Læsetid: 7 min.

Den tyrkiske krise presser Tyrkiet og EU tættere på hinanden

USA’s angreb på den tyrkiske valuta har gjort EU mere lydhør over for præsident Erdogans énmandsstyre af frygt for tyrkisk økonomisk kollaps, der vil lamme europæiske banker og udløse en ny europæisk flygtningekrise – men ét er lydhørhed, noget ganske andet er resultater og indtil videre træder Tyrkiet vande
Tyrkiet har brug for forsoning med EU – og EU har brug for forsoning med Tyrkiet

Tyrkiet har brug for forsoning med EU – og EU har brug for forsoning med Tyrkiet

John Macdougall

18. september 2018

Det hænder, at en detalje i et glimt afdækker en helhed: I sidste uge udsendte det tyrkiske direktorat for religiøse anliggender, kaldet Diyanet, en instruks til landets 82.653 moskéer med henstilling til landets statsansatte imamer om at ’udvise følsomhed og respekt for folks seksuelle orientering’.

Det er intet mindre end en revolution. Seksuelle præferencer er ikke forbudt i Tyrkiet af den simple grund, at afvigelser fra heteroseksualitet officielt er utænkelig, hvilket medfører, at overgreb og chikane mod det tyrkiske LGBTQ-segment er så godt som straffri.

At instruksen kommer nu – efter 16 år med uafbrudt islamisk styre – udlægges som en indrømmelse til EU’s noget lavmælte kritik af præsident Recep Tayyip Erdogans suspendering af den tredeling af magten, der definerer en demokratisk stat.

Med sejren ved præsidentvalget 24. juni formaliserede Erdogan sin magtfuldkommenhed ved at erstatte sin økonomiminister, Mehmet Simsek, med sin svigersøn, Berat Albayrak. Med sin baggrund i Wall Street var Simsek regeringens sidste bolværk mod Erdogans uortodokse økonomiske politik, der forgylder hans politiske bagland, men svækker den tyrkiske makroøkonomi.

Samtidig udnævnte præsidenten sig selv til formand for statens store selvstændige kapitalfond på 200 milliarder dollars – med svigersønnen som næstformand.

Fondens formål er at tiltrække risikovillig europæisk kapital, der ikke har samme gennemsigtighed, som det normale  statsbudget er underlagt. Fonden, der består af kapitalen i de statsejede virksomheder fra Turkish Airlines til banker og olierør-ledninger, er at betragte som en privat virksomhed, så Erdogan kontrollerer med andre ord et ’parallelt statsbudget’, der kan optage lån og flytte rundt på gælden efter de aktuelle markedsforhold, ligesom den kan operere mere frit i forhold til låneoptagning i EU.    

Et andet forsonligt signal til EU er Ankaras genoplivning af det såkaldte ’reform- og aktionsudvalg’ bestående af fire nøgleministre hvis opgave var at tilpasse reformer for at opnå tyrkisk EU-medlemskab. Udvalget har ikke holdt møder siden 2015, og blev helt skrinlagt efter det mislykkede militærkup i 2016, som Erdogan mistænker EU for at støtte i det stille.

Og da Tyskland og Holland i 2017 afviste, at tyrkiske ministre forud for folkeafstemningen om den ny forfatning holdt vælgermøder med de tyrkiske mindretal i de to lande, kaldte Erdogan afslagene for nazistiske, hvilket førte til kansler Angela Merkels suspendering af EU’s planlagte opgradering af toldunionen fra 1996. Men nu er tonefaldet blidere.

Attentatet på liraen

Baggrunden for EU-tilnærmelsen er USA’s attentat på den tyrkiske valuta som reaktion på Tyrkiets tilbageholdelse af en amerikansk missionær i Izmir, der er sigtet for spionage. Præsident Donald Trump mente at have en forståelse med Erdogan om at løslade missionæren, og da det ikke skete, indførte USA toldtariffer på tyrkisk stål og aluminium og sanktioner mod to tyrkiske ministre.

Det fik kursen på den i forvejen vigende tyrkiske lira til at styrtdykke med 40 procent over for dollaren. Ankaras relation til Washington var allerede anspændt på grund af USA’s oprustning af den syrisk-kurdiske YPG-milits, der som stedfortrædende amerikanske landtropper har nedkæmpet Islamisk Stat, men også er tilknyttet de tyrkisk-kurdiske separatister i PKK, der står på Tyrkiets, EU’s og USA’s terrorlister.

Dertil kom en højlydt knurren fra Det Hvide Hus, da NATO-medlemmet Tyrkiet skrev kontrakt med Rusland om køb af et antiballistisk forsvarssystem, der forventes leveret i 2019. Også Tyrkiets koordinering af Syrien-politikken med Iran og Rusland har vakt amerikansk mishag.

Tyrkiet har altså brug for forsoning med EU – og EU har brug for forsoning med Tyrkiet. Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, har talt for opblødning af Tyrkiet-fronten og tyrkiske iagttagere hæftede sig ved Junckers tale til Europaparlamentet tirsdag i sidste uge, hvor han betonede behovet for en mere selvstændig EU-udenrigspolitik.

Ankara aflæste talen ikke kun som kritik af Trumps uforudsigelighed, men også som skitse til en ny europæisk sikkerhedsordning – med et EU-grænseværn på 10.000 soldater – der ikke kan realiseres uden Tyrkiets aktive medvirken.

Det har ganske vist irriteret Ankara, at Frankrigs præsident Emanuel Macron, har været ude med en lodret afvisning af Erdogans Tyrkiet som EU-medlem. Hans bud er, at Tyrkiet er ’antieuropæisk’ og at landet tildeles et ’strategisk partnerskab’.

Tyskland har ikke fulgt op på Macrons udtalelse og Angela Merkels bemærkning om, at ’ingen har en interesse i Tyrkiets økonomiske destabilisering’ ses i Ankara som en støtteerklæring. Tyskland har ikke tilbudt direkte økonomisk hjælp, men henvist til IMF, Den Internationale Valutafond, hvilket præsident Erdogan fnysende har afvist – måske fordi USA har vetoret i fonden, men måske snarere fordi en IMF-aftale vil straffe hans politiske bagland hårdest.

Kaos truer

Årsagen er indlysende – Tyskland er Tyrkiets største handelspartner med en samhandel på 37 milliarder euro ligesom 6.500 virksomheder i Tyrkiet er helt eller delvist tyskejede (det tilsvarende danske antal er 102).

Desuden er den tyrkiske økonomi infiltreret i den europæiske i kraft af tyrkiske milliardlån i spanske, italienske og tyske banker, der vil komme i vanskeligheder ved en tyrkisk finanskrise. Ifølge finansmediet Bloomberg har Merkels embedsmænd da også gjort det klart, at Tyskland ikke vil tillade en økonomisk nedsmeltning, der kun vil ’ende i kaos’.

På den anden side er Tyrkiets økonomiske situation så kaotisk, at udenlandske investorer, der er bydende nødvendige for at få økonomien på fode, holder sig væk – Eksportkreditfonden i Danmark har eksempelvis suspenderet investeringer i Tyrkiet.

Det er imidlertid ikke kun USA’s frontalangreb på liraen, der skaber kaos. Internt i den tyrkiske ledelse er der vild uenighed om rentepolitikken mellem Erdogan og centralbanken.

I sidste uge trodsede centralbanken Erdogans bandbuller mod en renteforhøjelse ved at øge renten fra 17,75 til 24 procent. Få timer forinden havde Erdogan opfordret til en rentenedsættelse og dekreteret, at alle handelskontrakter – i ejendomme, transport, finanstransaktioner, leasing, tjenesteydelser og produkter – skal omlægges til lira om senest 30 dage.

Det vil i sig selv skabe et uoverskueligt kaos, eftersom omkring halvdelen af alle handler er indgået i fremmed valuta. For eksempel er tyrkiske butikscentres samlede gæld på 15 milliarder dollar og 70 procent af alle lejemål er aftalt i dollar, euro, britiske pund eller schweiziske franc.

Erdogans tålmodighed

Erdogan kritiserede den formelt uafhængige centralbanks renteforhøjelse – der omgående førte til forbedring af lirakursen – og hans tonefald var truende:

»Vi vil se resultatet af centralbankens uafhængighed – så langt vil min tålmodighed række. Men den tålmodighed har grænser,« sagde han til avisen Hurriyet. I valgkampen op til 24. juni lovede Erdogan sine vælgere, at han ville tage ’hånd i hanke’ med centralbanken. I den nye forfatning er det alene præsidenten, der udpeger centralbank-direktøren, der sidder i fire år uden at kunne afskediges.

Nogle vestlige medier har peget på, at Erdogan som praktiserende muslim tager Islams forbud mod at tage renter bogstaveligt. Virkeligheden er mere prosaisk. Ifølge økonomen Sadik Ünay fra Istanbul Universitet er logikken i Erdogans logik politisk:

»Han er vækstorienteret og varetager de små og mellemstore virksomheders interesse i at låne billigt, så hjulene kører rundt og forbruget stimuleres,« siger han:

»Og selvfølgelig tænker han også på de forbrugere, der skal låne til en bil eller et hus. Centralbankens opgave er mere snæver, nemlig at bekæmpe inflationen og beskytte liraen – banken er altså ikke forpligtet af vækst. Men Erdogan tager gerne inflationen med, hvis det betyder mere omsætning med øget vækst.«

Ünay påpeger, at hvis arbejdsløsheden skal holdes på de nuværende 10 procent, skal Tyrkiets vækst være på mindst fem procent.

»Men vi må nok se i øjnene, at den ikke når højere end 4-4,5 i år,« tilføjer han.

»Og det bliver en svær vinter. Jeg forventer, at inflationen på 17 procent vil nå op på 20-22 procent, før det vender – formentlig først i midten af 2019.«

Ünay peger også på nødvendigheden af færre offentlige udgifter, »en mindre stat«, som han kalder det, der indstiller infrastrukturprojekter og skærer i visse sociale ydelser.

»Men det politiske pres vil fortsætte til lokalvalgene i marts 2019. Først når de er overstået vil der være ro til at håndtere krisen,« siger han, og tilføjer:

»Og jeg ser positivt på fremtiden. Tyrkiet er en stor økonomi.«

Peter Thagesen, underdirektør i Dansk Industris internationale afdeling, er skeptisk.

»Tyrkiet var et vækstområde for danske virksomheder for nogle år siden, men det er vendt,« siger han.

»I dag kan vi ikke anbefale at investere i landet. Det er for usikkert – man kan ikke stole på politisk stabilitet med eksempelvis et fair retssystem. Desuden er der en sikkerhedsrisiko med øget terrorisme og tilliden til den nye regerings økonomiske kompetencer er heller ikke overvældende.«

Erdogan kommer til Berlin på statsbesøg 28.-29. september, hvor præsident Frank-Walter Steinmeier er vært, hvorimod der indtil nu ikke er aftalt et møde med Merkel – men de to landes økonomiministre vil mødes forinden.

Tyrkiet får ikke lov at gå fallit – men næppe heller at komme helt ind i varmen uanset den ny tolerance over for seksuelle minoriteter. Så længe Erdogan fører ordet, vil status quo blive opretholdt, for Europa har brug for Tyrkiet i et nyt sikkerhedsregi.

Inflationen i Tyrkiet har nået 15 pct. og ventes at stige yderligere, så Erdogans opfordring til sine landsmænd om at veksle deres dollar til tyrkiske lira af ren og skær patriotisme vil være en decideret dårlig forretning.
Læs også
En statue af den tyrkiske leder Recep Tayyip Erdogan dukkede for nylig op til kunstbiennalen i Wiesbaden, hvor den delte byens befolkning, blev dækket af graffiti og til sidst måtte fjernes.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Lasse Ellegaard

En gældsopskrivning på 40% af valutagælden - eller en indenlandsk diskonto på 24% p.a.

Det er valget imellem Scylla & Charypdis.

Og en katastrofe for de tyrkiske næringsdrivende -
i hvert fald for de ikke exporterende virksomheder.
Turisterhvervet har nok også gavn af devalueringen.

Touhami Bennour

Det mangler at vide om den frygt Europa har overfor Tyrkiet er begrundet eller ikke. Jeg høre fra Tyrkiet at økonomi er i vækst, 5,5 % i forhold til sidste år. Hvad kan Europa hjælpe Tyrkiet med?

- En amerikansk præsident, der truer Tyrkiet med kollaps
- Et helt kontinent (Europa), der er økonomisk bundet sammen med Tyrkiet
- 3 millioner flygtninge i lejre i Tyrkiet.
= USA bruger Tyrkiet til at psykobombe Europa.

Touhami Bennour

Jeg ser Erdogan som en der tilhører den nuverende generation af politiker. Man skal ikke glemme at han har brudt men Islamisk fondamentalister og dannede et andet parti som har haft ligniende politik andre steder i den arabiske forår.. Ja han var inspirator for mange. jeg vil ikke komme i detalje, men den der vil kende Erdogan bedre skal læse om det "arabiske forår". Tiden hvor man lader en amerikandsk leder træder i spinaten og kom ud som sejr herre "a la Bush" er forbi, det var dengang. Nu er Erdogan en ny leder med måske fejl, men alle kan begå fejl.

Så hvad Erdogan kan give Europa? hvad er nødvendigt og ikke for at provokerer. Han har forleden fået Poutin til at lade være med at angribe I "idlib" i Syrien, Poutin er som Bush er lige glad med konsekventer,
Med den handling har Erdogan reddet hundert tusinde menneske liv fra død og ødelæggelse.
Der komme ingen provokation fra Erdogan mod nogen i Europa eller andre steder.
Nu jeg spørger stadig hvad kan Europa hjælpe med. Merkel hun er forudsigeligt men nogle andre ikke.