerne vil have fundamentale forandringer.«

— Hvilken forandring tænker du, at der skal til?

»Først og fremmest skal vi ikke tro, at det bliver bedre af at bygge samfundet op forfra. Men vi bør starte med at rydde op i den offentlige sektor, og så skal vi stille jobmuligheder til rådighed for flygtninge, for eksempel ved at give dem job til en lavere løn, mens de lærer sproget.«

— Hvem vil du stemme på?

»Jeg tænker på enten Centerpartiet eller Liberalerna. Den sidste faktor, jeg skal undersøge, er, hvordan deres politik vil påvirke mig personligt.«

»Jeg bliver lidt bange, når jeg tænker på Sverigedemokraterna«

Vera Althini, 18 år, studerer japansk.

— Hvordan oplever du den politiske situation i Sverige?

»Måske fordi jeg ser nyhederne mere i dag, end jeg gjorde da jeg var yngre, så tænker jeg, at vi er meget splittede. For nogle år siden under migrantkrisen havde vi debatten om, hvorvidt vi skulle lukke grænserne — tage flere eller færre flygtninge, og det var meget uklart for os, hvad der ville ske i fremtiden. Flere er bange nu, og det er nok koblet til migrationskrisen.«

— Er der grund til at være bekymret for, at Sverige har taget så mange flygtninge, synes du?

»Nej, jeg tror ikke, at vores problemer hænger sammen med migrationskrisen. Jeg tror, at det er vigtigt, at vi fortsætter indvandringen i Sverige, for vi bliver jo flere ældre, og vi har brug for flere unge, der kan tage et arbejde.«

— Sverigedemokraterna, der står til at få et historisk godt valg, siger, at hvis vi blandt andet ser på kriminalitetsstatistikkerne, så er der store problemer med indvandringen. Hvad tænker du?

»Jeg tror, at de her problemer er koblet til arbejdsløshed, men jeg tror ikke, at man kan sige, at det er på grund af etnicitet. Der er mange, som har boet længe i Sverige, som også begår kriminalitet. Det er for nemt at lave den kobling, men jeg forstår godt, hvis nogen gør det, fordi det er det mest naturlige at tro i de her år, hvor der er kommet flere udefra.«

— Nogle forudser, at det her valg vil forandre Sverige. Hvad tænker du?

»Ja, og jeg bliver lidt bange, når jeg tænker på Sverigedemokraterna, men på den anden side er der også folk, der siger, at nej, det bliver ikke så slemt — de kommer ikke til at lave så meget om. Da Trump blev præsident, så tænkte folk også, at shit, nu bryder verden sammen, og der er da også sket noget, men ikke så massivt, som man kunne have frygtet.«

— Hvilket parti vil du stemme på?

»Jeg var ikke så sikker, men jeg havde en lille idé om det. Så jeg tog en test, der hedder Valgkompasset, hvor de stiller en masse spørgsmål, og så fortæller den, hvilket parti du er mest enig med. Og jeg fik Socialdemokraterna og Vänsterpartiet, jeg tænker ét af de partier. Fordi de også prioriterer at få folk i arbejde.«

»Sverige udvikler sig, så forandring vil være for det bedre«

Herman Palgren, 19 år, studerer international politik.

— Hvordan oplever du den politiske situation i Sverige?

»Det er en mellemting, synes jeg. Sverige er ikke det forfærdelige sted, som nogle medier får det til at lyde som, men det er heller ikke dette fantastiske sted, som andre medier portrætterer det. Selvfølgelig har Sverige mange problemer med flere og flere skyderier, stigende voldtægtsrater, bilbrande osv., men jeg tror også, at disse problemer er en lille smule overdrevet.«

— Hvad bør politikerne fokusere på for at løse de problemer, du nævner?

»Jeg tror ikke, det har så meget med politik at gøre. Politikerne bør lade civilsamfundet og markedet klare problemerne. Det er ikke politikerne i Stockholm, der nødvendigvis kan vide, hvad der er bedst, og hvad der foregår alle mulige steder rundt om i landet.«

— Siger du, at politikerne bare skal lade stå til?

»Hovedopgaven for politikerne bør være at være mindre politikere. Politikerne fastsatte i 2015 en kvote for, hvor mange flygtninge Sverige ville tage. Men min personlige holdning er, at det ikke er den rette tilgang. Jeg tror på det frie marked, og det gælder også her. Flygtningepolitik og integration burde være styret af, hvor mange jobmuligheder der er i landet. Jeg tror ikke, at vi hjælper migranter og flygtninge ved at tage imod flere, end markedet kan understøtte, for så har de ikke en god fremtid her.«

— Valget på søndag bliver beskrevet som et skæbnevalg, der vil forandre Sverige. Ser du også det?

»Ja, næsten alle partier følger efter Sverigedemokraternas agenda, lige fra Socialdemokraterna til Kristendemokraterna, og selv om de ikke er helt så ekstreme, så følger de dets politiske linjer, så jeg tror, at vi vil komme til at se et andet politisk landskab efter valget. Men Sverige udvikler sig også, så forandring vil være til det bedre. Jeg er optimistisk.«

— Hvad er det værste ved Sverige?

»Det værste er den politiske korrekthed. Vi har et alt for politisk korrekt samfund, hvor folk ikke siger, hvad de mener, af frygt for at blive stemplet. Og hvis vi skal udvikle vores samfund, så er det vigtigt at kunne have en åben og fri dialog, og det kan nogle gange godt være svært i Sverige.«

— Hvem vil du stemme på?

»Det bliver nok enten Liberalerna eller Kristdemokraterna.«

Serie

Valg i Sverige

Sverige er et radikalt politisk eksperiment, hvor multikultur, statsfeminisme og hyperindividualisme er et ideal for nogle, men et skræmmebillede for andre. Sverige er også et land, hvor en polariserende kulturkamp er på sit højeste, og Riksdagsvalget den 9. september bliver en afgørende test på, hvilket land Sverige vil være i fremtiden. Information undersøger eksperimentet og de idealistiske svenskere i en ny serie op til valgdagen.

Seneste artikler

  • På den svenske valgdag flyttede vi til byen, hvor hele Sverige bor

    15. september 2018
    Der ligger 89 steder i Sverige, der hedder Fagerhult. På den svenske valgdag flyttede Information til én af dem og mødte drømme om jordskredsvalg, en klimaprædikant og en motorgal makker på en crosser
  • Sverigedemokraterna gled i deres egen jordskredssejr

    13. september 2018
    At den forventede og meget omtalte jordskredssejr til Sverigedemokraterna udeblev, har også en mindre omtalt årsag. Meningsmålingerne overvurderede partiet voldsomt, og var med til at gøre det, der er en klar sejr, til en lunken fornøjelse
  • Sådan tænker svenskerne om valgresultatet

    11. september 2018
    Information har talt med tre IKEA-kunder i byen Älmhult i Småland, hvor verdens første IKEA-varehus åbnede i 1958. De er både forvirrede og skuffede over resultatet ved søndagens rigsdagsvalg
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer