Læsetid: 9 min.

Ti år efter finanskrisen: Problemerne er der stadig, og hvis en ny krise kommer snart, er der ikke flere håndtag at dreje på

Finanskrisen har haft enorme politiske og økonomiske omkostninger. Vi står midt i et globalt økonomisk opsving, men det er blevet sikret igennem en ekstremt lempelig pengepolitik, som har øget uligheden og fået den globale gæld til at stige. Den politiske ustabilitet er voksende, og hvis en ny krise rammer snart, står vi dårligt rustet til at håndtere den
Tiårsjubilæet for Lehman Brothers kollaps har fået alverdens medier, økonomer og tænketanke til at evaluere og stille spørgsmål om, hvad vi har lært. Ikke ret meget, mener flere økonomer.

Tiårsjubilæet for Lehman Brothers kollaps har fået alverdens medier, økonomer og tænketanke til at evaluere og stille spørgsmål om, hvad vi har lært. Ikke ret meget, mener flere økonomer.

Mary Altaffer

15. september 2018

Ti år efter finanskrisen begyndte, kan økonomerne se tilbage på flere ting, der er lykkedes. Den finansielle sektor har fået bedre regulering. Øgede kapitalkrav til bankerne har gjort dem mere robuste over for finansielle chokeffekter, som kan få kriser til at accelerere ud af kontrol.

Et globalt opsving har mange steder sendt arbejdsløsheden langt ned, og flere lande har flere år i træk kunnet præsentere nogenlunde pæne vækstrater.

Men selv om opsvinget er i fuld gang, er euforien til at overse. Kun få jubler helhjertet over verdensøkonomiens tilstand. Det begynder at stå klart, hvor vidtrækkende finanskrisens konsekvenser har været for både den økonomiske og politiske situation mange steder i verden. Og at vi slet ikke er færdige med at mærke efterdønningerne.

Tiårsjubilæet for Lehman Brothers kollaps har fået alverdens medier, økonomer og tænketanke til at evaluere og stille spørgsmål om, hvad vi har lært, og hvordan vi er rustet til at klare en ny økonomisk krise, hvis den kommer snart. Cheføkonom i Saxo Bank Steen Jakobsens dom er hård:

»Hvad har vi lært? Intet. Hvad er der blevet gjort? Intet. Og hvor kompliceret er det her problem? Ekstremt,« siger han.

»Der er ikke sket noget. Verden i dag er i samme tendens, som den var i 2006 og 2007. Hvor al vækst mere eller mindre bliver genereret af øget gældsætning. Der er en meget lille produktivitetsvækst, og man har som følgeeffekt også fået en øget ulighed i samfundet, der er begyndt at manifestere sig som politiske problemer«.

Den store fejl er ifølge cheføkonomen, at man ikke har brugt krisen som anledning til at ændre noget grundlæggende.

Der har ikke været ambitiøse forsøg på at hæve produktiviteten ved f.eks. massive investeringer i uddannelsessektoren, og hundredevis af de milliarder, som centralbankerne har fået sendt ud i systemet, er endt i aktietilbagekøbsprogrammer i stedet for produktive investeringer.

»Svaret på krisen var at lave en lempelig pengepolitik. Det, forventede man, ville skabe en inflationær modreaktion, som så ville gøre det billigere at finansiere den her gæld over tid. Vi har fået lige det modsatte. Absolut ingen inflation, og al den her kapital er mere eller mindre gået til aktieindehaverne. Så du har ikke fået nogen penge, der er flyttet ind til den reale økonomi, andet end at staterne bruger større og større underskud,« siger han.

»Medicinen har ikke behandlet det grundlæggende problem. Den har holdt patienten i live, men har kun hjulpet aktieindehaverne. Der har den været fantastisk,« siger Steen Jakobsen.

Negative renter i Danmark

Nationalbanken har (ligesom Den Europæiske Centralbank) fortsat renter i minusniveau. Nationalbanken ligger lavere end ECB for at holde kronekursen over for euroen, mens ECB virker til at vurdere, at hverken inflationsudviklingen eller den økonomiske situation er god nok til, at niveauet kan hæves. Kilde: Nationalbanken.

Som direktør i Den Internationale Valutafond Christine Lagarde også erkender i anledning af tiåret for krisen, står man fortsat med en markant tillidskrise.

»Krisens udfald – de tunge økonomiske omkostninger båret af almindelige mennesker kombineret med vreden over at se banker blive reddet og bankfolk nyde straffrihed, på et tidspunkt hvor realløningerne fortsætter med at stagnere – er blandt de centrale faktorer, der kan forklare det tilbageslag mod globalisering og den nedbrydning af tillid til regeringer og andre institutioner, der har været særligt i de udviklede økonomier,« skriver hun.

»I denne henseende kaster krisen en lang skygge, som ikke viser tegn på at gå væk i den nærmeste fremtid.«

Mere ulighed og mere gæld

Metoden til at komme ud af krisen og få gang i økonomien igen blev negative renter og de såkaldt kvantitative lempelser, hvor centralbankerne via opkøb af obligationer fik pumpet ufattelige mængder penge ud i det økonomiske system.

Det har ifølge cheføkonom i Nordea Helge Pedersen virket positivt på den måde, at vi nu er inde i et globalt opsving med pæn verdensvækst, lav arbejdsløshed og en amerikansk økonomi i absolut topform.

Men at få et opsving i gang stort set alene ved hjælp af pengepolitiske redskaber kan ikke lade sig gøre uden afledte effekter, som potentielt bidrager til både økonomisk og politisk ustabilitet.

Store økonomiske omkostninger i forbindelse med krisen og det faktum, at det har været så billigt at låne penge, har betydet, at en del lande har opbygget en gæld, der langt overstiger niveauet fra før krisen. Det gælder især Irland og en række sydeuropæiske lande som Spanien og Italien, men også meget markant i Kina.

Da finanskrisen ramte, faldt efterspørgslen efter kinesiske eksportvarer markant, og modsvaret fra den kinesiske regering var at øge den offentlige efterspørgsel markant. Samtidig begyndte de kinesiske virksomheder at gældsfinansiere sig i stor stil.

Så fra at have en samlet gæld i samfundet på knap 140 procent af BNP i 2008 er Kina nu oppe på næsten 250 procent af BNP. En udvikling, der  helt åbenlyst er uholdbar, hvis ikke den kommer under kontrol.

»Man havde lavet en beslutning på det helt store G20-plan om at sørge for, at verdens gæld blev reduceret, så man aldrig nogensinde kunne stå i en gældskrise igen. Men hvor den økonomiske politik har virket med henblik på at få væksten tilbage, har den ikke virket med henblik på at få gældssætningen reduceret. Det er fortsat et stort problem,« siger Helge Pedersen.

Den amerikanske centralbanks rente

Den amerikanske centralbank begyndte at hæve renterne i 2015 og har hævet dem syv gange siden. Det giver dem et vist pengepolitisk råderum, hvis økonomien skulle udvikle sig negativt. Kilde: Federal Reserve.
 

Samtidig er der også en markant fordelingsmæssig effekt ved i stort omfang at stimulere økonomien igennem pengepolitikken. Det bidrager til, at aktiver som aktier og ejendomme stiger i værdi, og det giver større formuer til dem, der i forvejen har mest, og øger dermed uligheden.

»Finanskrisen medførte altså nogle politiske reaktioner for at få verdensøkonomien hurtigt på fode igen. Heriblandt den mest lempelige pengepolitik, vi nogensinde har set. Den har været med til at få økonomien tilbage på vækstsporet og folk i arbejde, men indkomster og formuer er blevet mere skævvredet. Det kan give anledning til politisk ustabilitet,« siger Helge Pedersen.

Han peger på, at ulighedens destabiliserende effekter bliver anerkendt i de øverste økonomiske institutioner. Både IMF og OECD taler om at få »globaliseringen til at virke for alle«, men ser man på de rent politiske initiativer, sker der stadig meget lidt.

»Det allerhøjeste niveau i de internationale institutioner fokuserer på, at man skal gøre noget for at løse de her fordelingsproblemer. Typisk ville det medføre, at man på nationalt plan ville øge marginalskatterne, ejendomsskatterne og de offentlige overførsler. Men ingen steder ser man, at der er tiltag i gang i den retning« siger han.

Bankerne er bedre polstret

Et område, hvor man i dag står et »markant bedre« sted end før finanskrisen, er i banksektoren. Det siger Jesper Rangvid, professor på Institut for Finansiering på Copenhagen Business School og formand for det regeringsnedsatte ekspertudvalg, der undersøgte årsagerne til finanskrisen i Danmark.

Øgede kapitalkrav og likviditetskrav samt afviklingsplaner for bankerne, hvis det rent faktisk skulle gå galt, har bidraget til, at systemet er blevet langt mere robust.

På internationalt plan er der finansielle sektorer i blandt andet Italien, Grækenland og Kina, man med rette kan bekymre sig for, men det danske og visse dele af det globale banksystem er ifølge Jesper Rangvid i dag langt bedre i stand til at stå igennem økonomisk turbulens end i årene op til krisen.

»Det er selvfølgelig farligt at sige. Men jeg har svært ved at se en krise i den danske finansielle sektor som i 2008. Der er ikke den samme risikotagen, bankerne låner ikke særligt meget ud, og samtidig er de helt anderledes polstret,« siger Jesper Rangvid.

Gælden er steget markant i det offentlige efter krisen

Siden krisen er den offentlige gæld steget kraftigt i udviklede økonomier. Grafen viser en udviklingstrend og afspejler ikke reelle tal. I procentpoint steg den private gæld med 20 procent i årene op til krisen, mens den offentlige gæld steg med to procent. Efter krisen har den private gæld været stabil, mens den offentlige gæld er steget med 35 procentpoint. Kilde: McKinsey.
 

Netop reguleringen af bankerne og deres bedre polstring er også det punkt, som har været mest i fokus siden den finansielle sektors nedsmeltning. Det ville være ganske usædvanligt, hvis den samme slags store krise skulle opstå lige præcis der, så kort tid efter.

Som konsulenthuset McKinsey bemærker i en ny rapport om den økonomiske situation ti år efter sammenbruddet, »er én ting, vi ved fra historien, at den næste krise ikke vil se ud som den seneste.«

Nye faresignaler

I rapporten peger McKinsey i stedet på særligt udviklingen i den globale gæld hos nationalstaterne som en stor risikofaktor, der kan udløse nye kriser.

»I overenstemmelse med historien er en gældskrise, som begyndte i den private sektor, efterfølgende skiftet over til regeringerne,« konstaterer McKinsey.

Kina står alene for en tredjedel af den samlede vækst i verdens gæld, men også en række af de nye vækstøkonomier (emerging markets) – Argentina, Tyrkiet, Sri Lanka, Pakistan – risikerer at stå over for alvorlige valutaproblemer blandt andet forårsaget af det hævede amerikanske renteniveau og stor gældsbelastning.

»De her kriser bliver ved med at komme op igen og igen, og det er jo i sig selv også udtryk for, at vi ikke har fundet en løsning. Hvis vi har en Europa-krise i 2011-13, og du har en emerging markets-krise nu, så er det jo, fordi det ikke er blevet løst,« siger Steen Jakobsen, cheføkonom i Saxo Bank.

Kinas gæld stiger kraftigt

Kinas gæld har udviklet sig så voldsomt siden finanskrisen, at Kina alene står for en tredjedel af verdens samlede gældsvækst. Kilde: IMF.
 

En andent grund til bekymring er den amerikanske økonomi, der har været i konstant vækst siden 2009, og som på et eller andet tidspunkt i den nærmeste fremtid forventes at bremse op. Stort set al økonomisk teori ville foreskrive, at det mest fornuftige ville være at holde igen så langt inde i opsvinget.

I stedet gennemførte USA’s præsident, Donald Trump, enorme skattelettelser, som har bidraget til at øge væksten, men som på et tidspunkt sandsynligvis vil føre til overophedning af økonomien. Spørgsmålet er, hvor hård landingen bliver, og om den bliver så slem, at den breder sig til resten af verden.

Men ét er den potentielle udløser af en økonomisk krise. Noget andet er, hvilke redskaber man har til at håndtere den, hvis den bliver alvorlig. Med stor gæld og renter omkring nulpunktet er der ikke mange værktøjer tilbage til at stabilisere økonomien. Og med en eurozone med lande i vidt forskellige økonomiske situationer samt en ustabil politisk situation med vigende opbakning til internationale institutioner kan det godt risikere at blive giftigt.

»Min store bekymring er, om man har noget at gøre godt med, hvis der kommer en ny recession. Hvordan kan man igen strikke nye redningspakker sammen? De gældssatte lande får svært ved at stimulere økonomien gennem finanspolitikken, og den pengepolitiske værktøjskasse er tæt på at være tom – ikke mindst i Europa,« siger Helge Pedersen.

»Kører amerikansk økonomi ind i en recession, der skaber ringe i vandet og rammer Europa? Bliver det så en mere langstrakt krise, fordi man ikke længere har beredskabet til at manøvrere sig ud af den? Kan man holde til det rent politisk? Hvilken opbakning har man, og hvor stærkt er det internationale politiske system i dag med en America First-policy, som har gjort op med den liberale verdensorden, som vi kender den?«

Der er reguleret og stillet visse skærpede krav til finanssektoren, men grundlæggende kan den opføre sig som før krakket, siger kritikere.
Læs også
Serie

Vi tager økonomien tilbage

Økonomien er taget fra os. Vi forstår den ikke og har ikke magt over den. Og når vi ikke forstår økonomien, kan vi ikke stille dem, der har magten over den, til regnskab – endsige forandre den.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Katrine Damm
  • Morten Lind
  • Espen Bøgh
  • Bjarne Andersen
  • Ejvind Larsen
  • Torben K L Jensen
  • David Zennaro
  • Peter Knap
  • Eva Schwanenflügel
  • Hans Ditlev Nissen
  • Kurt Nielsen
Katrine Damm, Morten Lind, Espen Bøgh, Bjarne Andersen, Ejvind Larsen, Torben K L Jensen, David Zennaro, Peter Knap, Eva Schwanenflügel, Hans Ditlev Nissen og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ivan Breinholt Leth

Det er en lidt underlig fornemmelse at være enig med en bankdirektør - Steen Jakobsen. Når jeg har fremsat lignende synspunkter her i dette debatforum vedrørende den finansielle sektors oppustethed i forhold til realøkonomien og den deraf følgende ulighed, er det af visse debattører af mere eller mindre neoliberal observans blevet betegnet som 'rablerier'.

Bjarne Andersen, Bjarne Bisgaard Jensen, Ejvind Larsen, David Breuer, Anne Eriksen, Henrik Peter Bentzen, Per Torbensen, Espen Bøgh, Kim Houmøller, David Zennaro, Trond Meiring, Peter Knap, Eva Schwanenflügel og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

@ Ivan Breinholt Leth
14. september, 2018 - 21:49

Ja, det bliver da spændende at se, hvad de sædvanlige liberalister har at sige til denne glimrende gennemgang ;-)

Bjarne Andersen, Ejvind Larsen, David Breuer, Anne Eriksen, Henrik Peter Bentzen, Torben K L Jensen og Peter Knap anbefalede denne kommentar

"Problemerne er der stadig, og hvis en ny krise kommer snart, er der ikke flere håndtag at dreje på"

Og det er derfor det er så vigtigt i opture ikke at sætte det offentlige forbrug op.

Boligspekulanterne fra dengang sidder igen og spinder guld efter en tur i spjældet. Vi lever åbenbart i en ægte bananrepublik hvor kun penge bestemmer, og hvor vi som vælgere kan vælge imellem statister. Personligt er jeg overbevist om, vi møder en ny krise med stigende renter, hvor boligmarkedet falder 30% igen. Men det bliver ikke som sidst, da de økonomiske håndtag mangler. At økonomerne er uenige (lige som sidste gang) er lige efter bogen!

Espen Bøgh, Bjarne Andersen, Bjarne Bisgaard Jensen, Ejvind Larsen, David Breuer, Anne Eriksen, Eva Schwanenflügel, Henrik Peter Bentzen, Per Torbensen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar

Vi skal ikke have disse op- og nedture, vi skal arbejde på stabilitet, som udviklingen kan foregå indenfor støt og roligt.

Henrik Peter Bentzen og Jakob Trägårdh anbefalede denne kommentar
Krister Meyersahm

Bankernes pengeskabelse foregår i vid udstrækning ved at man debiterer en konto og krediterer en anden, uden at have dækning i egne midler, i indskydernes eller aktionærernes penge. Selv om det er svært, ikke at beundre pengekreatørerne en smule - tænk at kunne skaffe sig enorme indkomster ved at udlåne penge der ikke findes og med retsstatens samtykke - så bør vi stoppe dette uvæsen.

Bjarne Andersen, Ejvind Larsen, Irene Haffner, Anne Eriksen, John Andersen, Helene Kristensen, Eva Schwanenflügel, Henrik Peter Bentzen og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar

Blandt Roskilde Bank-spekulanterne var Kay Wilhelmsen (Farum) , konkurs med gæld på

ca. 1 mia.

https://www.bt.dk/danmark/se-listen-her-er-de-18-der-krakkede-danmark

Nu er en ny Wilhelmsen dukket op – Andre Wilhelmsen – som har påbegyndt storprojektet Vinge ved Frederikssund, men er gået I stå, fordi de økonomiske beregninger ikke hænger sammen.

https://www.dr.dk/nyheder/regionale/hovedstadsomraadet/et-halvt-aar-efte...

Frederikssunds borgmester godkendte planerne uden at have læst dem igennem – øjensynlig har de ledende politikere ingen fortegnelse over tidligere boligboblers spekulanter.

Bjarne Andersen, Bjarne Bisgaard Jensen, Anne Eriksen, Eva Schwanenflügel, Henrik Peter Bentzen, Kim Houmøller og Per Torbensen anbefalede denne kommentar

"Vi skal ikke have disse op- og nedture, vi skal arbejde på stabilitet, som udviklingen kan foregå indenfor støt og roligt."

Sådan skriver en sand konservativ.

Ivan Breinholt Leth

Eva Schwanenflügel
Enten forholder de sig tavse, eller også påstår de, at alle, som de er uenige med, har knald i låget. Hvis vi læser om økonomistudiet andet sted i denne artikel serie får vi at vide, at de på universiteterne for det første kun lærer om en meget begrænset del af virkeligheden, for det andet at de overhovedet ikke lærer at se det emne, som de studerer, i et historisk perspektiv. Den slags regnes som tidsspilde, for der findes kun en virkelighed.

Espen Bøgh, Eva Schwanenflügel og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
Børge Neiiendam

150918 så jeg DR2s gennemgang af finanskrisens historiske forløb. Jeg synes det var en bemærkelsesværdig god beskrivelse jeg fik.

Uanset hvilken agenda udsendelsens redaktører havde, så efterlades jeg med væmmelse over alle de habitklædte økonomers overbevisende glathed og veltalenhed, samt manglende moral, og at høj som lav Politiker tydeligvis var faldet på halen for økonomernes veltalenhed - af alle åbenbart også Obama, hvilket jeg ville have forsvoret. Alle barrierer mod grådighed blev fjernet for omkring 30 år siden og så har der siden været frit spil på Samfundets forsvarsløse buffet. Selv kollapset i 2008 har man ikke lært meget af, Neoliberalismens Økonomiske Djævel huserer ukontrollabelt. Højt oppe i Universitetsmiljøerne sidder Professorer og plæderer, og underviser i 'Den Grådige Økonomis Velsignelser'. Hvad der skal stoppe dén udvikling ved jeg ikke, udover en Revolution nedefra.

Om Mette F og S - med følgere, virkeligt har lært at begge hænder skal lægge skeerne i andres hænder er jeg ikke sikker på. Der sidder endnu proselytter af Thorning og Corydon m.fl. højt placeret i partierne.

Stop Verden, jeg vil af !!!

Eva Schwanenflügel, Bjarne Bisgaard Jensen og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar

Den virkelige globalisering er vist grådighed - og ingen ønsker tilsyneladende at lovgive omkring denne menneskets største fare til alle tider.

Grundlæggende er årsagen til krisen - og den næste krise, at den frie pengeskabelse udenom staten, eller det vi kalder "markedet" , hvor bankerne selv "trykker penge" uden selv at stå til ansvar for de penge de "trykker", når Anna og Poul" vil købe hus til markedsprisen, - at markedsprisen ikke er nagelfast over tid.

Vi så ved krisen i 2007-8 hvor priserne på boligmarkedet steg hurtigere end rumfærgen på vej op i det blå, - og hvor de samme priser på bolig faldt endnu hurtigere, så der ikke var dækning for de stiftede lån til boligerne.

Da finanssektoren ikke var selvgaranter for overpriserne skulle statens garantere for de "penge som finanssektoren selv havde skabt "trykt"" da de gav disse lån til opskruede priser, - hvis ikke det lige var lån af den falske "friværdi" i boligerne.

Hvis den finansielle sektor lovmæssigt gøres til selvgaranter for de boligpriser de "trykker penge" til på markedet - lidt ligesom boligkøberne skal komme med 10 - 20 % af salgsprisen, så vil udviklingen i markedets boligpriser blive langt mere afdæmpet, og den finansielle sektor ikke med så let hånd "trykke penge" til boligkøb.

Det vil uden tvivl medvirke til en halt anden fri markedsdannelse, men også sikre mod de boligbobler som vi har set så mange gange de sidste 50 år.