Læsetid: 3 min.

’Syriens zar’ bøjer sig for tyrkisk pres og undgår blodbad i Idlib – indtil videre

Vladimir Putin har indset, at et blodbad i Idlib ikke er i russisk interesse og har accepteret et territorialt kompromis, der indtil videre er en diplomatisk sejr for Erdogan – men hvor længe afhænger af en række ubekendte faktorer
Tyrkiets præsident Recep Erdoğan med Vladimir Putin under mødet i Sotji 18. september.  

Tyrkiets præsident Recep Erdoğan med Vladimir Putin under mødet i Sotji 18. september.  

Dmitry Azarov

20. september 2018

Den tyrkiske ledelse triumferer i disse dage.

Det er ganske vist en tilbagevendende dårlig vane, men denne gang synes præsident Recep Tayyip Erdogan at have belæg for at være kæphøj: Han har nået et kompromis med Ruslands Vladimir Putin – og dermed Damaskus-regimet – om for nærværende at skåne civile i titusinder for et blodbad og hundredtusinder for flugt over hals og hoved.

’Syriens zar’, som Putin kaldes, afviste på trekanttopmødet i Teheran for et par uger siden Erdogans forslag om en dekreteret våbenhvile, der kunne afværge eller i det mindste udsætte en syrisk offensiv mod oprørerne i Idlib, som har blandet sig med civilbefolkningen. Putins afslag var en ydmygelse af den tyrkiske præsident – en ’her bestemmer jeg’-melding, der syntes at varsle en ende på den såkaldte Astana-proces, hvor Rusland, Iran og Tyrkiet har snakket sig til rette om Syrien-politikken.

Men i tosidede forhandlinger i den russiske ferieby Sotji mandag fik Erdogan på plads, hvad færrest anså for muligt. Nemlig russisk tilsagn om etablering af en demilitariseret bufferzone, hvor civile syrere kan søge tilflugt, når Bashar al-Assads kampvogne sættes i gear for at generobre den sydlige del af provinsen. Oprørernes radikale elementer, samlet i paraplynetværket Hayat Tahrir al-Sham (HTS), får tilbud om at aflevere deres tunge våben og forlade den demilitariserede zone for at tilslutte sig de tyrkiskstøttede moderate oprørsmilitser mod nord. Dernæst er det hensigten at forhandle om en redelig udgang i Idlib. Deadline for flytning af styrker og afgrænsning af bufferzonen er 15. oktober.

FN-mægleren for Syrien, Staffan de Mistura, har takket Putin og Erdogan for »deres personlige engagement«, men spurgte også retorisk: Er aftalen blot en udsættelse af henrettelsen, eller er den det første glimt af håb om sat se lys for enden af tunnelen?

Det vil vise sig. Tyrkiet løber en risiko i rollen som garant for oprørsstyrkerne. For hvad hvis de ikke vil aflevere deres tunge våben med den begrundelse, at de ikke stoler på russerne og at det vil svække dem ved forhandlingsbordet? Og hvad hvis Jabhat al-Nusra-netværket HTS, der anslås at tælle 10.000 militante, nægter at forlade den prædestinerede demilitariserede zone, men vil kæmpe til sidste mand? Det første vil sinke en løsning, det sidste vil forårsage en militær konflikt, hvis udgang er uforudsigelig.

Tyrkiet med ved bordet

Men med aftalen – nedfældet i et såkaldt forståelsesmemorandum – har Erdogan sikret sig en plads ved bordet, når Syriens endelige status skal forhandles. Det er nu cementeret, at Rusland ikke bestemmer farten i Syrien alene, men at Tyrkiet – bakket op af EU, og specielt af Tyskland, der frygter en ny flygtningelavine – har aktier i en endelig fredsaftale. Erdogan har også scoret en sejr over sin egen opposition, der har argumenteret for en direkte tyrkisk henvendelse til Damaskus for at undgå den truende humanitære katastrofe – et skridt, han hidtil har afvist og for enhver pris vil undgå.

For Rusland er den umiddelbare fordel ved det indgåede kompromis, at fly- og flådebaserne syd for Idlib-provinsen nu sikres mod oprørernes tunge våben. På den længere bane opretholder Moskva relationerne til EU i Syrien-politikken – i det mindste forværres de ikke. EU-donationer bliver vitale for genopbygningen af Syrien, og Angela Merkel gjorde det i slutningen af august klart for Putin, at EU’s økonomiske gavmildhed afhænger af russisk vilje til at forhindre et civilt blodbad i Idlib.

Endelig har Putin taget endnu et nøk i det seje arbejde med at ’hjælpe’ Tyrkiet med at orientere sig politisk mod øst – en proces, der har været latent siden 2013 og forstærket med det mislykkede militærkup i juli 2016, som især USA reagerede valent på. Ingen forventer, at Tyrkiet uden videre skærer båndene til Vesten eller forlader NATO, men – som præsident de Gaulle demonstrerede i 1960’erne, da han meldte Frankrig ud af alliancens centralkommando – kan et land være NATO-medlem på flere måder, og Erdogan har mere end antydet, at Tyrkiet kan blive tvunget til at se sig om efter nye venner.

Rusland og Iran er Tyrkiets primære leverandører af energi, og til Sotji-mødet i mandags var de to landes handels- og energiministre med i de omfattende regeringsdelegationer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu